256 – Janet Jackson – The Velvet Rope (1997)

Jeg er ret stor fan af Janet Jacksons Rhythm Nation 1814, men ingen andre plader i hendes diskografi har rigtig grebet mig på samme måde. Jovist, Control er en rigtig velskåret popplade, men den har bare ikke dette høje ambitionsniveau, som Rhythm Nation 1814 har. Efter Rhythm Nation 1814 fortsatte hun med nogle flere konceptalbums, der alle havde til fælles, at de var virkelig lange. Meget populær blev The Velvet Rope fra 1997, og på denne er længden virkelig tydelig. Den er over 75 minutter lang, og det er helt sygt, især når Jackson slet ikke formår at holde min interesse. The Velvet Rope har slet ikke nogen gennemgående stil. Der bliver udforsket mange forskellige genrer, men aldrig på en måde, der føles sammenhængende. Det er nok også meget svært at finde en måde, man kan gå fra tyggegummipop til hård rock. På Rhythm Nation 1814 var der mange korte interludier, der skabte god sammenhæng mellem numrene, og disse vender tilbage på The Velvet Rope, men her føles de bare tilfældige. Der kommer en overgang, der får Empty og What About til at føles som om, de fortsætter, hvor den anden slap, men det er jo ikke godt, når denne overgang alligevel lyder forfærdeligt.

Sangene er ikke meget bedre, og underligt nok fejler de forskellige sange på vidt forskellige præmisser. Det største problem ved mange af sangene, heriblandt Empty og Free Xone  er, at instrumentationen er alt for vild i forhold til Jacksons bløde stemme, og det føles ikke engang som om, det var lavet til at matche. Hver eneste gang, den sang begynder, tror jeg, at lydene kommer fra et andet sted, men næ nej. Det er bare denne bløde sang, der har brug for James Brown-samples og en trommemaskine på speed. Selv de bedste sange har væsentlige problemer. Got ‘Til It’s Gone har mumlende vokaler fra Janet, og Q-Tips konstante indspark tilføjer ingenting. Han kommer heldigvis med et godt gæstevers, og melodien er ret inderlig, og den passer godt sammen med det fængende Joni Mitchell-sample. Together Again har en sjov, glad melodi, men den er virkelig så corny, at det ligeså godt kunne være et eurodance-nummer. Og dette har ikke noget at gøre med, at jeg ikke kan lide eurodance, det har simpelthen noget at gøre med, at albummet er ret alvorligt meget af tiden. Der er mange seksuelle sange, og meget af albummet handler om at udforske sin seksualitet.

Der er to ting, The Velvet Rope gør ret godt. Det første er de udfordrende sociale emner, der behandles virkelig godt. Det behandles ikke altid helt fantastisk, ligesom med Rhythm Nation 1814 er konceptet ret løst, men i det mindste gør Jakcson noget nyt og interessant. Det andet er sangskrivningen på det mest fundamentale niveau. Dette album er bare fuldt af meget stærke melodier, alle kan synge med på hurtigt. Man får ikke nær så hurtigt et forhold til det hele som med sangene på hendes foregående tre albums, men meget af det er stadig let at få på hjernen. Det er lidt synd, at vi har at gøre med et album, der tager masser af chancer, men som er bedst, når færrest bliver taget. Det bedste nummer på pladen er hvis du spørger mig I Get Lonely. Det er stadig en for lang sang, der mumles meget af vejen igennem, men god er den da. Det meste af slutningen på albummet er ret sikkert spillede ballader, heriblandt et cover af Rod Stewarts Tonight’s the Night. Det bliver lidt kedeligt i længden, især da pladen allerede har været igang i lang tid inden dette. The Velvet Rope er ikke rigtig noget, jeg kan anbefale at lytte til. Det er trist, for det er et ambitiøst værk, men det ender med at falde på halen. Der er gode melodier og tekster, men det er så også det.

260 – Buena Vista Social Club – Buena Vista Social Club (1997)

I 40’erne blev en spilleklub ved navn Buena Vista Social Club dannet i Cuba, og hertil ville mange talentfulde musikere tage for at spille noget svedig musik i de lokale genrer son, bolero og guajira. Den amerikanske bluesguitarist Ry Cooder var stor fan af denne musik, og i 1996 blev han inviteret til Cuba for at indspille en sessioner med to maliske musikere og nogle lokale Cubanske musikere. De maliske musikere kunne desværre ikke komme frem, men Cooder blev så inspireret af at være i denne by, hvor så meget musik, han elskede, var opstået, at han med en stor gruppe lokale legender gendannede Buena Vista Social Club, som i denne form var et band rettere end en klub. De udgav deres debutalbum allerede i 1997, og det fik den simple titel Buena Vista Social Club. Det første nummer, Chan Chan, gør det klart, at vi har at gøre med nogle sindssygt dygtige musikere. Simpel som melodien er, tillader den meget musikalsk udfoldelse, og lige fra guitaren over rytmesektionen til blæserne, er det bare en virkelig imponerende oplevelse. Sangen er på en gang dramatisk og afslappende, og selvom sangen er på spansk, kan man mærke den dybt inde.

Inden slænget gik i gang med optagelserne, var Cooder lidt nervøs for, at der ville opstå kommunikationsproblemer mellem ham og de spansktalende musikere, men det endte dog slet ikke med at være tilfældet, for de kunne kommunikere gennem musikken. Meget af musikken er polerede genopførsler af improvisationssessioner, og mens man godt kan fornemme improvisation mange steder, så er det ret svært at få til at synke ind, for musikken på pladen er meget helstøbt, og numrene er virkelig dynamiske og velsammensatte. Mange af dem eskalerer op mod egentlige klimakser, og dette er kun muligt, fordi alle disse musikere er så erfarne. Mange af dem havde lavet denne slags musik i over 50 år, og kunne dermed lave sådan nogle velskrevne numre, selv hvis de improviserede. Når du lytter til en rockplade, er der tit meget fokus på et enkelt instrument eller to i løbet af et nummer eller måske hele pladen. På Buena Vista Social Club formår Ry Cooder at mixe det, sådan, at hvert eneste instrument er i fokus på et eller andet tidspunkt i løbet af pladen, men det føles samtidig naturligt. Og hvert eneste instrument har også meget at byde på, så det er helt i orden.

På Buena Vista Social Club er der også to instrumentale numre, og disse har jeg fået et lidt stærkere bånd til end det meste andet på pladen. Disse numre hedder Pueblo Nuevo og Buena Vista Social Club, og de har begge meget fremtrædende, eksperimentelle klaverer, der bare gør mig virkelig glad. Da de andre numre er på spansk, føler jeg ikke på de de instrumentale numre, at jeg misser noget i teksten. Forstå mig dog ret, jeg er glad for, at teksterne er på spansk. Hvis de var på engelsk, ville det sikkert fjerne noget af den eksotiske flavour, som giver pladens dens magi. Buena Vista Social Club er en meget imponerende plade, men den er dog ikke uden sine fejl. Vigtigst af alt, er den længere end hvad godt er. Dette kunne sikkert være forhindret ved at fjerne nogle af de svagere numre, heriblandt ¿Y tú qué has hecho? og Venite Años. De er begge ret langsomme sange, og vokalen på disse numre har jeg svært ved at tilknytte mig. Instrumentationen er dog stadig imponerende. Buena Vista Social Club er dog en helt unik plade, der fortæller om to kulturer, der mødes, og sammen skaber de et virkelig godt album. Alle med smag for latinamerikansk musik bør lytte til det.

408 – Bob Dylan – Time Out of Mind (1997)

Bob Dylan udgav nogle af de uomtvisteligt bedste albums nogensinde i 60’erne og 70’erne, og selvom han også lavede det rene ragelse til tider, var standarden rigtig rigtig høj. Og så kom 80’erne. Man kan sige meget om Bob Dylan, men han hænger ikke specielt meget sammen med 80’erne, selvom han ikke skruede ned for frekvensen for pladeudgivelser. Og hans nye album fortsatte med at være ukendte – indtil hans store comeback i 1997 med albummet Time Out Of Mind. Dette album starter med en fuldstændig hæsblæsende sang ved navn Love Sick. Det er et langsomt, dystert nummer, og Dylan lægger rigtig meget følelse i. Især starten sørger kraftigt for at få lytterens interesse drejet godt mod albummet, og det er jo en svær kunst, hvis der ikke er nogle hårdere numre på pladen. Han fortsætter med et lystigere bluesnummer ved navn Dirt Road Blues. Kompositionen er lig meget andet bluesmusik, men Dylans udførsel har så meget personlighed, at man slet ikke bemærker det.

Bagefter kommer Standing in the Doorway, der med næsten 8 minutter er pladens næstlængste nummer. Det er et virkelig rørende nummer, og her finder vi også en af pladens bedste tekster. Der er konstant et eller andet, der virkelig får dig til at tænke, og situationens håbløshed er både troværdig og kraftig. Han vender tilbage til bluesstilen med Million Miles, og det fungerer rimelig godt. Desværre er orgelet derpå ganske monotomt meget af tiden, men den Robert Johnson-inspirerede guitar er til gengæld ikke til at stå for. Det efterfølgende nummer, Till I Fell In Love With You harr ligeledes kraftige blueselementer i sig, og den aparte instrumentation har uden tvivl sin charme, men i sidste ende kommer det nok til at blive lidt for meget af det samme. Det er dog ikke tilfældet med Not Dark Yet. Det er endnu et virkelig rørende nummer, som virkelig formår at vække mange følelser. Der er ikke et enkelt snært af blues her, men det er til gengæld et folknummer af så høj kvalitet, at man skulle tro, at det var lavet i Dylans glansperiode i 60’erne. Det er langsomt, men det er blot fordi det tager sig god tid med at blæse lytteren omkuld.

Time Out of Mind er et af de få albums, hvor jeg ville sige, at den bedste halvdel uden tvivl er den sidste. Der er nogle få sløsede elementer i starten, men mod slutningen får man så fantastiske numre som den helt utrolige Cold Irons Bound. Det har som så meget af albummet en stærk blueslyd, og det fortæller en helt fantastisk historie om kærlighed, paranoia, druk og stort set alt det guf, man kan få samlet på 7 minutter. Da kommer min absolutte favorit blandt Dylans numre, og nok i det hele taget et af de ti bedste numre, Dylan nogensinde har skrevet, hvis du skulle spørge mig. Det hedder Make You Feel My Love, og smukkere kærlighedssange skal man lede længe efter. Hvis han havde udgivet det i 60’erne, ville det nok være blandt hans mest kendte numre, så godt er det. Can’t Wait er et meget fedt, råt bluesnummer, der virkelig foruden en ret fed tekst og en fantastisk vokaloptræden også udmærker sig gennem en vældig interessant instrumentation. Afslutningsnummeret, Highlands, er 16½ minut langt, og det tog mig noget tid at lære at elske. Det er nemlig rigtig langt, og musikalsk udvikler det sig ikke rigtigt, men historien, han fortæller, er rigtig morsom, og den bliver fortalt som kun Dylan kan fortælle den. Time Out of Mind kan anbefales til alle fans af Dylans ældre materiale. Den når næsten de højder, og det er virkelig noget at prale af.

483 – The Notorious B.I.G. – Life After Death (1997)

I 1994 udgav the Notorious B.I.G. Ready To Die i samarbejde med producer Sean Combs, som senere selv blev rapper under navnet Puff Daddy, og siden har han skiftet navn til P. Diddy. The Notorious B.I.G., eller Biggie, som han ofte kaldes, da det andet simpelthen bare tager for lang tid at sige, havde arbejdet på efterfølgeren til det i dag klassiske album i over et år, og 2 uger før albummets udgivelse gik han på nærmest tragikomisk vis hen og blev skudt. Men selvom manden døde, levede musikken videre, og i 1997 blev dobbeltalbummet Life After Death udgivet. Biggie var til sin død en sublim lyriker, men dobbeltalbummet er en farlig kunst, og der er flere uheldige hændelser, der finder sted på dette album. Noget, der dog altid sidder i skabet er Combs’ produktion. Musikken bliver ironisk nok meget levende af det, og man får let en overbevisning om, at Biggie er en cool fyr, selv hvis man ikke lytter til teksten. Et gammelt ordsprog går, “sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er”, og hans tekst omgås en rigtig afslappet produktion.

Han er netop også selv meget afslappet. Han kan svine folk som Tupac og Nas til i sine tekster, men der er sgu ingen der kan rokke på hans temperament. Han bliver meget opført som en mafioso på netop dette album, så det kan have noget med det at gøre. Ja, han har endda et par få sexsange på albummet, og selv her virker han afslappet og tilpas. Og hvis du nogensinde har set et billede af ham, ved du at det, at han på nogen måde kunne være et sexikon lyder latterligt, men han leverer det mesterligt. Men selvom leveringen er god, så har sange som Fuck You Tonight og Nasty Boy ikke meget at byde på rent lyrisk, så de sætter lidt pladen i tomgang. Der er til gengæld sørget for, at få masser af gæstemusikere til at gøre oplevelsen farverig. Jay-Z, Bone Tugs-n-Harmony, R. Kelly, Lil’ Kim og D.M.C. fra Run-D.M.C. er kun få af de navne,  man foruden Biggie kan høre på Life After Death. De fleste af dem kommer med nogle rigtig gode vers, og det gør det let at klare de næsten 2 timer, albummet varer.

Albummets store svaghed ligger i, at Biggie ikke har så meget at snakke om, især sammenlignet med debuten, der handlede om noget nyt på hvert nummer. Han bruger meget af albummet på at svine andre rappere til, prale, snakke om sex og ofte flere af disse på en gang. Han er dog rimelig god til alt dette, og han får fyret mange morsomme linjer af, men at han har dobbelt så meget at snakke om på albummet, der er halvt så langt er svært at ignorere. En anden irriterende ting ved albummet er de mange skits, der er på. De fleste foregår over en utydelig telefonsamtale, og jeg har let kunne nyde musikken uden. Jeg kan virkelig ikke se nogen grund til, at de er der. Og så må Sean Combs også gerne lære, at der ikke er nogen grund til at komme med indskud indimellem linjerne. For en højlydt gruppe som Public Enemy fungerer det at Flavor Flav råber i tide og utide, men det fungerer ikke, når vores rapper er en så afslappet person som Biggie. Alt i alt har Life After Death rigtig meget guf på sig, men de svage sider er efter min mening for store, til at jeg ville kalde den for en af de bedste hip hop-plader nogensinde. Men den er værd at lytte til, hvis man kan lide Ready to Die.