D’Angelo er ofte blevet omtalt som skaberen bag neo-soul, en genre, der i løbet af slutningen af 90’erne fornyede soul, samtidig med at den fik tilbagevundet mange af genrens oprindelige motiver. Mange mener, at genren startede med D’Angelos plade Brown Sugar fra 1995, og i dag skal vi snakke om den plade, han lavede derefter, Voodoo fra 2000. Han gjorde lyden mere sexet end nogen havde formået siden Prince, som han også tog meget inspiration fra. Andre inspirationer inkluderer Jimi Hendrix, James Brown, Parliament/Funkadelic, Sly & the Family Stone og diverse andre indflydelsesrige R&B-musikere, og Voodoo er et enormt virvar af al denne lyd, og man kan end ikke se det, hvis man ikke lige ved det. D’Angelo er en meget sexet personlighed, og han kan da også let sælge sig på den egenskab. Kig blot på et nummer som det efterhånden klassiske Untitled (How Does It Feel), der nok minder mere om Prince end noget andet nummer på pladen, men Voodoo gjorde sig også bemærket på anden vis.

Voodoo åbner ganske vist med den rigtig sexede sexsang Playa Playa, men det gik det først virkelig op for mig, at jeg havde et mesterværk i ørerne, da jeg nåede til det andet nummer, Devil’s Pie. Den grundlæggende melodi er rigtig simpel, men det bliver opvejet af D’Angelo’s stemme, den afrikansk inspirerede instrumentation og det dødbringende toneleje. Sangen er en grum fortælling om, hvordan de fleste i D’Angelos miljø ville sælge sin sjæl til djævelen for penge, sex og berømmelse – inkl. D’Angelo selv, hvilket er en modig drejning. Som albummet fortsætter udforskes mange lyriske og især musikalske facetter. Mange af sangene handler om sex, men han får virkelig vendt og drejet det emne i vilde retninger. I starten af pladen er det forholdsvis let at tage fat om musikken. Selvom åbningsnummeret Playa Playa er 7 minutter langt, fungerer det som en popmelodi, men ca. som man når til det syvende nummer, One Mo’Gin, stiger den gennemsnitlige sanglængde, og melodierne bliver også mere udfordrende.

One Mo’Gin, Spanish Joint, Feel Like Makin’ Love og Greatdayindamornin’/Booty er rigtig interessante kompositioner. De benytter sig af temposkift, varieret toneleje, forskudte rytmer, instrumentale så vel som vokale harmonier, og alle disse ting finder både sted som noget pludseligt og som noget, der gradvist kommer frem i nummeret. Samtidig med at musikken eksperimenterer så meget, er det stadig meget afslappende musik. Man kan roligt læne sig tilbage, mens man hører kompositioner, der ikke minder om meget andet. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at Voodoo ændrede R&B-verdenen på samme måde som den mere poppede Brown Sugar gjorde, men det var desværre ikke tilfældet. Det er en klassiker, og den blev også rost i sin samtid, men ingen af samtidens store musikere lod sig inspirere meget af den. Dog har en af nutidens største navne, Frank Ocean, nok lyttet meget til dette album, og det kunne nok sige noget om, at Voodoo var forud for sin tid. Bedre moderne R&B skal man lede længe efter.