Tag-arkiv: Chicago-blues

38 – Muddy Waters – The Anthology (2001)

Udgivet den af
Svar

Den store bluessanger og -guitarist Muddy Waters begyndte at udgive singler allerede i 1940’erne, men det var først i 1960, at han for første gang udgav et album. Hvis man vil udforske Muddy Waters’ tidlige, mest indflydelsesrige år er det derfor mest givende at gå efter opsamlingsalbum. Der er udgivet en del opsamlinger, der fokuserer specifikt på Muddy Waters’ tidlige år, men en af de mere omfattende, ‘The Anthology’ fra 2001 dækker over stort set hele hans karriere: fra 1947-sangen ‘Gypsy Woman’, hans første single under navnet Muddy Waters, til ‘Can’t Get No Grindin” fra 1973, den sidste af hans singler, hvor hverken a- eller b-siden var en genindspilning. Opsamlingen varer 2½ time og tracklisten er opsat i noget nær nøjagtig kronologisk orden. Derfor starter vi med hans tidlige sange, og de er absolut de sværeste at komme igennem. Han er ganske tydeligt både dygtig og innovativ allerede på disse tracks, men indspilningerne er mudrede, og lyden bliver trættende i længden. Oftest er det på disse tidlige tracks blot Waters på vokal og guitar, mens han har en bassist og ganske sjældent dertil et klaver eller en mundharpe. Bassen gør stort set aldrig noget mærkbart på disse numre, og efter noget tid begynder jeg virkelig at savne nogle trommer. Hans guitarspil og sangstil har dog allerede godt med karakter på disse indledende tracks.

Vi skal 40 minutter ind i albummet, før vi hører en stortromme, og så skal vi altså derefter igennem to tracks før det endelig lyder som om, vi har at gøre med et helt trommesæt. Det er synd, for jeg ender med tiden med at blive godt træt af denne elektriske variant af den minimalistiske delta-blueslyd, og ellers glimrende tracks som ‘Rollin’ and Tumblin’, Part One’ og ‘Rollin’ Stone’ ender med at drukne i en alt for ensartet lytteoplevelse. Opsamlingen lader til at prøve at skildre udviklingen i Muddy Waters’ karriere, men udviklingen sker i lang tid så langsomt, at jeg end ikke lægger mærke til den. Det går noget bedre, når han får sig en mere fuldbyrdig bandbesætning. Der er langt mere dynamik mellem instrumenterne, bassisten får endelig ting at tage sig til, og det bliver nærmest en fast del af setuppet, at Waters har en dygtig mundharpist med på sangene. Waters har fundet en stil, der virkelig klæder ham, og med tracks som ‘(I’m Your) Hoochie Coochie Man’, ‘Mannish Boy’ og ‘Got My Mojo Working’ fik han i midt-50’erne defineret Chicagos blueslyd som ingen anden. Jeg kan dog ikke ignorere, at vi støder på samme problem igen: Der er simpelthen for mange sange, og de er ikke forskellige nok, til at det giver mening at have så mange af dem.

50’erne er ganske enkelt overrepræsenteret, så selv om opsamlingen stolt proklamerer, at den går helt ind i starten af 70’erne, udgør 60’erne kun en lille del af albummet. Han begyndte ellers at forny sig selv igen i denne tid, og han udgav nogle glimrende album. Der er kun ét nummer fra hans glimrende ‘Live at Newport 1960’, hvilket ellers er ganske forfriskende at lytte til. Der er dertil blot to sange fra ‘Folk Singer’, hans akustiske album, hvor han atter går efter den simple Delta-lyd, dog denne gang med et langt mere velspillende band, der fylder sangene med masser af finurligheder. Vi får også to elektriske tracks fra omtrent samme periode, hvor et atter dygtigt band spiller en mere underspillet variant af den Chicago-lyd, der dominerede 50’ernes output. Dette er atter forfriskende, men hvor de indledende perioder i Waters’ diskografi fylder for meget på albummet, når man knap nok at lære disse 60’er-tracks at kende. Vi slutter af med en rimelig fornuftig 1969-genindspilning af 50’er-sangen ‘All Aboard’ samt det lidt fjogede 70’er-track ‘Can’t Get No Grindin”. ‘The Anthology’ er alt, alt for lang. Man kunne sagtens skære halvdelen af sangene fra, uden at opsamlingens koncept ville tage skade. Det er en lærerig opsamling, men den er lidt af en mundfuld, hvis man ikke er mærkbart interesseret i bluesmusikkens historie. Lyt i stedet til ‘Live at Newport 1960′, hvis du vil introduceres til Muddy Waters’ talent.

195 – John Mayall & the Bluesbreakers – Blues Breakers with Eric Clapton (1966)

Udgivet den af
Svar

Året er 1966. Bluesmusik havde i mange år været meget populært i USA, og især i 50’ernes Chicago var der en ganske enkelt eksplosiv udvikling i genren med navne som Little Walter, Muddy Waters og Bo Diddley. Årtiet efter begyndte ting dog virkelig at gå for sig i Storbritannien med navne som The Rolling Stones, John Mayall og Eric Clapton. Eric Clapton gik i 60’erne meget rundt fra det ene band til det andet, og efter han forlod The Yardbirds sluttede han sig til John Mayalls gruppe Bluesbreakers. I denne gruppe var også en anden i dag meget vigtig figur i britisk blueshistorie, nemlig John McVie, som senere dannede Fleetwood Mac. Disse tre udgav sammen med trommeslager Hughie Flint pladen Blues Breakers with Eric Clapton, også kaldet Beano, da coveret viser Eric Clapton læse en tegneserie af dette navn. På denne plade får man for alvor en definitiv, personlig britisk blueslyd, der adskiller sig fra tidligere forsøg på at genskabe det, amerikanerne havde lavet. Mens The Yardbirds og The Rolling Stones ganske vist gjorde numrene elektriske og satte tempoet op, så er de ikke blevet arrangeret meget mere om end det.

På Blues Breakers with Eric Clapton får man 7 covers af klassiske amerikanske bluessange krydret med 5 originale numre. De originale numre er ganske velskrevne. Min favorit er nok Key to Love, men Double Crossing Time, som Mayall har skrevet i samarbejde med Clapton, er også en virkelig god sang, der har et enormt fængslende groove. Man kan bare slet ikke sidde stille. Jeg må også huske at rose den minimalistiske Another Man, der udelukkende er Mayalls stemme, hans mundharpe og nogle klappelyde. Denne sang skaber en stemning, jeg ikke rigtig kan huske at have set magen til i nogen anden sang. Det er dog for alvor deres covers, der definerer pladen. De sætter liv og sjæl i hver eneste fortolkning, og de gør også virkelig alle numrene til deres egne. Selv de numre på pladen, jeg kender allerbedst i originaludgaverne, What’d I Say og Ramblin’ on My Mind føles helt anderledes i hænderne på Mayall og Clapton. Førstnævnte får endda interpoleret guitarriffet fra Beatles-sangen Day Tripper, og det lyder stadig fuldkommen skønt, måske oven i købet lige så godt som Ray Charles’ original.

Når man lytter til et gammelt amerikansk bluesalbum, kan det tit ende med at lyde ret ensartet, selv på mange af de bedste af dem. Blues Breakers With Eric Clapton er en virkelig varieret plade. Man får aldrig en sang, der ikke tilbyder noget nyt, og sangene fortsætter aldrig i for lang tid. Der er mange soloer, og de er alle interessante, føles friske og skaber dynamik i nummeret, de er på. De er desuden også virkelig imponerende, da vi har at gøre med fire enormt dygtige musikere – selv den relativt ukendte trommeslager Hughiw Flint brillerer virkelig på deres cover af What’d I Say. Der er også en blæsersektion, der spiller med på nogle få numre. Deres optræden på Have You Heard er nok deres tekniske højdepunkt, og de tilføjer også mest til lyden der. Men de føles aldrig som en overflødig tilføjelse, og de optræder sjældent nok til, at hvert nummer med dem er en glædelig overraskelse. Jeg må erklære mig virkelig glædeligt overrasket over denne plade. Jeg forventede selvfølgelig dygtige musikere, men dette er faktisk en god kandidat til mit yndlingsalbum med Eric Clapton. Jeg er blevet gladere og gladere for denne plade for hver gennemlytning, og jeg kan ikke se, hvordan blues kan blive meget bedre end dette.

198 – Little Walter – The Best of Little Walter (1958)

Udgivet den af
Svar

Chicagos blueslandskab var i 50’erne fuldkommen fantastisk, og dette er grundet navne som Buddy Guy, Muddy Waters, Otis Rush, Bo Diddley og selvfølgelig mundharmonikaspilleren over dem alle, Little Walter. Så tidligt som i 1958 fik Little Walter udgivet sit definitive opsamlingsalbum, The Best of Little Walter. 12 af denne herres største numre er at finde på denne plade. Et par af numrene er instrumentale og fokuserer da udelukkende på mundharpen, men selv på numrene, hvor han også synger, dedikeres meget af tiden til denne mundharpe. De to er nærmest uadskillelige, og man har generelt lettere ved at genkende ham på mundharpen end på stemmen. Det gør ham til en meget unik figur i Chicagos bluesscene i 50’erne, der jo ellers fokuserede meget på guitar, men siden Walter har mange andre bluesmusikere fra området taget mundharpen helt op ved siden af mikrofonen. Han stikker også meget ud ved at hans største numre næsten alle er skrevet af ham selv. Selv dem, der ikke er, har han tit skrevet om på, så han selv føles mere til stede på numrene, og sange som Mean Old World og Blues With a Feeling er i dag så indbegrebet af Little Walter, at de fleste slet ikke kender originalerne.

Little Walters sangskrivning er ikke rigtig noget specielt, når vi snakker vokalmelodierne. Egentlig er der heller ikke så meget at komme efter i instrumentationens kompositioner, men selve lyden er rigtig flot, og den passer godt sammen med mundharpen, der er pladens sande stjerne. Jeg er dog glad for, at der er vokalmelodier, da det sørger for at holde mundharpen frisk og levende. Et helt album fyldt med instrumentale mundharpe-numre kunne godt gå hen og blive langtrukkent, men sådan er det jo heldigvis ikke på The Best of Little Walter. Pladen er med sine 12 numre 35 minutter lang, og mens ikke alle numre er fuldkommen fantastiske, så er ikke ét dårligt, og den konstante vekslen mellem mundharpe og sang giver pladen meget dynamik. Det er en kvalitet, der sandsynligvis ikke ville kunne bære en meget længere plade egenhændigt, men det går skam på The Best of Little Walter. Som sagt er bundniveauet ikke særlig lavt, men topniveauet er faktisk virkelig imponerende, og det er især det, som gør denne plade til et must-have for de fleste blues-entusiaster. Sange som Blues With a Feeling, Juke og My Babe er helt fantastiske, og jeg forstår godt, at de er blandt genrens største klassikere i dag.

Det bedste på pladen har også holdt sig forbløffende godt sammenlignet med samtidens bluesnumre, især My Babe, der stadig er virkelig sjov at synge med på. Selv de relativt uinteressante numre er stadig blues af fin kaliber, og det er faktisk ganske forbløffende, når man tænker på, at de ikke blot var skrevet i 50’erne – de var også udvalgt dengang. Man kunne frygte, at de i for høj grad ville være produkter af deres tid, der ville virke alt for ens set med nutidige øjne. Og mens et par af dem måske føles som lidt mere uinteressante udgaver af Blues With a Feeling, så har de stadig alle noget unikt at byde på. Der har været udgivet større, bredere omfattende opsamlinger sidenhen, der også har medtaget meget af hans 60’er-materiale, men selv føler jeg ikke, at de overgår denne kompakte introduktion til mandens værk. The Best of Little Walter giver dig stor respekt for en bluesmusiker, du ikke nødvendigvis kendte så godt, før du satte pladen på, og du får virkelig lyst til at lære ham bedre at kende. Man kan mærke, at det er en opsamling, men det ødelægger ikke oplevelsen, og hvis du ikke kender meget til Little Walter, så er det et virkelig godt sted at starte.

223 – Howlin’ Wolf – Howlin’ Wolf (1962)

Udgivet den af
Svar

Blueslegenden Howlin’ Wolf gjorde sig mest i singler, og hans to første albums var da også stort set bare opsamlinger af singler, han havde udgivet de sidste par år. Den første af disse, Moanin’ in the Moonlight består hovedsageligt af sange, Howlin’ Wolf selv skrev, mens størstedelen af den anden plade, der blot hed Howlin’ Wolf, er skrevet af Willie Dixon, der også spiller bas på visse numre. På de andre spiller Buddy Guy, så bluestalenter har Howlin’ Wolf ikke savnet at arbejde sammen med. Howlin’ Wolf – eller The Rockin’ Chair Album, som det også kaldes grundet den markante gyngestol på coveret – opsamler samtlige singler og b-sider han lavede fra slutningen af 1959 til en gang i midten af 1962. Det er 11 sange i alt, og oven i disse finder man sangen Howlin’ for My Baby, der dengang ikke var udgivet før. Noget af det, jeg elsker ved Howlin’ Wolf er, at han er så let, meget lettere end mange andre bluesmusikere bare at lytte til uden at skulle være i noget særligt humør og uden at man skal falde bagover grundet instrumentationen. Det er stort set rock and roll, meget af det.

Det, der gør, at han ikke normalt opfattes som en rockmusiker er bl.a. hans stemme. Det er en af de største bluesstemmer nogensinde. Den er så beskidt og så grim, at sangene får en helt særlig personlighed, de næppe ville have fået, hvis det bare var Dixon selv eller en eller anden tilfældig sanger havde sunget dem. Sange som Wang Dang Doodle, Shake for Me og Little Baby er så beskidte og liderlige, at man har svært ved ikke at holde af dem i deres animalske natur. Vokalmelodierne er som forventet meget simple, men de er spillet med meget variation og fylde. Det er ikke som gamle standarder af Robert Johnson, hvor man måske i længden kan blive træt af, hvor ens meget af det lyder, da det jo bare er hans stemme og hans utrolige guitarevner. Det er heller ikke som Folk Singer af Muddy Waters, en anden plade, Dixon arbejdede med, hvor bas trommer og guitar sammen spiller virkelig forbløffende. Det er mere som noget rå rockmusik, hvor klaver bliver kastet oveni, og hvor præcision er langt fra nær så vigtigt som evnen til at have det sjovt. Garageblues er en vending, jeg har hørt brugt om f.eks. The White Stripes, men den passer på fuldkommen andre parametre også perfekt på Howlin’ Wolf.

Howlin’ Wolf lider desværre af et væsentligt problem, selvom kvaliteten er meget høj, og det er overraskende nok ikke, at det ikke føles som et album. Sangene hænger vældig godt sammen, og det er virkelig ikke til at høre, at de ikke var tiltænkt albumformatet. Det er, at det kun føles som et halvt album. Albummet er færdigt før man opdager det. Jeg har tit spillet det, og sagt til mig selv, at jeg var ved den anden sang, og så fundet ud af, at jeg var midt i track 5, og når det hele er slut, tænker man “var det det hele?”. Det er end ikke fordi sangene er korte eller ikke er mindeværdige, der er bare ikke nok, og der mangler nogle klare dynamiske højdepunkter. Dynamikken er bare ikke skarp nok til at klare så kort en albumlængde. Det er sikkert derfor at mange foretrækker at høre Howlin’ Wolf og Moanin’ in the Moonlight i én lang køre, og der er da også en udgave, hvor man får begge plader på én cd. Det er underligt nok i omvendt rækkefølge, men det er faktisk en meget solid måde at lytte til musikken. Howlin’ Wolf er dog også en ganske solid plade på egne ben.

348 – Muddy Waters – Live at Newport 1960 (1960)

Udgivet den af
1

Året er 1960, og Newport Jazz Festival har kørt i seks år nu. For første gang optræder en bluesmusiker på festivalen, og han er ingen ringere end Muddy Waters. Senere på året bliver koncerten udgivet som liveplade, og den fik det meget passende navn Live at Newport 1960. På albummet finder man 8 forskellige Muddy Waters-numre, hvoraf et endda bliver spillet to gange, nemlig den klassiske Got My Mojo Workin’. De forsøger at forklæde den anden omgang af sangen ved at kalde den for Got My Mojo Workin’, Pt. 2, men reelt er det bare en kortere udgave af den samme sang, og de er placeret lige efter hinanden. Det giver denne meget simple sang over 7 minutter i træk på pladen, og normalt ville jeg virkelig ikke være glad for sådan noget, men al den energi, begær og kærlighed, Muddy og bandet lægger i nummeret, gør at det som sådan ikke gør noget. Man får på At Newport 1960 nogle af Waters’ mest berømte numre, men man får også nogle, man virkelig skal undersøge grundigt, hvis man vil finde oprindelsen. Mindst ét nummer var faktisk spritnyt. nemlig afslutningsnummeret Goodbye Newport Blues.

Udvalget er tydeligvis ikke fokuseret på at fremvise de mest berømte, manden har lavet, også selvom man får et par stykker af disse. De har rettere fokuseret på variation, og det er dejligt. Jeg har faktisk hørt hele blues-albums, hvor alle sange benytter sig af nogenlunde samme gamle melodi, af og til med omkvæd indimellem. Denne bluesmelodi bliver her kun brugt på Soon Forgotten og Goodbye Newport Blues, men vel til dels også på Got My Mojo Workin’ og I Got My Brand on You. De to sidste har dog gjort meget med melodien, og store dele af dem går også i anden melodi, så der er stadig meget variation i forhold til samtidens bluesalbums. Desværre er variationen dog som med de fleste af genrens ældste albums albummets største problem. Det er ganske enkelt virkelig begrænset, hvad man kan gøre med gammeldags blues-formularer. Waters var så ikke af den helt gammeldags skole, han var en af de første, der lavede elektrisk blues. Men at instrumenterne er elektriske gør kun pladens helhed mere unik, det gør ikke, at de individuelle numre minder mindre om hinanden.

Muddy Waters havde virkelig dygtige musikere med på scenen. Otis Spann er en gud på klaveret, og på guitaren kan man sammen med Waters finde en meget dygtig mand ved navn Pat Hare. Man lægger ikke mærke til det med det første, men der ligger nogle rigtig gennemarbejdede vejrtrækningsteknikker bag mundharmonikiaen, som bliver spillet af James Cotton. Sidst men ikke mindst har Muddy Waters enormt meget charme som sanger. Han har lige så meget råt begær som Robert Johnson, men han har en helt unik måde at forføre publikum på samtidig. På numre som Baby Please Don’t Go og Tiger in Your Tank kan man tydeligt høre hans store smil, og det føles som at være der selv. Det er rigtig hyggeligt. Hvis du kan lide blues, så er mange af de største albumklassikere jo live-albums, og selvom Live at Newport 1960 måske ikke har overlevet tidens tand videre formidabelt, så kan man stadig tydeligt høre talentet og spilleglæden, og sangudvalget er også ganske godt. Det er en af genrens bedste liveplader.

476 – The Paul Butterfield Blues Band – The Paul Butterfield Blues Band (1965)

Udgivet den af
Svar

Paul Butterfield var en af de første hvide bluessangere, da han debuterede med albummet The Paul Butterfield Blues Band i 1965, og ikke alene var han en formidabel sanger, der gjorde god brug af inspirationer som Little Walter og Muddy Waters i sin vokal, men han havde også et fantastisk band med sig. Elvin Bishop og især Mike Bloomfield er fantastiske guitarister, der giver numrene utrolig meget liv og energi. Og det er rigtig vigtigt med den slags, 7 af albummets 11 numre er covers af bluesklassikere, så hvis de ikke satte deres eget spin på melodierne, kunne det virke tamt. De bygger som helhed meget på Muddy Waters’ elektriske blues, og de flirter også meget med blues-rock, der var en spritny genre på den tid. De er derfor meget kraftige og energiske i deres udførsel af klassikerne, og deres 4 originale numre er tydeligvis også skrevet specifikt til denne lyd. To af disse numre, Thank You Mr. Poobah og Screamin’ er instrumentale, og på dem får Bloomfield og Bishop virkelig lov til at udfolde sig mens Butterfield selv holder sig til sin mundharmonika.

De to andre originale numre, Born In Chicago og Our Love Is Drifting, kører på det samme gamle blues-mønster, som Robert Johnson f.eks. bruger på Sweet Home Chicago, og hvert eneste af de mange covers, der er på albummet, følger samme mønster, dog et par få af dem med omkvæd, der gør lyden mere varierende. Dog er hvert eneste cover en sand bluesklassiker, der bliver opført med rigtig høj energi, og den store forskel i tempoet på numre som Mystery Train og Got My Mojo Working gør, at man knap nok lægger mærke til, at de er skrevet på næsten samme måde. Der er på mange af numrene tillagt guitarsoloer, der giver Bloomfield og Bishop mulighed for at puste meget liv i numrene, som alle bluesfans efterhånden har hørt til døde. Det ville dog have været rart, hvis der var valgt nogle lidt mere forskelligt opbyggede numre, så de eneste undtagelser ikke var de instrumentale numre. Dette kunne både være hjulpet ved at skrive nogle nye sange, der var opbygget anderledes, eller blot ved at vælge nogle andre sange at lave covers af.

5 af numrene har orgel på sig, og den energiske lyd bliver endnu bedre af det. De høje orgeltoner gør lyden frisk og original, hvilket virkelig redder dem fra at lyde som endnu et bluesband, der bare hægter sig fast i klassikerne. Ikke ét af deres covers lyder som den mest kendte udgave, måske med undtagelse af den af Muddy Waters’ Got My Mojo Working, men da Waters tydeligvis var en vigtig inspiration for dem, gav det mening at lave en så direkte hyldest, og da sangen jo også i sin tid blev gjort populær med en elektrisk lyd, passer den jo perfekt ind. The Paul Butterfield Blues Band er et album, som enhver bluesfan bør lytte til. Hvis man kan sine klassikere, vil man nok nikke genkendende til mange af numrene, og man vil aldrig ryste på hovedet over deres behandling, for de gør det altid med både respekt, personlighed og energi. Og så er Bloomfield, Bishop og Butterfield selv altid en fornøjelse at lytte på, og de andre bandmedlemmer trækker bestemt heller ikke oplevelsen ned.