248 – Jay-Z – Reasonable Doubt (1996)

Der var engang en ung, lovende rapper ved navn Jay-Z. Han havde nogle gode kontakter, heriblandt Mary J. Blige og The Notorious B.I.G., der begge allerede var meget succesfulde, da Jay-Z fik udgivet sit første album, Reasonable Doubt, i 1996. Når man lytter til det, er det ret svært at fatte. Jay-Z er stadig et af de største navne i hip hop, og alle hans gæster på denne plade er enten døde eller irrelevante i dag. Hvornår hørte du sidst noget nyt fra Foxy Brown eller Memphis Bleek? Det er også helt utroligt, hvor god han var dengang. Jeg synes stadig meget godt om ham på albums som Watch the Throne, men her er han på et helt andet niveau. Han er her ridset op som en mafioso a la film som The Godfather, der bliver refereret så tidligt som på første track, Can’t Knock the Hustle. På omkvædet til dette nummer synger Mary J. Blige, og de går fuldkommen naturligt sammen. Blige fjerner slet ikke fokus fra Jay-Z, og til trods for de mange gæster og samples, så er det gennemgående vores kære rapper, der er i fokus. Og på intet album er han så lyrisk imponerende som på dette album, end ikke min favorit, The Blueprint.

Men nu er lyrisk kunnen jo ikke alt, vigtigt er det også at have noget at snakke om. Og mange af sangene handler ikke rigtig om andet end hvor sej en mafioso og rapper, Jay-Z er, og det er han meget dygtig til at gøre med sjov legen med sproget. Der er dog ca. 5 undtagelser blandt de 14 sange, men de begynder at komme ret sent inde. Jeg forstår, at man lige skal introducere Jay-Z, før man undersøger ham dybere, men de første 5 sange handler ikke rigtig om andet end det sædvanlige. Der er dog nogle virkelig fede numre derimellem. Åbningsnummeret er som sagt fantastisk, og Brooklyn’s Finest, som er opført sammen med selveste The Notorious B.I.G., er bare en af de fedeste energibomber på pladen, selvom Biggie nok kommer med en af sine værste linjer nogensinde. Og Dead Presidents, Pt. 2 er muligvis pladens bedste sang, den har et dramatisk beat, den har et godt oldschool Nas-sample i omkvædet, og Jay-Z er rå og direkte i sin levering. Han siger ganske vist, at han er en sej gangster, men han får ikke mafia-lydet til at lyde glamourøst. Det er dog først med track 6, D’Evils, hvor man får ordentlig indsigt i Jay-Z’s problemer som gangster – og det ender med at være en af pladens allerbedste sange.

Andre afvigelser inkluderer Ain’t No Nigga, der nok er den sang på pladen, der sætter mig i den mest usikre situation. På den ene side er den rigtig funky og fængende, og Jay-Z spytter virkelig stærkt – samtidig er den frygtelig sexistisk. Og den er ikke sexistisk på sådan et niveau, at han bruger ord som “bitch”, det er fordi sangen maler ham op som noget kvinder bør sigte efter, selvom han kun er sammen med dem på grund af sex, og han er dårlig til ikke at være utro. Der er også den meget korte Friend or Foe, hvorpå Jay-Z er stillet overfor et dilemma, hvor en af hans nære partnere er ved at udvikle sig til en konkurrent. Det er kort, og det er godt fortalt. Coming of Age er det stort set modsatte. Her introducerer vores mafioso en ung mand, Memphis Bleek, til mafia-livets gode og dårlige sider. Man føler et nærvær mellem dem, og Memphis Bleek er faktisk også ret skarp. Afslutningsnummeret, Regrets, handler om lige det, titlen antyder. Det er en god måde at afslutte en plade, der ellers har fokuseret på at vise hvor sej, Jay-Z er, for så virker han stadig meget menneskelig. Der er nogle ret tidstypiske problemer på Reasonable Doubt: For mange skits, pladen er for lang, og for mange tracks er for ens i tema. Men selv med alle disse problemer, så er Reasonable Doubt en virkelig imponerende hip hop-plade.

464 – Jay-Z – The Blueprint (2001)

Jay-Z har efterhånden rappet evigheder, og at han stadig er så stor er virkelig noget usædvanligt. Han har været der siden 1996, og hans absolutte mesterværk kom, hvis du spørger mig, med The Blueprint i 2001, som ikke blot var fyldt med nogle af Jay-Z’s absolut bedste værker som rapper, men det er også i hænderne på nogle fabelagtige producere. Først og fremmest fik det verden til at genkende den absolut geniale producer Kanye West, der siden selv ville blive rapper, men også navne som Timbaland, Bink og Just Blaze udmærker sig med nogle af de bedste beats, de nogensinde har lavet. Albummet varierer meget i toneleje, men uanset hvad, er beatet altid lige i øjet. Albummet åbner med den Bink-producerede The Ruler’s Back, der som titlen antyder, annoncerer Jay-Z’s tilbagevenden. Ikke at der var gået lang tid siden sidste album, men det går mere ud på at fastslå hans overlegenhed.

Overlegenhed er ligeledes et stort emne på den næste sang, Takeover, produceret af Kanye West, der kreativt sampler Five to One af the Doors og Fame af David Bowie. Sangen er et rigtig grovmundet “diss”, som man kalder det, rettet både mod Prodigy fra Mobb Deep og mod Nas. De er begge rigtig dygtige, elskede rappere, så at gøre dette er ikke blot modigt, men Jay-Z og Kanye gør det rigtig underholdende og humoristisk, og det er muligvis Jay-Z’s absolut største bedrift som lyriker. Jeg keder mig dog heller ikke et sekund, som den næste sang, der også er produceret af Kanye, kører gennem mine øren. Izzo (H.O.V.A.) er ganske vist ikke andet end pral med pral på, men Jay-Z gør det overbevisende, og det Jackson 5-samplende beat hjælper så sandelig. Jay-Z er som pladens røde tråd altid interessant og morsom. Numre som Girls, Girls, Girls og Jigga that Nigga er som sådan ikke andet end nogle sjove pop-rap-numre, men takket være sjove linjer og festlig funk/soul-inspireret produktion går det op i en højere enhed. Efter dem, får vi U Don’t Know, der er en lidt alvorligere sag om Jay-Z’s personlige problemer, og når han bliver seriøs, kan han sagtens også klare sig. Jeg forstår bare ikke hvorfor Bobby Byrd-samplet havde brug for smølfestemme, men det er en uvæsentlig detalje.

Albummet opmuntrer da sig selv, for Jay-Z ved jo netop, hvad han laver, uanset hvad Soulsmølf siger, så derfor kommer det lystige Timbaland-producerede festnummer Hola’ Hovito, som oser af typisk Timbaland-produktion fra da han var bedst, men det er, hvis du spørger mig, ret godt. Det er funky, festligt, og bare generelt rigtig sjovt at lytte til, og Jay-Z er som i løbet af det meste af albummet rigtig vittig, men for igen lige at skabe lidt variation, kommer to Kanye-producerede numre, der ikke just er lykkelige, og Heart of the City (Ain’t No Love) og Never Change er også eminente numre, der viser, at Jay-Z er mere end blot en alfons, og at Kanye er mere end en popstjerne. De er begge rigtig rørende, og de er noget af det bedste på pladen. Efter dem får vi de hårdtslående All I Need og Renegade, sidstnævnte sammen med Eminem, og Eminem stjæler virkelig showet. Hans optræden på det nummer er noget for sig, og selvom det er lidt sært med et enkelt gæstevers omgivet af udelukkende Jay-Z, så er det i det mindste rigtig godt. Albummet slutter med Blueprint (Momma Loves Me), hvor han bliver sentimental og takker sin mor for alt det, hun har hjulpet ham gennem. Hvert eneste nummer på dette album er formidabelt, og The Blueprint er uden tvivl et af 00’ernes bedste hip hop-albums.