69 – Curtis Mayfield – Superfly (1972)

Der er ikke meget, der er værd at snakke om ved blaxploitation-filmen ‘Super Fly’ fra 1972. Den er instrueret af Gordon Parks Jr., har Ron O’Neil i hovedrollen som en gangster ved navn Priest, og som så mange andre af genrens film trækker den meget på, at filmen er fuld af vold, sex, stoffer og racister, der får hvad de fortjener. Personligt finder jeg æstetikken ved disse film langt mere interessant end selve indholdet, for stort set alt ved filmen er amatøragtigt udført. Undtagelsen ville nok være soundtracket, der er leveret af soulmusikeren Curtis Mayfield. Mayfield leverer nogle af de bedste sange i hans karriere på soundtrack-albummet, der sidenhen har fået status som en regulær soulklassiker. Vi har faktisk at gøre med noget så sjældent som en soundtrackplade, hvor musikken nok fungerer bedre i pladens end i filmens kontekst. I filmen bliver plottet ofte sat helt i stå, når en af Mayfields sange begynder. På albummet er fokus derimod på sangene, og man får leveret den ene lille perle efter den anden. Samtidig mærker man klart, at musikken handler om gangster-livet, så alt det bedste fra filmen følger stadig med. Det er en win-win-situation.

Gangster-teksterne er en ret interessant del af pladen. Den er fra starten af 70’erne, og både de glamourøse og mere hårdføre sider af gangsterlivet præsenteres, nærmest som en slags prototype på gangsta-rap. Vi bliver præsenteret for rodløshed på ‘Little Child Runnin’ Wild’, dødelighed på ‘Freddie’s Dead’ og naivt stofmisbrug på ‘No Thing on Me (Cocaine Song)’, men det er på ingen måde en grum plade. Vi får også et klassisk sexnummer i bedste Marvin Gaye-stil med ‘Give Me Your Love’ og den lækre ‘Pusherman’ der oser af cool selvsikkerhed og attitude omkring erhvervet som pusher. Denne tilgang præger også lyden på titelnummeret, men her står teksten i genial kontrast, idet det belyses, at det ikke handler om sjov og ballade alt sammen, det er et spørgsmål om overlevelse. Mayfield formår at være kritisk og dybdegående i løbet af pladen, og dramaet er mere engagerende på soundtracket end i selve filmen. Til trods for de mange sider, der belyses, sørger Mayfield for at skabe et lydbillede, hvor man hele tiden føler, man er i den samme verden. Man bliver flot draget ind af de skønne grooves og den rige lyd med lag på lag af funky instrumentation.

Jeg føler som sagt, at pladen er langt bedre end filmen, den er skrevet til, og jeg kan let anbefale musikken til folk, der ingen planer har om at opleve filmens middelmådighed. Med det sagt, er der punkter, hvor musikken bærer præg af at skulle understøtte en film, navnligt i de to instrumentale numre. ‘Junkie Chase’ og ‘Think’ bidrager fint til stemningen på filmen, men på pladen går de lidt i tomgang. De er smukt arrangerede, men de føles stadig ret ligegyldige, og de bringer ikke samme lag af nuance, som de øvrige numre. Ligeledes er til ‘Give Me Your Love’ nok lidt længere end hvad godt er, og den føles lidt ufærdig i forhold til sangskrivningen. Igen, man kan dog slet ikke klage over lyden, og der er en del elementer, der virker ret godt. Der er også nogle få andre punkter, der ikke har ældet med ynde, fx kan spoken word-introen til ‘No Thing on Me (Cocaine Song)’ godt virke corny i dag. Til trods for dette har vi dog i hovedreglen at gøre med noget af det bedste soulmusik nogensinde, og på sit bedste holder det helt fantastisk

72 – Prince and The Revolution – Purple Rain (1984)

Princes død var et stort musikalsk tab, og til trods for, at at han på overfladen kunne synes blot at være en fjollet popmusiker, var hans ambition og arbejdsmoral ikke noget at kimse af. En af hans store satsninger var hans første spillefilm, ‘Purple Rain’ fra 1984. Filmen var en stor kommerciel succes, men i mine øjne holder den ikke særlig godt. Det er i grunden en rigtig dårlig film fyldt med kluntet dialog, dårligt skuespil og et tyndt plot. Det eneste punkt, hvor filmen brillerer, er i soundtracket. Hvis vi ser bort fra en alt for lang koncertsekvens mod slutningen, så understøtter alle sangene flot de scener, de knytter sig til. ‘Let’s Go Crazy’ er en energisks måde at sætte stemningen for filmen, ‘Purple Rain’ udgør et følelsesmæssigt klimaks og en nyvunden skrøbelighed hos hovedpersonen, ‘The Beautiful Ones’ læner sig flot op ad hovedpersonernes sensuelle flirten, og ‘When Doves Cry’ understøtter den tumult, hovedrollen går igennem i forholdet med sine forældre. Det er jo alt sammen rigtig fint, men jeg har personligt erfaret, at filmen slet ikke er nødvendig at få set, før man bliver forelsket i soundtracket. Jeg elskede pladen før jeg havde noget indblik i filmen, og jeg elsker den stadig efter at have erfaret filmens middelmådighed.

Prince leverer på ‘Purple Rain’ en kreativ, spøjs blanding af synthfunk og poprock, en lyd, der ikke var ham totalt uvant, men som heller ikke tidligere har været så velskåret. Princes lyd er et potpourri af modstridende indflydelser, hvilket sagtens kunne lede til et værre roderi, men i hænderne på Prince ender det med at skabe nogle nye, farverige klangflader. Det klassiske eksempel, folk fremhæver er ‘When Doves Cry’, der bl.a. udmærker sig ved ikke at have en basguitar på hele nummeret. Der skulle oprindeligt have været både en bas og et keyboard, men keyboardet fik på det endelige nummer lov til at overtage hele bassens funktion. Der er nok også andre faktorer – bl.a. den skarpe melodi, den legesyge tekst og hvordan hvert eneste instrument er arrangeret til at gøre lyden rigere og mere levende – men jeg føler stadig, at keyboardets erstatning af bassen på hvad der ellers er et rigtig funky nummer, er en essentiel del af appealet. Dette niveau af finesse bringer Prince i mine øjne til hvert eneste nummer på ‘Purple Rain’. Uanset om det er den søde kærlighedssang ‘I Would Die 4 U’, den oprørte ‘Computer Blue’ eller den sensuelle ‘Darling Nikki’. De fylder mig alle med en umiddelbar glæde, muligvis bare over hvor lækkert det hele er sammenskruet.

Rækkefølgen på soundtracket er stort set ligesom i filmen. Der er nogle få forskelle, men i mine øjne virker de. I filmen, efter hovedrollen har blottet sig ved at spille ‘Purple Rain’, skal der en triumf til i form af nogle gladere sange. På pladen er disse to, ‘I Would Die 4 U’ og ‘Baby I’m a Star’, rykket ind mod midten af pladen, mens den dramatiske ‘Purple Rain’ passende får lov til at afslutte albummet. Det meste af tiden fungerer pladen faktisk så godt, at man let kunne mistænke Prince for at have sammensat pladen først og derefter have sørget for, at filmen nogenlunde logisk fulgte albummets tracklist så tæt som muligt. Det eneste tilfælde, hvor jeg føler, jeg mere er i gang med at høre på et soundtrack end en helstøbt plade, er den instrumentale sektion i slutningen af ‘Computer Blue’, men selvom lyden på det stykke er lettere soundtrack-agtig, går den også virkelig tilfredsstillende over i ‘Darling Nikki’ bagefter. ‘Purple Rain’ er da også mere end et soundtrack. Det er en fænomenal popplade. Albummet er altid en succes i sociale sammenhænge, og jeg er end ikke tæt på at være træt af den efter at have hørt den adskillige gange op til anmeldelsen.

119 – Diverse Kunstnere – The Harder They Come (1972)

Filmen The Harder They Come fra 1972 var vigtig for reggaemusikken. Det var den første jamaicanske film til at få markant succes internationalt, især i USA, hvor den hurtigt blev et kulthit. En årsag til dette er det spændende plot om en ung mand fra landet, der flytter til Kingston i håbet om at blive berømt sanger, men ender med at blive berygtet kriminel. Denne mand, Ivanhoe Martin, bliver spillet af Jimmy Cliff, der både før og siden har haft mange reggae-hits, og plottet lægger selvfølgelig op til, at der er masser af disse numre på soundtracket. Man får 4 af Jimmy Cliffs egne numre, samt 6 øvrige reggae-numre på soundtrackpladen. Noget, der også er en af filmens klare forcer er netop brugen af musik. Med anden musik, ville filmen nok være en lidt middelmådig og forglemmelig fornøjelse, men sangene er indsat på de helt rette tidspunkter. Sange som Many Rivers to Cross og Sitting In Limbo bliver brugt smukt, og de øger absolut stemningen. Når man lytter til soundtrack-pladen får man derfor helt klare associationer til bestemte scener i filmen, selvom det eneste nummer, der blev skrevet specifikt til filmen var The Harder They Come af Jimmy Cliff.

Den reggae, der er til stede på pladen er generelt af den mere poppede art, især Cliffs egne numre. På hans numre er der kun meget svag accent, og teksterne er meget brede og uspecifikke, fyldt med universelle metaforer rettere end snak om Jah, Zion og dread, udtryk, der ikke siger den almene amerikaner eller europæer særlig meget. Det var nok en faktor i pladens internationale popularitet, ligesom sangene kun ganske sjældent bliver lige så voldelige, som filmen bliver. Der er dog nogle sange, der afspejler filmens voldelige karakter, såsom Johnny Too Bad af The Slickers og Shanty Town af Desmond Dekker, men de skjuler begge en mørk tekst bag en mere simpel facade, og det gør i mine øjne sangene værd at høre mange gange. Da denne plade tager sange fra mange forskellige kunstnere, er der dog nogle markante problemer i forhold til lyden. De lyder tit som om, de ikke bør høre hjemme på samme pladen, da produktionen på Cliffs numre er meget ren, mens den er mere rå på numrene fra Scotty og Toots and the Maytals. Der er også problemer i forhold til stereo-mixingen på Johnny Too Bad, og det bliver i længden meget tydeligt, at de fleste af disse sange aldrig var tiltænkt den samme plade.

Pladen slutter af med at spille to marginalt anderledes udgaver af to sange, der optrådte tidligere på pladen. You Can Get It If You Really Want og The Harder They Come, begge af Jimmy Cliff. Det er i mine øjne et lidt billigt move, og personligt ville jeg have foretrukket, hvis vi ikke fik dem igen. Sitting In Limbo, der ellers ville have afsluttet pladen, ville også have været et glimrende afslutningsnummer. Jeg kan godt se, hvis skaberne af pladen ønskede noget mere fokus på Jimmy Cliff, da han jo også spiller hovedrollen i filmen, men så ville jeg nærmest have foretrukket, hvis de havde givet os nogle Cliff-numre, der slet ikke optrådte i filmen. Uanset hvad, er alle numrene på soundtracket faktisk ganske solide, mindeværdige sange. Jeg har naturligvis mine favoritter, men det er svært at pege på et lavpunkt. Strukturen er desværre ret ringe, og jeg har nok i sidste ende lettere ved at anbefale de individuelle numre end pladen som helhed. Men hvis du har set filmen, så er pladen en god måde at få genoplevet mange af filmens mindeværdige øjeblikke.

131 – Diverse kunstnere – Saturday Night Fever (1977)

Foruden at være stor musiknørd, har jeg også en vis interesse i film. Når et album hænger tæt sammen med en film, sørger jeg derfor tit for at se filmen, inden jeg anmelder pladen. Det er efterhånden et par måneder siden, jeg fik set Saturday Night Fever, den klassiske ungdomsfilm, der i 1977 gav John Travolta sit gennembrud. Det er absolut en anbefalelsesværdig film, der troværdigt skildrer tidens ungdom, mens der også er masser af interessant drama til stede. Det er ikke nogen stor cinematisk triumf, men filmen er mindeværdig, stilfuld og kompetent. Og så er lydsiden bare vidunderlig. Et centralt emne i filmen er en disko-dansekonkurrence, og derfor er filmen udstyret med nogle af de bedste disko-sange nogensinde. På pladen finder man kunstnere som Walter Murphy, Kool & The Gang, KC and the Sunshine Band, The Trammps og naturligvis Bee Gees, hvor sidstnævnte opfører 6 af pladens 17 numre, og de har skrevet yderligere to. Tit bliver pladen derfor også opfattet som et Bee Gees-album, selvom man ikke bør overse de andre kunstneres bidrag. En stor del af sangene er lavet specifikt til filmen, mens visse andre, herunder Boogie ShoesDisco Inferno og You Should Be Dancing, var udgivet tidligere i andre sammenhænge.

I filmen optræder så mange sange, at man umuligt kunne få dem alle med, og det er nok godt det samme. I filmen optræder Disco Duck og Dr. Disco af Rick Dees, og de er decideret forfærdelige sange, og de optræder mest af alt i filmen som en joke. Disse er de eneste to sange, der blev frasorteret på albummet, og det er jeg glad for. Ellers optræder alle sangene fra filmen, og der er endda gjort plads til den instrumentale musik. Denne instrumentale musik bliver ligeledes spillet i bedste disko-stil, og er virkelig festlig. Ralph MacDonalds Calypso Breakdown er lidt langtrukken, og David Shires Manhattan Skyline er en kende intetsigende, men til gengæld er numre som David Shires Night on Disco Mountain og Walter Murphys A Fifth of Beethoven meget spændende. De er disko-genfortolkninger af klassiske kompositioner, hhv. Mussorgskijs En nat på Bloksbjerg og Beethovens femte symfoni. Begge fungerer virkelig godt, og de giver noget drama til soundtracket, som de fleste andre sange ikke gør. Af en eller anden årsag finder man på albummet også Jive Talkin’ af Bee Gees, der som den eneste sang på pladen ikke optræder i filmen. Jeg klager dog ikke så højt, for det er uden tvivl en af de bedste Bee Gees-sange nogensinde, og den passer godt ind.

Bee Gees er selvfølgelig en væsentlig del af pladen, men det er faktisk bygget sådan op, at de andre kunstnere får godt med plads til at vise sig frem. Pladen starter med fire Bee Gees-numre i rap, og først på disc 2 får man to yderligere Bee Gees-numre. Overgangen fra Bee Gees til de øvrige kunstnere sker også ret naturligt, da den første sang af en anden kunstner er Yvonne Ellimans If I Can’t Have You, der er skrevet af Bee Gees. Den sidste Bee Gees-sang inden denne er More Than A Woman, en vældig veludført kærlighedssang, ingen klager herom. Jeg synes derimod det er lidt kedeligt, at vi allerede tre numre efter får lov til at høre den igen, denne gang i en cover-version af Tavares. Denne udgave er endda ikke særlig forskellig fra Bee Gees-versionen, så i mine øjne er det meningsløst at inkludere begge, især så tæt på hinanden. Pladens sange er alle sjove og dansevenlige, og de er tilpas varierede i intensitet. Især Bee Gees-numrene er fængende; Stayin’ AliveNight Fever og How Deep Is Your Love er klassikere af en årsag. Mens filmen er god, tror jeg at soundtracket stadig er endnu bedre. Hvis man har det mindste ømme punkt for lækker popmusik, kan det sagtens anbefales.

332 – The Beatles – Help! (1965)

Hvis du spurgte mig om mit absolutte yndlingsband, ville det stå meget tæt mellem The Smiths, The Velvet Underground og The Beatles, men i sidste ende ville Beatles nok vinde. De er virkelig kreative, og de har haft enorm indflydelse på helt vildt mange genrer, men vigtigst af alt er de nogle rigtig dygtige sangskrivere, i hvert de tre af dem, og de udviklede sig konstant. Ved siden af deres fantastiske albums lavede de også en stribe film, og hver af disse film blev udgivet sammen med et album af samme navn. På de to første af disse, A Hard Day’s Night og Help! bestod første halvdel af et regulært soundtrack med sangene fra filmen, mens anden halvdel bestod af dengang spritnye sange, der intet med filmen havde at gøre. Help! har nogle af gruppens mest kendte sange på sig. Foruden selvfølgelig titelnummeret, er nogle af højdepunkterne på pladen YesterdayTicket to RideYou’ve Got to Hide Your Love Away og I’ve Just Seen a Face. På disse sange udforsker Beatles mere genrefusion end deres hidtidige pop-rock, som ganske vist har været rigtig god, men samtidig er den virkelig simpel.

John Lennon og Paul McCartney begyndte på dette album virkelig at få øjnene op for Bob Dylans forfriskende bud på folk-musik, og det tydeligste eksempel på dette er med You’ve Got to Hide Your Love Away, der virkelig, virkelig lyder som Dylan. Men det lyder som en rigtig god Dylan-sang, og den passer rigtig godt ind på albummet. Ellers virker det som om, Lennon generelt fik sat en smule Dylan ind i sin stemme. Lennon er meget bedre til at ramme toner end Dylan nogensinde har været, men han har på Help! virkelig gjort sin stemme grimmere og hæsere, hvilket klæder ham. Paul McCartney fik flirtet mere med Phil Spectors barok-pop. Der er dejlig meget skævhed i de ellers meget rene sange Tell Me What You SeeI’ve Just Seen a Face og den gudeskønne YesterdayYesterday er en  af de smukkeste sange nogensinde. Det er en god, simpel melodi, teksten er mere oprigtig end langt de fleste rocksange fra før den, McCartney synger helt fantastisk derpå, strygerne er så velvalgte og velkomponerede, det er en fuldkommen perfekt sang.

Leadguitarist George Harrison synger også på to sange, som han i øvrigt selv har skrevet. De hedder I Need You og You Like Me Too Much. Det er to ret gode popsange. Det er ikke det bedste på pladen, men standarden er jo også ret høj. I Need You er især fed med sine flotte vokalharmonier og fede guitarspil. Det er ikke det mest teknisk imponerende, Harrison nogensinde har præsteret, men det er dejlig sjovt. Der er desværre to sange på Help!, der trækker helhedsoplevelsen ned, og de er spøjst nok begge to covers. Det første, Act Naturally, oprindeligt af Buck Owens, er her sunget af trommeslager Ringo Starr, der uden tvivl er den svageste sanger af de fire. Derudover er det en countrysang, og ikke en specielt god en af slagsen. Den er bare tumpet og naiv, men den lader ikke til selv at vide, hvor naiv den er. Den anden er en egentlig ret fed fortolkning af rock and roll-sangen Dizzy Miss Lizzy, oprindeligt af Larry Williams. Problemet er dog, at den kommer lige efter Yesterday, og dermed også afslutter albummet, hvilket er meget antiklimatisk, og det får Yesterday til at virke mere ordinær, fordi denne er så utrolig meget mere højlydt. Help! er langtfra den bedste Beatles-plade, men den er stadig fremragende.