Tag-arkiv: Varieté

230 – Queen – A Night at the Opera (1975)

Udgivet den af
Svar

Hvis du spørger folk om hvad historiens bedste rocksang er, så er chancen stor for, at de svarer Bohemian Rhapsody af Queen. Denne sang stammer fra deres klassiske plade A Night at the Opera fra 1975, som også ofte opfattes som værende deres bedste. Den er fuld af et virkelig varieret udbud af sange, og den er ikke konstrueret særlig ulig noget, man kunne forvente hos en progressiv rockgruppe. Sangene er virkelig forskellige, men de er sammensat, sådan at det bare giver virkelig meget mening. Lazing on a Sunday Afternoon, Seaside Rendezvous og Good Company er nogle simple, overdrevent lystige numre, der virker meget inspireret af varieté-musik, men de er krydret godt med Queens personlighed. De føles lidt som jokes, der er noget camp over at høre så simple sange mellem store musikalske visioner som Death on Two Legs (Dedicated to…), The Prophet’s Song og Bohemian Rhapsody. Det er dog virkelig forfriskende, og noget af det, der har gjort Queen så meget mere populære end f.eks. Yes og The Alan Parsons Project, er da netop, at de ikke er særlig selvhøjtidelige, men de er samtidig lige så talentfulde som disse grupper.

Og selvom de har meget til fælles med progressiv rock på A Night at the Opera, så er der også meget pop over deres tilgang til sangskrivning. Det tydeligste eksempel på dette er You’re My Best Friend, der øjeblikkeligt er fængende med sit fantastiske klaverriff. Men også sange som de noget hårdere og mere komplicerede I’m in Love With My Car og Death on Two Legs (Dedicated to…) lægger sig med det samme i hukommelsen. Selv Bohemian Rhapsody, en sang, der end ikke har et omkvæd, og som skifter struktur mere eller mindre konstant, er så fængende og mindeværdig, at den toppede hitlister overalt i hele verden. Og jeg er langt fra den eneste, der har lært den sang udenad. Bohemian Rhapsody er faktisk ikke den mest komplicerede sang på pladen. Det ville nok være den 8 minutter lange The Prophet’s Song, der ganske vist starter mere simpel, men mod midten er der nogle helt vilde a capella-sektioner, som virkelig får lytteren til at lægge mærke til nummeret. Det er fuldkommen episk, og det fortsætter i lang tid. Nogle ville måske sige, at det er for længe, men selv elsker jeg nummeret rigtig højt.

A Night at the Opera er en sær lille sammensætning af sange. Hvis du spillede dem i tilfældig rækkefølge, så ville mange sikkert have svært ved at tro, at det var det samme band, der opførte dem alle. Men når man hører dem i rækkefølge, så er det smukt. Det hele passer fuldkommen perfekt sammen, og det er også derfor at numre som Seaside Rendezvous og Good Company er så gode. De er jo bare små, sjove sange, og ved siden af Bohemian Rhapsody og The Prophet’s Song kunne de have virket banale, men det er sat sådan op, at pladen er en rutsjebanetur frem og tilbage høje og lave dynamiske punkter. Og efter en gennemlytning er man altid på en gang tilfreds, men samtidig har man altid mod på at høre den en gang til. Når man først lader første sang gå i gang, er det svært at lade pladen stoppe igen. Dette er også fordi en sang går i gang stort set så snart den sidste er slut, og af og til er det ikke helt til at finde ud af, hvad der er en intro til en sang og outro til en anden. A Night at the Opera er en fantastisk plade fra start til slut, som alle bare burde lytte til.

288 – The Kinks – Something Else by The Kinks (1967)

Udgivet den af
Svar

Foruden The Streets findes der nok intet band, der er mere britisk end The Kinks. The Kinks havde i deres samtid ikke specielt gode salgstal på deres albums. Det er lidt svært at forstå, i dag er de legender, og allerede dengang havde de nogle store hits. Et af de største hits var Waterloo Sunset fra pladen Something Else by The Kinks. Selv med sådan et stort hit blev Something Else til gruppens dengang værst sælgende plade. Og det er helt uforståeligt, for efter min mening er det muligvis deres bedste plade. På albummet finder man 13 virkelig fængende, sjove sange, der varierer meget i både sangskrivning og lyd. De er dog alle meget konsekvente angående personlighed, identitet og humor. Man kan mærke, at disse sange er kommet ud af det samme sind, for det er nogle virkelig spøjse sange. De er ikke videre avancerede, de fleste er meget poppede, men de har hver især deres små særheder, der gør dem unikke. Den store undtagelse har er Lazy Old Sun, som er en ganske oprigtigt sær og psykedelisk sang.

Tin Soldier Man er stort set en børnesang (og nok én af de mest fængende børnesange nogensinde), End of the Season er en ret corny sang, der lidt virker som noget fra en gammel reklame, og Harry Rag har et march-beat. Meget af det vidunderlige ved The Kinks ligger i deres tekster, især på dette album. De fleste tekster her er meget lette at forstå, og mange af dem fortæller historier og små vignetter. Harry Rag handler om en række forskellige individers besættelse og afhængighed af cigaretter, Afternoon Tea handler om et par, hvis forhold bygges på baggrund af eftermiddagste, og Death of a Clown handler om hvordan et cirkus reagerer på en klovns død, og det er på den ene side et virkelig rørende scenarie, der bliver malet, men samtidig er det ret morsomt, da The Kinks får medtaget mange spøjse detaljer i løbet af sangen. Denne sang er i sin melodi og lyd meget lig noget, Bob Dylan kunne have lavet nogle få år forinden. Alle sangene på pladen er virkelig godt skrevet, og jeg ville på stedet kunne synge omkvædet på enhver sang på pladen, hvis jeg blev bedt om det, og versenes melodier kan jeg let nynne.

Sangenes flotte vekslen mellem tema og stemning gør, at hver sang føles dejligt frisk, når den kommer, uanset hvor mange gange, man har lyttet til albummet. Jeg kan slet ikke tælle det for mig selv, men det er flere gange, end et normalt album ville holde til. Og det er fordi, jeg hele tiden får noget nyt. Hver eneste sang har jeg lært at elske af vidt forskellige årsager. Man kommer igennem så mange følelser i løbet af albummet, og helt genialt afslutter den med megahittet Waterloo Sunset. Det er en af de mindre humoristiske sange på pladen, men til gengæld føles den meget nostalgisk og sentimental. Det runder albummet flot af med sin smukke fortælling om Terry og Julie og solnedgangen i Waterloo, mens man selv kigger tilbage på de skønne minder, man har fået gennem Something Else. At  dette album ikke var mere succesfuldt er mig en gåde. Det blev til den sidste Kinks-plade, der optrådte på den britiske albumhitliste, og det er synd, for det er en af de bedste, de nogensinde lavede.

355 – The Rolling Stones – Between the Buttons (1966)

Udgivet den af
Svar

The Rolling Stones er alment opfattet som et fuldkommen legendarisk band, og denne status er yderst velfortjent. Deres albumguldalder er generelt opfattet som værende fra Beggars Banquet i 1968 til og med Exile on Main St. fra 1972. De har dog både lavet mange gode albums både før og efter denne periode, og et af de bedste albums fra før disse mesterværker er Between the Buttons fra 1967. Dette album består af nogle generelt ret korte, meget poppede sange. De har meget barokke musikalske elementer, der gør, at det samtidig føles friskt og interessant, for selvom The Last Time og I Wanna Be Your Man er fede sange, var de ikke noget, man trængte til i 1967. Sangenes længde sørger for at skabe meget variation på albummet. Sangene har et ganske eklektisk udvalg af instrumenter, hvor de fleste bliver spillet af Brian Jones. Jones agerede normalt som guitarist, men Keith Richards spillede også guitar, og da de fleste sange på dette album kun har en enkelt guitar på sig, blev Brian Jones sat til både at spille harmonika, blokfløjte, æterofon, saxofon, cembalo, orgel, banjo, blokfløjte og sitar.

Sangene er generelt ikke specielt lange – kun to af de tolv numre er over fire minutter lange – men de er meget varierede. Den glade og energiske Connection, den sentimentale Backstreet Girl, den psykedeliske Something Happened to me Yesterday, den euforiske She Smiled Sweetly og den vrede Please Go Home er alle gode eksempler på, hvor dygtige sangskrivere Mick Jagger og Keith Richards er, uanset hvilket humør, de nu engang skulle være i. Variationen sørger for, at pladen altid føles frisk. Jeg ved virkelig ikke, hvor mange gange jeg har lyttet til den, men jeg kan sagtens tåle mange flere. Melodierne er alle exceptionelt sjove og fængende, og der er virkelig ikke en eneste dårlig en iblandt dem. En hel del af charmen kommer også fra forsanger Mick Jagger, der nok kunne være en god kandidat til en pris for den mest karismatiske forsanger i rockhistorien. Hans enorme glæde for musikken er virkelig tydelig, og det gør, at man også selv bliver helt vildt glad.

Dette album var det sidste Rolling Stones-album produceret af Andrew Loog Oldham, der bl.a. startede gruppens “bad boy”-image og bad Jagger og Richards om, at de skulle skrive deres egne sange. Hans produktion er meget ren og klar. Man kan tydeligt høre alle instrumenterne, og det er dejligt, især når Brian Jones spiller på så mange forskellige. Det er ikke nødvendigvis en stil, der ville passe til alle deres albums, de første par stykker producerede Oldham også i en mere rå stil, der passede godt til den vilde rock and roll, de lavede dengang, men hans største værk som producer for denne gruppe er nok dette album. The Rolling Stones har lavet så mange forskellige albums, og de er meget varierede i både stil og kvalitet, men dette lidt blødere bud på et album er faktisk nok også et af de bedste. Hvis du kan lide 60’ernes mere barokke pop-rock, så er Between the Buttons rigtig let at anbefale, og hvis du vil lære bandets albums fra før guldalderen bedre at kende, så er det bedste måske dette.