57 – The Rolling Stones – Beggars Banquet (1968)

Da jeg første gang satte den klassiske plade “Beggars Banquet”, som The Rolling Stones udgav i 1969, på, blev jeg naturligt nok mødt af åbningsnummeret, “Sympathy for the Devil”, der er noget nær et perfekt nummer. Den groovy sambarytme i percussion-sektionen sat op imod Keith Richards’ højaktive bas er i sig selv vidunderligt at lytte til, men uanset om man kigger på den sjove, lettere morbide tekst, det velklingende klaver eller det sjove “woo-hoo” fra koret i baggrunden, så går det hele op i en højere enhed. Den sang er på en gang det bedste og det værste ved “Beggars Banquet”, for selvom den er en fantastisk sang, har resten af pladen svært ved at leve op til de umådeligt høje standarder, der fra starten bliver sat. Især fordi lyden på resten af pladen faktisk er ganske langt fra den lyd, pladen i hovedreglen præsenterer. Der er en del nedtonede, rå numre, der tager meget fra blues og country, og størstedelen af instrumenterne fra åbningsnummeret vender ikke tilbage senere på pladen. Efter en del gennemlytninger er jeg dog endelig begyndt at kunne sætte pris på resten af pladen, der trods alt har ret meget at byde på.

The Rolling Stones’ tidligste materiale tog meget udgangspunkt i blues, og på “Beggars Banquet” vendte de dermed tilbage til deres rødder, blot som mere erfarne musikere, der havde fået mere kreativ frihed nu, hvor de var superstjerner. De helt rendyrkede blues-sange som “No Expectations” og “Prodigal Son” er virkelig velarrangerede, og de bærer en nydeligt eksekveret lyd, der gør, at man kan lægge mærke til al finessen i instrumentationen. Hvis pladen havde været fyldt med sådan nogle numre, ville jeg nok være helt oppe at køre over pladen. Den samme produktion fungerer også helt fantastisk på folk-sangen “Factrory Girl”, der flot blander violin og akustisk guitar med tablas og congas på en måde, der underligt nok virker helt naturlig. Dette nummer agerer også som nydelig stemningsmæssig optakt til den afsluttende “Salt of the Earth”, der starter som endnu en vemodig folk-ballade, før den elegant lader sig udvikle mod et gospel-inspireret klimaks. Mens lyden er smuk på tværs af de mere afdæmpede numre, er sangskrivningen mere svingende. “Dear Doctor” er en ret fjollet lille country-sang, “Parachute Woman” gør ikke noget, man ikke har set mangt en blues-trubadur gøre før, men omvendt er “Jigsaw Puzzle” og “Salt of the Earth” nogle af gruppens i mine øjne mest oversete kompostioner.

“Sympathy for the Devil” er ikke det eneste nummer, der stikker meget ud på “Beggars Banquet”. Der er også to hårdere, mere fyldige rocknumre, der peger i nogle lidt andre retninger. Den første er den klassiske “Street Fighting Man”, der foruden et meget kreativt arrangement byder på en mere hektisk, vred stemning end pladen generelt byder på. Det er et godt nummer, den har en fed tekst, men midt mellem to numre, der er så jordnære som “Jigsaw Puzzle” og “Prodigal Son” kommer den lidt ud af det blå. Det andet nummer er den lumre “Stray Cat Blues”, der absolut er nummeret, der præsenterer den mest arketypiske Rolling Stones-lyd på pladen. Foruden at teksten er ret creepy, hvis man lige hører efter i starten, føles den ret ligegyldig. Nummerets seksuelle natur kan muligvis have været mere opsigtsvækkende i 1968, men i dag kan man lidt undre sig over, hvad de egentlig vil sige. Nummeret passer dog betydeligt bedre, da den kommer lige efter den ligeledes blues-inspirerede “Prodigal Son”, og den formår også få den yndig lyd på den efterfølgende “Factory Girl” til at lyde endnu skønnere. Mens jeg stadig synes, at “Beggars Banquet” er lidt af en blandet oplevelse, må jeg sige, at den bliver bedre med hver gennemlytning. Jeg havde bare forventet lidt mere.

63 – The Rolling Stones – Sticky Fingers (1971)

Jeg har lyttet til The Rolling Stones-pladen ‘Sticky Fingers’ et par gange før, uden at nogen anmeldelse har været i mine tanker, og den sagde mig ikke rigtig noget specielt. Åbningsnummeret, ‘Brown Sugar’ har længe været en af mine favoritter i bandets diskografi, og også de country-prægede numre ‘Wild Horses’ og ‘Dead Flowers’ havde jeg et forhold til forinden, men efter at have hørt pladen, var jeg lettere ambivalent, og fandt dens mange forsøg på at inkorporere mere country i bandets lyd lettere ensartet. Da jeg for nylig satte den på med anmelderbriller, var det desværre stadig min indgangsvinkel, men med gentagne gennemlytninger stod det mig i stigende grad klart, at jeg tog grueligt fejl. Faktisk forstår jeg næsten ikke, hvordan jeg kunne have den holdning, jeg havde. Jovist, der er flere numre med country indflydelse her end på nogen anden Stones-plade, jeg har hørt, men pladen bærer på et væld af forskellige indflydelser, der alle gør pladen levende og farverig. Om det er blues på et nummer som ‘You Gotta Move’, rhythm & blues på ‘Bitch’ eller sydstatssoul på ‘I Got the Blues’, er der et varieret udbud af indflydelser til stede på pladen.

Underligst er hvordan jeg nærmest helt glemte alt om ‘Can’t You Hear Me Knocking’. Jeg tror, jeg nogenlunde kunne huske det første halvandet minut nummeret, hvilket da også er en fin blues-rock-sang, men det smukke sker for alvor bagefter, hvor vi bliver vidner til et smukt, harmonisk crescendo, der leder ind til 4½ minuts fusionsjazz. Det hele sker så gnidningsfrit, at man knap nok lægger mærke til det. The Rolling Stones formår på en eller anden måde at få så radikalt stilskift til at virke som sangens naturlige progression. Denne tilsyneladende lille præstation er nok noget af det mest imponerende, gruppen har udrettet i deres karriere, og det udtrykker for mig flot, hvor ‘Sticky Fingers’ virkelig brillerer, nemlig i at få oplevelsen til at synes gnidningsfri. Og jeg tror netop, det er her, jeg gik galt i byen, da jeg hørte ‘Sticky Fingers’ første gang. Ved første øjekast er den meget mere konventionel end den egentlig er, netop fordi lytteoplevelsen er så sammenhængende. Det er lidt af et tosidet sværd, men på længere sigt finder jeg generelt denne diskrete tilgang til lytteoplevelsen meget tilfredsstillende. Det gør mig interesseret i at kigge på de sammenhænge, der ligger i disse numre, der ellers er meget forskellige, men alligevel passer så godt sammen side om side.

‘Sticky Fingers’ bevæger sig rigtig elegant fra nummer til nummer, hvilket i sig selv gør lytteoplevelsen engagerende, men albummet som helhed byder også på en meget interessant rejse. Man starter nemlig i det helt rå, fandenivoldske, det man kender The Rolling Stones bedst for, med nummeret ‘Brown Sugar’. Nogle solide riffs, godt med attitude og en tekst, der med gode grunde blev kontroversiel, og så er man ellers kørende. Albummet slutter i den helt modsatte grøft med nummeret ‘Moonlight Mile’, der er en sentimental soul-præget ballade, hvor bandet får assistance af både et strygerensemble og en pianist. Det er en storladen, moden afslutning på en plade, der ellers virker juvenil lige fra man ser pladecoveret. Afslutningen er så tilfredsstillende netop fordi tracklisten er så sammenhængende. Helhedsoplevelsen på pladen er altså rigtig god, også selvom der er nogle forglemmelige øjeblikke hist og her. Det eneste track, der hele vejen igennem er uinspirerende er dog nok det akustiske blues-jam ‘You Gotta Move’, og selv denne udvider pladens lydbillede, og passer godt ind som en overgang fra jazzen på ‘Can’t You Hear Me Knocking’ tilbage til rocken på ‘Bitch’. Ellers fungerer alle numre på ‘Sticky Fingers’ bare skidegodt, og jeg kan let se mig vende ofte tilbage til pladen.

269 – The Rolling Stones – Some Girls (1978)

Jeg elsker The Rolling Stones. Der var et tidspunkt, før jeg rigtig begyndte at lytte til albums, hvor The Rolling Stones var mit yndlingsband i hele verden, for de har simpelthen så mange stærke sange i deres repertoire, og alle de mest populære af dem er absolutte mesterværker. Nogle af de sange, jeg elskede allerhøjest kom fra deres plade Some Girls, der blev udgivet så sent som i 1978, 16 år inde i deres karriere. Det er ret sent at komme med et album, der bare blæser lytteren omkuld, men The Rolling Stones formår det. Dette skyldes mest af alt den bundsolide sangskrivning, Mick Jagger og Keith Richards er blevet så kendte for. De imponerede mig i sin tid med de tre singler Miss YouBeast of Burden og Shattered. Disse tre sange er virkelig sjove, og de er meget ulig noget, gruppen tidligere har lavet. De ligger hver især meget tæt op af hver sin afart af R&B: Miss You er disko, Beast of Burden er soul, og Shattered er doo-wop. Det er dog ikke kun en hyldest til disse genrer, der er meget af rullestenenes sædvanlige beskidte image og grove lyd. Den er ikke grov i forhold til så meget andet af samtidens rockmusik, men i forhold til R&B’lyden, de efterligner, så er de rå.

Gruppens største force er måske deres manglende perfektion. Hvor folk som Paul McCartney, Brian Wilson og Jimi Hendrix var store perfektionister og gik meget op i, at hver tone var præcis, som de ville have den, ville grupper som Creedence Clearwater Revival, The Band og selvfølgelig the Rolling Stones ikke være det samme uden deres spontanitet. Det er sådan noget, der resulterer i øjeblikke så smukke som afslutningen på nummeret Lies, hvor alle instrumenter bare går amok. Det er det, der gør Before They Make Me Run, der egentlig har en ret ordinær melodi, til et skideskægt nummer. Det er det, der gør, at de kan lave et cover af Temptations-sangen Just My Imagination (Running Away with Me), der stadig er værd at lytte til, netop fordi de ikke bare efterligner originalen, men overdriver den på latterligste vis. Deres humor er også en stor del af Some Girls, og denne humor kan blive ret grovkornet. Det bedste eksempel på dette er Far Away Eyes, der er en god gammeldags parodi på countrymusik og rednecks. Det er en morsom fortælling om en mand, der kører i sin bil og hører kirkeradio, mens han  er angst for, at en pige, han havde aftalt at mødes med, bare er taget afsted med en eller anden tilfældig trucker. Det er et hylemorsomt nummer.

På overfladen virker Some Girls som et værre roderi. Der er ikke meget, den ustyrlige Lies har at gøre med Far Away Eyes, men de er ikke rigtig lavet til at hænge sammen i lyden. De er mere lavet til at afspejle hinanden, for halvdelen af pladen er meget blød og følsom, mens den anden halvdel bare angriber for fuld udrykning. Sange som Miss YouJust My Imagination (Running Away with Me) og Beast of Burden ville ikke være nær så morsomme, hvis hele pladen var fyldt med sådan noget, men de vilde sange føles ikke som nødvendigheder. When the Whip Comes DownRespectable og Shattered føles ligeså meget som noget, man ikke ville feste nær så meget løs til, hvis det var alt, pladen havde at byde på. Hvis Some Girls var en kalender ville den ikke være en med juleaften hver dag, for så ville man blive træt af al den juleri. Det ville være en, hvor juleaften bliver afløst af fastelavn, som går over i påske, hvorefter Sankt Hans og Halloween kommer straks, med nogle få almindelige dage imellem. Jeg tror, det efterhånden står klart: jeg anser Some Girls for at være et mesteværk, som kun få Stones-plader overgår. Musikken er noget af det bedste, de har at byde på, og albummet er som helhed bare enormt godt planlagt.

355 – The Rolling Stones – Between the Buttons (1966)

The Rolling Stones er alment opfattet som et fuldkommen legendarisk band, og denne status er yderst velfortjent. Deres albumguldalder er generelt opfattet som værende fra Beggars Banquet i 1968 til og med Exile on Main St. fra 1972. De har dog både lavet mange gode albums både før og efter denne periode, og et af de bedste albums fra før disse mesterværker er Between the Buttons fra 1967. Dette album består af nogle generelt ret korte, meget poppede sange. De har meget barokke musikalske elementer, der gør, at det samtidig føles friskt og interessant, for selvom The Last Time og I Wanna Be Your Man er fede sange, var de ikke noget, man trængte til i 1967. Sangenes længde sørger for at skabe meget variation på albummet. Sangene har et ganske eklektisk udvalg af instrumenter, hvor de fleste bliver spillet af Brian Jones. Jones agerede normalt som guitarist, men Keith Richards spillede også guitar, og da de fleste sange på dette album kun har en enkelt guitar på sig, blev Brian Jones sat til både at spille harmonika, blokfløjte, æterofon, saxofon, cembalo, orgel, banjo, blokfløjte og sitar.

Sangene er generelt ikke specielt lange – kun to af de tolv numre er over fire minutter lange – men de er meget varierede. Den glade og energiske Connection, den sentimentale Backstreet Girl, den psykedeliske Something Happened to me Yesterday, den euforiske She Smiled Sweetly og den vrede Please Go Home er alle gode eksempler på, hvor dygtige sangskrivere Mick Jagger og Keith Richards er, uanset hvilket humør, de nu engang skulle være i. Variationen sørger for, at pladen altid føles frisk. Jeg ved virkelig ikke, hvor mange gange jeg har lyttet til den, men jeg kan sagtens tåle mange flere. Melodierne er alle exceptionelt sjove og fængende, og der er virkelig ikke en eneste dårlig en iblandt dem. En hel del af charmen kommer også fra forsanger Mick Jagger, der nok kunne være en god kandidat til en pris for den mest karismatiske forsanger i rockhistorien. Hans enorme glæde for musikken er virkelig tydelig, og det gør, at man også selv bliver helt vildt glad.

Dette album var det sidste Rolling Stones-album produceret af Andrew Loog Oldham, der bl.a. startede gruppens “bad boy”-image og bad Jagger og Richards om, at de skulle skrive deres egne sange. Hans produktion er meget ren og klar. Man kan tydeligt høre alle instrumenterne, og det er dejligt, især når Brian Jones spiller på så mange forskellige. Det er ikke nødvendigvis en stil, der ville passe til alle deres albums, de første par stykker producerede Oldham også i en mere rå stil, der passede godt til den vilde rock and roll, de lavede dengang, men hans største værk som producer for denne gruppe er nok dette album. The Rolling Stones har lavet så mange forskellige albums, og de er meget varierede i både stil og kvalitet, men dette lidt blødere bud på et album er faktisk nok også et af de bedste. Hvis du kan lide 60’ernes mere barokke pop-rock, så er Between the Buttons rigtig let at anbefale, og hvis du vil lære bandets albums fra før guldalderen bedre at kende, så er det bedste måske dette.