Før R.E.M. fik deres første reelle hit i 1987 med The One I Love, var deres omdømme mest af alt bygget på, at forsanger Michael Stipe mumlede. Han mumlede faktisk så meget, at deres første plade fik titlen Murmur, en yderst passende titel, hvis jeg skal sige det selv. For det omdømme er ikke ufortjent, man kan faktisk ikke rigtig høre mere end højst hvert tredje ord tydeligt. R.E.M. er sidenhen blevet kendt for at være fantastiske lyrikere, så man kunne være meget bange for, at der ville mangle en af grundpillerne i deres musik på debuten. Der er dog ingen grund til at være bekymret, for til trods for, at det meste af Murmur er uforståeligt på et lingvistisk niveau, så kan man føle det virkelig tydeligt grundet stærk sangskrivning og smuk levering. De få ord, man endelig kan høre, danner sammen med sangtitlerne tematisk grundlag for de individuelle numre. Disse er dog stadig så kryptiske, at man må undre sig over meget, men de er dog stadig så sammenhængende, at der lader til at kunne være en mening bag det hele. Og man får da også lyst til at finde teksterne og få en større forståelse for dem.

Instrumenterne bliver spillet med stor finesse på Murmur. Sammenlignet med senere R.E.M.-plader er der meget post-punk over det, og instrumentationen på numre som Moral Kiosk, 9-9 og West of the Fields lyder meget som noget, Gang of Four kunne have lavet, vokalmelodien er bare meget mere poppet. Men det er forfriskende at høre en bas, der konsekvent er mixet meget højt, det giver pladen noget mere kant. Jeg elsker også hvordan enkelte numre, heriblandt Talk About the Passion og Perfect Circle hiver lidt alternativ instrumentation ind. Det viser ikke blot, at R.E.M. mestrer mange stilarter, men det gør også bare pladen mere holdbar at lytte til. Dette koncept med at lave en holdbar plade er R.E.M. eksperter i – jeg har allerede rost Document og især Automatic for the People for dette, da jeg anmeldte dem, men allerede fra Murmur af stod det klart, at R.E.M. ville have lytterne til at lytte til deres plader fra ende til anden. Dette arbejder de virkelig smukt med, og de har derfor med Murmur gået meget op i, at hvert eneste nummer er unikt og mindeværdigt, og de omkringliggende numre skal kun fastslå dette endnu mere.

Jeg har nævnt, at følelser er en virkelig stor del af denne plade, men må hellere fortælle hvilke følelser, for vældet af dem er helt enormt. Der spændes over et latterligt stort register, men det mest forbløffende er, at håbet fra Shaking Through, kynismen fra Radio Free Europe og sentimentaliten fra Perfect Circle kan arbejde så smukt sammen, som de gør. Spektret kører så naturligt frem og tilbage. Og på numre som Catapult, så ved jeg ikke engang helt, hvad de prøver på at udtrykke rent følelsesmæssigt, men der er udentvivl meget lagt i nummeret. Der er også en fantastisk dikotomi mellem de ret så triste vers og det meget glade omkvæd. Jeg synes ikke, at alt, R.E.M. har lavet er helt perfekt, ikke engang alt er godt, men der er sørme langt mellem lavpunkterne, og Murmur er et af de albums, hvor der er allerhøjest bundniveau. Den har måske ikke lige så fængende melodier som Document eller ligeså stærk album-følelse som Automatic for the People, men det er også latterligt meget at kræve af en plade, uanset om der står R.E.M. på eller ej. Murmur er stadig en virkelig imponerende rockplade, der har klaret årene så godt, at man slet ikke kan høre, at den er over 30 år gammel.