Tag-arkiv: R.E.M.

Ugens playlist #1: Barok-pop

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker Spotify. Jeg elsker, hvordan de underbetaler musikere, ofte blot er en reklamesøjle for de store pladeselskaber, og hvordan de lige har fjernet den ellers geniale MusixMatch-feature, angiveligt fordi folkene bag MusixMatch ikke ville gå med til at gøre deres service spotify-eksklusiv. Mens jeg ville ønske, de førte andre forretningspraktikker, er det trods alt det man kan forvente af større forretninger, og Spotify er stadig en rigtig god streamingtjeneste, der tilbyder mange spændende services. Jeg bruger selv stort set alle facetter af spotify adskillige gange om måneden. Blandt andet har jeg lavet adskillige playlister. Nogle gange vil jeg ramme en bestemt stemning, andre gange vil jeg udforske en genre, af og til vil jeg endda prøve at lave en udførlig liste over mine top 100 sange fra et bestemt årti eller noget i den stil. Sidstnævnte bliver dog ret hurtigt forældet og misvisende.

Men lad mig komme til sagen: jeg vil gerne dele nogle af mine spotify-eventyr med jer. Så hver uge, vil jeg dele en playlist, jeg har lavet. Jeg vil gerne starte med én, jeg er ganske stolt af, nemlig en playlist med barok-pop. Hvad er barok-pop? Mens det kan lyde som en bizar fusion af Justin Timberlake og J.S. Bach, er det en noget mere elegant genre end det. Det er kort sagt popmusik, der vælger at bruge instrumenter, der typisk associeres med klassisk musik samtidig med, at de beholder nogle typiske popkarakteristika i instrumentationen. Horn, strygere og cembalo spiller her side om side med bas, guitar og trommer. Tænk på værker som Pet Sounds af The Beach Boys, Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band af The Beatles eller mere moderne kunstnere som Florence + The Machine, Father John Misty og Arcade Fire. Jeg har samlet 200 sange, så min bedste anbefaling er, at slå shuffle til, og spille den, når du har brug for noget behageligt, roligt, men stadig skæv, fængende og iørefaldende musik. Den er god til aftensmaden eller til lige at vågne op til. Man kan selvfølgelig også sagtens opdage ny musik gennem playlisten, så derfor har jeg tilføjet mere obskure navne såsom Love and Rockets, Owen Pallet, Camera Obscura og Mother Lewinsky. God lyttelyst.

197 – R.E.M. – Murmur (1983)

Udgivet den af
Svar

Før R.E.M. fik deres første reelle hit i 1987 med The One I Love, var deres omdømme mest af alt bygget på, at forsanger Michael Stipe mumlede. Han mumlede faktisk så meget, at deres første plade fik titlen Murmur, en yderst passende titel, hvis jeg skal sige det selv. For det omdømme er ikke ufortjent, man kan faktisk ikke rigtig høre mere end højst hvert tredje ord tydeligt. R.E.M. er sidenhen blevet kendt for at være fantastiske lyrikere, så man kunne være meget bange for, at der ville mangle en af grundpillerne i deres musik på debuten. Der er dog ingen grund til at være bekymret, for til trods for, at det meste af Murmur er uforståeligt på et lingvistisk niveau, så kan man føle det virkelig tydeligt grundet stærk sangskrivning og smuk levering. De få ord, man endelig kan høre, danner sammen med sangtitlerne tematisk grundlag for de individuelle numre. Disse er dog stadig så kryptiske, at man må undre sig over meget, men de er dog stadig så sammenhængende, at der lader til at kunne være en mening bag det hele. Og man får da også lyst til at finde teksterne og få en større forståelse for dem.

Instrumenterne bliver spillet med stor finesse på Murmur. Sammenlignet med senere R.E.M.-plader er der meget post-punk over det, og instrumentationen på numre som Moral Kiosk, 9-9 og West of the Fields lyder meget som noget, Gang of Four kunne have lavet, vokalmelodien er bare meget mere poppet. Men det er forfriskende at høre en bas, der konsekvent er mixet meget højt, det giver pladen noget mere kant. Jeg elsker også hvordan enkelte numre, heriblandt Talk About the Passion og Perfect Circle hiver lidt alternativ instrumentation ind. Det viser ikke blot, at R.E.M. mestrer mange stilarter, men det gør også bare pladen mere holdbar at lytte til. Dette koncept med at lave en holdbar plade er R.E.M. eksperter i – jeg har allerede rost Document og især Automatic for the People for dette, da jeg anmeldte dem, men allerede fra Murmur af stod det klart, at R.E.M. ville have lytterne til at lytte til deres plader fra ende til anden. Dette arbejder de virkelig smukt med, og de har derfor med Murmur gået meget op i, at hvert eneste nummer er unikt og mindeværdigt, og de omkringliggende numre skal kun fastslå dette endnu mere.

Jeg har nævnt, at følelser er en virkelig stor del af denne plade, men må hellere fortælle hvilke følelser, for vældet af dem er helt enormt. Der spændes over et latterligt stort register, men det mest forbløffende er, at håbet fra Shaking Through, kynismen fra Radio Free Europe og sentimentaliten fra Perfect Circle kan arbejde så smukt sammen, som de gør. Spektret kører så naturligt frem og tilbage. Og på numre som Catapult, så ved jeg ikke engang helt, hvad de prøver på at udtrykke rent følelsesmæssigt, men der er udentvivl meget lagt i nummeret. Der er også en fantastisk dikotomi mellem de ret så triste vers og det meget glade omkvæd. Jeg synes ikke, at alt, R.E.M. har lavet er helt perfekt, ikke engang alt er godt, men der er sørme langt mellem lavpunkterne, og Murmur er et af de albums, hvor der er allerhøjest bundniveau. Den har måske ikke lige så fængende melodier som Document eller ligeså stærk album-følelse som Automatic for the People, men det er også latterligt meget at kræve af en plade, uanset om der står R.E.M. på eller ej. Murmur er stadig en virkelig imponerende rockplade, der har klaret årene så godt, at man slet ikke kan høre, at den er over 30 år gammel.

247 – R.E.M. – Automatic for the People (1992)

Udgivet den af
1

Der skete noget ganske uforudset i 1991 – de største indie-rockere fra det forgangne årti begyndte at blive mainstream. Det var navne som Violent Femmes, The Cure, Red Hot Chili Peppers, Soundgarden og selvfølgelig R.E.M., der pludselig fik en fuldstændig uventet popularitet. I R.E.M.’s tilfælde skyldtes det især én sang: den dybsindige Losing My Religion fra pladen Out of Time. Det er en af R.E.M.’s uden tvivl bedste sange, men de færreste siger normalt det samme om pladen, den kom fra. Heldigvis blev gruppens anden plade i deres mainstream-tid en af deres bedste nogensinde, hvis det da ikke var deres absolutte toppunkt kvalitetsmæssigt. Den hed Automatic for the People, og på den finder man så fantastiske klassikere som Drive, Everybody Hurts, Man on the Moon og The Sidewinder Sleeps Tonite. Det er underligt at kalde et R.E.M.-album for en ren hit-parade, og det er da også meget upassende i dette tilfælde. Selvom halvdelen af albummet endte med at være singler, så er det tydeligvis en albumoplevelse først, hitmaskine derefter, og det sætter jeg personligt meget pris på.

R.E.M. er sindssygt dygtige sangskrivere. De kan gøre melodier virkelig fængende, men samtidig kommer de dybt ind under huden, og teksterne er meget poetiske og finurlige. Everybody Hurts er en af de mest triste sange nogensinde, men det er samtidig én, folk hurtigt husker så godt, at de let kan synge med; og så bliver det endnu mere trist. Og sådan kan man faktisk beskrive en del af sangene på albummet, men de er stadig skrevet på ret forskellige måder. Drive, Try Not to Breathe og Star Me Kitten er alle gode eksempler på dette. De er ikke nær så triste på overfladen, men de to første kan virkelig hjemsøge dig, og Star Me Kitten får dig i en stor filosofisk trance. Det er meget stærkt følelsesmæssigt, men det har stadig et mere eller mindre svagt pop-flair, der gør selve kompositionen mindeværdig. Andre sange, heriblandt Man on the Moon og The Sidewinter Sleeps Tonite er mere energiske og lystige. Og mellem disse triste sange, så er de en smule livsbekræftende. Livet får endelig noget mening mellem alle disse triste sange. De er placeret helt perfekt.

Den sentimentale Nightswimming er dog for alvor det, der får tårerne frem i mine øjne af ren glæde. Det er helt vildt smukt. Jeg tror ikke engang, man ville kunne fatte denne sangs skønhed, hvis man ikke også lyttede til resten af pladen fra start til slut – som single klarede den sig i hvert fald ikke så imponerende igen. Det er pladens næstsidste sang, og det kunne have været et fantastisk afslutningsnummer, men på en eller anden måde bliver den overgået af det endelige afslutningsnummer, Find the River. Hvor Nightswimming kigger tilbage, så kigger Find the River frem. Man fornemmer, at lysere tider venter forude. Da R.E.M. et par år før Out of Time‘s udgivelse blev anklaget for at være for mørke hele tiden, svarede de igen med sangen Shiny Happy People, og dette er efter min mening en af gruppens værste sange. Det rigtige modsvar ville have været Automatic for the People – en plade, der bare når enorme niveauer af lykke, der kun kunne nås, fordi pladen var så trist i starten. Automatic for the People er en helt igennem genial plade. Hvis du er til alternativ rock, så er det et af de helt store mesterværker, nok en af de 10 bedste plader i genren.

470 – R.E.M. – Document (1987)

Udgivet den af
Svar

R.E.M. havde udgivet 4 plader før Document i 1987, som indeholder sang efter sang af enormt høj kvalitet. Vi har klassiske singler som den energiske og vrede It’s the End of the World as We Know It (And I Feel Fine) og den meget triste The One I Love, der med ganske få ord får fortalt en historie om kærlighed, had, utroskab og sex, som bliver ufattelig rørende, især med dens placering på albummet, hvor den fungerer som en virkningsfuld omend ikke for distraherende kontrast til It’s the End of the World as We Know It (And I Feel Fine), som kommer lige før. Pladen er dog også spækket med fantastiske numre, der er knap så kendte, og især en rigtig god albumstruktur. Man skal ikke lytte til albummet mere end et par få gange, før hvert eneste nummer står klart frem, hvilket især er imponerende, da de som sådan minder ret meget om hinanden. Mange af sangene har midtertempo og en trist lyd. Instrumenterne bliver ofte brugt i nogenlunde samme omfang i hver eneste sang, og kun 2 sange har andet end de sædvanlige bas, trommer og guitar.

De individuelle sanges knap så umiddelbare men i retrospekt tydelig distinktion er selvfølgelig ikke kun et produkt af dynamiske kontraster, men i særdeleshed også af fabelagtige kompositioner. Alle sange er skrevet af hele bandet i fællesskab med undtagelse af deres cover af Strange af den klassiske post-punk-gruppe Wire, der netop var en af grundpillerne i skabelsen af alternativ rock, som R.E.M. var en af de første grupper til at spille. En anden indflydelse er 70’ernes og start-80’ernes klassiske punkbands, som tit og ofte havde politiske meddelelser i deres sange, og i højere grad end på nogen anden R.E.M.-plade spiller politik en stor rolle på Document. R.E.M. er dog ikke nær så aktive i deres aggression overfor deres politiske modstand. Deres bitterhed, angst og samtidige ro skaber en lyd, der ikke minder om noget andet på den tid, og som selvom mange bands sidenhen har taget meget fra deres stil, holder musikken dog stadig på grund af stærke tekster, solide kompositioner og et rigtig overbevisende væld af følelser.

R.E.M. var i deres tidlige år meget berygtede for forsanger Michael Stipes ofte uforståelige vokal, der mest af alt mumlede sig igennem musikken. Han havde absolut arbejdet på det problem mellem debuten og Document, hvor hans stemme er klar som krystal. Og det er rigtig, rigtig godt, for når stemmen er tydeligere, lægger man mærke til, at R.E.M.’s tekster er fænomenale. Som sagt klarer The One I Love at gøre kun 6 forskellige linjer til en dyb historie med masser at rive i, men også de andre sange har meget interessante, og i samme grad ikke specielt entydige meddelelser. Hvis man er til alternativ rock, er R.E.M. uundgåelige, og Document har meget rigtig stærkt materiale på sig, struktureret sådan, at lytteoplevelsen passer perfekt til at høre det fra ende til anden, men hver eneste sang fungerer uden tvivl også på egne præmisser, så man kan sagtens lytte til dem individuelt, og uanset hvordan man lytter til det, er det hvert sekund værd.