Kategoriarkiv: The Kinks

231 – The Kinks – The Kink Kronikles (1972)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig The Kinks. Plader som The Kinks Are The Village Green Preservation Society og Something Else er spækkede med fede popsange, og deres materiale fra 1966 til 1970 er det mest interessante og ambitiøse. Det var også i denne periode, at de to førnævnte albums udkom, og selvom ikke alt deres materiale fra denne periode var lige godt, så var det altid interessant. Så en ægte Kinks-fan skulle selvfølgelig have opsamlingen The Kink Kronikles fra 1972, der dækker disse 5 år. Den blev kun udgivet i USA dengang, men i dag er den selvfølgelig lettere at lytte til. På den får man både singles, B-sider, obskure albumtracks og endnu mere ukendte sange, der aldrig før var udgivet i USA. Nu kan man finde de fleste af disse sange på genudgivelser af deres studiealbums, men dengang var det bare guf for en amerikansk Kinks-fan, der sandsynligvis aldrig havde hørt mange af disse sange, da The Kinks var bandlyst på mange amerikanske radiostationer.

Jeg er rigtig glad for, at jeg for en gangs skyld kan sige, at denne opsamling slet ikke er opstillet kronologisk. Det virker som om, at pladeselskabet rent faktisk tænkte over, hvordan opsamlingen hang sammen – om sangene komplimenterede hinanden. Og det gør de. Jeg kendte selv mange af sangene på denne plade i forvejen, men stadig formåede nye kendskaber som Holiday in Waikiki, Fancy og God’s Children at stikke ud. Forsanger og multiinstrumentalist Ray Davies lavede konstant interessant, sjov lyrik, som blev akkompagneret af virkelig fængende, barokke melodier. Det er svært at udpege sange, der ikke er rigtig, rigtig gode. Hvis det endelig skulle være, så er det den country-inspirerede Willesden Green. Den er lidt sumpet og flad, og den lyder ikke engang rigtig af The Kinks. Foruden den, så er udvalget helt exceptionelt. Der vil selvfølgelig altid være sange, jeg savner, men sådan er det altid, hvis man er stor fan af en gruppe. Man finder jo f.eks. ikke noget af det allertidligste herpå, men til det kan anbefales Greatest Hits! fra 1966.

Men hvis du ikke er stor Kinks-entusiast, giver The Kink Kronikles dig så lyst til at lytte til mere af gruppen? Absolut, hvis du spørger mig. Jeg kan selvfølgelig ikke tale for folk, der ikke har lyttet til Kinks før, men jeg har aldrig hørt albummet Face to Face, og sangene derfra på dette album har virkelig givet mig lyst til det. Det samme gælder albummet Lola Versus Powerman and the Moneygoround, Part One, selvom jeg dog kendte singlerne derfra noget bedre. Der er ikke så meget at rafle om med denne plade. Det er bare skidegod musik opført af latterligt dygtige musikere. Det er klassisk rockmusik af den slags, der aldrig går af mode. The Kinks er fuldkommen geniale, og uanset om du har været fan i årtier eller om du har lyst til at lytte til dem for første gang, så er The Kink Kronikles et album, som jeg kan anbefale virkelig let. Det er en af de bedst sammensatte og mest imponerende opsamlingsplader, jeg nogensinde har hørt, og så er den oven i købet lavet af et fantastisk band.

255 – The Kinks – The Kinks Are the Village Green Preservation Society (1968)

Udgivet den af
Svar

Jeg er stor fan af the Kinks, det er ingen hemmelighed, og jeg er især stor fan af deres album Something Else fra 1967. Det var ikke et synderligt populært album dengang, og endnu mindre populært var det, de udgav året efter, det ambitiøse konceptalbum, The Kinks Are the Village Green Preservation Society. Det er noget af en titel at sluge, men det opsummerer virkelig smukt, hvad pladen går ud på. Hver eneste sang handler om traditionel britisk kultur i en lille landsby. Det er sådan et liv, forsanger og multiinstrumentalist Ray Davies levede i sin barndom sammen med sin bror Dave, der spiller guitar i bandet. Lyden på albummet er smukt tilpasset dette. Albummet er fyldt med lystige, simple melodier med let instrumentation, og man føler sig i rigtig hyggelige rammer. Det er ikke sådan på alle numre, men det er en ret gennemgående stil. Der skabes dynamik med numre som den dramatiske Village Green, den ofte noget triste All of my Friends Were There, den blues-inspirerede Last of the Steam Powered Trains og den psykedeliske Wicked Anabella. Der er dog fokus på det hyggelige, og intet album, jeg nogensinde har lyttet til, er så indbegrebet af hygge. Man formår selv at blive helt nostalgisk over et liv, man aldrig har levet. Dette er dels fordi Ray Davies’ tekster er formidable, men derudover er han også utrolig til at komponere melodier.

I løbet af albummet bliver der leget rigtig meget med tempo, ofte uden at man som sådan bemærker det. Trommeslager Mick Avory er virkelig god til at binde det hele sammen uanset tempo. Han gør overgangene virkelig naturlige, og det hele svæver bare løs. Men al instrumentationen sidder bare lige i skabet. Ray Davies producerede også albummet, og det lader til, at han har prøvet at finde en måde at gøre Phil Spectors højlydte wall of sound-lyd til noget, der er mere nede på jorden. Instrumenterne overfalder aldrig hinanden, men der er stadig en virkelig symfonisk lyd. Instrumenterne er så velplacerede, at man tror, det er løgn, og de lyder helt perfekt. Hvordan kunne Last of the Steam Powered Trains, der ellers lyder rigtig meget af Howlin’ Wolfs Smokestack Lightning passe perfekt ind mellem de simple, sentimentale Johnny Thunder og Big Sky. Sangene på pladen har som tidligere nævnt skønne tekster, og disse vedrører meget trivialiteter. Når åbningsnummeret siger “God save strawberry jam and all the different varieties”, så ved man, hvad der er prioriteterne her. Men disse bagateller, det er det, der gør at Ray Davies savner det simple liv på landet. Og når man først er rockstjerne, så er det svært at vende tilbage. Som det synges på Starstruck, så ender man bare med at ryge i en ond cirkel, der konstant forhindrer dig i at flygte fra vin og champagne.

The Kinks er gode til at ramme alle sider af deres nostalgi, så man virkelig kan forstå det. Visse af sangene handler endda om at lave ingenting. Både Big Sky og Sitting by the Riverside handler om at sidde stille og roligt og kigge sig omkring. På Sitting by the Riverside ender musikken med at eskalere meget dramatisk, som om hovedpersonen er i en trance, og så dannes ro igen. Der er også fortællinger om mennesker, Ray Davies sikkert kunne huske fra sin barndom, om de så måske her var under dæknavne. Sange som Johnny Thunder og Wicked Anabella føles som om, de handler om rigtige folks problemer med urbanisering og industrialisering, og Do You Remember Walter kunne sagtens handle om en person, Ray Davies var venner med for længe siden. Albummet starter og slutter rigtig fint. Åbningsnummeret The Village Green Preservation Society handler om, at The Kinks gerne vil bevare denne ånd, de kan huske fra deres barndom, og det bliver rundet flot af med afslutningsnummeret, den virkelig glade People Take Pictures of Each Other. Her får vi at vide, hvordan de får bevaret det hele. Gennem fotografier. Hvilken bedre udløser findes der for nostalgi? Som de synger, “A moment can last them forever”. Og måske er det sandt. Måske er det virkelig umuligt at genskabe gamle dage. Men det er ikke umuligt at genskabe dem i sindet, og det gør The Kinks Are the Village Green Preservation Society smukt.

288 – The Kinks – Something Else by The Kinks (1967)

Udgivet den af
Svar

Foruden The Streets findes der nok intet band, der er mere britisk end The Kinks. The Kinks havde i deres samtid ikke specielt gode salgstal på deres albums. Det er lidt svært at forstå, i dag er de legender, og allerede dengang havde de nogle store hits. Et af de største hits var Waterloo Sunset fra pladen Something Else by The Kinks. Selv med sådan et stort hit blev Something Else til gruppens dengang værst sælgende plade. Og det er helt uforståeligt, for efter min mening er det muligvis deres bedste plade. På albummet finder man 13 virkelig fængende, sjove sange, der varierer meget i både sangskrivning og lyd. De er dog alle meget konsekvente angående personlighed, identitet og humor. Man kan mærke, at disse sange er kommet ud af det samme sind, for det er nogle virkelig spøjse sange. De er ikke videre avancerede, de fleste er meget poppede, men de har hver især deres små særheder, der gør dem unikke. Den store undtagelse har er Lazy Old Sun, som er en ganske oprigtigt sær og psykedelisk sang.

Tin Soldier Man er stort set en børnesang (og nok én af de mest fængende børnesange nogensinde), End of the Season er en ret corny sang, der lidt virker som noget fra en gammel reklame, og Harry Rag har et march-beat. Meget af det vidunderlige ved The Kinks ligger i deres tekster, især på dette album. De fleste tekster her er meget lette at forstå, og mange af dem fortæller historier og små vignetter. Harry Rag handler om en række forskellige individers besættelse og afhængighed af cigaretter, Afternoon Tea handler om et par, hvis forhold bygges på baggrund af eftermiddagste, og Death of a Clown handler om hvordan et cirkus reagerer på en klovns død, og det er på den ene side et virkelig rørende scenarie, der bliver malet, men samtidig er det ret morsomt, da The Kinks får medtaget mange spøjse detaljer i løbet af sangen. Denne sang er i sin melodi og lyd meget lig noget, Bob Dylan kunne have lavet nogle få år forinden. Alle sangene på pladen er virkelig godt skrevet, og jeg ville på stedet kunne synge omkvædet på enhver sang på pladen, hvis jeg blev bedt om det, og versenes melodier kan jeg let nynne.

Sangenes flotte vekslen mellem tema og stemning gør, at hver sang føles dejligt frisk, når den kommer, uanset hvor mange gange, man har lyttet til albummet. Jeg kan slet ikke tælle det for mig selv, men det er flere gange, end et normalt album ville holde til. Og det er fordi, jeg hele tiden får noget nyt. Hver eneste sang har jeg lært at elske af vidt forskellige årsager. Man kommer igennem så mange følelser i løbet af albummet, og helt genialt afslutter den med megahittet Waterloo Sunset. Det er en af de mindre humoristiske sange på pladen, men til gengæld føles den meget nostalgisk og sentimental. Det runder albummet flot af med sin smukke fortælling om Terry og Julie og solnedgangen i Waterloo, mens man selv kigger tilbage på de skønne minder, man har fået gennem Something Else. At  dette album ikke var mere succesfuldt er mig en gåde. Det blev til den sidste Kinks-plade, der optrådte på den britiske albumhitliste, og det er synd, for det er en af de bedste, de nogensinde lavede.