Året er 1960, og Newport Jazz Festival har kørt i seks år nu. For første gang optræder en bluesmusiker på festivalen, og han er ingen ringere end Muddy Waters. Senere på året bliver koncerten udgivet som liveplade, og den fik det meget passende navn Live at Newport 1960. På albummet finder man 8 forskellige Muddy Waters-numre, hvoraf et endda bliver spillet to gange, nemlig den klassiske Got My Mojo Workin’. De forsøger at forklæde den anden omgang af sangen ved at kalde den for Got My Mojo Workin’, Pt. 2, men reelt er det bare en kortere udgave af den samme sang, og de er placeret lige efter hinanden. Det giver denne meget simple sang over 7 minutter i træk på pladen, og normalt ville jeg virkelig ikke være glad for sådan noget, men al den energi, begær og kærlighed, Muddy og bandet lægger i nummeret, gør at det som sådan ikke gør noget. Man får på At Newport 1960 nogle af Waters’ mest berømte numre, men man får også nogle, man virkelig skal undersøge grundigt, hvis man vil finde oprindelsen. Mindst ét nummer var faktisk spritnyt. nemlig afslutningsnummeret Goodbye Newport Blues.

Udvalget er tydeligvis ikke fokuseret på at fremvise de mest berømte, manden har lavet, også selvom man får et par stykker af disse. De har rettere fokuseret på variation, og det er dejligt. Jeg har faktisk hørt hele blues-albums, hvor alle sange benytter sig af nogenlunde samme gamle melodi, af og til med omkvæd indimellem. Denne bluesmelodi bliver her kun brugt på Soon Forgotten og Goodbye Newport Blues, men vel til dels også på Got My Mojo Workin’ og I Got My Brand on You. De to sidste har dog gjort meget med melodien, og store dele af dem går også i anden melodi, så der er stadig meget variation i forhold til samtidens bluesalbums. Desværre er variationen dog som med de fleste af genrens ældste albums albummets største problem. Det er ganske enkelt virkelig begrænset, hvad man kan gøre med gammeldags blues-formularer. Waters var så ikke af den helt gammeldags skole, han var en af de første, der lavede elektrisk blues. Men at instrumenterne er elektriske gør kun pladens helhed mere unik, det gør ikke, at de individuelle numre minder mindre om hinanden.

Muddy Waters havde virkelig dygtige musikere med på scenen. Otis Spann er en gud på klaveret, og på guitaren kan man sammen med Waters finde en meget dygtig mand ved navn Pat Hare. Man lægger ikke mærke til det med det første, men der ligger nogle rigtig gennemarbejdede vejrtrækningsteknikker bag mundharmonikiaen, som bliver spillet af James Cotton. Sidst men ikke mindst har Muddy Waters enormt meget charme som sanger. Han har lige så meget råt begær som Robert Johnson, men han har en helt unik måde at forføre publikum på samtidig. På numre som Baby Please Don’t Go og Tiger in Your Tank kan man tydeligt høre hans store smil, og det føles som at være der selv. Det er rigtig hyggeligt. Hvis du kan lide blues, så er mange af de største albumklassikere jo live-albums, og selvom Live at Newport 1960 måske ikke har overlevet tidens tand videre formidabelt, så kan man stadig tydeligt høre talentet og spilleglæden, og sangudvalget er også ganske godt. Det er en af genrens bedste liveplader.