Bob Marley er uden tvivl det største navn reggae-musik nogensinde har haft, og det vil højst sandsynligt blive ved på den måde i mange år endnu. Han var dog en del af et band, og dette faktum bliver ofte overset. På de tidlige plader var Marley end ikke den eneste forsanger, og i stedet for at hedde Bob Marley & the Wailers dengang, så hed de blot the Wailers. Det sidste album de udgav under dette navn hed Burnin’, og på det finder man to af gruppens mest kendte numre, nemlig Get Up, Stand Up og I Shot the Sheriff. Get Up, Stand Up starter pladen med, så det er en formidabel start, og I Shot the Sheriff er det tredje nummer. Det er ret tidligt at spille de høje kort, selvom de selvfølgelig ikke dengang kunne vide, hvor store disse sange ville blive. Men på resten af pladen er der også masser af andre rigtig gode sange. En anden rigtig god sang er Hallelujah Time. Rent tematisk følger den emnerne om spirituel frihed fra Get Up, Stand Up, men den er mere stille, så derfor fungerer den godt mellem det højlydte åbningsnummer og den proklamerende I Shot the Sheriff.

Mange af sangene er genoptagelser af sange, the Wailers tidligere havde lavet. Originalerne er på ingen måde nær så kendte, men det forklarer at sange som Small Axe og især Duppy Conqueror kan virke lidt gammeldags i dag i forhold til resten, men stilistisk passer de stadig fint ind. Melodierne holder også stadig, navnlig på Small Axe. Dynamikken på Duppy Conqueror er også meget flot, men jeg bliver altid ret irriteret på en bestemt lyd derpå; der er en af sangerne, der laver en meget irriterende helikopter-lignende lyd med læberne i baggrunden, og det er meget distraherende. Da Bob Marley ikke står fuldstændig i front, så må man også døje med de to andre sangere. De optræder ikke særlig ofte som andet end backingvokalister, men når de står forrest, så gør de ikke noget, Marley ikke kunne have gjort bedre. Marley er en fantastisk sanger, og lyden ville både have været bedre og mere konsekvent hvis Marley var forrest på et nummer som One Foundation.

Når jeg lytter til et album, så værdsætter jeg virkelig en god afslutning på albummet, der virkelig runder det hele af. Det gør den traditionelle jamaicanske sang Rasta Man Chant ikke for mig. Den giver mig ikke rigtig noget rent musikalsk. Den er meget ensartet, og selvom rytmen derpå er rigtig fed og vokalharmonierne er imponerende, så bygger den ikke op mod noget, den er ikke fængende, den kører bare i 4 minutter hvor start og slut lyder præcis som hinanden. Med det sagt, så er alle andre sange på Burnin’ rigtig godt skrevet. De kører fedt over genrens let genkendelige rytmer, og man mærker masser af følelser strømme ud gennem dem. De kører ganske gnidningsfrit, og man kan mærke at kærlighed blev lagt i dem, da de blev lavet. Jeg mangler dog selv et personligt forhold til mange af dem. Jeg tror dette har noget at gøre med, at jeg ikke lytter til specielt meget reggae, hvis jeg ikke skal anmelde det, så derfor er mine forventninger og parametre nok lidt forskruede. Jeg vil dog sige, at hvis du er en stor Reggae-fan, så er Burnin’ bundsolidt håndværk, som stadig holder i dag.