67 – Billy Joel – The Stranger (1977)

Jeg er lidt i tvivl om, hvor velanset Billy Joel egentlig er som sangskriver nu til dags. Mere fjollede numre som ‘Uptown Girl’, ‘We Didn’t Start the Fire’ og ‘It’s Still Rock and Roll to Me’ har muligvis formået at trække opmærksomhed væk fra, hvor dygtig han egentlig kan være, når han er bedst. Især i 70’erne udgav han gode albums i stribevis, og intet af dem formår at fremvise hans talenter som sangskriver i samme gad som ‘The Stranger’ fra 1977. Han formår her konsekvent at levere mindeværdige melodier, uanset om det gælder stille ballader som ‘She’s always a Woman’, mere rockede numre som ‘Movin’ Out (Anthony’s Song)’ eller en mere R&B-præget sang som ‘Just the Way You Are’. Ikke alene er de mindeværdige, men de er også stærke, når det kommer til stemning. Den eftertænksomme fornemmelse på bl.a. ‘Vienna’ skylder rigtig meget til sin simple melodi, og omvendt bliver fortællerens hektiske tankestrøm på ‘Scenes from an Italian Restaurant’ udtrykt rigtig godt med et totalt melodiskift, så snart den begynder. Billy Joel er virkelig god her til at få det hele til at gå op i en højere enhed på hvert eneste nummer.

Som lyriker oplever man også her Joel på toppen. En af mine favoritter er ‘Only the Good Die Young’, der ganske genialt er skrevet, så den taler til en andenperson, mens dens inhold reelt udforsker fortællerens ungdommelige liderlighed. ‘Movin Out (Anthony’s Song)’ udforsker to figurers jagt på den amerikanske drøm, og på ganske kort tid får Joel sat godt med drama og konflikt op i begge scenarier. Endnu engang må ‘Scenes from an Italian Restaurant’ også fremhæves som et højdepunkt. Sangen er elegant delt i to, en sektion, hvor fortælleren skænker vin på den titulære restaurant, og en sektion, hvor fortælleren genkender en gammel ven og mindes alt det, de er gået igennem. Det er en ret rørende fortælling, og den er så propfyldt med engagerende narrativt indhold, at dens status som Joels længste sang nogensinde på ingen måde er et problem. Billy Joels sangskrivning har jeg vist efterhånden etableret som værende sublim, men hvad med pladens andre aktører? Phil Ramones produktion er rigtig god. Alt lyder rigtig klart og tydeligt, og det er bl.a. Ramones skyld, at man får det flotte tema fra begyndelsen på titelnummeret fløjtet rettere end spillet på et instrument.

I det hele taget er samspillet mellem musikerne helt eminent. Der er et levende musikalsk univers på ‘The Stranger’, og man kan nærmest fornemme ansigtsudtrykket på hver eneste musiker, når man hører dem spille sammen. Der er en mere fyldig lyd på pladen end man typisk forbinder med Joel, der jo oftest blot er associeret med sit klaver. Den soniske oplevelse er ofte tættere på noget, man kunne forbinde med bands som Tom Petty and the Heartbreakers eller Bruce Springsteens E Street-band end det er på den typiske singer/songwriter-lyd. Der er dog også numre, der er helt nede på jorden: ‘She’s Always a Woman’, ‘Vienna’ og størstedelen af ‘Everybody Has a Dream’ er ganske afdæmpede. Uanset hvad er Joel ret god til at variere lyden. Dynamisk holder ‘The Stranger’ sig interessant hele vejen igennem, og dermed er det en rigtig let plade at spille mange gange, uden at man bliver spor træt af den. Det er en virkelig velskåret popplade, der er rig på charme, personlighed, variation og varme. Hvis jeg nu har ret i, at Billy Joels omdømme ikke er nær så godt, som det kunne være, så lad mig slå det fast, at det er ganske uretfærdigt for ‘The Stranger’, der stadig er en drøngod skive.

352 – Billy Joel – 52nd Street (1978)

I 1982 fik Billy Joels album 52nd Street æren af at blive det første album, der blev udgivet som cd. Albummet blev udgivet tilbage i 1978, og det er kendt som et af Joels bedste album, navnlig da man kan finde 3 af hans allerstørste hits på den: Big ShotHonesty og My Life. Disse tre er minsandten også de tre første sange på albummet, og Big Shot åbner ganske energisk som et af Joels hårdeste, mest rockede numre. Melodien er enormt sjov, og Joel giver den virkelig gas som sanger. Honesty er en langt blødere sang, men den er muligvis pladens bedste nummer, og blødheden giver god kontrast til Big Shot. Joel lægger enormt mange følelser i nummeret, og teksten er en god kandidat til at være den bedste, Joel nogensinde har skrevet – og det siger en del, når han trods alt også har skrevet Piano Man, Just the Way You Are og Only the Good Die Young. Han tager atter pladen i en ny retning med My Life. Det er en rigtig simpel popsang, men melodien er fantastisk, og teksten er ligeledes noget at skrive hjem om. Den er rigtig sjov, og for fanden, hvor er den bare umulig at blive træt af.

Zanzibar er en noget mere hårdtslående, dramatisk sang. Der bliver arbejdet rigtig godt med dynamik. Den er sjov og fængende, og jazz-trompetist Freddie Hubbard får også nogle flotte soloer. Albummet holder meget flot kvaliteten oppe med den rigtig sjove Stiletto. Dens klaver er en rigtig energisk drivkraft, og mens omkvædet ikke er nær så fængende som resten af albummet, så er versene noget af det dejligste på hele pladen. Joels charme på dette nummer er fantastisk, og hvis hele albummet var lige så godt som de fem første sange, så havde vi at gøre med et absolut mesterværk. Rosalinda’s Eyes er også en ganske sjov sang, men den mangler noget af den mættethed, som albummet hidtil har budt på. Melodien er ganske fin, men den præsenterer ikke rigtig noget, der griber fat i lytteren, selvom den klare indflydelse fra latinamerikansk musikkultur, nummeret byder på, er værd at bide mærke i, og lyrisk matcher Joel denne stemning ganske flot ved brug af vendinger som “Señorita”“Latin Dancing” og “Spanish part of town”.

Et stort hornorkester åbner kraftigt Half A Mile Away, der ganske vist ikke er den mest dynamiske eller interessante sang på pladen, men den er nok engang et eksempel på et rigtig sjovt nummer. Det bliver en smule ensformigt mod slutningen, men jeg kan slet ikke sige andet end, at det oftest er rigtig sjovt alligevel. Det er en rigtig mindeværdig sang, selvom det måske ikke er den mest fuldendte. Until the Night fik underligt nok æren af at være albummets tredje single. Nej, det var ikke Zanzibar eller Stiletto, men det burde det nok have været, for Until the Night er nok pladens kedeligste nummer. Det er latterligt bombastisk, men det har ikke nogen ironisk distance til dette faktum. Den kvindelige korsanger gør også at melankolien virker så meget desto dummere. Og så er det med over 6½ minut pladens ubestridt længste nummer. 52nd Street afsluttes ganske antiklimaktisk med et sjovt og kort titelnummer, der ikke runder pladen specielt godt af. Som helhed er 52nd Street en fed popplade. De første par numre er mesterværker, og så sakker det lidt ned som albummet skrider fremad, men hvis du kan lide poprock fra 70’ernes skatkiste, så er det nok et album for dig!