Tag-arkiv: 1986

120 – Run-D.M.C. – Raising Hell (1986)

Udgivet den af
Svar

Man kan ikke komme udenom, at Run-D.M.C. er en af 80’ernes vigtigste hip hop-grupper. De skubbede grænserne for, hvordan hip hop kunne lyde, da de som nogle af de første blandede det med rockmusik, og de leverede også mere komplicerede flows end før. Med det sagt, lyder deres klassiske plader så meget af firserne, at det næsten gør ondt. Alligevel ser folk tilbage på deres album Raising Hell mere positivt end mange tidligere plader. Folk kalder sjældent plader af Kurtis Blow, Funky 4+1 eller selv Grandmaster Flash for mesterværker, men mange hip hop-entusiaster ville ikke tøve om at bruge dette ord om Raising Hell. Vi snakker altså her om en plade, der bruger 3 minutter på en sang om Adidas-sko. Det lyder måske lamt, men de leverer det virkelig godt. My Adidas er ikke den stærkeste sang på pladen, den er lidt fjollet, men den har mange oprigtigt morsomme og charmerende øjeblikke. Og så har teksten karakter, hvilket kan siges om alle de bedste sange på pladen, der desværre hovedsageligt findes på første halvdel. Der finder man også Peter Piper, It’s Tricky og deres cover af Aerosmiths Walk This Way, hvorpå Aerosmith også optræder.

Senere på pladen bliver teksten mest af alt til pralerap, og det er som sådan fint nok, men med moderne øjne er gruppens sprogbrug jo hverken ligefrem innovativt eller overraskende. Til gengæld er deres beats ret unikke på hver sang. Tit bruges rock-guitarer og hårde, organisk lydende trommer, men der er et højt variationsniveau til stede her. Jeg kan rigtig godt lide, de ekstra hårde trommer på nummeret Raising Hell, og beatboxingen på Hit it Run er stadig ret fed. Der er dog også nogle andre numre, jeg ikke helt forstår tankegangen bag ift. beatet. Dumb Girl gentager hele tiden et sample af ordet “dumb” – dog ikke mens der rappes. Uanset hvad ender ordet med at gå mig lidt på nerverne. Teksten er også lidt kedelig, og jeg havde nok foretrukket pralerap frem for dette skolegårds-diss. Det næstsidste nummer, den 30 sekunder lange Son of Byford gentager bare nogle linjer fra Hit It Run uden anden instrumentation end beatboxing. Det føles ret ligegyldigt, og mens det er nogle fine linjer, er de på ingen måde værd at gentage. Heldigvis rundes pladen flot af med Proud to Be Black, en sang, der på morsom vis refererer sorte ikoner som George Washington Carver, Malcom X og Muhammad Ali.

I modsætning til deres debutplade, som jeg også har anmeldt, viser gruppen på Raising Hell en større forståelse for albumdynamik. Numrene er stadig ikke særlig dynamiske på individuel basis, men det er fedt, at der er kommet andet end de hårdtslående, råbende numre. Leveringen på den meget simplistiske, nærmest jazzede Perfection er mere tilbagelænet end man er vant til fra gruppen, og mens omkvædet er meget svagt, så klæder stilen faktisk gruppen. Selv åbningsnummeret, Peter Piper, er mere roligt, end man typisk forbinder med gruppen, selvom det stadig er et ret energisk nummer. Det er faktisk et af de få, der selv varierer lydniveauet markant. Hvis man skal forsvare Son Of Byford, ville det da netop også være, at den stille lyd på dette interludium sørger for at skabe variation mellem de to hårdtslående numre Dumb Girl og Proud to Be Black. Pladens hårde lyd kan stadig være en smule trættende i længden, men det er stadig et fint niveau af dynamik. Sang-kvaliteten er også generelt bedre. De gode sange er meget bedre, de dårlige sange er også en del bedre. Run-D.M.C. viste for alvor med Raising Hell, hvad de var i stand til, og mangt en rapper har sidenhen taget udgangspunkt i plader som den. Og det med god grund.

167 – Metallica – Master of Puppets (1986)

Udgivet den af
Svar

Der er bred konsensus om, at thrash-metal-bandet Metallicas fire første albums, Kill ‘Em All, Ride the Lightning, Master of Puppets og …And Justice for All er deres uden sammenligning bedste plader. Og manges favorit er så Master of Puppets, hvilket jeg kun kan erklære mig enig i. Den åbner med sangen Battery, der ikke er navngivet efter batterier, men derimod voldsovergreb. Den er voldsom og vred, men introen er langsom og melankolsk. Den bygger i det hele taget virkelig flot op, før det bliver helt aggressivt, og overgangen fra det ene til det andet er så naturlig, at man knap nok bemærker det. Et af hovednumrene på Master of Puppets er titelnummeret, der starter med en dedodekafonisk intro. Det vil sige at introen til et af de mest berømte metal-numre nogensinde er tolvtonersmusik. I løbet af nummeret skifter de taktart, tempo og metrik adskillige gange, og den smukkeste guitarsolo dukker op ca. halvvejs gennem nummeret. Lyrikken kører på en meget simpel metafor, hvor narkotika er en dukkefører, mens mennesket er en dukke. Men lyrikken er også flot ellers, og sangen er i sin helhed en af de bedste sange gruppen nogensinde har lavet.

Den måske tungeste sang på pladen hedder The Thing That Should Not Be, og den bygger i starten meget på et mørkt guitarriff og en simpel vokalmelodi i versene, men omkvædet leger med lytterens forventninger. Der er næsten en smule blues over strukturen, og melodien lyder som snydt ud af Black Sabbaths Master of Reality-album. Den er måske lidt længere end den fortjener, men den fungerer. Welcome Home (Sanitarium) er i lyrikken baseret på romanen Gøgereden, og i lyd såvel som tekst lyder den vanvittig, tortureret og i det hele taget ikke særlig rar. Jeg gad ikke vide, hvad der gik gennem James Hetfields hoved, da han skrev denne sang riffet skifter hele tiden mellem 4/4 og 6/4, og det gør sangen meget engagerende. Guitarsoloen til slut er fantastisk, og sangen er i det hele taget blandt pladens bedste. Disposable Heroes har en fyldig, krigerisk lyd i introen, og en marcherende lyd i guitarriffet derefter. Sangen handler om livet i militæret og om at blive hunset med og set som ligegyldige objekter af sine overmænd. Jeg er helt vild med den brutale og direkte tekst, der har smukke vendinger som “I was born for dying” og “You will die when I say, you must die”.

Leper Messiah er en kritik af tv-prædikener, og den er igen meget grov i munden, men samtidig poetisk mesterlig. Den har god variation i tempoet, og latterligt smukke instrumentale stykker. Selv med de poetiske tekster og de stærke melodier har jeg aldrig været helt vild med forsanger James Hetfields stemme, så de mange portioner uden den er velkomne i min verden. Det er dog ikke kun derfor, jeg holder meget af pladens eneste instrumentale nummer, Orion. Jeg elsker fordi den består af så mange forskellige flotte dele, hvor hvert nyt stykke bare overgår det foregående i virtuositet og skønhed. Den er storladen, og Cliff Burtons bas fungerer som et vidunderligt fundament for hele sangen. Pladen afsluttes af Damage Inc., der starter med en æterisk intro, der mest af alt lyder som synthesizere, men i realiteten er det bas. At Metallica kan få en bas til at lyde sådan er imponerende i sig selv, men at de så følger denne intro op med en sang så god som Damage, Inc., det er værd at beundre. Denne sang er mere aggressiv end noget andet på pladen, og den handler også om vold. Den laver et brag af en afslutning til en helt fantastisk heavy metal-plade. Master of Puppets er en af de bedste metal-plader nogensinde.

187 – Peter Gabriel – So (1986)

Udgivet den af
1

Efter 7 plader som forsanger af Genesis og 4 plader udgivet i eget navn ville man tro, at Peter Gabriel havde toppet – men kommercielt havde han ikke nået sit højdepunkt før i 1986, hvor han udgav sin populære plade So, der også er mange fans favorit. Det er nok også min. Åbningsnummeret Red Rain er i hvert fald en virkelig stærk åbner, men på mange punkter er den meget atypisk for et åbningsnummer. Den skriger, den er trist, den starter ret langsomt, og den er langt fra det mest fængende nummer på pladen. Men den sætter en stemning tydeligere end noget andet. Og det er tit denne kolde lyd, jeg tænker på, når jeg tænker på So. Det er i grunden sjovt, for pladens største hit, Sledgehammer, der kommer lige derefter, er en glad funksang om sex. Og den er fuldkommen perfekt. Ikke én dag gør den sang mig ikke i bedre humør af sin vittige tekst eller sin rige instrumentation. Den er fuld af overraskelser, og hver tone sider lige skabet. Hvert sekund er perfekt. Og så bliver den efterfulgt af Don’t Give Up, en duet med Kate Bush, og det er en af de smukkeste duetter nogensinde opført. Den udviser så reelle følelser, at det næsten gør ondt. Og forholdet mellem Bush og Gabriel er uhyre troværdigt.

Gabriel giver os en forskruet tvivlstilstand på That Voice Again, hvor sindsforvirring ikke blot viser sig lyrisk, det udtrykker sig også gennem et af de mest skizofrene numre, jeg har hørt Gabriel lave. Af og til er det trist, af og til tænksomt, af og til lykkeligt, men aldrig på en entydig måde. Det har til dels noget at gøre med Gabriels stemme, men meget er også i instrumentationen, der hopper fra stilart til stilart. Efter dette nummer, er der lidt forskel på cd- og vinyludgaven. Gabriel har selv sagt, at cd-udgaven er tættest på hans vision, så det er den rækkefølge, jeg bedømmer pladen efter. Det betyder, at efter That Voice Again følger Mercy Street, og det er en virkelig håbløst deprimeret sang. Man bliver ligesom med Don’t Give Up meget bekymret for Gabriel, ja faktisk endnu mere, for nu er Kate Bush her ikke til at hjælpe ham. En meget blid triangel kører hurtigt i baggrunden, hvilket giver denne ellers langsomme sang en meget stresset lyd. Der vendes tilbage til funk på Big Time, en på overfladen glad sang, om at alting går godt. Lyt til den uden resten af pladen, og den er den gladeste sang i verden. Men i kontekst tænker man, at noget er galt. Men uanset hvad, så er nummeret enormt lækkert sammensat.

Pladen er til trods for sine mange tunge sange faktisk ikke så svær at tilgå. Der er noget pop-appeal over det meste af pladen, hvor to sange dog er markante undtagelser. We Do What We’re Told (Milgram’s 37) er den første. Vokalen kommer først på halvvejs inde, og der er kun 12 forskellige ord i løbet af sangen. Men det er stærke ord, der siger meget om vores samfund. Og musikken er mere forskruet og desperat end noget andet på hele pladen. Den anden undtagelse er This Is the Picture (Excellent Birds), der afslutter den oprindelige udgave af pladen. Det er en lettere krautrock-inspireret sang, der dermed er ret ensformig. Den giver lyrisk ikke særlig meget mening, men det er nok lidt af meningen, at få dette nonsens boret ind i din hjerne, som blev du hypnotiseret. Det falder godt i tråd med teksten på sangen forinden. Min udgave af pladen afsluttes som Peter Gabriel ønskede det, nemlig med In Your Eyes, og jeg kan kun være enig i, at den bør afsluttes sådan. Det er en sang, der flot afslutter hele pladens tematik, og det er en lykkelig slutning, der gør mig helt glad indeni. So er en fantastisk plade – den er på niveau med de bedste Genesis-plader, og den er så gennemført, at man stort set ikke kan fatte det