120 – Run-D.M.C. – Raising Hell (1986)

Man kan ikke komme udenom, at Run-D.M.C. er en af 80’ernes vigtigste hip hop-grupper. De skubbede grænserne for, hvordan hip hop kunne lyde, da de som nogle af de første blandede det med rockmusik, og de leverede også mere komplicerede flows end før. Med det sagt, lyder deres klassiske plader så meget af firserne, at det næsten gør ondt. Alligevel ser folk tilbage på deres album Raising Hell mere positivt end mange tidligere plader. Folk kalder sjældent plader af Kurtis Blow, Funky 4+1 eller selv Grandmaster Flash for mesterværker, men mange hip hop-entusiaster ville ikke tøve om at bruge dette ord om Raising Hell. Vi snakker altså her om en plade, der bruger 3 minutter på en sang om Adidas-sko. Det lyder måske lamt, men de leverer det virkelig godt. My Adidas er ikke den stærkeste sang på pladen, den er lidt fjollet, men den har mange oprigtigt morsomme og charmerende øjeblikke. Og så har teksten karakter, hvilket kan siges om alle de bedste sange på pladen, der desværre hovedsageligt findes på første halvdel. Der finder man også Peter PiperIt’s Tricky og deres cover af Aerosmiths Walk This Way, hvorpå Aerosmith også optræder.

Senere på pladen bliver teksten mest af alt til pralerap, og det er som sådan fint nok, men med moderne øjne er gruppens sprogbrug jo hverken ligefrem innovativt eller overraskende. Til gengæld er deres beats ret unikke på hver sang. Tit bruges rock-guitarer og hårde, organisk lydende trommer, men der er et højt variationsniveau til stede her. Jeg kan rigtig godt lide, de ekstra hårde trommer på nummeret Raising Hell, og beatboxingen på Hit it Run er stadig ret fed. Der er dog også nogle andre numre, jeg ikke helt forstår tankegangen bag ift. beatet. Dumb Girl gentager hele tiden et sample af ordet “dumb” – dog ikke mens der rappes. Uanset hvad ender ordet med at gå mig lidt på nerverne. Teksten er også lidt kedelig, og jeg havde nok foretrukket pralerap frem for dette skolegårds-diss. Det næstsidste nummer, den 30 sekunder lange Son of Byford gentager bare nogle linjer fra Hit It Run uden anden instrumentation end beatboxing. Det føles ret ligegyldigt, og mens det er nogle fine linjer, er de på ingen måde værd at gentage. Heldigvis rundes pladen flot af med Proud to Be Black, en sang, der på morsom vis refererer sorte ikoner som George Washington Carver, Malcom X og Muhammad Ali.

I modsætning til deres debutplade, som jeg også har anmeldt, viser gruppen på Raising Hell en større forståelse for albumdynamik. Numrene er stadig ikke særlig dynamiske på individuel basis, men det er fedt, at der er kommet andet end de hårdtslående, råbende numre. Leveringen på den meget simplistiske, nærmest jazzede Perfection er mere tilbagelænet end man er vant til fra gruppen, og mens omkvædet er meget svagt, så klæder stilen faktisk gruppen. Selv åbningsnummeret, Peter Piper, er mere roligt, end man typisk forbinder med gruppen, selvom det stadig er et ret energisk nummer. Det er faktisk et af de få, der selv varierer lydniveauet markant. Hvis man skal forsvare Son Of Byford, ville det da netop også være, at den stille lyd på dette interludium sørger for at skabe variation mellem de to hårdtslående numre Dumb Girl og Proud to Be Black. Pladens hårde lyd kan stadig være en smule trættende i længden, men det er stadig et fint niveau af dynamik. Sang-kvaliteten er også generelt bedre. De gode sange er meget bedre, de dårlige sange er også en del bedre. Run-D.M.C. viste for alvor med Raising Hell, hvad de var i stand til, og mangt en rapper har sidenhen taget udgangspunkt i plader som den. Og det med god grund.

240 – Run-D.M.C. – Run-D.M.C. (1984)

I starten af 80’erne var hip hop noget ret simpelt, der ikke rigtig handlede om noget vigtigt. Gode tekster var der altid, men de fleste sange handlede om kun om fest. Der var nogle få afstikkere om mere alvorlige emner, heriblandt numre af Kurtis Blow og Grandmaster Flash and the Furious Five, men mere alvorlig hip hop begyndte først at blive til en trend efter udgivelsen af Run-D.M.C.’s eponyme debut i 1984. Denne starter med Hard Times, der ret godt præsenterer alle tre medlemmer. For det første er det et af de bedste og mest varierede beats, Jam Master Jay lavede til denne plade. Der er dog også to rappere, og det er trods alt dem, gruppen såvel som pladen er navngivet efter. Det er et cover af en af de få tidlige hip hop-sange med en meddelelse, oprindeligt af Kurtis Blow, men teksten er skrevet bemærkelsesværdigt om. Deres lyd er også mere truende end hans, og deres vekslen mellem de to rappere gør sangen ret levende. Til gengæld er deres flow ret kluntet. Det er den også hos Kurtis Blow, men efter nutidens standarder holder det bare ikke nær så godt når Run og D.M.C. råber højlydt over et simplistisk beat.

Deres mekaniske, nærmest staccato flow og de simplistiske beats er nok det største problem ved pladen, men så er det heldigt at andet track, Rock Box virkelig er et instrumentalt mesterværk. Den har nemlig en svedig rock-guitar spillet af Eddie Martinez, og den gør sangen mere moderne lydende. Deres flow er også mere levende, det selvom sangen bare er et praletrack. På den tredje sang, Jam-Master Jay, praler de om deres DJ, der her scratcher mere end tidligere, hvilket gør sangen ret levende, men beatet er nu lige lovlig simpelt, og det er ikke særlig ulig det, vi allerede har set. Hollis Crew tager simpliciteten i beatet til et helt nyt niveau. Det er kun trommer og af og til scratch. Det sætter selvfølgelig fokus på lyrikken. Men lyrikken er bare standard pralerap, og deres flow er meget forældet. Lydbilledet er desværre præcis det samme på Sucker-M.C.’s, der dog er en klassiker på et lyrisk niveau, for selvom det er pral, så er det ret godt skrevet. Og jeg forstår hvorfor denne sang er så afholdt, men Jam Master Jay har bare virket doven her. Ikke alene er det simpelt, det lyder heller ikke så godt, og det mekaniske flow hjælper ikke.

Der sker mere i beatet på It’s Like That, der har skrevet sig ind i historiebøgerne ved at være Run-D.M.C.’s første single, og det er en god introduktion på mange punkter. Beatet er simpelt, men det er funky og varieret. Teksten handler om materialisme, hvilket var noget helt nyt, og for en gangs skyld passer den stive levering, for det føles som udtalelser, der bliver sat stort punktum ved. På albummet minder den dog lidt meget om Hard Times, men It’s Like That overgår den på alle måder. Wake Up er endnu et forsøg på noget politisk, men det er et ret tamt forsøg. Det handler om en drøm, vores hovedperson havde om verdensfred. Snorkelydene i beatet er ret kreative, men basgangen passer meget dårligt ind, og det føles slet ikke naturligt, når Run og D.M.C. går frem og tilbage. Den ene siger f.eks. bare få små ord i en sætning, såsom “of the”, og så overtager den anden igen. Det lyder bare dumt. 30 Days er en scoresang, men som tidens andre kærlighedstematiserede raps, så er den virkelig kluntet skrevet, og beatet er for hårdtslående. Afslutningsnummeret hedder Jay’s Game, og det er bare et DJ-nummer, hvor tidligere numre bliver samplet. Det er god DJ’ing, men det føles lidt som fyld. I sidste ende  er Run-D.M.C. selvfølgelig en epokegørende plade, men den er godt nok forældet.