I 1994 udgav the Notorious B.I.G. Ready To Die i samarbejde med producer Sean Combs, som senere selv blev rapper under navnet Puff Daddy, og siden har han skiftet navn til P. Diddy. The Notorious B.I.G., eller Biggie, som han ofte kaldes, da det andet simpelthen bare tager for lang tid at sige, havde arbejdet på efterfølgeren til det i dag klassiske album i over et år, og 2 uger før albummets udgivelse gik han på nærmest tragikomisk vis hen og blev skudt. Men selvom manden døde, levede musikken videre, og i 1997 blev dobbeltalbummet Life After Death udgivet. Biggie var til sin død en sublim lyriker, men dobbeltalbummet er en farlig kunst, og der er flere uheldige hændelser, der finder sted på dette album. Noget, der dog altid sidder i skabet er Combs’ produktion. Musikken bliver ironisk nok meget levende af det, og man får let en overbevisning om, at Biggie er en cool fyr, selv hvis man ikke lytter til teksten. Et gammelt ordsprog går, “sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er”, og hans tekst omgås en rigtig afslappet produktion.

Han er netop også selv meget afslappet. Han kan svine folk som Tupac og Nas til i sine tekster, men der er sgu ingen der kan rokke på hans temperament. Han bliver meget opført som en mafioso på netop dette album, så det kan have noget med det at gøre. Ja, han har endda et par få sexsange på albummet, og selv her virker han afslappet og tilpas. Og hvis du nogensinde har set et billede af ham, ved du at det, at han på nogen måde kunne være et sexikon lyder latterligt, men han leverer det mesterligt. Men selvom leveringen er god, så har sange som Fuck You Tonight og Nasty Boy ikke meget at byde på rent lyrisk, så de sætter lidt pladen i tomgang. Der er til gengæld sørget for, at få masser af gæstemusikere til at gøre oplevelsen farverig. Jay-Z, Bone Tugs-n-Harmony, R. Kelly, Lil’ Kim og D.M.C. fra Run-D.M.C. er kun få af de navne,  man foruden Biggie kan høre på Life After Death. De fleste af dem kommer med nogle rigtig gode vers, og det gør det let at klare de næsten 2 timer, albummet varer.

Albummets store svaghed ligger i, at Biggie ikke har så meget at snakke om, især sammenlignet med debuten, der handlede om noget nyt på hvert nummer. Han bruger meget af albummet på at svine andre rappere til, prale, snakke om sex og ofte flere af disse på en gang. Han er dog rimelig god til alt dette, og han får fyret mange morsomme linjer af, men at han har dobbelt så meget at snakke om på albummet, der er halvt så langt er svært at ignorere. En anden irriterende ting ved albummet er de mange skits, der er på. De fleste foregår over en utydelig telefonsamtale, og jeg har let kunne nyde musikken uden. Jeg kan virkelig ikke se nogen grund til, at de er der. Og så må Sean Combs også gerne lære, at der ikke er nogen grund til at komme med indskud indimellem linjerne. For en højlydt gruppe som Public Enemy fungerer det at Flavor Flav råber i tide og utide, men det fungerer ikke, når vores rapper er en så afslappet person som Biggie. Alt i alt har Life After Death rigtig meget guf på sig, men de svage sider er efter min mening for store, til at jeg ville kalde den for en af de bedste hip hop-plader nogensinde. Men den er værd at lytte til, hvis man kan lide Ready to Die.