256 – Janet Jackson – The Velvet Rope (1997)

Jeg er ret stor fan af Janet Jacksons Rhythm Nation 1814, men ingen andre plader i hendes diskografi har rigtig grebet mig på samme måde. Jovist, Control er en rigtig velskåret popplade, men den har bare ikke dette høje ambitionsniveau, som Rhythm Nation 1814 har. Efter Rhythm Nation 1814 fortsatte hun med nogle flere konceptalbums, der alle havde til fælles, at de var virkelig lange. Meget populær blev The Velvet Rope fra 1997, og på denne er længden virkelig tydelig. Den er over 75 minutter lang, og det er helt sygt, især når Jackson slet ikke formår at holde min interesse. The Velvet Rope har slet ikke nogen gennemgående stil. Der bliver udforsket mange forskellige genrer, men aldrig på en måde, der føles sammenhængende. Det er nok også meget svært at finde en måde, man kan gå fra tyggegummipop til hård rock. På Rhythm Nation 1814 var der mange korte interludier, der skabte god sammenhæng mellem numrene, og disse vender tilbage på The Velvet Rope, men her føles de bare tilfældige. Der kommer en overgang, der får Empty og What About til at føles som om, de fortsætter, hvor den anden slap, men det er jo ikke godt, når denne overgang alligevel lyder forfærdeligt.

Sangene er ikke meget bedre, og underligt nok fejler de forskellige sange på vidt forskellige præmisser. Det største problem ved mange af sangene, heriblandt Empty og Free Xone  er, at instrumentationen er alt for vild i forhold til Jacksons bløde stemme, og det føles ikke engang som om, det var lavet til at matche. Hver eneste gang, den sang begynder, tror jeg, at lydene kommer fra et andet sted, men næ nej. Det er bare denne bløde sang, der har brug for James Brown-samples og en trommemaskine på speed. Selv de bedste sange har væsentlige problemer. Got ‘Til It’s Gone har mumlende vokaler fra Janet, og Q-Tips konstante indspark tilføjer ingenting. Han kommer heldigvis med et godt gæstevers, og melodien er ret inderlig, og den passer godt sammen med det fængende Joni Mitchell-sample. Together Again har en sjov, glad melodi, men den er virkelig så corny, at det ligeså godt kunne være et eurodance-nummer. Og dette har ikke noget at gøre med, at jeg ikke kan lide eurodance, det har simpelthen noget at gøre med, at albummet er ret alvorligt meget af tiden. Der er mange seksuelle sange, og meget af albummet handler om at udforske sin seksualitet.

Der er to ting, The Velvet Rope gør ret godt. Det første er de udfordrende sociale emner, der behandles virkelig godt. Det behandles ikke altid helt fantastisk, ligesom med Rhythm Nation 1814 er konceptet ret løst, men i det mindste gør Jakcson noget nyt og interessant. Det andet er sangskrivningen på det mest fundamentale niveau. Dette album er bare fuldt af meget stærke melodier, alle kan synge med på hurtigt. Man får ikke nær så hurtigt et forhold til det hele som med sangene på hendes foregående tre albums, men meget af det er stadig let at få på hjernen. Det er lidt synd, at vi har at gøre med et album, der tager masser af chancer, men som er bedst, når færrest bliver taget. Det bedste nummer på pladen er hvis du spørger mig I Get Lonely. Det er stadig en for lang sang, der mumles meget af vejen igennem, men god er den da. Det meste af slutningen på albummet er ret sikkert spillede ballader, heriblandt et cover af Rod Stewarts Tonight’s the Night. Det bliver lidt kedeligt i længden, især da pladen allerede har været igang i lang tid inden dette. The Velvet Rope er ikke rigtig noget, jeg kan anbefale at lytte til. Det er trist, for det er et ambitiøst værk, men det ender med at falde på halen. Der er gode melodier og tekster, men det er så også det.

279 – Mary J. Blige – My Life (1994)

90’ernes R&B-scene var meget eksplosiv i sin kreativitet. Genrer som hip hop-soul, neo-soul og new jack-swing begyndte at blomstre, og det gjorde de med navne som Mary J. Blige og albums som hendes anden plade, My Life fra 1994. Dette album var produceret af en af årtiets definerende producere, Sean Combs alias Puffy. Og Puffys produktion er helt suveræn. Lyden er altid virkelig kærlig og omsorgsfuld, og arbejdet med Bliges stemme er virkelig smukt. Melodierne er også meget fængende. Lige fra det første nummer, Mary Jane (All Night Long) må man gøre sig klar på at høre nogle vaskeægte ørehængere. Hvordan man får denne, I’m Going DownI’m the Only Woman eller det flotte afslutningsnummer, Be Happy ud af hovedet, er mig en gåde. Teksterne derimod, det er en lidt anden historie. De er alle om ret trivielle emner, sex, at slå op, kærlighed og… ja, det er det. Men hey, det kan man også skrive meget om, og mange gode albums har kun fokuseret på et enkelt af disse emner, så så skidt er det ikke, vel?

Desværre jo, for teksterne er uhyre simpelt skrevet. Vi snakker om sange, der ikke er bange for at rime money med honey, joy med boy, myself med no one else, feel med real, stay med way, og det er som sådan ikke så slemt igen – og det havde da også en vis charme i 50’erne. Men denne plade er fra 1994, og den lyder også så moderne, at der virkelig ikke er noget ved den, der føles gammeldags. Det er selvfølgelig imponerende, at musikken holder så godt, men det gør det bare tydeligere, at teksterne er frygteligt simpel. Derudover er alle disse børnehaverim at finde på omkvædene. Der er et cover af I’m Going Down af Rose Royce, og ja, derpå bliver down rimet med around, og det er jo ikke imponerende eller noget, men forskellen her er, at det passer naturligt ind. Det lyder fuldstændig logisk at sige “I’m going down, ’cause you ain’t around, my whole world’s upside down”. Derimod er det bare fjollet at synge “Come into my bedroom honey, what I got will make you spend money” med mindre Mary Jane (All Night Long) rent faktisk handler om livet som prostitueret. Denne er oven i købet en virkelig stærk sang i alle andre aspekter.

Lad mig lige vende tilbage til produktionen. Over halvdelen af alle sangene sampler mindst ét nummer, men det lyder bare så godt sammen med sangen, at man ikke lægger mærke til det. Selv lagde jeg kun mærke til ét sample, og det var i et interludium. Oven i alt dette, så bruger sangene også hip hop-beats. Ja, alle disse bløde soulsange bruger hårdtslående trommemaskiner. Det passer faktisk godt sammen, og det hjælper albummets dynamik. Apropos albummets dynamik, så er den fin. Det er ikke noget fantastisk, men den er fin. Hvilket derfor gør det svært at undskylde, at pladen er over en time lang. Ja, det er en hel del. Især når man tænker på, at de fleste sange er om stort set det samme, og de bliver også behandlet på nogenlunde samme måde. Det er ikke et problem i sig selv, men med pladens længde bliver det lidt kedeligt. Jeg kunne godt have undværet sange som Don’t GoI Never Wanna Live Without You og Be with You. Pladen bliver dog holdt i vejret af stærke melodier, fantastisk produktion og en vidunderlig stemme. My Life har mange skønhedsfejl, men anbefales, det kan den nu engang godt, især til fans af de seneste 20 års R&B.

312 – Lauryn Hill – The Miseducation of Lauryn Hill (1998)

Fugees var en vidunderlig hip hop-gruppe, som desværre kun nåede at optage to albums. Efter det andet, The Score, gik medlemmerne hvert til sit, og alle tre begyndte ret succesfulde solokarrierer. Den mest succesfulde af dem var dog underligt nok den mindst produktive, nemlig Lauryn Hills. I skrivende stund har Lauryn Hill ikke lavet andet end ét studiealbum og ét livealbum, men studiealbummet var både et af 90’ernes mest roste og et af de mest solgte. Det hed The Miseducation of Lauryn Hill, og der blev taget et par skridt væk fra rapmusikken, hun ellers var kendt for. Hun rapper stadig på et par numre her og der på albummet, men generelt har vi at gøre med noget førsteklasses neo-soul. I modsætning til meget af samtidens R&B, så var The Miseducation of Lauryn Hill en meget organisk plade. Der er nogle få samples, men næsten al musikken er indspillet i studiet. Og det er ikke bare et lille antal musikere, nej der er mange, og ikke én spiller med på mere end halvdelen af numrene, så der er stor variation i instrumentationen.

På et af pladens bedste numre, To Zion, spiller selveste Carlos Santana endda med på guitar, og han gør det naturligvis virkelig imponerende. Men mest af alt er det vigtigt, at det lyder rigtig godt sammen med Lauryn Hills sang. Jeg vil også lige bide mærke i, at Hill heller ikke er den eneste, der synger på denne plade. Lauryn kunne med lethed bare have optaget flere vokalportioner, men hun har i god gammeldags motown-stil fået en masse korsangere til at skabe en mere levende lyd. De gør musikken meget mere fyldig og livlig, og det føles ikke helt ulig den nærhed, man mærker, når man lytter til The Roots. Et gennemgående tema på The Miseducation of Lauryn Hill er kærlighed. Mellem mange af sangene finder man interludier, der er optaget i et klasselokale, hvor en lærer snakker med eleverne om kærlighed. Det er sjovt at høre disse optagelser, og der spiller noget musik under, så de stadig passer musikalsk ind på albummet. Ellers sørger de for at fastslå dette tema, hvilket sørger for, at disse mange sange om kærlighedens facetter føles som om, de hænger mere sammen med Hills privatliv.

The Miseducation of Lauryn Hill er en ret lang plade. Den varer næsten 70 minutter, men længden er faktisk slet ikke et problem, og den væsentligste årsag til dette er, at alle sangene er virkelig stærke og sammenhængende. Derudover er de varierede. Der er meget hårdtslående rapnumre som åbningsnummeret Lost Ones, mens den sentimentale Ex-Factor har en meget flot ømhed, som Hill virkelig skønt udtrykker. Alle sangene lærer man let at kende så godt, at man får et ret nært forhold til dem hurtigt efter, man har lyttet til dem. Ingen, jeg kender, har som Hill formået at mestre både rap og sang så godt, og selvom hun ikke rapper så ofte her som på Fugees-pladerne, så er hun stadig sprød, når hun gør det på Lost OnesFinal Hour og Forgive them Father. Hun har også to rigtig dygtige gæstesangere med på pladen, nemlig Mary J. Blige og D’Angelo, der kommer med unikke bidrag til henholdsvis I Used to Love Him og Nothing Even Matters. Begge har smukke stemmer, og de arbejder godt sammen med Hill. Hvis du kan lide ambitiøs popmusik, så er The Miseducation of Lauryn Hill nok et album for dig, for det fortjener al sin ros og succes, hvis du spørger mig.

477 – Fugees – The Score (1996)

Lauryn Hill, Wyclef Jean og Pras dannede i 1992 Fugees, som i 1996 brød igennem med deres andet og sidste album, The Score. Hvis du vil høre tilsvininger eller pral, så er der masser af god hip hop fra samtiden at kaste sig over, men hvis man derimod vil høre bidende samfundskritik, så er Fugees en gruppe man burde kaste sig over, og The Score er et godt sted at starte, selvom der jo næsten ikke er andre muligheder. Noget, man hurtigt lægger mærke til, er at Wyclef Jean og Lauryn Hill ikke kun kan rappe, men de er også gode sangere – i Lauryn Hills tilfælde endda en fantastisk en, så det er ikke et tilfælde at hun oftest er den, der hives frem, når der skal synges. Når Wyclef Jean dog af og til får lov til at tage de portioner, lyder han heller ikke værst, selvom han måske har en tendens til at overreagere. Deres cover af Bob Marleys No Woman, No Cry, hvor Wyclef synger er på den måde et godt alternativ til Marleys udgave, men den kan ikke konkurrere med originalen på samme måde, som Lauryn Hill gør på deres cover af Roberta Flacks Killing Me Softly with His Song.

Især No Woman, No Cry passer dog godt ind på albummet, da Marley i løbet af hele albummet har sin indflydelse, og de har moderniseret nummeret en smule, så det har mere at gøre med 90’ernes amerikanske storbyliv. Det er små ændringer, men de ændrer meget på sangen. Hele albummet har meget med storbylivet at gøre, og et andet emne er hvordan tidens hip hop-scene så ud. De nævner ingen navne, for der er jo intet problem, hvis bestemte rappere er materialistiske løgnhalse – men det er surt, hvis vi snakker en stor del, uanset hvem, der nu engang er værst. Numre som How Many Mics, Cowboys og The Mask kritiserer på det groveste kulturen, og de vidste, at dem, der gjorde det, vidste, hvem de var. Produktionen er foretaget af et utal af forskellige mennesker, heriblandt Wyclef, Hill og Pras selv, og de var hele vejen igennem meget inspirerede af reggae, der også spiller en væsentlig rolle på deres debutalbum. Det er rimelig interessant, for albummet inkorporerer næsten ingen reggae-rytmer, og de sampler ikke en eneste reggae-sang, med mindre vi medregner No Woman, No Cry. De havde bare reggae i sjælen, og fik på den måde genskabt det på unormal vis.

Både Pras, Wyclef og Hill er fantastiske lyrikere, og deres flow er meget originalt. De kører sjældent på samme måde igennem en hel sang, de kan gå fra at være stive til løse på et splitsekund. De har på alle mulige måder dynamiske stemmer, der ofte skifter tempo, styrke og punch for at tilføje effekt. De er om noget lidenskabelige, og det føles som om, de er i gang med at ændre verden med deres ord. Noget af det bedste ved dem er dog, at de aldrig føles som selvhøjtidelige gangstere – de er bare tre gutter, der har stærk meddelelser. Hvis du er til hip hop af den mere alternative slags, så er The Score et utrolig let album at anbefale. Det er faktisk så alternativt, at der ikke rigtig indeholder noget af det, som mange ikke kan lide hip hop på grund af. Man behøver slet ikke at være en fan af genren for at kunne nyde det – man kunne lige så godt være fan af reggae eller R&B. Det kan dog hjælpe at have lyttet til noget hip hop før, da sproget sikkert kunne være lidt svært at forstå for en, der ikke har lyttet til nok i forvejen.

488 – D’Angelo – Voodoo (2000)

D’Angelo er ofte blevet omtalt som skaberen bag neo-soul, en genre, der i løbet af slutningen af 90’erne fornyede soul, samtidig med at den fik tilbagevundet mange af genrens oprindelige motiver. Mange mener, at genren startede med D’Angelos plade Brown Sugar fra 1995, og i dag skal vi snakke om den plade, han lavede derefter, Voodoo fra 2000. Han gjorde lyden mere sexet end nogen havde formået siden Prince, som han også tog meget inspiration fra. Andre inspirationer inkluderer Jimi Hendrix, James Brown, Parliament/Funkadelic, Sly & the Family Stone og diverse andre indflydelsesrige R&B-musikere, og Voodoo er et enormt virvar af al denne lyd, og man kan end ikke se det, hvis man ikke lige ved det. D’Angelo er en meget sexet personlighed, og han kan da også let sælge sig på den egenskab. Kig blot på et nummer som det efterhånden klassiske Untitled (How Does It Feel), der nok minder mere om Prince end noget andet nummer på pladen, men Voodoo gjorde sig også bemærket på anden vis.

Voodoo åbner ganske vist med den rigtig sexede sexsang Playa Playa, men det gik det først virkelig op for mig, at jeg havde et mesterværk i ørerne, da jeg nåede til det andet nummer, Devil’s Pie. Den grundlæggende melodi er rigtig simpel, men det bliver opvejet af D’Angelo’s stemme, den afrikansk inspirerede instrumentation og det dødbringende toneleje. Sangen er en grum fortælling om, hvordan de fleste i D’Angelos miljø ville sælge sin sjæl til djævelen for penge, sex og berømmelse – inkl. D’Angelo selv, hvilket er en modig drejning. Som albummet fortsætter udforskes mange lyriske og især musikalske facetter. Mange af sangene handler om sex, men han får virkelig vendt og drejet det emne i vilde retninger. I starten af pladen er det forholdsvis let at tage fat om musikken. Selvom åbningsnummeret Playa Playa er 7 minutter langt, fungerer det som en popmelodi, men ca. som man når til det syvende nummer, One Mo’Gin, stiger den gennemsnitlige sanglængde, og melodierne bliver også mere udfordrende.

One Mo’Gin, Spanish Joint, Feel Like Makin’ Love og Greatdayindamornin’/Booty er rigtig interessante kompositioner. De benytter sig af temposkift, varieret toneleje, forskudte rytmer, instrumentale så vel som vokale harmonier, og alle disse ting finder både sted som noget pludseligt og som noget, der gradvist kommer frem i nummeret. Samtidig med at musikken eksperimenterer så meget, er det stadig meget afslappende musik. Man kan roligt læne sig tilbage, mens man hører kompositioner, der ikke minder om meget andet. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at Voodoo ændrede R&B-verdenen på samme måde som den mere poppede Brown Sugar gjorde, men det var desværre ikke tilfældet. Det er en klassiker, og den blev også rost i sin samtid, men ingen af samtidens store musikere lod sig inspirere meget af den. Dog har en af nutidens største navne, Frank Ocean, nok lyttet meget til dette album, og det kunne nok sige noget om, at Voodoo var forud for sin tid. Bedre moderne R&B skal man lede længe efter.