Kategoriarkiv: 1992

235 – Jackie Wilson – Mr. Excitement! (1992)

Udgivet den af
Svar

Når man kigger på kunstnere, der har udgivet så meget musik som Jackie Wilson har, så er det svært at finde et sted at starte. Manden har haft en helt enorm indflydelse på R&B såvel som rock and roll med sange som Lonely Teardrops, (Your Love Keeps Lifting Me) Higher and Higher og Reet Petite, og som mange i sin samtid er han meget mere kendt for sine singler end for sine albums. Et opsamlingsalbum virker da oplagt, men hvilket skal man tage? Rhino udgav i 1992 et ganske populært et, der hed Mr. Excitement!. Det er heller ikke en lille opsamling, over 3 timers Jackie Wilson finder man derpå, kronologisk opstillet fra hans karrieres begyndelse i slut-50’erne og hele vejen op til midt-70’erne. Han angreb mange stilarter i den periode, både noget stille, Bing Crosby-agtig crooning, noget vildt, festligt big band-musik, romantisk soul, gammeldags doo-wop. I starten flirter han endda lidt med Blues. Det er ikke det hele, jeg er lige glad for, men hele vejen igennem står én ting fast – Wilson er en fuldkommen fantastisk sanger. Han har ikke bare et stort register, men han mestrer mange teknikker, og han er altid meget karismatisk.

Hans karisma er noget af det, der gør hans bedste numre så gode, som de er. Reet Petite, Lonely Teardrops og Baby Workout er ganske fine på egen hånd, men de ville næppe være blevet sådan nogle klassikere uden Wilson bag mikrofonen. Men det bedste er, at selv mindre interessante sange bliver langt bedre med ham. Stormy Weather (Keeps Rainin’ All the Time) synes jeg f.eks. er meget kedelig og triviel. Jeg kan i selve sangskrivningen virkelig ikke finde én eneste interessant ting. Instrumentationen er dog ganske fin, men det, der hæver dette nummers kvalitet mest er Wilsons stemme. Bare måden, han siger ordene “Stormy Weather“ er helt magisk. Der er mange udgaver af denne sang, og nogle af dem er faktisk ret fine, men Wilsons udgave læner sig fuldkommen op af Wilson selv, og det fungerer bedre end man skulle forestille sig. Det er dog et gennemgående problem, at de mange langsommere, strygerbefængte, meget Bing Crosby-lignende sange bare ikke er særlig gode. Og så lyder de ens.

3 timer er også rigtig meget tid. Jeg nød en overraskende stor del af pladen, og hvad der især forbløffede mig, var at han i starten var lige så god som i slutningen – pladen er jo som sagt kronologisk opstillet. Der er lige fra begyndelsen til slutningen både svipsere og mesterværker, og Wilson rammer på intet tidspunkt her en død æra. Som LL Cool J siger: “Dont call it a comeback – I’ve been here for years”. Jeg har hørt nogle forfærdelige Jackie Wilson-sange på andre opsamlinger, f.eks. hans covers af Light my Fire, Over the Rainbow, Georgia on my Mind og især af Eleanor Rigby – en sang, der vist er umulig at lave et godt cover af. Men alt det skidt er sorteret fra på Mr. Excitement!. Der er kun to væsentlige problemer ved Mr. Excitement! – først og fremmest er mange sange forfærdeligt kedelige, og for det andet er pladen frygtelig lang. De to ting kunne meget let løses med ét smæk. Hvis du finder Mr. Excitement! billigt brugt et sted, så er den værd at lytte til, men hvis du vil have en god introduktion til Jackie Wilson, så kan det nok bedre anbefales at lytte til The Very Best of Jackie Wilson. Hvad end det er 1993-udgaven fra Ace eller 1994-udgaven fra Rhino, så er der bedre kvalitetskontrol, og længden er tilpas.

247 – R.E.M. – Automatic for the People (1992)

Udgivet den af
1

Der skete noget ganske uforudset i 1991 – de største indie-rockere fra det forgangne årti begyndte at blive mainstream. Det var navne som Violent Femmes, The Cure, Red Hot Chili Peppers, Soundgarden og selvfølgelig R.E.M., der pludselig fik en fuldstændig uventet popularitet. I R.E.M.’s tilfælde skyldtes det især én sang: den dybsindige Losing My Religion fra pladen Out of Time. Det er en af R.E.M.’s uden tvivl bedste sange, men de færreste siger normalt det samme om pladen, den kom fra. Heldigvis blev gruppens anden plade i deres mainstream-tid en af deres bedste nogensinde, hvis det da ikke var deres absolutte toppunkt kvalitetsmæssigt. Den hed Automatic for the People, og på den finder man så fantastiske klassikere som Drive, Everybody Hurts, Man on the Moon og The Sidewinder Sleeps Tonite. Det er underligt at kalde et R.E.M.-album for en ren hit-parade, og det er da også meget upassende i dette tilfælde. Selvom halvdelen af albummet endte med at være singler, så er det tydeligvis en albumoplevelse først, hitmaskine derefter, og det sætter jeg personligt meget pris på.

R.E.M. er sindssygt dygtige sangskrivere. De kan gøre melodier virkelig fængende, men samtidig kommer de dybt ind under huden, og teksterne er meget poetiske og finurlige. Everybody Hurts er en af de mest triste sange nogensinde, men det er samtidig én, folk hurtigt husker så godt, at de let kan synge med; og så bliver det endnu mere trist. Og sådan kan man faktisk beskrive en del af sangene på albummet, men de er stadig skrevet på ret forskellige måder. Drive, Try Not to Breathe og Star Me Kitten er alle gode eksempler på dette. De er ikke nær så triste på overfladen, men de to første kan virkelig hjemsøge dig, og Star Me Kitten får dig i en stor filosofisk trance. Det er meget stærkt følelsesmæssigt, men det har stadig et mere eller mindre svagt pop-flair, der gør selve kompositionen mindeværdig. Andre sange, heriblandt Man on the Moon og The Sidewinter Sleeps Tonite er mere energiske og lystige. Og mellem disse triste sange, så er de en smule livsbekræftende. Livet får endelig noget mening mellem alle disse triste sange. De er placeret helt perfekt.

Den sentimentale Nightswimming er dog for alvor det, der får tårerne frem i mine øjne af ren glæde. Det er helt vildt smukt. Jeg tror ikke engang, man ville kunne fatte denne sangs skønhed, hvis man ikke også lyttede til resten af pladen fra start til slut – som single klarede den sig i hvert fald ikke så imponerende igen. Det er pladens næstsidste sang, og det kunne have været et fantastisk afslutningsnummer, men på en eller anden måde bliver den overgået af det endelige afslutningsnummer, Find the River. Hvor Nightswimming kigger tilbage, så kigger Find the River frem. Man fornemmer, at lysere tider venter forude. Da R.E.M. et par år før Out of Time‘s udgivelse blev anklaget for at være for mørke hele tiden, svarede de igen med sangen Shiny Happy People, og dette er efter min mening en af gruppens værste sange. Det rigtige modsvar ville have været Automatic for the People – en plade, der bare når enorme niveauer af lykke, der kun kunne nås, fordi pladen var så trist i starten. Automatic for the People er en helt igennem genial plade. Hvis du er til alternativ rock, så er det et af de helt store mesterværker, nok en af de 10 bedste plader i genren.

368 – Rage Against the Machine – Rage Against the Machine (1992)

Udgivet den af
Svar

Rage Against the Machine var et af de første bands, der gjorde rap-metal populært. Og hvis jeg skal sige min ærlige mening, og det skal jeg vel, må jeg sige, at rap og metal ikke er genrer der sidenhen er blevet blandet specielt godt så ofte. Men de er langt bedre end Limp Bizkit, Hollywood Undead eller Crazy Town nogensinde kunne drømme om, og det beviste de så sandelig med deres debutplade, der simpelt nok også hed Rage Against the Machine. En af de mange ting, der gør dette til en langt bedre plade end stort set alt andet rap-metal, er at musikerne er vildt dygtige. Brad Wilk er en rigtig fed, energisk trommeslager, der tilføjer virkelig meget energi til musikken. Han bliver overgået af bassist Tim Commerford, der med sine funkinspirerede basgange gør sangene meget sjovere, og de er som taget ud af en Stevie Wonder- eller George Clinton-sang, så gode er de. Guitarist Tom Morello er dog pladens store stjerne. Han gør så sindssyge ting på guitaren, at man har lidt svært ved at fatte, at der kun er en enkelt guitarist. Hvis noget andet element i musikken skulle kede dig, kan du bare fokusere på Tom Morellos guitar, for der sker næsten hele tiden en hel masse.

Jeg har dog virkelig ingen anelse om, hvorfor resten af albummet dog ville kede dig. Der sker hele tiden noget nyt, og det har meget variation i både tempo og lydstyrke. Apropos lydstyrke, er det bare om at skrue godt op for det her album, for ellers så misser du virkelig noget. De fyrer den virkelig af, og det bliver aldrig trættende. De forstår virkelig her at give dig støj i store mættede poser, hvorefter de så lige skruer lidt ned for en stund, hvorefter de går i gang igen for fuld skrue. Man er altid tilfreds over det, man får, men man får aldrig for meget. Forsanger Zach de la Rocha rapper skrigende og irriteret om gruppens politiske holdninger, og der ryger også nogle virkelig flotte metaforer ud af munden på ham. Det gør det til en virkelig levende plade, og man får mere ud af teksterne end man får fra den sædvanlige punksang. Derudover er sangene bare godt gammeldags fængende. Man kan ikke nynne nogen af sangene, men man får let lyst til at skråle højlydt med. Og når der ikke er vokaler på, headbanger man gerne en smule.

Strukturelt sker der faktisk langt mere, end man nok ville tro på Rage Against the Machine. Hvis sangene udviklede sig mindre, ville man dog nok også blive ret træt af dem, da lyden er ganske ensartet hele vejen igennem, men der kommer rigtig ofte et eller andet, man slet ikke forventede. Om det så er nedskåret instrumentation, en guitarsolo, et break, et skift i melodi eller tempo, eller noget helt femte, så gør det, at jeg som lytter har lyst til at lytte videre. Og der er ikke et eneste nummer på pladen, der falmer blandt resten. Vi har at gøre med nogle af 90’ernes allerbedste metalsange her, og de arbejder også virkelig godt sammen om at skabe en storlsået helhed. Der er utrolig lidt i vejen med denne plade. Hvis du kan lide heavy metal, så er Rage Against the Machine stadig en virkelig frisk, energisk og kreativ plade, som jeg let kan anbefale. Hvis du ikke er til metal, kan jeg dog ikke love at den vil ændre din opfattelse af genren, men gruppen minder trods alt ikke så meget om de klassiske metal-bands, så jeg ville nok sige, at du bør give blot et par af numrene en chance alligevel.