276 – Diverse Kunstnere – Anthology of American Folk Music (1952)

Harry Smith var en eksperimenterende filmskaber, der i 1952 samlet 84 folkesange, som var blevet optaget i 20’erne og 30’erne. Smith samlede disse sange på tre dobbelt-LP’er. Den første af disse havde undertitlen Ballads og fokuserede sjovt nok på ballader. Den anden havde den lidt mere uigennemskuelige titel Social Music og fokuserede delvist på musik spillet til festlige lejligheder og delvist på religiøs musik. Den sidste har den latterligt vage titel Songs, og den handler mest om hverdagsting – men næsten alt, der ikke ville passe på Ballads eller Social Music har fået sin stjernestund her. Meget af musikken er ikke værd at lytte til nu til dags, hvis man bare lytter til det for at høre noget god musik. Meget af det er meget simpelt og ensformigt, og til trods for, at hver sang kun varer ca. 3 minutter, er mange af dem virkelig langtrukne, da vers såvel som omkvæd er meget korte. Dette kan især siges om Ballads, hvor sange som King Kong Kitchie Kitchie Ki-Me-O af Chubby Parker og Peg and Awl af The Carolina Tar Heels kan være svære at holde ud i længden

Der er dog meget, der stadig er værd at lytte til, især på Social Music. Noget er ganske vist lige så ensartet som det værste på Ballads, men disse sange er ofte ret sære. Jeg kan slet ikke lade være med at grine, når jeg lytter til Saut Crapaud af Columbus Fruge eller Rocky Road af Alabama Sacred Harp SingersSocial Music er uden tvivl også den del, der er lettest at forstå. Selv med det værste af denne musik, forstår man, hvorfor det er her, for det gjorde folk glade. Dels er der rigtig meget festmusik, der bliver spillet på strygere, og man kan lige se for sig, hvordan folk danser rundt i salen. I nogle af tilfældene kan man endda høre folk hoppe rundt og sige “one – two”. Det giver en vis livsglæde. Al gospelmusikken er også virkelig sjov. Musikerne lever sig virkelig ind i det, og man føler sig velsignet af deres enorme dedikation. Songs er uden tvivl den mest moderne af de tre dobbelt-LP’er. Det er dog kun relativt til de andre, men meget af det lyder ikke særlig langt fra Elmore James’ og Woodie Guthries tidlige værker.

Hvis man har en interesse indenfor musikhistorie bliver albummet nok meget bedre end ellers. Grateful Dead, Pete Seeger, Bob Dylan, Joan Baez, Beck, Nick Cave, Elvis Costello, John Fahley, Steve Earle, Sonic Youth, Lou Reed, Wilco og Richard Thompson er kun få af de navne, der har ladet sig inspirere af musikken herpå. På Songs lærer man også meget om hverdagslivet for de fattige dengang. Man hører om deres daglige problemer, om deres pengemangel, om døden omkring dem, om alskens sorger, men mange lykkestunder er også at finde. Det er ikke det mest berigende rent musikalsk, men det er jo bare lavet med det, der lige var i nærheden. Halvdelen af instrumenterne på pladen er nok hjemmelavede. Disse mennesker har ikke studeret musik eller noget, de var bare nogle hyggelige mennesker, der aldrig nogensinde ville tjene mere end nogle få håndører på musikken. Der er kun én årsag til at nogen som helst af disse numre blev optaget, og det er fordi disse mennesker elskede musikken. Det gør ikke albummet bedre at lytte til, for meget af denne musik er helt oprigtigt noget værre hø. Det er dog hø, der er optaget med kærlighed, og det kan man mærke. Det er svært at anbefale den, hvis musikhistorie ikke interesserer dig, men hvis det gør, så er den en meget god måde at lære denne periode at kende.

308 – Diverse Kunstnere – The Sun Records Collection (1994)

I 1952 blev et pladeselskab ved navn Sun Records grundlagt i Memphis. De ville i løbet af 50’erne få nogle helt enorme navne på sig, der ville ændre musiklandskabet for evigt, heriblandt B.B. King, Howlin’ Wolf, Carl Perkins, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis, Johnny Cash og selvfølgelig Elvis Presley. I 1994 blev et ganske populært opsamlingsalbum ved navn The Sun Records Collection udgivet, og på det fandt man en ganske blandet samling af singler, der blev udgivet på Sun Records. Man får dem fordelt på 3 cd’er, og på disse finder vi selvfølgelig nogle store klassikere af rockpionererne, men vi finder også mange ukendte sange. Hvor mange af jer kender Bear Cat af Rufus Thomas, Red Caddilac and a Black Mustache af Warren Smith eller Red Hot af Billy Lee Riley? Men disse er rigtig fede omend simple sange, der virkelig trænger til mere kærlighed. Foruden den tidlige rockmusik Sun Records er kendt for, så kan man også finde meget rendyrket country og blues på The Sun Records Collection – der er ikke meget rock over Easy af Big Walter Horton eller Swamp Root af Harmonica Frank Floyd.

Men, lad mig nu komme til sagen, for selvom du kan høre nogle flotte sange på denne opsamling, så er det ikke fordi det er det, der får de fleste til at høre netop denne plade. Der er mange flotte opsamlinger med ukendte sange derude, men få har ligeledes et så flot udvalg af tidlige sange af Elvis Presley, Jerry Lee Lewis, Roy Orbison, Johnny Cash og Carl Perkins. De af deres sange, der findes på denne plade er generelt enormt fede. Nogle få sange af Jerry Lee Lewis og Carl Perkins er lidt for rutinerede country-sange til mig, men derudover er det hele fed rock and roll, som simpelthen ikke kunne findes bedre dengang. Man skal lige huske på, at det er begrænset til de sange, musikerne optog for Sun Records, så man får hverken Ring of FireOh, Pretty Woman eller Jailhouse Rock. Til gengæld får man That’s All RightWhole Lotta Shakin’ Goin’ OnOobie Doobie, Folsom Prison Blues og Honey, Don’t samt mange andre både kendte og ukendte sange af disse mænd.

Størstedelen af The Sun Records Collection består dog af musikere, de fleste aldrig har hørt om. Det er ikke det hele, der holder lige godt i dag, men hvert nummer giver et rigtig godt indblik i 50’ernes musikkultur og rockens spæde begyndelse. Og det er reelt det største, man kan sælge The Sun Records Collection på, nemlig det historiske. I modsætning til andre yderst historisk interessante opsamlinger, f.eks. Anthology of American Folk Music, der opsamler en masse ukendte sange fra slut-20’erne og start-30’erne, så er The Sun Records Collection faktisk hovedsageligt en meget berigende musikalsk oplevelse. Den er med sine 3 timer lidt af en mundfuld, men det er jo derfor der er 3 cd’er. Ikke alle sangene er glemte mesterværker, men der er en del derimellem, f.eks. Rufus Thomas, Warren Smith og Billy Lee Rileys sange på pladen, for ikke at snakke om den ufatteligt overset B.B. King-sang B.B. Blues. Hvis du har en forkærlighed for tidlig rock and roll, så kan jeg virkelig ikke se en årsag til ikke at lytte til The Sun Records Collection. Det er virkelig godt stof det meste af tiden.