I 1972 transformerede Lou Reed sig fra den syrede heroin-junkie fra The Velvet Underground til en i bund og grund stadig meget syret heroin-junkie, der bare nu skrev sine sange, så de var mere tilgængelige. Det skete med albummet Transformer, og hvis man ignorerer Lou Reeds image og lyrik, så har vi at at gøre med popmusik. På den måde fik Transformer et par store hits, alle virkelig velskrevne popsange, som skruer sig direkte ind på trommehinden og nægter at forlade stedet. Det kan man i grunden sige om det meste af pladen, og det er jo slet ikke det, man ville forvente fra manden, hvis man har hørt plader som White Light/White Heat eller The Velvet Underground & Nico. Men god, velsammensat popmusik plejer jeg sjældent at klage meget over, og det kan Reed virkelig finde ud af at skrive. Transformer åbner med en sang ved navn Vicious, der går hårdt og brutalt i gang med et enormt fængende guitarriff. Det er en rigtig god måde at starte albummet på, for selvom det næppe er den sang, der bedst viser hans store evner, så fungerer den i al sin simplicitet virkelig godt. Og den forlader aldrig dit hoved igen, når du først har hørt den.

Men så begynder Andy’s Chest, en blanding af doo-wop og en mere spinkel, usikker udgave af Neil Diamond. Det er så langt fra åbningsnummeret som det kan komme, men Lou Reeds stærke personlighed, spøjse lyrik og i grunden meget svage stemme sørger for at binde det hele sammen. Og i løbet af hele pladen får man hele tiden smidt noget nyt i hovedet. Og der er godt med variation. Der er ikke på noget tidspunkt et nummer, der bare føles som en gentagelse af en stil vi allerede har hørt tidligere. På den måde giver Transformer dig altid noget anderledes, der holder din interesse for albummet oppe. Det kan høres at David Bowie og hans guitarist Mick Ronson har produceret dette album. Bowie bliver jo også tit kaldt for en musikalsk kamæleon, netop fordi han kan tilpasse sig så mange forskellige stilarter, og denne evne har han projekteret flot over på Lou Reed. Reed har skrevet alle sange på Transformer, men virkelig meget af variationen ligger i den flotte produktion og de kreative arrangementer. Tit kan de være meget spøjse, f.eks. på Make Up og Goodnight Ladies, begge numre, hvor tuba er i fokus.

Reed formår ikke blot at tilpasse sin sangskrivning til mange forskellige stilarter, han formår faktisk også virkelig smukt at variere måderne hvorpå han skriver sangene. Nogle, f.eks. Vicious eller for den sags skyld megahittet Walk on the Wild Side har virkelig simple melodier. Derimod sker der rigtig meget forskelligt på Satellite of Love, og Goodnight Ladies er også et smukt arrangeret nummer, især under den instrumentale blæsersektion. Hvis du kan lide skæve, interessante tekster, så kan det også virkelig anbefales at dykke ned i Reeds lyriske univers. Han synger om emner som transvestitter, sex, heroin og diverse andre stoffer – i et par sange, f.eks. Wagon Wheel og Hangin’ Round. På Transformer får man altså 11 tracks af utrolig høj kvalitet, alle fængende og mange også musikalsk eller lyrisk udfordrende, og den store variation sørger virkelig for at man kan lytte til pladen igen og igen, mens Reeds stærke personlighed sørger for at holde sammen på pladen. At lave noget, der kan kaldes et mesterværk oven på det latterligt høje niveau, han selv satte med The Velvet Undergrounds plader, det er svært. Men han gjorde det, for Lou Reed kunne vitterligt finde ud af alt, når det kom til musik.