48 – Public Enemy – It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back (1988)

Hiphop startede essentielt blot som en form for festmusik, men der gik ikke længe, før en række grupper begyndte at sprøjte godt med politisk og social bevidsthed ind i stilarten – især i forhold til at udtrykke sig fra et eksplicit afroamerikansk perspektiv. Man kan pege helt tilbage til tidlige udgivelser som ‘The Message’ af Grandmaster Flash, men det første store navn til for alvor at være forbundet med deres politiske position var Public Enemy, der i slut-80’erne fik udforsket potentialet for hiphop som politisk udtryksform, mest mærkbart med deres andet album, ‘It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back’ fra 1988. I front finder vi rapper Chuck D, der behersker mikrofonen så stilsikkert, at han faktisk stadig i dag lyder både målrettet, faretruende og overbevisende, når han kalder til oprør på sange som ‘Prophets of Rage’ og ‘Rebel Without a Pause’. Der skal ikke være nogen tvivl om, at han har været indflydelsesrig i sin levering – det triolbaserede flow, kunstnere som Migos og Gucci Mane har populariseret i de seneste par år, mestrer Chuck D allerede her på sangen ‘Bring The Noise’. Med sig har han Flavor Flav, der ikke så meget rapper, som han råber hist og her for at holde gang i energiniveauet. Deres fælles dynamik fungerer rigtig godt – de er totale modsætninger i stilart og teknik, hvilket gør deres lyd varieret.

Deres lyd kommer fra et klassisk rapper/dj-setup. Bag grammofonerne finder man Terminator X, og bevæbnet med et eklektisk udvalg af samples, formår han ganske imponerende at give albummet en sammenhængende lyd. Det kan næppe have været let, når instrumenterne kan komme fra både Slayer, David Bowie og James Brown. Han formår ofte at gøre dette gennem velvalgte trommer – uanset om vi har at gøre med metalguitar, vinylscratch eller soulblæsere, har han valgt simple, funky trommer, der definerer gruppens lyd og giver Chuck D god mulighed for at udfolde sig med diverse farverige flows. Der er en række kortere tracks, hvor Terminator X fyrer den af på sine turntables, og mens disse muligvis skaber lidt sonisk variation, er de også ret forglemmelige. Det problem kunne sagtens være løst på anden vis, fx ved at have nogle tracks, der blev rappet på anden vis end med Chuck D’s konsekvent frembrusende, selvsikre og konfronterende levering. Kunstnere som Kendrick Lamar, Joey Bada$$ og A Tribe Called Quest har sidenhen bevist, at man sagtens kan få stærke politiske udtalelser igennem med mere underspillede vokaler. Desværre lader det til, at Public Enemy ikke er særlig interesserede i at være diskrete. Som man nærmer sig slutningen af pladen, har sangene også ofte flere og flere samples, og sample-lydmurene kan være lidt af en mundfuld, når albummet næsten aldrig tager en slapper.

Albummet er dog lyrisk rigtig genialt sammensat. I sin oprindelige vinyludgave bestod den af to sider: en ‘Side Silver’ og en ‘Side Black’. Den første halvdel er en lidt mere radiovenlig, knap så politisk aggressiv side, der dog stadig ikke er bleg for at bruge revolutionære billeder. Her handler teksten ofte gruppen selv og om hiphop som udtryksform, og i løbet af disse sange viser de også gradvist hvordan politik på sin vis er uadskillelig fra hiphopgenren i musikkens natur. På den anden halvdel, der i mine øjne holder endnu bedre, skruer de yderligere op for den revolutionære ånd. Sangtitlerne taler nærmest for sig selv: ‘Black Steel in the Hour of Chaos’, ‘Rebel Without A Pause’, for ikke at forglemme det catchy afslutningsnummer, ‘Party for Your Right to Fight’. Dette nummer afslutter ganske charmerende pladen med at Chuck D og Flavor Flav lidt halvkluntet rapper i kor, men dette gør kun, at jeg kan mærke det sammenhold og den kærlighed i gruppen, der gør, at deres kamp er værd at kæmpe. Jeg får helt lyst til selv at deltage i deres revolution. Der er sket rigtig meget i hiphop i de 30 år siden udgivelsen af ‘It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back’, og albummets alder viser sig skam. Men det, albummet siger, er stadig både relevant og overbevisende at lytte til.

120 – Run-D.M.C. – Raising Hell (1986)

Man kan ikke komme udenom, at Run-D.M.C. er en af 80’ernes vigtigste hip hop-grupper. De skubbede grænserne for, hvordan hip hop kunne lyde, da de som nogle af de første blandede det med rockmusik, og de leverede også mere komplicerede flows end før. Med det sagt, lyder deres klassiske plader så meget af firserne, at det næsten gør ondt. Alligevel ser folk tilbage på deres album Raising Hell mere positivt end mange tidligere plader. Folk kalder sjældent plader af Kurtis Blow, Funky 4+1 eller selv Grandmaster Flash for mesterværker, men mange hip hop-entusiaster ville ikke tøve om at bruge dette ord om Raising Hell. Vi snakker altså her om en plade, der bruger 3 minutter på en sang om Adidas-sko. Det lyder måske lamt, men de leverer det virkelig godt. My Adidas er ikke den stærkeste sang på pladen, den er lidt fjollet, men den har mange oprigtigt morsomme og charmerende øjeblikke. Og så har teksten karakter, hvilket kan siges om alle de bedste sange på pladen, der desværre hovedsageligt findes på første halvdel. Der finder man også Peter PiperIt’s Tricky og deres cover af Aerosmiths Walk This Way, hvorpå Aerosmith også optræder.

Senere på pladen bliver teksten mest af alt til pralerap, og det er som sådan fint nok, men med moderne øjne er gruppens sprogbrug jo hverken ligefrem innovativt eller overraskende. Til gengæld er deres beats ret unikke på hver sang. Tit bruges rock-guitarer og hårde, organisk lydende trommer, men der er et højt variationsniveau til stede her. Jeg kan rigtig godt lide, de ekstra hårde trommer på nummeret Raising Hell, og beatboxingen på Hit it Run er stadig ret fed. Der er dog også nogle andre numre, jeg ikke helt forstår tankegangen bag ift. beatet. Dumb Girl gentager hele tiden et sample af ordet “dumb” – dog ikke mens der rappes. Uanset hvad ender ordet med at gå mig lidt på nerverne. Teksten er også lidt kedelig, og jeg havde nok foretrukket pralerap frem for dette skolegårds-diss. Det næstsidste nummer, den 30 sekunder lange Son of Byford gentager bare nogle linjer fra Hit It Run uden anden instrumentation end beatboxing. Det føles ret ligegyldigt, og mens det er nogle fine linjer, er de på ingen måde værd at gentage. Heldigvis rundes pladen flot af med Proud to Be Black, en sang, der på morsom vis refererer sorte ikoner som George Washington Carver, Malcom X og Muhammad Ali.

I modsætning til deres debutplade, som jeg også har anmeldt, viser gruppen på Raising Hell en større forståelse for albumdynamik. Numrene er stadig ikke særlig dynamiske på individuel basis, men det er fedt, at der er kommet andet end de hårdtslående, råbende numre. Leveringen på den meget simplistiske, nærmest jazzede Perfection er mere tilbagelænet end man er vant til fra gruppen, og mens omkvædet er meget svagt, så klæder stilen faktisk gruppen. Selv åbningsnummeret, Peter Piper, er mere roligt, end man typisk forbinder med gruppen, selvom det stadig er et ret energisk nummer. Det er faktisk et af de få, der selv varierer lydniveauet markant. Hvis man skal forsvare Son Of Byford, ville det da netop også være, at den stille lyd på dette interludium sørger for at skabe variation mellem de to hårdtslående numre Dumb Girl og Proud to Be Black. Pladens hårde lyd kan stadig være en smule trættende i længden, men det er stadig et fint niveau af dynamik. Sang-kvaliteten er også generelt bedre. De gode sange er meget bedre, de dårlige sange er også en del bedre. Run-D.M.C. viste for alvor med Raising Hell, hvad de var i stand til, og mangt en rapper har sidenhen taget udgangspunkt i plader som den. Og det med god grund.

133 – The Notorious B.I.G. – Ready to Die (1994)

Jeg husker tydeligt, hvor skuffet jeg blev, da jeg lyttede til Life After Death, den anden plade af gangsta-rapperen The Notorious B.I.G. Der var en bunke virkelig solide sange, men det meste var bare substansløs pral, hvor de færreste tracks på nogen måde var i stand til at skille sig ud til trods for et imponerende antal gæstestjerner. Jeg blev derfor meget glad, da jeg fik lyttet til hans debutalbum, Ready to Die. Her har hvert nummer en unik identitet og præsenterer noget nyt. Vi har fx den taknemmelige Juicy, den flirtende Big Poppa, den romantiske Me & My Bitch og den helt og aldeles deprimerede Suicidal Thoughts. Der er selvfølgelig masser af sange, hvis væsentligste stemning er at spille cool gangster, men de præsenterer dem vidt forskelligt. Jeg elsker hvordan Respect præsenterer det med et reggae-omkvæd, jeg er vild med hvordan Gimme the Loot beskriver et kup i form af en samtale, og gæsteoptrædenen fra Method Man på The What giver det en hel del ekstra krydderi. Pladen varer 68 minutter, og denne store variation i tematik, stemning og unikke ideer gør faktisk, at den ikke føles så lang igen.

The Notorious B.I.G., eller Biggie som han mere mundret kaldes, var en af de teknisk dygtigste rappere i sin tid. Hans måde at flette rim sammen er imponerende og underholdende. En linje, jeg rigtig godt kan lide, er “Conversate for a few, cause in a few we gon’ do; What we came to do, ain’t that right, boo? (True)” fra Big Poppa. Dels fordi der bliver rimet så meget på kun to takter, dels fordi hvert eneste ord samtidig føles så naturligt i kontekst, og atter fordi Big Poppa i mine øjne er en af de svagere sange på pladen. Og når en af de svagere sange på pladen har så meget at byde på, ser det altså rigtig godt ud. Pladens beats er også rigtig gode. Mange er produceret af Easy Mo Bee, men også Puff Daddy, Bluez Brothers og Chucky Thompson har produceret en del. De skaber en stil, der virker lettere inspireret af G-funken, som Dr. Dre havde gjort populær på den modsatte kyst. Denne både hårdføre og funky lyd skaber da også et overbevisende gangster-image, men der drages også inspiration fra klassisk New York-rap, hvilket især virker med de mere introspektive numre.

Der er to væsentlige problemer i løbet af Ready to Die. Det ene store problem er, at den simpelthen ikke er logisk konsekvent. Mine to yndlingsnumre på pladen er Juicy og Suicidal Thoughts, og de handler henholdsvis om hvor fantastisk og hvor forfærdeligt livet er. De nævner også hver især hvor meget hans mor elsker og hader ham. Og det er ikke det eneste eksempel. Me & My Bitch handler om, hvor meget Biggie holder af sin udkårne, mens han på næste nummer, Big Poppa, rapper om at score piger, han får øje på på klubben, og på Friend of Mine og One More Chance rapper han om at bolle til højre og til venstre. Disse logiske modsætninger bliver værre af, at der faktisk er en masse tematiske gengangere i løbet af albummet, såsom selvmordstanker, vejen til succes og livet som gangster. Man ved ikke helt, hvor meget sammenhæng, der skal være. Det andet problem er de mange skits, der ikke alene hiver lytteren ud af musikken og gør albummet unødigt længere – de er ikke engang morsomme. Fx er Fuck Me (Interlude) bogstaveligt talt halvandet minut, hvor man hører Biggie have sex.Til trods for disse problematikker, er Ready to Die stadig med god grund en milepæl i raphistorien, og selve sangene holder stadig rigtig godt.

Husk i øvrigt, at stemme på mig til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”.

217 – Beastie Boys – Licensed to Ill (1986)

Jeg har efterhånden gjort det ret klart, at jeg elsker hip hop i mange forskellige afskygninger, men alligevel har jeg altid haft væsentlige problemer med langt de fleste hip hop-plader, jeg har anmeldt. Det er ikke nær så slemt i dag, men før i tiden var der mange skratch-numre, skits og decideret fyld på selv de bedste plader. De eneste hip hop-plader, jeg ind til videre har anmeldt, der ikke har haft ét svagt nummer er The Blueprint af Jay-Z, Enter the Wu-Tang (36 Chambers) af Wu-Tang Clan og Illmatic af Nas. Det vil jeg allerede afsløre, at denne anmeldelse vil ændre på, for Licensed to Ill af Beastie Boys er en af de bedste hip hop-plader nogensinde. Og det er sjovt, for jeg ville aldrig på et lyrisk niveau sammenligne Beastie Boys med f.eks. Jay-Z, Nas og størstedelen af Wu-Tang Clan, og alene med hensyn til deres flow, så er de på Licensed to Ill ikke synderligt imponerende. De er til gengæld fulde af energi og personlighed, og personlighed kan række langt. Det hjælper nok også meget, at der er tre af dem. Blandt de tre er MCA nok den eneste, jeg kunne udholde at høre en solo-plade med, for både Mike D og især Ad-Rock er meget højlydte og irriterende på en sært tiltalende måde.

Beastie Boys rapper på Licensed to Ill ikke rigtig om andet end nogle vilde røverhistorier, barnlige fantasier og alt muligt, som ville være uudholdeligt at høre på, hvis de tog sig selv mere seriøst. Men det gør de ikke, og selv i dag fungerer Licensed to Ill på et satirisk plan. Det virker faktisk skræddersyet til at gøre grin med moderne mainstream-rappere, men den slags typer fandtes selvfølgelig også dengang, de tjente bare ikke penge på at udstille deres skødesløshed som noget at aspirere efter. Der er dog ingen, der har lyst til at være de figurer, Beastie Boys portrætterer på Licensed to Ill. De er naive, de er dumme, de tror selv, at de er de sejeste. På (You Gotta) Fight for Your Right (To Party) rapper de om at pjække fra skole, på Paul Revere truer de med at dræbe hinanden. Kontrasten mellem disse får mange af deres alligevel langt ude fortællinger til at virke fuldkommen usandsynlige, selv inden for det ellers selvskabte univers. Og denne personlighed er da også virkelig hjulpet af skingre Ad-Rock, sprøde MCA og frembrusende Mike D. Især Ad-Rock lyder bare som en 7-årig i sin attitude, og det gør det svært ikke at holde af.

Albummet er produceret af Beastie Boys i samarbejde med Rick Rubin. Han er en næsten endnu vigtigere person i genrens historie end Beastie Boys. Han producerede allerede før License to Ill for Run-D.M.C. og LL Cool J, og senere ville han også samarbejde med bl.a. Public Enemy, Jay-Z, Eminem og rapguden over dem alle: Sir Mix-a-Lot. Det var praktisk talt ham, der skabte den hårdtslående, vrede lyd, mange forbinder med meget af den bedste guldalder-hip hop. Før ham var stort set alle hip hop-samples af funk og lignende genrer, men han havde en baggrund i rockmusik og dermed et bredere spektrum end de fleste hip hop-producere. Der er ganske vist lyd fra Stevie Wonder, Kool & the Gang og Barry White, men lige så meget kommer fra navne som Led Zeppelin, AC/DC og The Clash. Beastie Boys lavede også tidligere hardcore punk, så det giver et udsyn på musikken, der stadig virker originalt i dag, for jeg kan ikke nævne én anden rapper, der har en baggrund i lignende genrer. Og det er nok sådan noget, der har gjort, at Licensed to Ill bare holder. Det er en fantastisk plade, og den kunne sagtens være en af mine top 10 hip hop-plader.

227 – Eric B. & Rakim – Paid in Full (1987)

Eric B. & Rakim var en af 80’ernes vigtigste hip hop-grupper, og dette var især takket være rapperen Rakim. DJ Eric B. var også ganske dygtig, men Rakim var revolutionerende. Mange af deres bedste sange er at finde på deres debutalbum, Paid in Full fra 1987, der vendte op og ned på, hvad hip hop kunne være. Før det havde vi rappere som Beastie Boys, Run-D.M.C., KRS-One og Chuck D, alle hæderlige ordsmede, men de kunne godt lige lære at tage en slapper. Når jeg lytter til Run-D.M.C.’s debutplade føles det f.eks. så konfronterende konstant, så det ende med at miste ret meget af sin kraft, og på numre som Wake Up ender de bare med at lyde latterlige med al deres råben. Rakim var afslappet og cool. Han lyder på et nummer som Paid in Full bare som om, han har alt under kontrol. Og det har han virkelig også. Han rimer hele tiden stærke linjer, og selvom det i tema bare er standard pralerap, så er han hele tiden underholdende og kreativ. Han var f.eks. personen, der introducerede interne rim, og det lyder stadig godt i dag: “I ain’t no joke, I used to let the mic smoke, now I slam it when I’m done and make sure it’s broke” rapper han i starten af åbningsnummeret I Ain’t No Joke.

Rakim er dog kun halvdelen af duoen, og Eric B. er også en virkelig stor del af Paid in Full. Han sørger for et virkelig funky og varieret. Han sampler meget James Brown, der er faktisk James Brown-samples på hele 4 af pladens 10 sange, og nogle af dem indeholder mere en bare en af hans numre. På de mest sample-rige numre kan man finde hele 7 forskellige sange. De er heller ikke alle funksange. Han sampler både Long Red af Mountain, Love’s Theme af Fausto Papetti og endda Flick of the Switch af AC/DC. Sidstnævnte er på et regulært DJ-track, Chinese Arithmetic, hvorpå man ikke kan høre ét eneste ord fra Rakim. Det lyder godt i starten, og der er meget fokus på den østasiatiske stemning, men de 4 minutter, den varer, føles meget lange, for der sker ikke særlig meget, når det først er gået i gang. Det er til at blive bims af. Der er to andre DJ-tracks, Eric B. Is on the Cut, der sampler Rakims stemme, hvilket gør det noget mere levende, men ensformigt er det stadig. Det eneste af disse DJ-numre, jeg rent faktisk nyder er Extended Beat, nok fordi der ikke er så meget fokus på scratch, og også fordi musikken rent faktisk udvikler sig ganske pænt. Det er et udmærket afslutningsnummer.

Der er da i alt 7 tracks, hvor Rakim rapper, og det er måske ikke så meget, men kvaliteten på disse numre er yderst høj. Jeg har svært ved at finde så meget som én dårlig linje, og det til trods for, at han egentlig ikke gør andet end at prale. Jeg sagde tidligere, at han var meget afslappet, men det var selvfølgelig kun i sammenligning med hans samtid. Han udviser både denne kendte lethed og noget mere aggressiv attitude. Man disser ikke bare sådan Rakim og slipper let fra det – du er verbalt død, hvis du udfordrer ham. Det er især på åbningsnummeret, I Ain’t No Joke, hvor han skal bevise, at han virkelig ikke er en, man bare fucker med. Han var ganske vist ny, men han var ikke en hr. hvem som helst. Efter han har sat punktum ved dette, så handler det mere om fest, pral, penge og alt det andet hejs. Han er en genial rapper, Eric B. er en dygtig DJ, og sammen har de lavet et album, du absolut må lytte til, hvis du kan lide hiphop. Jovist, numrene uden Rakim er ikke så gode igen, men alt andet er gyldent!

240 – Run-D.M.C. – Run-D.M.C. (1984)

I starten af 80’erne var hip hop noget ret simpelt, der ikke rigtig handlede om noget vigtigt. Gode tekster var der altid, men de fleste sange handlede om kun om fest. Der var nogle få afstikkere om mere alvorlige emner, heriblandt numre af Kurtis Blow og Grandmaster Flash and the Furious Five, men mere alvorlig hip hop begyndte først at blive til en trend efter udgivelsen af Run-D.M.C.’s eponyme debut i 1984. Denne starter med Hard Times, der ret godt præsenterer alle tre medlemmer. For det første er det et af de bedste og mest varierede beats, Jam Master Jay lavede til denne plade. Der er dog også to rappere, og det er trods alt dem, gruppen såvel som pladen er navngivet efter. Det er et cover af en af de få tidlige hip hop-sange med en meddelelse, oprindeligt af Kurtis Blow, men teksten er skrevet bemærkelsesværdigt om. Deres lyd er også mere truende end hans, og deres vekslen mellem de to rappere gør sangen ret levende. Til gengæld er deres flow ret kluntet. Det er den også hos Kurtis Blow, men efter nutidens standarder holder det bare ikke nær så godt når Run og D.M.C. råber højlydt over et simplistisk beat.

Deres mekaniske, nærmest staccato flow og de simplistiske beats er nok det største problem ved pladen, men så er det heldigt at andet track, Rock Box virkelig er et instrumentalt mesterværk. Den har nemlig en svedig rock-guitar spillet af Eddie Martinez, og den gør sangen mere moderne lydende. Deres flow er også mere levende, det selvom sangen bare er et praletrack. På den tredje sang, Jam-Master Jay, praler de om deres DJ, der her scratcher mere end tidligere, hvilket gør sangen ret levende, men beatet er nu lige lovlig simpelt, og det er ikke særlig ulig det, vi allerede har set. Hollis Crew tager simpliciteten i beatet til et helt nyt niveau. Det er kun trommer og af og til scratch. Det sætter selvfølgelig fokus på lyrikken. Men lyrikken er bare standard pralerap, og deres flow er meget forældet. Lydbilledet er desværre præcis det samme på Sucker-M.C.’s, der dog er en klassiker på et lyrisk niveau, for selvom det er pral, så er det ret godt skrevet. Og jeg forstår hvorfor denne sang er så afholdt, men Jam Master Jay har bare virket doven her. Ikke alene er det simpelt, det lyder heller ikke så godt, og det mekaniske flow hjælper ikke.

Der sker mere i beatet på It’s Like That, der har skrevet sig ind i historiebøgerne ved at være Run-D.M.C.’s første single, og det er en god introduktion på mange punkter. Beatet er simpelt, men det er funky og varieret. Teksten handler om materialisme, hvilket var noget helt nyt, og for en gangs skyld passer den stive levering, for det føles som udtalelser, der bliver sat stort punktum ved. På albummet minder den dog lidt meget om Hard Times, men It’s Like That overgår den på alle måder. Wake Up er endnu et forsøg på noget politisk, men det er et ret tamt forsøg. Det handler om en drøm, vores hovedperson havde om verdensfred. Snorkelydene i beatet er ret kreative, men basgangen passer meget dårligt ind, og det føles slet ikke naturligt, når Run og D.M.C. går frem og tilbage. Den ene siger f.eks. bare få små ord i en sætning, såsom “of the”, og så overtager den anden igen. Det lyder bare dumt. 30 Days er en scoresang, men som tidens andre kærlighedstematiserede raps, så er den virkelig kluntet skrevet, og beatet er for hårdtslående. Afslutningsnummeret hedder Jay’s Game, og det er bare et DJ-nummer, hvor tidligere numre bliver samplet. Det er god DJ’ing, men det føles lidt som fyld. I sidste ende  er Run-D.M.C. selvfølgelig en epokegørende plade, men den er godt nok forældet.

 

248 – Jay-Z – Reasonable Doubt (1996)

Der var engang en ung, lovende rapper ved navn Jay-Z. Han havde nogle gode kontakter, heriblandt Mary J. Blige og The Notorious B.I.G., der begge allerede var meget succesfulde, da Jay-Z fik udgivet sit første album, Reasonable Doubt, i 1996. Når man lytter til det, er det ret svært at fatte. Jay-Z er stadig et af de største navne i hip hop, og alle hans gæster på denne plade er enten døde eller irrelevante i dag. Hvornår hørte du sidst noget nyt fra Foxy Brown eller Memphis Bleek? Det er også helt utroligt, hvor god han var dengang. Jeg synes stadig meget godt om ham på albums som Watch the Throne, men her er han på et helt andet niveau. Han er her ridset op som en mafioso a la film som The Godfather, der bliver refereret så tidligt som på første track, Can’t Knock the Hustle. På omkvædet til dette nummer synger Mary J. Blige, og de går fuldkommen naturligt sammen. Blige fjerner slet ikke fokus fra Jay-Z, og til trods for de mange gæster og samples, så er det gennemgående vores kære rapper, der er i fokus. Og på intet album er han så lyrisk imponerende som på dette album, end ikke min favorit, The Blueprint.

Men nu er lyrisk kunnen jo ikke alt, vigtigt er det også at have noget at snakke om. Og mange af sangene handler ikke rigtig om andet end hvor sej en mafioso og rapper, Jay-Z er, og det er han meget dygtig til at gøre med sjov legen med sproget. Der er dog ca. 5 undtagelser blandt de 14 sange, men de begynder at komme ret sent inde. Jeg forstår, at man lige skal introducere Jay-Z, før man undersøger ham dybere, men de første 5 sange handler ikke rigtig om andet end det sædvanlige. Der er dog nogle virkelig fede numre derimellem. Åbningsnummeret er som sagt fantastisk, og Brooklyn’s Finest, som er opført sammen med selveste The Notorious B.I.G., er bare en af de fedeste energibomber på pladen, selvom Biggie nok kommer med en af sine værste linjer nogensinde. Og Dead Presidents, Pt. 2 er muligvis pladens bedste sang, den har et dramatisk beat, den har et godt oldschool Nas-sample i omkvædet, og Jay-Z er rå og direkte i sin levering. Han siger ganske vist, at han er en sej gangster, men han får ikke mafia-lydet til at lyde glamourøst. Det er dog først med track 6, D’Evils, hvor man får ordentlig indsigt i Jay-Z’s problemer som gangster – og det ender med at være en af pladens allerbedste sange.

Andre afvigelser inkluderer Ain’t No Nigga, der nok er den sang på pladen, der sætter mig i den mest usikre situation. På den ene side er den rigtig funky og fængende, og Jay-Z spytter virkelig stærkt – samtidig er den frygtelig sexistisk. Og den er ikke sexistisk på sådan et niveau, at han bruger ord som “bitch”, det er fordi sangen maler ham op som noget kvinder bør sigte efter, selvom han kun er sammen med dem på grund af sex, og han er dårlig til ikke at være utro. Der er også den meget korte Friend or Foe, hvorpå Jay-Z er stillet overfor et dilemma, hvor en af hans nære partnere er ved at udvikle sig til en konkurrent. Det er kort, og det er godt fortalt. Coming of Age er det stort set modsatte. Her introducerer vores mafioso en ung mand, Memphis Bleek, til mafia-livets gode og dårlige sider. Man føler et nærvær mellem dem, og Memphis Bleek er faktisk også ret skarp. Afslutningsnummeret, Regrets, handler om lige det, titlen antyder. Det er en god måde at afslutte en plade, der ellers har fokuseret på at vise hvor sej, Jay-Z er, for så virker han stadig meget menneskelig. Der er nogle ret tidstypiske problemer på Reasonable Doubt: For mange skits, pladen er for lang, og for mange tracks er for ens i tema. Men selv med alle disse problemer, så er Reasonable Doubt en virkelig imponerende hip hop-plade.

300 – Public Enemy – Fear of A Black Planet (1990)

Public Enemy er uden tvivl en af de mest indflydelsesrige rapgrupper nogensinde, og de gjorde sig bemærket for at skubbe genrens grænser godt og grundigt tilbage i 80’erne. Før dem var det mest politiske rapmusik, man kunne finde nok enten Run-DMC eller Grandmaster Flash, men Public Enemy banede vejen for navne som N.W.A., Nas og Eminem. De er hovedsageligt forbundet med 80’erne, men en af deres mest populære plader er nu alligevel Fear of a Black Planet fra 1990. Dennes succes skyldes bl.a. de nu klassiske singler 911 Is a Joke og Fight the Power, og de er da også uden tvivl fantastiske, både når man snakker beats og lyrik. Den store lyriker på denne plade er Chuck D, der kommer med mange virkelig stærke meddelelser på denne plade. Hver eneste sang på pladen handler om racisme, sexisme eller anden social uretfærdighed. Jeg nyder også deres fede pralerap fra tidligt i deres karriere, hvor meddelelser om racisme tit lå længere inde i sangen, men at have det sort på hvidt i løbet af hele denne plade er rart, og det gør det lettere at fokusere på meddelelserne.

Der er 3 rappere på dette album. Selvfølgelig har vi Chuck D, der rapper i løbet af det meste af pladen, men der er også Flavor Flav og Professor Griff. Flavor Flavs job er som regel bare udråb, der understøtter det, Chuck D siger, men han har også sine egne linjer. Faktisk har 911 Is a Joke og den ligeledes virkelig fede Can’t Do Nothin’ For Ya Man  Flavor Flav i front, og han er en overraskende habil rapper på egen hånd, og mange andre sange har også vers fra ham. Professor Griff er ikke specielt fremtrædende på pladen, men han passer fint ind, og han kommer med nogle fine linjer. Foruden disse har sangen Burn Hollywood Burn også gode gæstevers fra Ice Cube og Big Daddy Kane. Produktionen er noget af det, der gør pladen så god som den er. Den er meget levende, og dette sker gennem en næsten utællelig række af samples, der bliver brugt så unikt, at selv de største kritikere af sampling vil have svært ved at kalde det for tyveri. Vidste du f.eks. at I Shot the Sheriff bliver samplet på Fight the Power? Det er let nok at høre, hvis man ved det i forvejen, men det bliver til en så naturlig del af sangen, at det bare ville virke forkert uden.

I det første lange stykke tid er det virkelig let at forstå, hvorfor så mange kalder dette for en af de bedste rapplader nogensinde. Der er lige en ret lang instrumental passage på Anti-Nigger Machine, hvor på intet sker, men ellers går intet rigtig galt før titelnummeret kommer. Fear of A Black Planet er stadig god sang, men den kan godt virke ret monotom, og helt unødigt er visse linjer rappet med smølfestemme. Dette ville være et større rim, hvis ikke meddelelsen var så stærk. Beatet til Reggie Jax er meget vovet, men jeg synes ikke helt det virker. Det er dog forholdsvis små problemer. Det store problem ender bare med at være, at pladen bliver ved i ret lang tid. En time er ret lang tid at lytte til så konstant hårdtslående musik. Heldigvis afsluttes det med den stærke Fight the Power, der også er dejligt festlig. Fear of A Black Planet er måske ikke et mesterværk, men det er stadig en virkelig god plade, som jeg sagtens kan anbefale til de fleste, uanset om de kan lide hip hop eller ej. Jeg foretrækker nok andre plader i deres diskografi, men nogle af deres bedste numre findes her.

346 – De La Soul – 3 Feet High and Rising (1989)

Når folk snakker om hip hops guldalder, så snakker de oftest om sidste halvdel af 80’erne og de første par år af 90’erne, selvom jeg nok ville sige, at genren faktisk er bedst lige for tiden. Nutidens hip hop er dog selvfølgelig meget påvirket af 80’er-klassikerne, og få albums har været nær så indflydelsesrige som 3 Feet High and Rising af De La Soul. For folk, der ikke interesserer sig videre meget for genren, så er De La Soul nok bare et one hit wonder, der ikke har lavet noget mere bemærkelsesværdigt end sangen Me, Myself and I. Denne sang er at finde på 3 Feet High and Rising, og med sit sjove funkadelic-sample og sin stærke tekst om identitet er det nok en af pladens allerbedste sange. Og dem er der ellers ikke så få af. Faktisk er der hele 23 individuelle numre, men jeg ville nok ikke kalde dem alle sange. 3 Feet High and Rising var det første hip hop-album, der brugte skits, altså små, komiske sketches mellem numrene, noget som rigtig mange albums har gjort siden. Nogle af disse er ganske sjove, f.eks. Intro, men en skit som De La Orgee er bare lyden af et orgie, og det er over 1 minut af pladen, der bare er fuldstændig spildt med det.

Der er også mange egentlige sange, der bare er rigtig korte. Men det gør slet ikke noget, at hverken Can U Keep a Secret?A Little Bit Of SoapDescription eller I Can Do Anything (Delacratic) end kommer op på hele to minutter. Det får faktisk albummet til at være mere dynamisk, og man behøver jo heller ikke at udvande alle ideer, man får. Nogle gange kan man bare nå at sige alt det nødvendige på meget kort tid, og så er der ingen grund til at vade rundt i det hele i så lang tid. Lad os lige kigge på samtidens store rappere. Vi har LL Cool J, N.W.A., Public Enemy, EPMD, Beastie Boys, Boogie Down Productions – alle meget hårdtslående navne, og de fleste var ikke bange for at være ret grovmundede. Ikke at der er noget i vejen med det, men hvis man ville have blødere, mere radiovenlig hip hop i 80’erne, blev man nødt til at ty til Will Smith eller MC Hammer. Med andre ord: musik, der måske kan være ganske sjov, men som ikke har specielt meget dybde. De fleste af sangene på 3 Feet High and Rising har hitpotentiale, så det er sært at kun en enkelt blev til et hit, og de udgav da også adskillige singler fra pladen.

De La Soul bruger meget kreative samples på 3 Feet High and Rising. Der er selvfølgelig de typiske samples af James Brown, Parliament/Funkadelic og Sly and the Family Stone. Der bliver dog også samplet meget mere bemærkelsesværdige sange og lyde: Mary Had a Little Lamb, Three Is a Magic Number og noget stand-up af Eddie Murphy. Det gør albummet meget levende, og hvis man kan genkende et sample, så føler man sej lidt sej, for de fleste af dem er ret svære at finde, for ikke at snakke om at mange af dem i første omgang er ret obskure. Der er mange ord, der går igen i løbet af albummet, og disse idiosynkrasier giver dem noget ekstra charme. De mest fremtrædende er “Jenny”, “daisy”, “plug” og “de la”, og albummet føles meget gennemarbejdet og helstøbt, fordi disse ganske få ord danner en rød tråd. Hvis du kan lide klassisk hip hop, så er dette et album, man bare skal lytte til. Hvis du bare kan lide sjov 80’er-pop, så er dette nok heller ikke alt for svært at tilgå, og det kan i alle fald let anbefales, for det meste er rigtig godt.

386 – Wu-Tang Clan – Enter the Wu-Tang (36 Chambers) (1993)

Som RZA så smukt siger: “Wu-Tang Clan Ain’t Nuthing ta Fuck Wit”  – og det beviser hele gruppen virkelig mesterligt på deres debutplade, Enter the Wu-Tang (36 Chambers). De bestod dengang af 9 forskellige medlemmer, alle virkelig forskellige på mikrofonen. Dette gør, at efter selv en hel time i selskab med dem, føles musikken frisk. De er også dygtige til at sige hvem de er ofte, så man let forstår hvem, der lyder hvordan. Deres lyd er virkelig hårdtslående, og deres tekster kan tit virke rigtig voldelig. Denne vold er rigtig overdrevet og morsom, og hver gennemlytning af pladen kan få dig til at opdage nye morsomme linjer. Der er dog også nogle mindre latterlige numre, heriblandt den vidunderlige C.R.E.A.M., der handler om hvor materialistisk vores samfund er, hvordan dette påvirker livet for fattige new yorkere, og hvordan samfundet tvinger dem ud i en situation, hvor ulovlige penge virker som den mest logiske løsning til deres økonomiske problemer. Sangen Tearz handler om død, og den er virkelig værd at tænke over.

Pladen er hovedsageligt produceret af RZA, der foruden dette job også er en af gruppens bedste rappere. Mange af sangene har meget jazz-inspirerede klaver-beats. Der er også en hel del meget upolerede samples af gamle R&B-sange. Det står rigtig godt til deres beskidte, rå stil, og det lyder slet ikke som noget hip hop, der hidtil eksisterede. Der bliver også samplet en hel del dialog og lyde fra de kampsportsfilm, som inspirerede gruppens navn. Det øger stemningen og lytterens opfattelse af, at det her er mere en klan end en rapgruppe. Noget helt utroligt, denne plade formår, er at have skits på sig, der ikke føles som fyld. De er rent faktisk morsomme, og man føler, at man kommer til at lære rapperne bedre at kende gennem dem. Og disse 9 dygtige rappere, er de ligeligt fordelt i løbet af hele albummet? Nej, det er de slet ikke, på ingen måde. Method Man og GZA har hele sange for sig selv, og Masta Killa og U-God har kun et egentligt vers hver især. Men det gør faktisk slet ikke noget, for albummet er fra ende til anden rigtig godt, så hvorfor ændre på fordelingen af vers?

Det er rimelig ufatteligt, at dette er gruppens debut. Alle 9 rappere lyder virkelig erfarne i deres lyrik og levering. Hver eneste linje lyder fuldkommen perfekt, og alle rapperne har meget personlighed, selv de to, vi kun hører ganske lidt fra. Især Ol’ Dirty Bastard er bindegal med sin meget atypiske rapteknik, hvor han skråler sig igennem alle versene. RZA, GZA og Method Man er helt vildt dygtige lyrikere, og man kan finde masser af interessante vendinger i alle deres linjer. Enter the Wu-Tang (36 Chambers) er en af historiens mest indflydelsesrige rapplader. Stort set alle rappere sidenhen skylder denne plade noget. Prøv alene bare at lytte til debuterne fra Nas, the Notorious B.I.G. og Jay-z, der udkom få år efter. De lyder langt mere af Wu-Tang Clan end af noget som helst, der ellers hidtil var udkommet. Hvis du ikke er en hip hop-fan, kan jeg på ingen måde love, at Enter the Wu-Tang (36 Chambers) vil være noget for dig, men hvis du kan lide genren og endnu ikke har lyttet til dette mesterværk, så er det sørme på tide.