466 – Hole – Live Through This (1994)

Lad mig sige noget, før jeg begynder denne anmeldelse – jeg kan ikke rigtig lide Holes forsanger Courtney Love som mediepersonlighed eller sangerinde. Jeg kan blot kigge på noget så simpelt som coveret til Live Through This, og jeg har virkelig ikke lyst til at lytte til musikken. Men jeg må give mig, Live Through This er et helt formidabelt grunge-album. Det minder meget om det mest kendte af alle grunge-bands, nemlig Nirvana, og mens jeg selvfølgelig kunne hakke på dem for manglende originalitet, så er jeg faktisk fuldkommen ligeglad, for Nirvana er rigtig gode, så jeg kan ikke se noget skidt i at efterligne dem, især ikke hvis man kan komme med nogle gode nye sange, der bare minder om dem, og det er lige hvad Hole har gjort på deres mesterværk. Der er først og fremmest en stor fokus på albumdynamik. Det kører meget fra bitter til rasende og tilbage igen, hvilket derfor gør lyden meget elastisk og varierende. Der er hele tiden noget nyt at lytte på, hvilket gør albummet konstant engagerende.

Jeg har allerede sagt, at jeg ikke bryder mig meget om Courtney Loves stemme, og det er mest tilfældet, når hun holder sig rolig. Hun lyder meget bitter og wannabe-deprimeret. Jeg vil ikke sige, at hun ikke har været det, hun har nok taget for mange stoffer til på nogen måde at have kunnet undgå depression, men hun leverer det ikke specielt overbevisende, og jeg ville nok være ret træt af det, hvis de ikke så ofte gik over i nogle lidt hårdere lyde, hvor hun lyder meget mere desperat. Hun skriger så lungerne næsten brister, og det er rigtig intenst at lytte til. Melodierne er skrevet helt perfekt. Som sagt er der meget vægt på dynamikken, men stemning mangler dette album heller ikke. Selvom Love selv bliver ret irriterende, når hun skal være stille, så holder musikken, der spiller bag hende. Den er meget trist eller voldelig, når det passer til situationen, og især guitarist Eric Erlandson får sat sange som Asking for It, Miss WorldRockstar og Doll Parts i en rigtig voldelig, grov, bitter stemning, som jeg bare elsker, og han var sammen med Love også med til at skrive de stærke melodier.

Albummet er som tidligere nævnt rigtig godt opbygget, men næsten hver eneste sang holder næsten lige så godt på egen hånd, meget på grund af meget dynamik i de individuelle sange, men uden tvivl også på grund af at melodierne er rigtig fængende til trods for hvor triste de er. Det er heldigvis uden for mange gentagelser heller. Ikke en gang er jeg blevet træt af at høre de samme lyde komme fra den ene eller den anden sang, selv ikke når Love lyder bitter. Det kan godt være, at de kun blev så kendte, som de blev fordi Love var kæreste med Kurt Cobain fra Nirvana, som i øvrigt har to gæsteoptrædener som baggrundssanger herpå, men selv hvis det var den væsentligste årsag, ændrer det ikke på, at deres musik var fantastisk nok, til at de fortjente det alligevel. Lyt til Live Through This, hvis du ikke har nok i den lille diskografi, Nirvana udgav. Det her er næsten det samme, og det er næsten lige så godt. Hvis du ikke kan lide Nirvana, kan jeg dog næppe se, hvordan det her kunne være noget for dig.