I 1994 kom en ung, spirende rapper på banen med albummet Illmatic. Hans navn var Nasir Jones, og han udgav dette album under navnet Nas. Illmatic er siden blevet kendt for to ting: først og fremmest at være et af de bedste rap-albums nogensinde, men det er også uden tvivl det eneste album, Nas har udgivet, der på nogen måde er på det niveau. I rapverdenen er debuten rigtig ofte det bedste album, især hvis deres tekster handler meget om livet på gaden og problemer med politiet, for efter gennembruddet er sådanne ting sjældent problematiske. Til gengæld er de et rigtig vigtigt element på Illmatic, hvorpå Nas i løbet af alle numre maler et meget interessant billede af miljøet for fattige sorte i New York. Hans tekster er hæsblæsende, og de er nok noget af det bedste ved albummet. Man får linje efter linje, om hvordan det stod til for Nas før albummets udgivelse. Linjer som “Life’s a bitch and then you die; that’s why we get high, cause you never know when you’re gonna go” fra Life’s a Bitch og “I never sleep, cause sleep is the cousin of death” fra N.Y. State of Mind er gode eksempler på dette.
Nas har dog en langt større force end bare at have oplevet meget i løbet af sit liv, hvilket dog i sig selv er bemærkelsesværdigt, da han kun var 19 år gammel dengang. Nas’ helt store våben er hans evner som lyriker. Hans vendinger er helt fantastiske. Hvert eneste ord kommer perfekt og helt naturligt efter det hele, og lydene, der kommer ud af hans mund, nærmer sig perfektion. Han virker meget selvsikker i sin levering, selvom han alt efter emnerne selvfølgelig kan virke meget påvirket af det, han synger – men hans mund kører stadig fuldstændig mirakuløst afsted, og den passer som fod i hose til beatet. Og pladens beats er også virkelig gode. Med så gode tekster som Nas’, ville de fleste beats nok falme virkelig meget, men Illmatic har noget af 90’ernes bedste hip hop-produktion på sig. Den er ikke nær så stor og teknisk imponerende som Puff Daddys, og den er ikke nær så vild som Rick Rubins, men den lyder kraftigt af storbyen. Den er ret upoleret, og der bliver samplet ikke blot meget funk og soul som så ofte med tidens hip hop, men jazz har faktisk også en stor rolle, og det føles ganske unikt.
I hip hop er der vane for, at man har nogle gæsterappere med på et par numre. Men virkelig, hvem i alverden kunne på nogen måde være på et niveau, hvor det overhovedet er retfærdigt at sammenligne dem med Nas? Nok ikke ret mange, men han har ikke desto mindre en gæst med, og det er ikke et stort navn, men AZ kommer med et ret fedt vers på Life’s a Bitch. Jeg har aldrig lyttet til andet AZ end det ene vers, men hans er faktisk næsten lige så godt som Nas’ – og Nas har konstant et virkelig, virkelig højt niveau på pladen. Jeg elsker 90’er-rap, men jeg anerkender, at alt for mange af den periodes albums spilder tiden med ikke specielt morsomme skits eller sange, der ikke siger noget som helst, mens albummet oven i købet er så langt, at der slet ingen konsekvens ville være på at skære middelmådighederne. Middelmådigheder er der dog ingen af på Illmatic. Hvert sekund er værd at lytte til. Selv det meget korte intronummer, The Genesis, giver et rigtig godt billede af begyndelsen på Nas’ rapkarriere, selvom det består af hovedsageligt skuespil. Illmatic er opfattet af mange som det bedste rap-album nogensinde, og man forstår det let. Jeg har nok nogle få favoritter over denne, men det er stadig næsten umuligt at lave en hip hop-plade bedre end Illmatic.