Paul Butterfield var en af de første hvide bluessangere, da han debuterede med albummet The Paul Butterfield Blues Band i 1965, og ikke alene var han en formidabel sanger, der gjorde god brug af inspirationer som Little Walter og Muddy Waters i sin vokal, men han havde også et fantastisk band med sig. Elvin Bishop og især Mike Bloomfield er fantastiske guitarister, der giver numrene utrolig meget liv og energi. Og det er rigtig vigtigt med den slags, 7 af albummets 11 numre er covers af bluesklassikere, så hvis de ikke satte deres eget spin på melodierne, kunne det virke tamt. De bygger som helhed meget på Muddy Waters’ elektriske blues, og de flirter også meget med blues-rock, der var en spritny genre på den tid. De er derfor meget kraftige og energiske i deres udførsel af klassikerne, og deres 4 originale numre er tydeligvis også skrevet specifikt til denne lyd. To af disse numre, Thank You Mr. Poobah og Screamin’ er instrumentale, og på dem får Bloomfield og Bishop virkelig lov til at udfolde sig mens Butterfield selv holder sig til sin mundharmonika.

De to andre originale numre, Born In Chicago og Our Love Is Drifting, kører på det samme gamle blues-mønster, som Robert Johnson f.eks. bruger på Sweet Home Chicago, og hvert eneste af de mange covers, der er på albummet, følger samme mønster, dog et par få af dem med omkvæd, der gør lyden mere varierende. Dog er hvert eneste cover en sand bluesklassiker, der bliver opført med rigtig høj energi, og den store forskel i tempoet på numre som Mystery Train og Got My Mojo Working gør, at man knap nok lægger mærke til, at de er skrevet på næsten samme måde. Der er på mange af numrene tillagt guitarsoloer, der giver Bloomfield og Bishop mulighed for at puste meget liv i numrene, som alle bluesfans efterhånden har hørt til døde. Det ville dog have været rart, hvis der var valgt nogle lidt mere forskelligt opbyggede numre, så de eneste undtagelser ikke var de instrumentale numre. Dette kunne både være hjulpet ved at skrive nogle nye sange, der var opbygget anderledes, eller blot ved at vælge nogle andre sange at lave covers af.

5 af numrene har orgel på sig, og den energiske lyd bliver endnu bedre af det. De høje orgeltoner gør lyden frisk og original, hvilket virkelig redder dem fra at lyde som endnu et bluesband, der bare hægter sig fast i klassikerne. Ikke ét af deres covers lyder som den mest kendte udgave, måske med undtagelse af den af Muddy Waters’ Got My Mojo Working, men da Waters tydeligvis var en vigtig inspiration for dem, gav det mening at lave en så direkte hyldest, og da sangen jo også i sin tid blev gjort populær med en elektrisk lyd, passer den jo perfekt ind. The Paul Butterfield Blues Band er et album, som enhver bluesfan bør lytte til. Hvis man kan sine klassikere, vil man nok nikke genkendende til mange af numrene, og man vil aldrig ryste på hovedet over deres behandling, for de gør det altid med både respekt, personlighed og energi. Og så er Bloomfield, Bishop og Butterfield selv altid en fornøjelse at lytte på, og de andre bandmedlemmer trækker bestemt heller ikke oplevelsen ned.