Tag-arkiv: Howlin’ Wolf

153 – Howlin’ Wolf – Moanin’ in the Moonlight (1959)

Udgivet den af
Svar

Howlin’ Wolf var født med en stemme, der var perfekt til bluesmusik. Den var sprød og kradset, og den var på en gang beskidt og fuld af sjæl. Hans måde at formidle blues gennem sin stemme er uovertruffen, og selv hvis han skulle finde på at lave et mere middelmådigt nummer, ville hans stemme løfte det højt op. I løbet af 50’erne udgav han mange singler for pladeselskabet Chess, og 12 af disse blev i 1959 opsamlet på hans første studiealbum, Moanin’ in the Moonlight. Ja, definitionen af et studiealbum var noget løsere dengang, og fordi de næppe oprindeligt blev udgivet med henblik på et album, vil jeg anmelde Moanin’ in the Moonlight som en opsamling. Og i forhold til, at den er en opsamling, er den ret konsekvent i sin lyd. Det siger måske mest af alt, at Howlin’ Wolf ikke udviklede sig synderligt meget fra 1951 til 1959, men han havde også fat i en fed lyd. Derudover er udvalget også ret godt. Der er visse Chess-singler, der er blevet fravalgt, og det er ikke nogle, der er blevet store klassikere sidenhen. Jeg er dog ret glad for sange som Howlin’ Wolf Boogie og Mr. Highway Man, men det er ikke store tab.

Derudover er Howlin’ Wolfs musik nok lidt for simpel, til at flere numre ville være en særlig god idé. 33 minutter virker som en ganske tilpas længde, når der nu ikke er bedre albumstruktur. For albumstrukturen virker i grunden ret tilfældig i opbygning. Der er lige sørget for, at sange, der minder alt for meget om hinanden (f.eks. Smokestack Lightning  og Moanin’ for My Baby) ikke er for tæt på hinanden. Dermed kan man nyde begge to, selvom man da kommer til at lægge mærke til, at Moanin’ for My Baby minder lige lovlig meget om en sang, man tidligere har hørt, og som desuden var langt mere veludført. Der er også som så mange opsamlinger svingninger i kvaliteten. Når man bliver præsenteret for mesterlige sange som Smokestack Lightning, Evil, I Asked for Water (She Gave Me Gasoline) og How Many More Years, kan sange som I’m Leaving You, Moanin’ for My Baby og No Place to Go godt virke lidt banale. Men stadig, der er masser af følelse, og de er ikke decideret dårlige. Til gengæld er de ikke produceret lige godt, og det er problematisk. Noget af årsagen til, at man husker Smokestack Lightning så godt, er måske bare, at den er produceret så meget mere lækkert end den rodede All Night Boogie (All Night Long).

Howlin’ Wolf er måske i grunden ikke en kunstner, der er særlig velegnet til albumformatet, men Chess gjorde et hæderligt forsøg, og efter min mening, fik de faktisk skruet noget ganske tilfredsstillende sammen et par år efter med pladen, der blot hedder Howlin’ Wolf. Denne er opbygget efter samme koncept, men indenfor en kortere årrække, nemlig kun fra 1959 til 1962. Man kan let anskaffe disse to i en bundle, det er faktisk stort set lettere end at få dem hver for sig. Sammen udgør de en rigtig god introduktion til Howlin’ Wolf, og de rummer alle de essentielle tracks. Der er også mange fine numre på Moanin’ in the Moonlight, men kvaliteten på optagelserne såvel som selve sangene svinger, og jeg har derfor svært ved at anbefale Moanin’ in the Moonlight med hele mit hjerte, med mindre man skulle være meget interesseret i at udforske Howlin’ Wolfs karriere. Start i så fald med albummet Howlin’ Wolf, som da også kommer først på bundlen, og hvis den er noget for dig, så søg i det mere beskidte guld på Moanin’ in the Moonlight.

223 – Howlin’ Wolf – Howlin’ Wolf (1962)

Udgivet den af
Svar

Blueslegenden Howlin’ Wolf gjorde sig mest i singler, og hans to første albums var da også stort set bare opsamlinger af singler, han havde udgivet de sidste par år. Den første af disse, Moanin’ in the Moonlight består hovedsageligt af sange, Howlin’ Wolf selv skrev, mens størstedelen af den anden plade, der blot hed Howlin’ Wolf, er skrevet af Willie Dixon, der også spiller bas på visse numre. På de andre spiller Buddy Guy, så bluestalenter har Howlin’ Wolf ikke savnet at arbejde sammen med. Howlin’ Wolf – eller The Rockin’ Chair Album, som det også kaldes grundet den markante gyngestol på coveret – opsamler samtlige singler og b-sider han lavede fra slutningen af 1959 til en gang i midten af 1962. Det er 11 sange i alt, og oven i disse finder man sangen Howlin’ for My Baby, der dengang ikke var udgivet før. Noget af det, jeg elsker ved Howlin’ Wolf er, at han er så let, meget lettere end mange andre bluesmusikere bare at lytte til uden at skulle være i noget særligt humør og uden at man skal falde bagover grundet instrumentationen. Det er stort set rock and roll, meget af det.

Det, der gør, at han ikke normalt opfattes som en rockmusiker er bl.a. hans stemme. Det er en af de største bluesstemmer nogensinde. Den er så beskidt og så grim, at sangene får en helt særlig personlighed, de næppe ville have fået, hvis det bare var Dixon selv eller en eller anden tilfældig sanger havde sunget dem. Sange som Wang Dang Doodle, Shake for Me og Little Baby er så beskidte og liderlige, at man har svært ved ikke at holde af dem i deres animalske natur. Vokalmelodierne er som forventet meget simple, men de er spillet med meget variation og fylde. Det er ikke som gamle standarder af Robert Johnson, hvor man måske i længden kan blive træt af, hvor ens meget af det lyder, da det jo bare er hans stemme og hans utrolige guitarevner. Det er heller ikke som Folk Singer af Muddy Waters, en anden plade, Dixon arbejdede med, hvor bas trommer og guitar sammen spiller virkelig forbløffende. Det er mere som noget rå rockmusik, hvor klaver bliver kastet oveni, og hvor præcision er langt fra nær så vigtigt som evnen til at have det sjovt. Garageblues er en vending, jeg har hørt brugt om f.eks. The White Stripes, men den passer på fuldkommen andre parametre også perfekt på Howlin’ Wolf.

Howlin’ Wolf lider desværre af et væsentligt problem, selvom kvaliteten er meget høj, og det er overraskende nok ikke, at det ikke føles som et album. Sangene hænger vældig godt sammen, og det er virkelig ikke til at høre, at de ikke var tiltænkt albumformatet. Det er, at det kun føles som et halvt album. Albummet er færdigt før man opdager det. Jeg har tit spillet det, og sagt til mig selv, at jeg var ved den anden sang, og så fundet ud af, at jeg var midt i track 5, og når det hele er slut, tænker man “var det det hele?”. Det er end ikke fordi sangene er korte eller ikke er mindeværdige, der er bare ikke nok, og der mangler nogle klare dynamiske højdepunkter. Dynamikken er bare ikke skarp nok til at klare så kort en albumlængde. Det er sikkert derfor at mange foretrækker at høre Howlin’ Wolf og Moanin’ in the Moonlight i én lang køre, og der er da også en udgave, hvor man får begge plader på én cd. Det er underligt nok i omvendt rækkefølge, men det er faktisk en meget solid måde at lytte til musikken. Howlin’ Wolf er dog også en ganske solid plade på egne ben.

308 – Diverse Kunstnere – The Sun Records Collection (1994)

Udgivet den af
Svar

I 1952 blev et pladeselskab ved navn Sun Records grundlagt i Memphis. De ville i løbet af 50’erne få nogle helt enorme navne på sig, der ville ændre musiklandskabet for evigt, heriblandt B.B. King, Howlin’ Wolf, Carl Perkins, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis, Johnny Cash og selvfølgelig Elvis Presley. I 1994 blev et ganske populært opsamlingsalbum ved navn The Sun Records Collection udgivet, og på det fandt man en ganske blandet samling af singler, der blev udgivet på Sun Records. Man får dem fordelt på 3 cd’er, og på disse finder vi selvfølgelig nogle store klassikere af rockpionererne, men vi finder også mange ukendte sange. Hvor mange af jer kender Bear Cat af Rufus Thomas, Red Caddilac and a Black Mustache af Warren Smith eller Red Hot af Billy Lee Riley? Men disse er rigtig fede omend simple sange, der virkelig trænger til mere kærlighed. Foruden den tidlige rockmusik Sun Records er kendt for, så kan man også finde meget rendyrket country og blues på The Sun Records Collection – der er ikke meget rock over Easy af Big Walter Horton eller Swamp Root af Harmonica Frank Floyd.

Men, lad mig nu komme til sagen, for selvom du kan høre nogle flotte sange på denne opsamling, så er det ikke fordi det er det, der får de fleste til at høre netop denne plade. Der er mange flotte opsamlinger med ukendte sange derude, men få har ligeledes et så flot udvalg af tidlige sange af Elvis Presley, Jerry Lee Lewis, Roy Orbison, Johnny Cash og Carl Perkins. De af deres sange, der findes på denne plade er generelt enormt fede. Nogle få sange af Jerry Lee Lewis og Carl Perkins er lidt for rutinerede country-sange til mig, men derudover er det hele fed rock and roll, som simpelthen ikke kunne findes bedre dengang. Man skal lige huske på, at det er begrænset til de sange, musikerne optog for Sun Records, så man får hverken Ring of Fire, Oh, Pretty Woman eller Jailhouse Rock. Til gengæld får man That’s All Right, Whole Lotta Shakin’ Goin’ On, Oobie Doobie, Folsom Prison Blues og Honey, Don’t samt mange andre både kendte og ukendte sange af disse mænd.

Størstedelen af The Sun Records Collection består dog af musikere, de fleste aldrig har hørt om. Det er ikke det hele, der holder lige godt i dag, men hvert nummer giver et rigtig godt indblik i 50’ernes musikkultur og rockens spæde begyndelse. Og det er reelt det største, man kan sælge The Sun Records Collection på, nemlig det historiske. I modsætning til andre yderst historisk interessante opsamlinger, f.eks. Anthology of American Folk Music, der opsamler en masse ukendte sange fra slut-20’erne og start-30’erne, så er The Sun Records Collection faktisk hovedsageligt en meget berigende musikalsk oplevelse. Den er med sine 3 timer lidt af en mundfuld, men det er jo derfor der er 3 cd’er. Ikke alle sangene er glemte mesterværker, men der er en del derimellem, f.eks. Rufus Thomas, Warren Smith og Billy Lee Rileys sange på pladen, for ikke at snakke om den ufatteligt overset B.B. King-sang B.B. Blues. Hvis du har en forkærlighed for tidlig rock and roll, så kan jeg virkelig ikke se en årsag til ikke at lytte til The Sun Records Collection. Det er virkelig godt stof det meste af tiden.