120 – Run-D.M.C. – Raising Hell (1986)

Man kan ikke komme udenom, at Run-D.M.C. er en af 80’ernes vigtigste hip hop-grupper. De skubbede grænserne for, hvordan hip hop kunne lyde, da de som nogle af de første blandede det med rockmusik, og de leverede også mere komplicerede flows end før. Med det sagt, lyder deres klassiske plader så meget af firserne, at det næsten gør ondt. Alligevel ser folk tilbage på deres album Raising Hell mere positivt end mange tidligere plader. Folk kalder sjældent plader af Kurtis Blow, Funky 4+1 eller selv Grandmaster Flash for mesterværker, men mange hip hop-entusiaster ville ikke tøve om at bruge dette ord om Raising Hell. Vi snakker altså her om en plade, der bruger 3 minutter på en sang om Adidas-sko. Det lyder måske lamt, men de leverer det virkelig godt. My Adidas er ikke den stærkeste sang på pladen, den er lidt fjollet, men den har mange oprigtigt morsomme og charmerende øjeblikke. Og så har teksten karakter, hvilket kan siges om alle de bedste sange på pladen, der desværre hovedsageligt findes på første halvdel. Der finder man også Peter PiperIt’s Tricky og deres cover af Aerosmiths Walk This Way, hvorpå Aerosmith også optræder.

Senere på pladen bliver teksten mest af alt til pralerap, og det er som sådan fint nok, men med moderne øjne er gruppens sprogbrug jo hverken ligefrem innovativt eller overraskende. Til gengæld er deres beats ret unikke på hver sang. Tit bruges rock-guitarer og hårde, organisk lydende trommer, men der er et højt variationsniveau til stede her. Jeg kan rigtig godt lide, de ekstra hårde trommer på nummeret Raising Hell, og beatboxingen på Hit it Run er stadig ret fed. Der er dog også nogle andre numre, jeg ikke helt forstår tankegangen bag ift. beatet. Dumb Girl gentager hele tiden et sample af ordet “dumb” – dog ikke mens der rappes. Uanset hvad ender ordet med at gå mig lidt på nerverne. Teksten er også lidt kedelig, og jeg havde nok foretrukket pralerap frem for dette skolegårds-diss. Det næstsidste nummer, den 30 sekunder lange Son of Byford gentager bare nogle linjer fra Hit It Run uden anden instrumentation end beatboxing. Det føles ret ligegyldigt, og mens det er nogle fine linjer, er de på ingen måde værd at gentage. Heldigvis rundes pladen flot af med Proud to Be Black, en sang, der på morsom vis refererer sorte ikoner som George Washington Carver, Malcom X og Muhammad Ali.

I modsætning til deres debutplade, som jeg også har anmeldt, viser gruppen på Raising Hell en større forståelse for albumdynamik. Numrene er stadig ikke særlig dynamiske på individuel basis, men det er fedt, at der er kommet andet end de hårdtslående, råbende numre. Leveringen på den meget simplistiske, nærmest jazzede Perfection er mere tilbagelænet end man er vant til fra gruppen, og mens omkvædet er meget svagt, så klæder stilen faktisk gruppen. Selv åbningsnummeret, Peter Piper, er mere roligt, end man typisk forbinder med gruppen, selvom det stadig er et ret energisk nummer. Det er faktisk et af de få, der selv varierer lydniveauet markant. Hvis man skal forsvare Son Of Byford, ville det da netop også være, at den stille lyd på dette interludium sørger for at skabe variation mellem de to hårdtslående numre Dumb Girl og Proud to Be Black. Pladens hårde lyd kan stadig være en smule trættende i længden, men det er stadig et fint niveau af dynamik. Sang-kvaliteten er også generelt bedre. De gode sange er meget bedre, de dårlige sange er også en del bedre. Run-D.M.C. viste for alvor med Raising Hell, hvad de var i stand til, og mangt en rapper har sidenhen taget udgangspunkt i plader som den. Og det med god grund.

133 – The Notorious B.I.G. – Ready to Die (1994)

Jeg husker tydeligt, hvor skuffet jeg blev, da jeg lyttede til Life After Death, den anden plade af gangsta-rapperen The Notorious B.I.G. Der var en bunke virkelig solide sange, men det meste var bare substansløs pral, hvor de færreste tracks på nogen måde var i stand til at skille sig ud til trods for et imponerende antal gæstestjerner. Jeg blev derfor meget glad, da jeg fik lyttet til hans debutalbum, Ready to Die. Her har hvert nummer en unik identitet og præsenterer noget nyt. Vi har fx den taknemmelige Juicy, den flirtende Big Poppa, den romantiske Me & My Bitch og den helt og aldeles deprimerede Suicidal Thoughts. Der er selvfølgelig masser af sange, hvis væsentligste stemning er at spille cool gangster, men de præsenterer dem vidt forskelligt. Jeg elsker hvordan Respect præsenterer det med et reggae-omkvæd, jeg er vild med hvordan Gimme the Loot beskriver et kup i form af en samtale, og gæsteoptrædenen fra Method Man på The What giver det en hel del ekstra krydderi. Pladen varer 68 minutter, og denne store variation i tematik, stemning og unikke ideer gør faktisk, at den ikke føles så lang igen.

The Notorious B.I.G., eller Biggie som han mere mundret kaldes, var en af de teknisk dygtigste rappere i sin tid. Hans måde at flette rim sammen er imponerende og underholdende. En linje, jeg rigtig godt kan lide, er “Conversate for a few, cause in a few we gon’ do; What we came to do, ain’t that right, boo? (True)” fra Big Poppa. Dels fordi der bliver rimet så meget på kun to takter, dels fordi hvert eneste ord samtidig føles så naturligt i kontekst, og atter fordi Big Poppa i mine øjne er en af de svagere sange på pladen. Og når en af de svagere sange på pladen har så meget at byde på, ser det altså rigtig godt ud. Pladens beats er også rigtig gode. Mange er produceret af Easy Mo Bee, men også Puff Daddy, Bluez Brothers og Chucky Thompson har produceret en del. De skaber en stil, der virker lettere inspireret af G-funken, som Dr. Dre havde gjort populær på den modsatte kyst. Denne både hårdføre og funky lyd skaber da også et overbevisende gangster-image, men der drages også inspiration fra klassisk New York-rap, hvilket især virker med de mere introspektive numre.

Der er to væsentlige problemer i løbet af Ready to Die. Det ene store problem er, at den simpelthen ikke er logisk konsekvent. Mine to yndlingsnumre på pladen er Juicy og Suicidal Thoughts, og de handler henholdsvis om hvor fantastisk og hvor forfærdeligt livet er. De nævner også hver især hvor meget hans mor elsker og hader ham. Og det er ikke det eneste eksempel. Me & My Bitch handler om, hvor meget Biggie holder af sin udkårne, mens han på næste nummer, Big Poppa, rapper om at score piger, han får øje på på klubben, og på Friend of Mine og One More Chance rapper han om at bolle til højre og til venstre. Disse logiske modsætninger bliver værre af, at der faktisk er en masse tematiske gengangere i løbet af albummet, såsom selvmordstanker, vejen til succes og livet som gangster. Man ved ikke helt, hvor meget sammenhæng, der skal være. Det andet problem er de mange skits, der ikke alene hiver lytteren ud af musikken og gør albummet unødigt længere – de er ikke engang morsomme. Fx er Fuck Me (Interlude) bogstaveligt talt halvandet minut, hvor man hører Biggie have sex.Til trods for disse problematikker, er Ready to Die stadig med god grund en milepæl i raphistorien, og selve sangene holder stadig rigtig godt.

Husk i øvrigt, at stemme på mig til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”.

240 – Run-D.M.C. – Run-D.M.C. (1984)

I starten af 80’erne var hip hop noget ret simpelt, der ikke rigtig handlede om noget vigtigt. Gode tekster var der altid, men de fleste sange handlede om kun om fest. Der var nogle få afstikkere om mere alvorlige emner, heriblandt numre af Kurtis Blow og Grandmaster Flash and the Furious Five, men mere alvorlig hip hop begyndte først at blive til en trend efter udgivelsen af Run-D.M.C.’s eponyme debut i 1984. Denne starter med Hard Times, der ret godt præsenterer alle tre medlemmer. For det første er det et af de bedste og mest varierede beats, Jam Master Jay lavede til denne plade. Der er dog også to rappere, og det er trods alt dem, gruppen såvel som pladen er navngivet efter. Det er et cover af en af de få tidlige hip hop-sange med en meddelelse, oprindeligt af Kurtis Blow, men teksten er skrevet bemærkelsesværdigt om. Deres lyd er også mere truende end hans, og deres vekslen mellem de to rappere gør sangen ret levende. Til gengæld er deres flow ret kluntet. Det er den også hos Kurtis Blow, men efter nutidens standarder holder det bare ikke nær så godt når Run og D.M.C. råber højlydt over et simplistisk beat.

Deres mekaniske, nærmest staccato flow og de simplistiske beats er nok det største problem ved pladen, men så er det heldigt at andet track, Rock Box virkelig er et instrumentalt mesterværk. Den har nemlig en svedig rock-guitar spillet af Eddie Martinez, og den gør sangen mere moderne lydende. Deres flow er også mere levende, det selvom sangen bare er et praletrack. På den tredje sang, Jam-Master Jay, praler de om deres DJ, der her scratcher mere end tidligere, hvilket gør sangen ret levende, men beatet er nu lige lovlig simpelt, og det er ikke særlig ulig det, vi allerede har set. Hollis Crew tager simpliciteten i beatet til et helt nyt niveau. Det er kun trommer og af og til scratch. Det sætter selvfølgelig fokus på lyrikken. Men lyrikken er bare standard pralerap, og deres flow er meget forældet. Lydbilledet er desværre præcis det samme på Sucker-M.C.’s, der dog er en klassiker på et lyrisk niveau, for selvom det er pral, så er det ret godt skrevet. Og jeg forstår hvorfor denne sang er så afholdt, men Jam Master Jay har bare virket doven her. Ikke alene er det simpelt, det lyder heller ikke så godt, og det mekaniske flow hjælper ikke.

Der sker mere i beatet på It’s Like That, der har skrevet sig ind i historiebøgerne ved at være Run-D.M.C.’s første single, og det er en god introduktion på mange punkter. Beatet er simpelt, men det er funky og varieret. Teksten handler om materialisme, hvilket var noget helt nyt, og for en gangs skyld passer den stive levering, for det føles som udtalelser, der bliver sat stort punktum ved. På albummet minder den dog lidt meget om Hard Times, men It’s Like That overgår den på alle måder. Wake Up er endnu et forsøg på noget politisk, men det er et ret tamt forsøg. Det handler om en drøm, vores hovedperson havde om verdensfred. Snorkelydene i beatet er ret kreative, men basgangen passer meget dårligt ind, og det føles slet ikke naturligt, når Run og D.M.C. går frem og tilbage. Den ene siger f.eks. bare få små ord i en sætning, såsom “of the”, og så overtager den anden igen. Det lyder bare dumt. 30 Days er en scoresang, men som tidens andre kærlighedstematiserede raps, så er den virkelig kluntet skrevet, og beatet er for hårdtslående. Afslutningsnummeret hedder Jay’s Game, og det er bare et DJ-nummer, hvor tidligere numre bliver samplet. Det er god DJ’ing, men det føles lidt som fyld. I sidste ende  er Run-D.M.C. selvfølgelig en epokegørende plade, men den er godt nok forældet.

 

248 – Jay-Z – Reasonable Doubt (1996)

Der var engang en ung, lovende rapper ved navn Jay-Z. Han havde nogle gode kontakter, heriblandt Mary J. Blige og The Notorious B.I.G., der begge allerede var meget succesfulde, da Jay-Z fik udgivet sit første album, Reasonable Doubt, i 1996. Når man lytter til det, er det ret svært at fatte. Jay-Z er stadig et af de største navne i hip hop, og alle hans gæster på denne plade er enten døde eller irrelevante i dag. Hvornår hørte du sidst noget nyt fra Foxy Brown eller Memphis Bleek? Det er også helt utroligt, hvor god han var dengang. Jeg synes stadig meget godt om ham på albums som Watch the Throne, men her er han på et helt andet niveau. Han er her ridset op som en mafioso a la film som The Godfather, der bliver refereret så tidligt som på første track, Can’t Knock the Hustle. På omkvædet til dette nummer synger Mary J. Blige, og de går fuldkommen naturligt sammen. Blige fjerner slet ikke fokus fra Jay-Z, og til trods for de mange gæster og samples, så er det gennemgående vores kære rapper, der er i fokus. Og på intet album er han så lyrisk imponerende som på dette album, end ikke min favorit, The Blueprint.

Men nu er lyrisk kunnen jo ikke alt, vigtigt er det også at have noget at snakke om. Og mange af sangene handler ikke rigtig om andet end hvor sej en mafioso og rapper, Jay-Z er, og det er han meget dygtig til at gøre med sjov legen med sproget. Der er dog ca. 5 undtagelser blandt de 14 sange, men de begynder at komme ret sent inde. Jeg forstår, at man lige skal introducere Jay-Z, før man undersøger ham dybere, men de første 5 sange handler ikke rigtig om andet end det sædvanlige. Der er dog nogle virkelig fede numre derimellem. Åbningsnummeret er som sagt fantastisk, og Brooklyn’s Finest, som er opført sammen med selveste The Notorious B.I.G., er bare en af de fedeste energibomber på pladen, selvom Biggie nok kommer med en af sine værste linjer nogensinde. Og Dead Presidents, Pt. 2 er muligvis pladens bedste sang, den har et dramatisk beat, den har et godt oldschool Nas-sample i omkvædet, og Jay-Z er rå og direkte i sin levering. Han siger ganske vist, at han er en sej gangster, men han får ikke mafia-lydet til at lyde glamourøst. Det er dog først med track 6, D’Evils, hvor man får ordentlig indsigt i Jay-Z’s problemer som gangster – og det ender med at være en af pladens allerbedste sange.

Andre afvigelser inkluderer Ain’t No Nigga, der nok er den sang på pladen, der sætter mig i den mest usikre situation. På den ene side er den rigtig funky og fængende, og Jay-Z spytter virkelig stærkt – samtidig er den frygtelig sexistisk. Og den er ikke sexistisk på sådan et niveau, at han bruger ord som “bitch”, det er fordi sangen maler ham op som noget kvinder bør sigte efter, selvom han kun er sammen med dem på grund af sex, og han er dårlig til ikke at være utro. Der er også den meget korte Friend or Foe, hvorpå Jay-Z er stillet overfor et dilemma, hvor en af hans nære partnere er ved at udvikle sig til en konkurrent. Det er kort, og det er godt fortalt. Coming of Age er det stort set modsatte. Her introducerer vores mafioso en ung mand, Memphis Bleek, til mafia-livets gode og dårlige sider. Man føler et nærvær mellem dem, og Memphis Bleek er faktisk også ret skarp. Afslutningsnummeret, Regrets, handler om lige det, titlen antyder. Det er en god måde at afslutte en plade, der ellers har fokuseret på at vise hvor sej, Jay-Z er, for så virker han stadig meget menneskelig. Der er nogle ret tidstypiske problemer på Reasonable Doubt: For mange skits, pladen er for lang, og for mange tracks er for ens i tema. Men selv med alle disse problemer, så er Reasonable Doubt en virkelig imponerende hip hop-plade.

300 – Public Enemy – Fear of A Black Planet (1990)

Public Enemy er uden tvivl en af de mest indflydelsesrige rapgrupper nogensinde, og de gjorde sig bemærket for at skubbe genrens grænser godt og grundigt tilbage i 80’erne. Før dem var det mest politiske rapmusik, man kunne finde nok enten Run-DMC eller Grandmaster Flash, men Public Enemy banede vejen for navne som N.W.A., Nas og Eminem. De er hovedsageligt forbundet med 80’erne, men en af deres mest populære plader er nu alligevel Fear of a Black Planet fra 1990. Dennes succes skyldes bl.a. de nu klassiske singler 911 Is a Joke og Fight the Power, og de er da også uden tvivl fantastiske, både når man snakker beats og lyrik. Den store lyriker på denne plade er Chuck D, der kommer med mange virkelig stærke meddelelser på denne plade. Hver eneste sang på pladen handler om racisme, sexisme eller anden social uretfærdighed. Jeg nyder også deres fede pralerap fra tidligt i deres karriere, hvor meddelelser om racisme tit lå længere inde i sangen, men at have det sort på hvidt i løbet af hele denne plade er rart, og det gør det lettere at fokusere på meddelelserne.

Der er 3 rappere på dette album. Selvfølgelig har vi Chuck D, der rapper i løbet af det meste af pladen, men der er også Flavor Flav og Professor Griff. Flavor Flavs job er som regel bare udråb, der understøtter det, Chuck D siger, men han har også sine egne linjer. Faktisk har 911 Is a Joke og den ligeledes virkelig fede Can’t Do Nothin’ For Ya Man  Flavor Flav i front, og han er en overraskende habil rapper på egen hånd, og mange andre sange har også vers fra ham. Professor Griff er ikke specielt fremtrædende på pladen, men han passer fint ind, og han kommer med nogle fine linjer. Foruden disse har sangen Burn Hollywood Burn også gode gæstevers fra Ice Cube og Big Daddy Kane. Produktionen er noget af det, der gør pladen så god som den er. Den er meget levende, og dette sker gennem en næsten utællelig række af samples, der bliver brugt så unikt, at selv de største kritikere af sampling vil have svært ved at kalde det for tyveri. Vidste du f.eks. at I Shot the Sheriff bliver samplet på Fight the Power? Det er let nok at høre, hvis man ved det i forvejen, men det bliver til en så naturlig del af sangen, at det bare ville virke forkert uden.

I det første lange stykke tid er det virkelig let at forstå, hvorfor så mange kalder dette for en af de bedste rapplader nogensinde. Der er lige en ret lang instrumental passage på Anti-Nigger Machine, hvor på intet sker, men ellers går intet rigtig galt før titelnummeret kommer. Fear of A Black Planet er stadig god sang, men den kan godt virke ret monotom, og helt unødigt er visse linjer rappet med smølfestemme. Dette ville være et større rim, hvis ikke meddelelsen var så stærk. Beatet til Reggie Jax er meget vovet, men jeg synes ikke helt det virker. Det er dog forholdsvis små problemer. Det store problem ender bare med at være, at pladen bliver ved i ret lang tid. En time er ret lang tid at lytte til så konstant hårdtslående musik. Heldigvis afsluttes det med den stærke Fight the Power, der også er dejligt festlig. Fear of A Black Planet er måske ikke et mesterværk, men det er stadig en virkelig god plade, som jeg sagtens kan anbefale til de fleste, uanset om de kan lide hip hop eller ej. Jeg foretrækker nok andre plader i deres diskografi, men nogle af deres bedste numre findes her.

346 – De La Soul – 3 Feet High and Rising (1989)

Når folk snakker om hip hops guldalder, så snakker de oftest om sidste halvdel af 80’erne og de første par år af 90’erne, selvom jeg nok ville sige, at genren faktisk er bedst lige for tiden. Nutidens hip hop er dog selvfølgelig meget påvirket af 80’er-klassikerne, og få albums har været nær så indflydelsesrige som 3 Feet High and Rising af De La Soul. For folk, der ikke interesserer sig videre meget for genren, så er De La Soul nok bare et one hit wonder, der ikke har lavet noget mere bemærkelsesværdigt end sangen Me, Myself and I. Denne sang er at finde på 3 Feet High and Rising, og med sit sjove funkadelic-sample og sin stærke tekst om identitet er det nok en af pladens allerbedste sange. Og dem er der ellers ikke så få af. Faktisk er der hele 23 individuelle numre, men jeg ville nok ikke kalde dem alle sange. 3 Feet High and Rising var det første hip hop-album, der brugte skits, altså små, komiske sketches mellem numrene, noget som rigtig mange albums har gjort siden. Nogle af disse er ganske sjove, f.eks. Intro, men en skit som De La Orgee er bare lyden af et orgie, og det er over 1 minut af pladen, der bare er fuldstændig spildt med det.

Der er også mange egentlige sange, der bare er rigtig korte. Men det gør slet ikke noget, at hverken Can U Keep a Secret?A Little Bit Of SoapDescription eller I Can Do Anything (Delacratic) end kommer op på hele to minutter. Det får faktisk albummet til at være mere dynamisk, og man behøver jo heller ikke at udvande alle ideer, man får. Nogle gange kan man bare nå at sige alt det nødvendige på meget kort tid, og så er der ingen grund til at vade rundt i det hele i så lang tid. Lad os lige kigge på samtidens store rappere. Vi har LL Cool J, N.W.A., Public Enemy, EPMD, Beastie Boys, Boogie Down Productions – alle meget hårdtslående navne, og de fleste var ikke bange for at være ret grovmundede. Ikke at der er noget i vejen med det, men hvis man ville have blødere, mere radiovenlig hip hop i 80’erne, blev man nødt til at ty til Will Smith eller MC Hammer. Med andre ord: musik, der måske kan være ganske sjov, men som ikke har specielt meget dybde. De fleste af sangene på 3 Feet High and Rising har hitpotentiale, så det er sært at kun en enkelt blev til et hit, og de udgav da også adskillige singler fra pladen.

De La Soul bruger meget kreative samples på 3 Feet High and Rising. Der er selvfølgelig de typiske samples af James Brown, Parliament/Funkadelic og Sly and the Family Stone. Der bliver dog også samplet meget mere bemærkelsesværdige sange og lyde: Mary Had a Little Lamb, Three Is a Magic Number og noget stand-up af Eddie Murphy. Det gør albummet meget levende, og hvis man kan genkende et sample, så føler man sej lidt sej, for de fleste af dem er ret svære at finde, for ikke at snakke om at mange af dem i første omgang er ret obskure. Der er mange ord, der går igen i løbet af albummet, og disse idiosynkrasier giver dem noget ekstra charme. De mest fremtrædende er “Jenny”, “daisy”, “plug” og “de la”, og albummet føles meget gennemarbejdet og helstøbt, fordi disse ganske få ord danner en rød tråd. Hvis du kan lide klassisk hip hop, så er dette et album, man bare skal lytte til. Hvis du bare kan lide sjov 80’er-pop, så er dette nok heller ikke alt for svært at tilgå, og det kan i alle fald let anbefales, for det meste er rigtig godt.

386 – Wu-Tang Clan – Enter the Wu-Tang (36 Chambers) (1993)

Som RZA så smukt siger: “Wu-Tang Clan Ain’t Nuthing ta Fuck Wit”  – og det beviser hele gruppen virkelig mesterligt på deres debutplade, Enter the Wu-Tang (36 Chambers). De bestod dengang af 9 forskellige medlemmer, alle virkelig forskellige på mikrofonen. Dette gør, at efter selv en hel time i selskab med dem, føles musikken frisk. De er også dygtige til at sige hvem de er ofte, så man let forstår hvem, der lyder hvordan. Deres lyd er virkelig hårdtslående, og deres tekster kan tit virke rigtig voldelig. Denne vold er rigtig overdrevet og morsom, og hver gennemlytning af pladen kan få dig til at opdage nye morsomme linjer. Der er dog også nogle mindre latterlige numre, heriblandt den vidunderlige C.R.E.A.M., der handler om hvor materialistisk vores samfund er, hvordan dette påvirker livet for fattige new yorkere, og hvordan samfundet tvinger dem ud i en situation, hvor ulovlige penge virker som den mest logiske løsning til deres økonomiske problemer. Sangen Tearz handler om død, og den er virkelig værd at tænke over.

Pladen er hovedsageligt produceret af RZA, der foruden dette job også er en af gruppens bedste rappere. Mange af sangene har meget jazz-inspirerede klaver-beats. Der er også en hel del meget upolerede samples af gamle R&B-sange. Det står rigtig godt til deres beskidte, rå stil, og det lyder slet ikke som noget hip hop, der hidtil eksisterede. Der bliver også samplet en hel del dialog og lyde fra de kampsportsfilm, som inspirerede gruppens navn. Det øger stemningen og lytterens opfattelse af, at det her er mere en klan end en rapgruppe. Noget helt utroligt, denne plade formår, er at have skits på sig, der ikke føles som fyld. De er rent faktisk morsomme, og man føler, at man kommer til at lære rapperne bedre at kende gennem dem. Og disse 9 dygtige rappere, er de ligeligt fordelt i løbet af hele albummet? Nej, det er de slet ikke, på ingen måde. Method Man og GZA har hele sange for sig selv, og Masta Killa og U-God har kun et egentligt vers hver især. Men det gør faktisk slet ikke noget, for albummet er fra ende til anden rigtig godt, så hvorfor ændre på fordelingen af vers?

Det er rimelig ufatteligt, at dette er gruppens debut. Alle 9 rappere lyder virkelig erfarne i deres lyrik og levering. Hver eneste linje lyder fuldkommen perfekt, og alle rapperne har meget personlighed, selv de to, vi kun hører ganske lidt fra. Især Ol’ Dirty Bastard er bindegal med sin meget atypiske rapteknik, hvor han skråler sig igennem alle versene. RZA, GZA og Method Man er helt vildt dygtige lyrikere, og man kan finde masser af interessante vendinger i alle deres linjer. Enter the Wu-Tang (36 Chambers) er en af historiens mest indflydelsesrige rapplader. Stort set alle rappere sidenhen skylder denne plade noget. Prøv alene bare at lytte til debuterne fra Nas, the Notorious B.I.G. og Jay-z, der udkom få år efter. De lyder langt mere af Wu-Tang Clan end af noget som helst, der ellers hidtil var udkommet. Hvis du ikke er en hip hop-fan, kan jeg på ingen måde love, at Enter the Wu-Tang (36 Chambers) vil være noget for dig, men hvis du kan lide genren og endnu ikke har lyttet til dette mesterværk, så er det sørme på tide.

400 – Nas – Illmatic (1994)

I 1994 kom en ung, spirende rapper på banen med albummet Illmatic. Hans navn var Nasir Jones, og han udgav dette album under navnet Nas. Illmatic er siden blevet kendt for to ting: først og fremmest at være et af de bedste rap-albums nogensinde, men det er også uden tvivl det eneste album, Nas har udgivet, der på nogen måde er på det niveau. I rapverdenen er debuten rigtig ofte det bedste album, især hvis deres tekster handler meget om livet på gaden og problemer med politiet, for efter gennembruddet er sådanne ting sjældent problematiske. Til gengæld er de et rigtig vigtigt element på Illmatic, hvorpå Nas i løbet af alle numre maler et meget interessant billede af miljøet for fattige sorte i New York. Hans tekster er hæsblæsende, og de er nok noget af det bedste ved albummet. Man får linje efter linje, om hvordan det stod til for Nas før albummets udgivelse. Linjer som “Life’s a bitch and then you die; that’s why we get high, cause you never know when you’re gonna go” fra Life’s a Bitch og “I never sleep, cause sleep is the cousin of death” fra N.Y. State of Mind er gode eksempler på dette.

Nas har dog en langt større force end bare at have oplevet meget i løbet af sit liv, hvilket dog i sig selv er bemærkelsesværdigt, da han kun var 19 år gammel dengang. Nas’ helt store våben er hans evner som lyriker. Hans vendinger er helt fantastiske. Hvert eneste ord kommer perfekt og helt naturligt efter det hele, og lydene, der kommer ud af hans mund, nærmer sig perfektion. Han virker meget selvsikker i sin levering, selvom han alt efter emnerne selvfølgelig kan virke meget påvirket af det, han synger – men hans mund kører stadig fuldstændig mirakuløst afsted, og den passer som fod i hose til beatet. Og pladens beats er også virkelig gode. Med så gode tekster som Nas’, ville de fleste beats nok falme virkelig meget, men Illmatic har noget af 90’ernes bedste hip hop-produktion på sig. Den er ikke nær så stor og teknisk imponerende som Puff Daddys, og den er ikke nær så vild som Rick Rubins, men den lyder kraftigt af storbyen. Den er ret upoleret, og der bliver samplet ikke blot meget funk og soul som så ofte med tidens hip hop, men jazz har faktisk også en stor rolle, og det føles ganske unikt.

I hip hop er der vane for, at man har nogle gæsterappere med på et par numre. Men virkelig, hvem i alverden kunne på nogen måde være på et niveau, hvor det overhovedet er retfærdigt at sammenligne dem med Nas? Nok ikke ret mange, men han har ikke desto mindre en gæst med, og det er ikke et stort navn, men AZ kommer med et ret fedt vers på Life’s a Bitch. Jeg har aldrig lyttet til andet AZ end det ene vers, men hans er faktisk næsten lige så godt som Nas’ – og Nas har konstant et virkelig, virkelig højt niveau på pladen. Jeg elsker 90’er-rap, men jeg anerkender, at alt for mange af den periodes albums spilder tiden med ikke specielt morsomme skits eller sange, der ikke siger noget som helst, mens albummet oven i købet er så langt, at der slet ingen konsekvens ville være på at skære middelmådighederne. Middelmådigheder er der dog ingen af på Illmatic. Hvert sekund er værd at lytte til. Selv det meget korte intronummer, The Genesis, giver et rigtig godt billede af begyndelsen på Nas’ rapkarriere, selvom det består af hovedsageligt skuespil. Illmatic er opfattet af mange som det bedste rap-album nogensinde, og man forstår det let. Jeg har nok nogle få favoritter over denne, men det er stadig næsten umuligt at lave en hip hop-plade bedre end Illmatic.

444 – Boogie Down Productions – Criminal Minded (1987)

Boogie Down Productions bestod af D-Nice, Scott La Rock og KRS-One, og det helt store  navn i denne trio er uden tvivl KRS-One, der, hvis du spørger mig, den mest morsomme rapper nogensinde, og denne gruppes debut, Criminal Minded fra 1987, viser klart både hans og Scott La Rocks talenter. D-Nices bidrag er, så vidt jeg ved, ikke specielt store, han var vist mest en beatboxer, som de havde med til koncerter, men han får da lige en mindre optræden i starten af South Bronx i en dialog med Scott La Rock. Hr. La Rock er albummets DJ, og i højere grad end nogen anden af tidens grupper, sørger Boogie Down Productions på Criminal Minded for at vise en stærk kemi mellem DJ og rapper. Der er faktisk ikke et enkelt nummer, hvorpå KRS-One ikke nævner Scott La Rock – og det kan både være i et komplimenterende eller drillende lys. Sangen Super-Hoe, handler faktisk om Scott La Rocks i følge KRS-One rimelig overdrevne sexvaner. Der bliver gjort tykt grin med ham, og jeg kunne nok forestille mig, at det var et ret pinligt nummer for ham, men at han stadig arbejdede med på det, viser virkelig deres venskab.

Albummet er også fyldt med rigtig festlige samples. Hvis du kender sangene, burde de være ret lette at få øje på; Get Up Offa That Thing og Get Up, Get Into It, Get Involved af James Brown på South Bronx, Hey Jude af the Beatles på titelnummeret eller Back in Black af AC/DC på Dope Beat. Det er ikke just de mest ukendte sange, og jeg kan ikke sige, at de her bliver brugt på forfærdeligt anderledes end i originalerne. Især Dope Beat bruger Back In Blacks guitarriff latterligt simplistisk – det er lidt som hvordan Vanilla Ice og MC Hammer blev berømte stort set eksklusivt gennem dovne samples af klassikere. Jeg kan dog ikke benægte, at det så stadig lyder rigtig godt, selvom det ikke er videre kreativt. KRS-One er til gengæld en rigtig kreativ rapper. Han er aldrig specielt seriøs, heller ikke selvom han kaster til højre og venstre med udtalelser om, hvad han kan finde på at gøre med en pistol. Man skal kunne klare, at han ser rimelig let på forholdsvis seriøse ting, men hvis man kan det, så er hans rim utrolig sjove og varierede.

En af mine egne yndlingssange fra pladen er 9mm Goes Bang, som fortæller en historie om at KRS-One begår nogle rigtig koldblodige mord, og han gør det på rigtig barnlig maner. Det er måske en smule dårlig smag, men Boogie Down Productions forstod virkelig at skubbe nogle grænser, og Criminal Minded er absolut ikke et album, man skal introducere for folk med et dårligt forhold til hip hop. En hel del sange herpå kunne nok opfattes som nogle af de tidligste eksempler på gangsta-rap, så indflydelsesrig har pladen også været. Og til trods for et par dovne samples, så sidder produktionen virkelig også i skabet. Hvert eneste beat lyder rigtig godt, og de mange samples af især funksange gør musikken meget mere levende, og det gør igen, at det er lettere at fokusere på KRS-Ones fantastiske leg med ordene. Criminal Minded af Boogie Down Productions er en plade, der kan anbefales til enhver fan af hip hop. Hvis du ikke kan lide hip hops vanlige toner, så skal du dog blive væk, for albummet er ikke så fantastisk på grund af dets emner – det er fantastisk, fordi KRS-One og Scott La Rock leverer det med klasse.

459 – EPMD – Strictly Business (1988)

EPMD består af to rappere, der i løbet af pladen omtaler sig selv og hinanden under mange navne, men for at gøre denne anmeldelse så forståelig som muligt, vil jeg bruge de simpleste af dem, E og PMD. Deres debutalbum, Strictly Business fra 1988 åbner med et Jungle Boogie- og I Shot the Sheriff-samplende titelnummer, hvor man får introduceret dagens to mænd i skysovs. Med rigtig fed humor viser de frem, hvor barske de er, og beatet er dejligt funky. Man bemærker hurtigt forskellen mellem E og PMD. E har det f.eks. med at lyde en smule utydelig. Det er meget syndt, for E er nok den morsommste af de to, men heldigvis sker det ikke alt for ofte. Hans stemme er meget atypisk rap, da man nærmest kan høre hans spyt i munden. Det er ikke decideret en skidt ting, men det kræver lige noget tilvending. PMD er noget lettere at gribe fat om, hvis man har lyttet til noget af samtidens hip hop. Han har et rigtig godt flow, der sagtens kan konkurrere med genrens helt store flow-mestre som Rakim og KRS-One.

Albummet er rigtig letsindigt, der ligger meget fis og ballade i teksten, og meget få sange har deciderede temaer. Man behøver derfor ikke at følge specielt meget med, før man kan nyde alt, dette album har at byde på, og hvis produktionen såvel som de individuelle linjer ikke var så stærke, ville dette nok være et problem. Personligt kunne jeg bare sidde og høre E sige “To make you wiggle and jiggle like gelatin” over beatet fra Jungle Boogie hele dagen, selvom teksten ikke er specielt dyb. Det handler lige så meget om ordenes lyd som betydning. I løbet af hele albummet er produktionen festlig og sjov, og den passer som regel rigtig godt til det, E og PMD rapper om. Jeg aner ikke, hvem der fik denne idé, men mit eneste store problem med produktionen, er når de af en eller anden mystisk grund vælger at gentage en linje, før den i første omgang er afsluttet. Det kan i andre tilfælde lyde psykedelisk, men der er intet andet, der bygger op mod sådan en effekt, så det ender mest af alt med at distrahere lytteren fra, hvor god resten af musikken er. Det sker desværre en kende for ofte.

Der er nogle få sange, der har klare temaer. Heriblandt er min absolutte favorit The Steve Martin, der er en klar parodi på sære dansediller som The Loco-Motion og Mashed Potato Time. Dansen går åbenbart ud på at bevæge sig som Steve Martin gør i filmen The Jerk. Og så gør beatet det også rigtig let at bevæge sig til, så det passer perfekt sammen. De er dog altid rigtig morsomme, nok en af 80’ernes generelt mest komisk begavede rapgrupper, og da deres humor er så stærk, gør nok det dengang nærmest obligatoriske DJ-nummer, DJ K La Boss af DJ’en af samme navn, til en noget kedeligere affære, som bare skaber et underligt tomrum, hvor intet sker. Strictly Business er et rigtig godt album. Det har sine skønhedsfejl, og tidens tand har ikke været for venlig mod den, men det, den gjorde bedst i 1988, er stadig virkelig bemærkelsesværdigt godt.