Tag-arkiv: Toots and the Maytals

119 – Diverse Kunstnere – The Harder They Come (1972)

Udgivet den af
Svar

Filmen The Harder They Come fra 1972 var vigtig for reggaemusikken. Det var den første jamaicanske film til at få markant succes internationalt, især i USA, hvor den hurtigt blev et kulthit. En årsag til dette er det spændende plot om en ung mand fra landet, der flytter til Kingston i håbet om at blive berømt sanger, men ender med at blive berygtet kriminel. Denne mand, Ivanhoe Martin, bliver spillet af Jimmy Cliff, der både før og siden har haft mange reggae-hits, og plottet lægger selvfølgelig op til, at der er masser af disse numre på soundtracket. Man får 4 af Jimmy Cliffs egne numre, samt 6 øvrige reggae-numre på soundtrackpladen. Noget, der også er en af filmens klare forcer er netop brugen af musik. Med anden musik, ville filmen nok være en lidt middelmådig og forglemmelig fornøjelse, men sangene er indsat på de helt rette tidspunkter. Sange som Many Rivers to Cross og Sitting In Limbo bliver brugt smukt, og de øger absolut stemningen. Når man lytter til soundtrack-pladen får man derfor helt klare associationer til bestemte scener i filmen, selvom det eneste nummer, der blev skrevet specifikt til filmen var The Harder They Come af Jimmy Cliff.

Den reggae, der er til stede på pladen er generelt af den mere poppede art, især Cliffs egne numre. På hans numre er der kun meget svag accent, og teksterne er meget brede og uspecifikke, fyldt med universelle metaforer rettere end snak om Jah, Zion og dread, udtryk, der ikke siger den almene amerikaner eller europæer særlig meget. Det var nok en faktor i pladens internationale popularitet, ligesom sangene kun ganske sjældent bliver lige så voldelige, som filmen bliver. Der er dog nogle sange, der afspejler filmens voldelige karakter, såsom Johnny Too Bad af The Slickers og Shanty Town af Desmond Dekker, men de skjuler begge en mørk tekst bag en mere simpel facade, og det gør i mine øjne sangene værd at høre mange gange. Da denne plade tager sange fra mange forskellige kunstnere, er der dog nogle markante problemer i forhold til lyden. De lyder tit som om, de ikke bør høre hjemme på samme pladen, da produktionen på Cliffs numre er meget ren, mens den er mere rå på numrene fra Scotty og Toots and the Maytals. Der er også problemer i forhold til stereo-mixingen på Johnny Too Bad, og det bliver i længden meget tydeligt, at de fleste af disse sange aldrig var tiltænkt den samme plade.

Pladen slutter af med at spille to marginalt anderledes udgaver af to sange, der optrådte tidligere på pladen. You Can Get It If You Really Want og The Harder They Come, begge af Jimmy Cliff. Det er i mine øjne et lidt billigt move, og personligt ville jeg have foretrukket, hvis vi ikke fik dem igen. Sitting In Limbo, der ellers ville have afsluttet pladen, ville også have været et glimrende afslutningsnummer. Jeg kan godt se, hvis skaberne af pladen ønskede noget mere fokus på Jimmy Cliff, da han jo også spiller hovedrollen i filmen, men så ville jeg nærmest have foretrukket, hvis de havde givet os nogle Cliff-numre, der slet ikke optrådte i filmen. Uanset hvad, er alle numrene på soundtracket faktisk ganske solide, mindeværdige sange. Jeg har naturligvis mine favoritter, men det er svært at pege på et lavpunkt. Strukturen er desværre ret ringe, og jeg har nok i sidste ende lettere ved at anbefale de individuelle numre end pladen som helhed. Men hvis du har set filmen, så er pladen en god måde at få genoplevet mange af filmens mindeværdige øjeblikke.

378 – Toots and the Maytals – Funky Kingston (1972)

Udgivet den af
Svar

Den jamaicanske vokalgruppe Toots and the Maytals er et af de største navne indenfor reggae-musik, og selvom de havde udgivet mange albums før det, er deres mest populære album nok alligevel Funky Kingston fra 1972. Det album er også spækket med gode sange. Ingen af melodierne er noget videre banebrydende eller oplysende, men de giver et vædlig godt indblik i jamaicansk musikkultur. Og så er det også oftest virkelig sjovt. De fleste af pladens sange er virkelig skægge at lytte til, og man bliver også virkelig let i dansehumør. Sangerne, især forsanger Toots Hibbert er i så oprigtigt godt humør, at det virkelig let smitter af. Hvis man ikke er i alt for trist humør, så kan nogle af disse sange klart gøre din dag bedre. De fire første numre, Sit Right Down, Pomp and Pride, deres cover af Richard Berrys Louie Louie (bedst kendt med the Kingsmen), og deres cover af Ike og Tina Turners I Can’t Believe er så gode som de nok kunne blive i forhold til ambitionsniveauet, som lader til bare at være at lave noget sjov musik. Men nogle gange har man ikke brug for noget videre ambitiøst, nogle gange skal det bare være sjovt, og det kan Toots and the Maytals finde ud af!

Da albummet kun har otte numre på sig, fylder disse fire halvdelen af albummet, og denne halvdel er jo virkelig fed. Niveauet falder dog ret meget med anden halvdel. Redemption Song er ikke et cover af Bob Marleys klassiker, den var slet ikke skrevet endnu, det er til gengæld en ret middelmådig sang. Toots and the Maytals er nemlig virkelig gode, når vi snakker glæde og sjov, men på en tristere sang som denne, har de virkelig svært ved at røre mig. Pladens værste sang er et cover af doo-wop-sangen Daddy’s Home af Shep and the Limelites. Originalen er ikke engang noget specielt, men med Toots and the Maytals bliver den langsommere, mere monotom og næsten dobbelt så lang, og den gentager sig også oftere. Det er ikke fuldkommen uudholdeligt, men jeg kan slet ikke se, hvorfor de syntes, at det her var en god idé at udgive. Jeg kan ikke mærke nogen motivation, nogen spilleglæde, nogen følelse. Det er ikke engang rigtigt reggae. Det er bare en doo-wop-sang, der tilfældigvis har en reggae-rytme.

Det bliver heldigvis godt igen med det pragtfulde titelnummer, der også er en af gruppens mest berømte sange. Her bliver det endelig virkelig sjovt og musikalsk interessant. Det er uden tvivl pladens bedste sang, for lyden er virkelig varieret og interessant. Der sker hele tiden noget nyt, og det føles mere ambitiøst end noget andet på pladen. Hvis hele albummet var så godt, ville det være helt perfekt. It Was Written Down er ikke nær så godt som noget på første halvdel, men det har absolut masser af charme. Det afslutter dog albummet på en ikke specielt tilfredsstillende måde. Jeg hader nemlig virkelig, når et album afslutter med at fade. Jeg kan slet ikke holde det ud. Hvis et album slutter af med et fade, føler jeg, der burde komme mere, men det gør der ikke. Det føles ikke komplet. Toots and the Maytals har fortjent deres plads i reggae-historien, men som med de fleste reggaekunstnere, vil jeg nok hellere anbefale en opsamling eller bare at lytte til individuelle singler. Dog er Funky Kingston slet ikke et dårligt album, det har bare nogle ret markante fejl på sig. Hvis du kan lide andet af Toots and the Maytals, så kan pladen godt anbefales, men det er ikke den mest helstøbte eller berigende oplevelse, du kommer til at få.