Kategoriarkiv: 2001

38 – Muddy Waters – The Anthology (2001)

Udgivet den af
Svar

Den store bluessanger og -guitarist Muddy Waters begyndte at udgive singler allerede i 1940’erne, men det var først i 1960, at han for første gang udgav et album. Hvis man vil udforske Muddy Waters’ tidlige, mest indflydelsesrige år er det derfor mest givende at gå efter opsamlingsalbum. Der er udgivet en del opsamlinger, der fokuserer specifikt på Muddy Waters’ tidlige år, men en af de mere omfattende, ‘The Anthology’ fra 2001 dækker over stort set hele hans karriere: fra 1947-sangen ‘Gypsy Woman’, hans første single under navnet Muddy Waters, til ‘Can’t Get No Grindin” fra 1973, den sidste af hans singler, hvor hverken a- eller b-siden var en genindspilning. Opsamlingen varer 2½ time og tracklisten er opsat i noget nær nøjagtig kronologisk orden. Derfor starter vi med hans tidlige sange, og de er absolut de sværeste at komme igennem. Han er ganske tydeligt både dygtig og innovativ allerede på disse tracks, men indspilningerne er mudrede, og lyden bliver trættende i længden. Oftest er det på disse tidlige tracks blot Waters på vokal og guitar, mens han har en bassist og ganske sjældent dertil et klaver eller en mundharpe. Bassen gør stort set aldrig noget mærkbart på disse numre, og efter noget tid begynder jeg virkelig at savne nogle trommer. Hans guitarspil og sangstil har dog allerede godt med karakter på disse indledende tracks.

Vi skal 40 minutter ind i albummet, før vi hører en stortromme, og så skal vi altså derefter igennem to tracks før det endelig lyder som om, vi har at gøre med et helt trommesæt. Det er synd, for jeg ender med tiden med at blive godt træt af denne elektriske variant af den minimalistiske delta-blueslyd, og ellers glimrende tracks som ‘Rollin’ and Tumblin’, Part One’ og ‘Rollin’ Stone’ ender med at drukne i en alt for ensartet lytteoplevelse. Opsamlingen lader til at prøve at skildre udviklingen i Muddy Waters’ karriere, men udviklingen sker i lang tid så langsomt, at jeg end ikke lægger mærke til den. Det går noget bedre, når han får sig en mere fuldbyrdig bandbesætning. Der er langt mere dynamik mellem instrumenterne, bassisten får endelig ting at tage sig til, og det bliver nærmest en fast del af setuppet, at Waters har en dygtig mundharpist med på sangene. Waters har fundet en stil, der virkelig klæder ham, og med tracks som ‘(I’m Your) Hoochie Coochie Man’, ‘Mannish Boy’ og ‘Got My Mojo Working’ fik han i midt-50’erne defineret Chicagos blueslyd som ingen anden. Jeg kan dog ikke ignorere, at vi støder på samme problem igen: Der er simpelthen for mange sange, og de er ikke forskellige nok, til at det giver mening at have så mange af dem.

50’erne er ganske enkelt overrepræsenteret, så selv om opsamlingen stolt proklamerer, at den går helt ind i starten af 70’erne, udgør 60’erne kun en lille del af albummet. Han begyndte ellers at forny sig selv igen i denne tid, og han udgav nogle glimrende album. Der er kun ét nummer fra hans glimrende ‘Live at Newport 1960’, hvilket ellers er ganske forfriskende at lytte til. Der er dertil blot to sange fra ‘Folk Singer’, hans akustiske album, hvor han atter går efter den simple Delta-lyd, dog denne gang med et langt mere velspillende band, der fylder sangene med masser af finurligheder. Vi får også to elektriske tracks fra omtrent samme periode, hvor et atter dygtigt band spiller en mere underspillet variant af den Chicago-lyd, der dominerede 50’ernes output. Dette er atter forfriskende, men hvor de indledende perioder i Waters’ diskografi fylder for meget på albummet, når man knap nok at lære disse 60’er-tracks at kende. Vi slutter af med en rimelig fornuftig 1969-genindspilning af 50’er-sangen ‘All Aboard’ samt det lidt fjogede 70’er-track ‘Can’t Get No Grindin”. ‘The Anthology’ er alt, alt for lang. Man kunne sagtens skære halvdelen af sangene fra, uden at opsamlingens koncept ville tage skade. Det er en lærerig opsamling, men den er lidt af en mundfuld, hvis man ikke er mærkbart interesseret i bluesmusikkens historie. Lyt i stedet til ‘Live at Newport 1960′, hvis du vil introduceres til Muddy Waters’ talent.

316 – No Doubt – Rock Steady (2001)

Udgivet den af
Svar

No Doubt har jeg et besværligt forhold til. Jeg gav deres gennembrudsalbum, Tragic Kingdom, en særdeles positiv anmeldelse for noget tid siden, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er vild med nogen andre plader, de har lavet. Rock Steady fra 2001 er ingen undtagelse, men langt fra hele pladen er noget værre lort. Dens intro er ikke lige min stil. Den er hovedsageligt a capella, men noget bip-bip-tekno dukker op mod slutningen, og det matcher ikke sangen specielt godt. Det er nok det ord, der bedst dækker over pladens væsentligste problem, altså “bip-bip-tekno”. Jeg har ikke noget i mod elektronisk musik, men de elektroniske elementer på denne plade er forfærdeligt underproducerede. De mangler noget af den stil og elegance, der gjorde Tragic Kingdom til sådan en fed plade. Den første reelle sang, Hella Good, er faktisk slet ikke dårligt skrevet, riffet er endda rigtig godt. Det er bare synd, at lag på lag af minimalistisk distortion og bippen.

Det andet nummer, Hey Baby, er dog fuldkommen forfærdeligt. Den er højlydt og ikke specielt tiltalende. Og hvad er det for en underlig idé med dance-musik, som man ikke kan danse til? De hiver dancehall-stjernen Bounty Killer ind til et gæstevers her, og for at være ærlig, så gør han bare det hele mere irriterende. Først på pladens femte nummer går gruppen væk fra dancemusikken, og det gør de med reggae-sangen Underneath It All. Produktionen er ret fin her, selvom hornene i baggrunden ikke er de mest tiltalende, og melodien er sjov og fængende, men det store problem her er bare teksten: “You want to love me – underneath it all” – fy for den da! Hele første halvdel af pladen kunne jeg let have levet uden, men så sker der noget. Det syvende nummer, Don’t Let Me Down er faktisk skidegod. Den har meget af den punkede attitude og stil, der gjorde Tragic Kingdom til en så formidabel plade. Produktionen er stadig ikke helt i øjet, men generelt fortsætter albummet med at være godt herfra.

Reggae-nummeret Start the Fire er ganske hyggelig, og den simplistiske Running udnytter rent faktisk bip-bip-teknoen til at skabe stemning! Produktionen er faktisk rigtig god herpå, og forsanger Gwen Stefani lægger virkelig hele sit hjerte i det. Det er næsten for godt til at være på denne plade. In My Head er et skridt i den forkerte retning, men det har faktisk mest noget med Gwen Stefani at gøre. Den kunne sikkert fungere godt med en anden sanger på sig, for hun er ikke så god til at være så dæmonisk og funky, som denne sang kræver. Derudover er teksten ret egoistisk, ikke ulig Underneath It All. Det bliver dog hurtigt gjort godt igen med to virkelig fede rocknumre. Først Platinum Blonde Life, der bare er en fed, fængende rocksang med masser af attitude og et svedigt guitarriff, men et rent højdepunkt kommer i form at Waiting Room som er opført i samarbejde med Prince, som de også skrev den med. Den er virkelig fed. Jeg ser sjældent plader, der er af så svingende kvalitet som Rock Steady. Der er virkelig gode sange og virkelig dårlige sange side om side. Desværre er det dårlige dog ikke kedeligt, det er bare irriterende, og det er om muligt værre, hvis du spørger mig.

367 – The Strokes – Is This It (2001)

Udgivet den af
Svar

Hvis the Strokes en dag kommer med i Rock and Roll Hall of Fame, vil det være på grund af ét eneste album, for selvom den efterfølgende Room on Fire også er ganske god, er gruppen kun så ikoniske, som de er, på grund af deres debutplade, Is This It fra 2001. Dette album fortjener dog også al sin ros. Det åbner helt perfekt med et titelnummer, der, da jeg første gang hørte det, gav mig en klump i halsen. Det er virkelig smukt, og det indleder virkelig stemningsrigt det flotte album. Det andet nummer, The Modern Age, er også en virkelig fed sang. Der er mange følelser i forsanger Julian Cassablancas’ stemme, og det gør sangen sjovere at lytte til. Nummeret er for det meste ikke så interessant rent instrumentalt, men det gør virkelig ikke noget, for melodien er levende, og dens guitarsolo er ligeledes fuld af liv. Soma bliver i høj grad drevet af guitaren, der kører med et virkelig fedt riff. Julian Cassablancas synger på håbløs maner, og han er slet ikke til at stå for. Hans karakter udvikler sig meget i løbet af sangen, men der er altid håbløse undertoner, der gør nummeret mere interessant.

Barely Legal lyder meget, som man ind til videre har vænnet sig til, at pladen kunne komme med. Det gør dog slet ikke noget, for melodien er stadig af virkelig høj kvalitet, og følelserne, de kommer med, er helt enorme. Someday er dog endnu bedre. Den har mere varme og forundren end albummet hidtil har haft. Det er en af den slags sange, der bare kan suge lytteren et helt andet sted hen rent mentalt. Her hører vi også for første gang Cassablancas’ kontroversielle falset, som han ville bruge langt oftere på senere Strokes-plader, men selv har jeg ikke noget imod den – og den optræder alligevel kun ganske sporadisk. Alone Together er endnu et garagerock-nummer af høj, høj kvalitet. Man kan mærke stor fortrydelse og sindsmæssig tumult her. Dog er det intet i sammenligning med den vidunderlige Last Nite, der virkelig har fortjent sin status som en af gruppens bedste sange. Det er en forvirret, fordrukken sang, som er umulig ikke at komme til at synge med på ret hurtigt. Den er helt perfekt, hvis man spørger mig, og selvom riffet minder meget om Tom Pettys American Girl, bliver sangen ikke værre af den årsag.

Et andet fuldkommen perfekt nummer er Hard to Explain. Sangen er virkelig fortvivlet, og melodien er umulig, ikke at få ud af hovedet. Riffet er vildt og energisk, mens man dog sagtens kan mærke de besværlige tanker, sangen går igennem. New York City Cops er en meget ungdommelig, rebelsk sang, og den er også en af pladens mest højlydte, selv sammenlignet med Hard to Explain. Det er et rigtig sjovt nummer, som man let kan få lyst til at synge med på. Endnu et virkelig smukt nummer kommer da i form af Trying Your Luck. Den lyder lige så fortvivlet som Hard to Explain, men denne er mere fortabt og opgivende. Den er virkelig rørende, og den er i den gode ende af et album, hvorpå man ikke kan finde en eneste dårlig sang. Nu har jeg sagt det, så det kommer næppe som nogen overraskelse, at den vrede Take It or Leave It også er et rigtig godt nummer. Den afslutter virkelig godt albummet med sit bitre raseri, og jeg er rigtig tilfred. Jeg elsker virkelig det her album. Is This It kan anbefales til alle med smag for rockmusik.

431 – Diana Ross & the Supremes – Anthology (2001)

Udgivet den af
Svar

Diana Ross, Florence Ballard, Mary Wilson og mange andre har gennem tiden været medlemmer af R&B–pigegruppen, the Supremes. De var et af de største navne i løbet af 60’erne og 70’erne med sange som You Can’t Hurry Love, Baby Love, Where Did Our Love Go, You Keep Me Hangin’ On, Stop! In the Name of Love og Come See About Me – alle utrolig fængende kærlighedssange. Og disse blev med mange andre sange, også oftest om kærlighed, samlet på Anthology i 1974. Denne plade er så udkommet i forskellige udgaver i 1986, 1995 og senest i 2001. Og i dag anmelder jeg så 2001, der er rigtig lang. Hele 50 forskellige sange er at finde på den. Det enorme antal sørger selvfølgelig for, at man opdager masser af sange, man ellers ikke ville kende til. Og jeg er absolut glad for nu at kende til When The Lovelight Starts Shining Through His Eyes, I Want a Guy, In and Out of Love, I Hear a Symphony, Desværre er der også mange sange på pladen, som bare ikke er så fantastiske igen: Buttered Popcorn, The Tears deres covers af Bewitched, Bothered and Bewildered, A Hard Day’s Night og Whistle While You Work, bare for at nævne nogle eksempler.

Opsamlingen er desværre også kronologisk opbygget. Det er virkelig skidt for albummet, for man får det allerbedste lige efter hinanden, og de fleste skal nok et godt stykke ind i pladen, før de kan genkende et nummer. Midten af Disc 1 er derfor en ren hitparade. Starten og slutningen af denne er knap så kendte sange, men man opdager ofte nogle sande guldkorn. Disc 2 er derimod en lidt lunken affære meget af tiden. Det er ret cool, når de spiller sammen med The Temptations, og der er uden tvivl også mange gode sange, som de lavede på egen hånd. Der er dog desværre også en del sange, der ikke lyder af andet end dollartegn. Der er en god portion af deres senere karriere, som bare er det rene samlebåndsarbejde. Medlemmer kom og gik også meget i løbet af især gruppens senere år, så det er nærmest en smule trist at lytte på side to. Det er ikke decideret forfærdeligt, men det er rigtig ordinært. Supremes var i de første to tredjedele af 60’erne nogle rigtig friske unge kvinder, der arbejdede sammen med nogle helt fantastiske sangskrivere om at lave sublime popsange. I slutningen af 60’erne var de bare pinlige forsøg på at gøre deres storhed igen.

I 1967 forlod Florence Ballard dem, og hendes stemme var måske gruppens smukkeste. Og selvom Diana Ross og Mary Wilson stadig var der, føltes det ikke rigtig som the Supremes længere – det føltes dog som en ganske god efterligning. Sangskriverne lod også til at sænke ambitionerne, når Ballards smukke stemme ikke længere var en del af gruppen, men de var uden tvivl stadig dygtife. I 1970 forlod Diana Ross dem så også, og nu var det bare pinligt. Efter, du på Disc 2 har hørt Someday We’ll Be Together, så skal du bare sige tak for nu. Resten  af cd’en er ikke noget at skrive hjem om. Det er ganske vist optaget efter Diana Ross-æraen, men det føles som om, pigegruppegenren bliver skruet 10 år længere tilbage. Det er nok heller ikke helt tilfældigt, for det er mest af alt covers af sange fra starten af 60’erne. Og det er ikke engang specielt gode covers. Jeg kan især som stor Beatlesnørd sige, at jeg er ekstremt skuffet over deres behandling af A Hard Day’s Night. Den mangler alt sin styrke, og især guitarsoloen er her helt til grin. Hvis du er stor Supremes-fan, så er Anthology nok noget for dig, men den er så langt fra perfekt. Der er nørde-guf til nørderne, men en god lytteoplevelse får man kun rigtigt på første cd.

464 – Jay-Z – The Blueprint (2001)

Udgivet den af
Svar

Jay-Z har efterhånden rappet evigheder, og at han stadig er så stor er virkelig noget usædvanligt. Han har været der siden 1996, og hans absolutte mesterværk kom, hvis du spørger mig, med The Blueprint i 2001, som ikke blot var fyldt med nogle af Jay-Z’s absolut bedste værker som rapper, men det er også i hænderne på nogle fabelagtige producere. Først og fremmest fik det verden til at genkende den absolut geniale producer Kanye West, der siden selv ville blive rapper, men også navne som Timbaland, Bink og Just Blaze udmærker sig med nogle af de bedste beats, de nogensinde har lavet. Albummet varierer meget i toneleje, men uanset hvad, er beatet altid lige i øjet. Albummet åbner med den Bink-producerede The Ruler’s Back, der som titlen antyder, annoncerer Jay-Z’s tilbagevenden. Ikke at der var gået lang tid siden sidste album, men det går mere ud på at fastslå hans overlegenhed.

Overlegenhed er ligeledes et stort emne på den næste sang, Takeover, produceret af Kanye West, der kreativt sampler Five to One af the Doors og Fame af David Bowie. Sangen er et rigtig grovmundet “diss”, som man kalder det, rettet både mod Prodigy fra Mobb Deep og mod Nas. De er begge rigtig dygtige, elskede rappere, så at gøre dette er ikke blot modigt, men Jay-Z og Kanye gør det rigtig underholdende og humoristisk, og det er muligvis Jay-Z’s absolut største bedrift som lyriker. Jeg keder mig dog heller ikke et sekund, som den næste sang, der også er produceret af Kanye, kører gennem mine øren. Izzo (H.O.V.A.) er ganske vist ikke andet end pral med pral på, men Jay-Z gør det overbevisende, og det Jackson 5-samplende beat hjælper så sandelig. Jay-Z er som pladens røde tråd altid interessant og morsom. Numre som Girls, Girls, Girls og Jigga that Nigga er som sådan ikke andet end nogle sjove pop-rap-numre, men takket være sjove linjer og festlig funk/soul-inspireret produktion går det op i en højere enhed. Efter dem, får vi U Don’t Know, der er en lidt alvorligere sag om Jay-Z’s personlige problemer, og når han bliver seriøs, kan han sagtens også klare sig. Jeg forstår bare ikke hvorfor Bobby Byrd-samplet havde brug for smølfestemme, men det er en uvæsentlig detalje.

Albummet opmuntrer da sig selv, for Jay-Z ved jo netop, hvad han laver, uanset hvad Soulsmølf siger, så derfor kommer det lystige Timbaland-producerede festnummer Hola’ Hovito, som oser af typisk Timbaland-produktion fra da han var bedst, men det er, hvis du spørger mig, ret godt. Det er funky, festligt, og bare generelt rigtig sjovt at lytte til, og Jay-Z er som i løbet af det meste af albummet rigtig vittig, men for igen lige at skabe lidt variation, kommer to Kanye-producerede numre, der ikke just er lykkelige, og Heart of the City (Ain’t No Love) og Never Change er også eminente numre, der viser, at Jay-Z er mere end blot en alfons, og at Kanye er mere end en popstjerne. De er begge rigtig rørende, og de er noget af det bedste på pladen. Efter dem får vi de hårdtslående All I Need og Renegade, sidstnævnte sammen med Eminem, og Eminem stjæler virkelig showet. Hans optræden på det nummer er noget for sig, og selvom det er lidt sært med et enkelt gæstevers omgivet af udelukkende Jay-Z, så er det i det mindste rigtig godt. Albummet slutter med Blueprint (Momma Loves Me), hvor han bliver sentimental og takker sin mor for alt det, hun har hjulpet ham gennem. Hvert eneste nummer på dette album er formidabelt, og The Blueprint er uden tvivl et af 00’ernes bedste hip hop-albums.

467 – Bob Dylan – Love and Theft (2001)

Udgivet den af
Svar

Bob Dylan er et af det tyvendes århundredes største musikere. Han revolutionerede folks opfattelse af, hvad der var kønt at lytte til, samtidig med at han skrev nogle af 60’ernes mest rørende melodier og tekster. Ikke alt, han lavede, var lige utroligt, men når han var på toppen, var han revolutionerende, følelsesrig og endda en kende provokerende, og han var til trods for de små fejltrin, der af og til blev begået, rigtig ofte på toppen. Så kom 80’erne, og det årti var ikke flinkt mod Dylan. Han lavede selvfølgelig stadig meget god musik, men meget lidt var på nogen måde værd at sammenligne med 60’ernes og 70’ernes materiale. Dylan var ved at være irrelevant, indtil han udgav nyklassikeren Time Out of Mind i 1997. Det er et formidabelt album, som jeg skal anmelde senere, men 4 år efter udgav han så endnu et album, Love and Theft. Han iførte sig end endnu grovere lyd, der perfekt passede til det, hans ellers altid spøjse stemme havde udviklet sig til. Den var blevet slidt, og det var han også selv. Han kunne i dette lys kigge tilbage på sin fortid med et meget modent blik, og man kan tydeligt høre på hans stemme, at han har oplevet lidt af hvert.

Dylan tager på Love and Theft meget fra blues- og country-musik, men han blander begge genrer meget sammen med sin personlige stil, så man ikke behøver at være stor fan af nogen af delene for at kunne lide albummet. Et par af sangene er faktisk bygget op på samme måde som en gammel Robert Johnson-sang ville være, men man lægger knap nok mærke til det, før man prøver at grave lidt i musikken. Det er meget formidabelt at kunne bruge det format på en ny måde, for det blev brugt til døde op gennem 50’erne og 60’erne, så at skabe unikke sange med den konstruktion i 2001 er noget af en præstation. Han fortæller meget om sine oplevelser i beskidte dele af USA, som f.eks. på nummeret Mississippi, der handler om hans oplevelser i området, sangen er navngivet efter; om alle de specielle personligheder han mødte, om hvordan det var at være der. Det kunne for enhver anden være en hel livshistorie – for Dylan er det blot en lille del af den.

Han har også nogle langsommere, sørgelige numre, der minder en del om de langsommere numre på Time Out of Mind. Po’ Boy og High Water (For Charlie Patton) – de er spillet meget simplistisk, men de er skrevet med store følelser i spil, der næppe ville komme nær så kraftigt igennem, hvis de skulle bryde en mur af al for meget andet lyd. Der er dog rigelig med dynamik – de lægger trods alt på samme album som så instrumentalt interessante numre som Cry a While og Tweedle Dee & Tweedle Dum, der slår rigtig hårdt med kraftige tekster og tung instrumentation. Der er ikke et dårligt nummer på Love and Theft, og der er virkelig ikke meget andet negativt, man heller kan sige om det. Det fortjener måske ikke samme ros som Highway 61 Revisited eller Blood on the Tracks, men de færreste albums kan det – det er et knaldgodt album for alle fans af Bob Dylan, og det er svært at tænke på, at der er så mange endnu mere fantastiske plader i hans diskografi.