357 – Elton John – Honky Château (1972)

Efter tre vidunderlige albums i form af en selvbetitlet gennembrudsplade, Tumbleweed Connection og Madman Across the Water var det begyndt at være svært for Elton John at holde sig på det sædvanligt høje niveau. Han gjorde det ikke desto mindre med den efterfølgende Honky Château fra 1972. Denne plade starter med den sjove, poppede, energiske Honky Cat. Ingen Elton John-plade førhen har nok startet med en sang, der så flot har fungeret som åbningsnummer. Den sparker virkelig energisk gang i albummet. Den efterfølgende Mellow er, som titlen antyder, noget langsommere. Den er en ret fed melodi, men personligt gør den ikke rigtig noget for mig. Dens følelser er ret store, og især i starten fungerer den rigtig godt, men i længden er den ret let at komme til at glemme. Til gengæld er I Think I’m Going to Kill Myself et helt fantastisk nummer. Den er i lyden en dynamisk, sjov og energisk popsang, mens teksten handler om selvmord. Kontrasten er fantastisk opspillet, og sarkasmen er på et niveau, jeg ikke forventede, at Elton John havde mod på.

Sangen Susie (Dramas) er en enorm kærlighedssang af den slags, som kun Elton John kan finde ud af. Klaveret bliver banket synder og sammen, og man får et stort smil på læben, hver gang, man hører den. Efter denne kommer megahittet Rocket Man (I Think It’s Going to Be a Long, Long Time), og den fortjener uden tvivl sin berømmelse. Den er kraftigt inspireret af David Bowie-hittet Space Oddity, og mens den ikke når de højder, er der stadig meget charme og følelse i instrumentation, melodi og charme. Den er rigtig godt skruet sammen, og man kan mærke mange lag i musikken. Salvation er endnu en sang, som bare har sine enorme øjeblikke. Den starter naturligvis stille, så der bliver skabt kontrast i forhold til den bombastiske Rocket Man (I Think It’s Going to Be a Long, Long Time), men efterhånden bliver den så eksplosiv, at det føles som om, man hører en Martin Luther King-tale. Apropos ham, hedder det næste nummer Slave. Det er en ret fed sang, selvom dens kraftige country-elementer var knap så attraktive, da jeg hørte den første gang. De ender dog med at tilføje meget charme, og den føles mere unik deraf.

Sangen Amy er en begærlig sang om længsel. Den udvikler sig meget, og mod slutningen kommer en helt fantastisk sektion, hvor melodien er i staccato, og dette er virkelig tidspunktet, hvor sangen skinner. Det er et af hele albummets højdepunkter, og hele albummet er ellers rigtig sjovt. Den næstsidste sang på albummet hedder Mona Lisas and Mad Hatters, og det er en rigtig sentimental, tænksom sang, der viser at Elton John stadig kan brillere med de langsomme sange. Det er et af albummets absolutte højdepunkter, og de melodiske skift er noget af det smukkeste, Elton John har skrevet. At dette ikke var en single undrer mig gevaldigt. Albummet afsluttes med sangen Hercules. Det er ikke verdens stærkeste melodi, men albummet afsluttes meget klimaktisk på grund af det vilde rock and roll-klaver, den lavt mixede vokal og det enorme doo wop-kor. Den føles også meget afrundende, da den beskriver sangens hovedperson som en kat – præcis som Honky Cat gjorde. Honky Château er et af Elton Johns fineste øjeblikke. Hvis du kan lide pop-rock, så er dette et rigtig godt album i genren. Der er nogle få svipsere, men generelt er kvaliteten rigtig høj.

463 – Elton John – Tumbleweed Connection – (1970)

Elton John havde i 1970 fået enorm succes med sit andet album, Elton John, som indeholdt store hits som Your Song, Take Me to the Pilot og Border Song, og senere samme år udgav han Tumbleweed Connection, et om muligt endnu bedre album, der… slet ikke fik nogen hits, sikkert da ingen singler var udgivet fra det, med mindre vi medregner b-sider. Det er meget sært, for melodierne på dette album er simpelthen umulige at få ud af sit hoved. Dog er det samtidig tydeligt, at Elton John fokuserede rigtig meget på albumstrukturen og tematiseringen. Der er fokuseret meget på westernkultur, og dermed har John taget meget inspiration fra country-musik, men de indflydelser har arbejdet op mod at skabe meget mere end en almindelig country-sang normalt gør. Elton John er, som han er så berømt for, meget bombastisk og dramatiserende, men han var endnu ikke den glamourøse excentriker, som i dag både er så afholdt og hadet, så den landlige stemning får heldigvis stadig masser af rum at bevæge sig på.

Man får masser af dynamik på albummet. Festlige omend af og til en kende sarkastiske sange som Ballad of a Well Known Gun og Son of Your Father er godt adspredte, så de virker som større energibomber, når man så støder på dem, og førstnævnte sparker endda døren op for resten af albummet. På grund af den country-inspirerede stemning føles de dog aldrig den mindste smule malplacerede mellem de langsommere sange som Come down in Time, Love Song og Talking Old Soldiers. På nær de hurtigste numre, har de fleste sange meget udmattelse i især Johns vokal, og udmattelse og country passer perfekt sammen, også selvom, der er klarere elementer af symfonisk pop og rock and roll, for country-lyden er det, der gør netop dette album til noget særligt i Johns diskografi. At han var en dygtig sanger og sangskriver havde han allerede bevist med det foregående album, men herpå fik han udvidet sin musikalske horisont utrolig meget, og endnu mere forbløffende gjorde han det samme for mig som lytter.

Jeg er ikke den store fan af country-musik, så at Elton John sammen med sin gode ven og med-sangskriver, Bernie Taupin, kunne skabe noget så dynamisk, noget så fyldigt, mens de tog så meget tydelig inspiration fra country-musik og -kultur, er forbløffende i højeste grad. Der er masser at bide i i løbet af hele albummet. Nævnes skal også afslutningsnummeret, Burn Down the Mission. Det er et af de mest bombastiske og samtidig mest dynamiske numre. Den starter ganske stille, men der kommer gradvist mere drama og energi i melodien. Nogenlunde midt i sangen går den lidt ned i tempo, men så bliver det igen mere og mere dramatisk og desperat. I slutningen kommer da en fantastisk klaversolo, der sammen med et væld af instrumenter skaber en perfekt afslutning til et næsten perfekt album. Tumbleweed Connection er et helt formidabelt album, som kan anbefales uanset hvad, du synes om for en slags musik. Jeg er begejstret for den, og den bygger kraftigt på genrer, som jeg generelt ikke kan lide, så jeg tør næsten ikke vide, hvor meget, du ville kunne lide dette album, hvis du lytter mere til country og klaverrock.

468 – Elton John – Elton John (1970)

Efter en skuffende debut hvad angik både salg og anmeldelser med Empty Sky i 1969, gjorde Elton John sig endnu mere umage med sit andet album, som han blot valgte at kalde Elton John. Pladen udkom i 1970, og den havde især et nummer, der bare satte succesen i gang for fuld udblæsning. Det nummer var selvfølgelig åbningsnummeret, Your Song, som rent objektivt er en utrolig vag og upersonlig sang, der kunne beskrive hvem som helst, men det er faktisk et mesterværk, hvis man kigger på det fra en anden vinkel. Han har lavet en akavet, sky lille sang, der faktisk kan fungere som soundtrack til enhver forelskelse. Og så handler den også meget om besværet ved at skrive sange, og det bliver så afspejlet perfekt i sådan en irrelevant, tåbelig, men i kontekst fuldkommen pragtfuld linje som “If I was a sculptor; but then again no”. Albummet fortsætter med endnu en pragtfuld sang i form af I Need You to Turn To, der skriger desperation, længsel og fortrydelse, ikke blot i Elton Johns vokal, men også i instrumentationen, der især drives af dramatiske strygere og et cembalo.

Der kommer heldigvis mere gang i den bagefter med nummeret Take Me to the Pilot, der også har kraftige elementer af desperation i sig, men dog her i en meget mere højlydt og kraftig lyd. Det er et meget overset Elton John-sang, som efter min mening er blandt hans absolut bedste værker. Da kommer et country-inspireret nummer ved navn No Shoe Strings on Louise, og selvom jeg var i stand til at nyde nummeret som en sjov lille popsang, så var der på ingen måde samme følelsesmæssige tilknytning som på de første numre. Det bliver hurtigt rigtig dramatisk igen på First Episode at Hienton og Sixty Years On, som virkelig fremviser hans ofte oversete evne til at skrive musik, der er rigtig destruktiv og grusom, og han tilsidesatte desværre meget dette senere i sin karriere. En af hans allerstørste bedrifter på albummet er dog nok Border Song, der er ekstatisk og taknemmelig af bare pokker, og som han skriger “Holy Moses” af sine lungers fulde kraft med kor og hele molevitten, føler man, at et mirakel virkelig sker foran en selv.

The Greatest Discovery er en meget sær sang – ikke at den afviger fra den typiske klaverrock blandet med symfoniorkester-instrumenter, men de følelser, den repræsenterer er af en meget anden karakter end det meste musik. Den handler om en fødsel, og det er jo et emne, som ikke megen musik handler om – nok dels på grund af, hvor lidt tid en fødsel kan vare, og hvor mange fødsler, man selv har en stærk tilknytning til, men musikken er fyldt med en taknemmelighed. Den er leveret meget mildere end Border Song, men det føles stadig mirakuløst. Da kommer en sjov rock ‘n’ roll-inspireret melodi i The Cage, der igen, til trods for den enorme energi, ikke helt føles nær så følelsesrig som resten af musikken. Til sidst kommer The King Must Die, der går over i lidt samme toneleje som First Episode at Hienton og Sixty Years On, men hvis du spørger mig, måtte den godt have byttet plads med Sixty Years On, da den er mere mindeværdig, og nok også den kraftigste af de tre, og jeg går meget op i et godt afslutningsnummer. Alt i alt er Elton John en rigtig følelsesrig, velkomponeret, velsunget plade med rigtig god klaverrock af alle mulige slags afskygninger.