Tag-arkiv: The Notorious B.I.G.

133 – The Notorious B.I.G. – Ready to Die (1994)

Udgivet den af
Svar

Jeg husker tydeligt, hvor skuffet jeg blev, da jeg lyttede til Life After Death, den anden plade af gangsta-rapperen The Notorious B.I.G. Der var en bunke virkelig solide sange, men det meste var bare substansløs pral, hvor de færreste tracks på nogen måde var i stand til at skille sig ud til trods for et imponerende antal gæstestjerner. Jeg blev derfor meget glad, da jeg fik lyttet til hans debutalbum, Ready to Die. Her har hvert nummer en unik identitet og præsenterer noget nyt. Vi har fx den taknemmelige Juicy, den flirtende Big Poppa, den romantiske Me & My Bitch og den helt og aldeles deprimerede Suicidal Thoughts. Der er selvfølgelig masser af sange, hvis væsentligste stemning er at spille cool gangster, men de præsenterer dem vidt forskelligt. Jeg elsker hvordan Respect præsenterer det med et reggae-omkvæd, jeg er vild med hvordan Gimme the Loot beskriver et kup i form af en samtale, og gæsteoptrædenen fra Method Man på The What giver det en hel del ekstra krydderi. Pladen varer 68 minutter, og denne store variation i tematik, stemning og unikke ideer gør faktisk, at den ikke føles så lang igen.

The Notorious B.I.G., eller Biggie som han mere mundret kaldes, var en af de teknisk dygtigste rappere i sin tid. Hans måde at flette rim sammen er imponerende og underholdende. En linje, jeg rigtig godt kan lide, er “Conversate for a few, cause in a few we gon’ do; What we came to do, ain’t that right, boo? (True)” fra Big Poppa. Dels fordi der bliver rimet så meget på kun to takter, dels fordi hvert eneste ord samtidig føles så naturligt i kontekst, og atter fordi Big Poppa i mine øjne er en af de svagere sange på pladen. Og når en af de svagere sange på pladen har så meget at byde på, ser det altså rigtig godt ud. Pladens beats er også rigtig gode. Mange er produceret af Easy Mo Bee, men også Puff Daddy, Bluez Brothers og Chucky Thompson har produceret en del. De skaber en stil, der virker lettere inspireret af G-funken, som Dr. Dre havde gjort populær på den modsatte kyst. Denne både hårdføre og funky lyd skaber da også et overbevisende gangster-image, men der drages også inspiration fra klassisk New York-rap, hvilket især virker med de mere introspektive numre.

Der er to væsentlige problemer i løbet af Ready to Die. Det ene store problem er, at den simpelthen ikke er logisk konsekvent. Mine to yndlingsnumre på pladen er Juicy og Suicidal Thoughts, og de handler henholdsvis om hvor fantastisk og hvor forfærdeligt livet er. De nævner også hver især hvor meget hans mor elsker og hader ham. Og det er ikke det eneste eksempel. Me & My Bitch handler om, hvor meget Biggie holder af sin udkårne, mens han på næste nummer, Big Poppa, rapper om at score piger, han får øje på på klubben, og på Friend of Mine og One More Chance rapper han om at bolle til højre og til venstre. Disse logiske modsætninger bliver værre af, at der faktisk er en masse tematiske gengangere i løbet af albummet, såsom selvmordstanker, vejen til succes og livet som gangster. Man ved ikke helt, hvor meget sammenhæng, der skal være. Det andet problem er de mange skits, der ikke alene hiver lytteren ud af musikken og gør albummet unødigt længere – de er ikke engang morsomme. Fx er Fuck Me (Interlude) bogstaveligt talt halvandet minut, hvor man hører Biggie have sex.Til trods for disse problematikker, er Ready to Die stadig med god grund en milepæl i raphistorien, og selve sangene holder stadig rigtig godt.

Husk i øvrigt, at stemme på mig til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”.

483 – The Notorious B.I.G. – Life After Death (1997)

Udgivet den af
Svar

I 1994 udgav the Notorious B.I.G. Ready To Die i samarbejde med producer Sean Combs, som senere selv blev rapper under navnet Puff Daddy, og siden har han skiftet navn til P. Diddy. The Notorious B.I.G., eller Biggie, som han ofte kaldes, da det andet simpelthen bare tager for lang tid at sige, havde arbejdet på efterfølgeren til det i dag klassiske album i over et år, og 2 uger før albummets udgivelse gik han på nærmest tragikomisk vis hen og blev skudt. Men selvom manden døde, levede musikken videre, og i 1997 blev dobbeltalbummet Life After Death udgivet. Biggie var til sin død en sublim lyriker, men dobbeltalbummet er en farlig kunst, og der er flere uheldige hændelser, der finder sted på dette album. Noget, der dog altid sidder i skabet er Combs’ produktion. Musikken bliver ironisk nok meget levende af det, og man får let en overbevisning om, at Biggie er en cool fyr, selv hvis man ikke lytter til teksten. Et gammelt ordsprog går, “sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er”, og hans tekst omgås en rigtig afslappet produktion.

Han er netop også selv meget afslappet. Han kan svine folk som Tupac og Nas til i sine tekster, men der er sgu ingen der kan rokke på hans temperament. Han bliver meget opført som en mafioso på netop dette album, så det kan have noget med det at gøre. Ja, han har endda et par få sexsange på albummet, og selv her virker han afslappet og tilpas. Og hvis du nogensinde har set et billede af ham, ved du at det, at han på nogen måde kunne være et sexikon lyder latterligt, men han leverer det mesterligt. Men selvom leveringen er god, så har sange som Fuck You Tonight og Nasty Boy ikke meget at byde på rent lyrisk, så de sætter lidt pladen i tomgang. Der er til gengæld sørget for, at få masser af gæstemusikere til at gøre oplevelsen farverig. Jay-Z, Bone Tugs-n-Harmony, R. Kelly, Lil’ Kim og D.M.C. fra Run-D.M.C. er kun få af de navne,  man foruden Biggie kan høre på Life After Death. De fleste af dem kommer med nogle rigtig gode vers, og det gør det let at klare de næsten 2 timer, albummet varer.

Albummets store svaghed ligger i, at Biggie ikke har så meget at snakke om, især sammenlignet med debuten, der handlede om noget nyt på hvert nummer. Han bruger meget af albummet på at svine andre rappere til, prale, snakke om sex og ofte flere af disse på en gang. Han er dog rimelig god til alt dette, og han får fyret mange morsomme linjer af, men at han har dobbelt så meget at snakke om på albummet, der er halvt så langt er svært at ignorere. En anden irriterende ting ved albummet er de mange skits, der er på. De fleste foregår over en utydelig telefonsamtale, og jeg har let kunne nyde musikken uden. Jeg kan virkelig ikke se nogen grund til, at de er der. Og så må Sean Combs også gerne lære, at der ikke er nogen grund til at komme med indskud indimellem linjerne. For en højlydt gruppe som Public Enemy fungerer det at Flavor Flav råber i tide og utide, men det fungerer ikke, når vores rapper er en så afslappet person som Biggie. Alt i alt har Life After Death rigtig meget guf på sig, men de svage sider er efter min mening for store, til at jeg ville kalde den for en af de bedste hip hop-plader nogensinde. Men den er værd at lytte til, hvis man kan lide Ready to Die.