Jeg elsker The Rolling Stones. Der var et tidspunkt, før jeg rigtig begyndte at lytte til albums, hvor The Rolling Stones var mit yndlingsband i hele verden, for de har simpelthen så mange stærke sange i deres repertoire, og alle de mest populære af dem er absolutte mesterværker. Nogle af de sange, jeg elskede allerhøjest kom fra deres plade Some Girls, der blev udgivet så sent som i 1978, 16 år inde i deres karriere. Det er ret sent at komme med et album, der bare blæser lytteren omkuld, men The Rolling Stones formår det. Dette skyldes mest af alt den bundsolide sangskrivning, Mick Jagger og Keith Richards er blevet så kendte for. De imponerede mig i sin tid med de tre singler Miss You, Beast of Burden og Shattered. Disse tre sange er virkelig sjove, og de er meget ulig noget, gruppen tidligere har lavet. De ligger hver især meget tæt op af hver sin afart af R&B: Miss You er disko, Beast of Burden er soul, og Shattered er doo-wop. Det er dog ikke kun en hyldest til disse genrer, der er meget af rullestenenes sædvanlige beskidte image og grove lyd. Den er ikke grov i forhold til så meget andet af samtidens rockmusik, men i forhold til R&B’lyden, de efterligner, så er de rå.

Gruppens største force er måske deres manglende perfektion. Hvor folk som Paul McCartney, Brian Wilson og Jimi Hendrix var store perfektionister og gik meget op i, at hver tone var præcis, som de ville have den, ville grupper som Creedence Clearwater Revival, The Band og selvfølgelig the Rolling Stones ikke være det samme uden deres spontanitet. Det er sådan noget, der resulterer i øjeblikke så smukke som afslutningen på nummeret Lies, hvor alle instrumenter bare går amok. Det er det, der gør Before They Make Me Run, der egentlig har en ret ordinær melodi, til et skideskægt nummer. Det er det, der gør, at de kan lave et cover af Temptations-sangen Just My Imagination (Running Away with Me), der stadig er værd at lytte til, netop fordi de ikke bare efterligner originalen, men overdriver den på latterligste vis. Deres humor er også en stor del af Some Girls, og denne humor kan blive ret grovkornet. Det bedste eksempel på dette er Far Away Eyes, der er en god gammeldags parodi på countrymusik og rednecks. Det er en morsom fortælling om en mand, der kører i sin bil og hører kirkeradio, mens han  er angst for, at en pige, han havde aftalt at mødes med, bare er taget afsted med en eller anden tilfældig trucker. Det er et hylemorsomt nummer.

På overfladen virker Some Girls som et værre roderi. Der er ikke meget, den ustyrlige Lies har at gøre med Far Away Eyes, men de er ikke rigtig lavet til at hænge sammen i lyden. De er mere lavet til at afspejle hinanden, for halvdelen af pladen er meget blød og følsom, mens den anden halvdel bare angriber for fuld udrykning. Sange som Miss You, Just My Imagination (Running Away with Me) og Beast of Burden ville ikke være nær så morsomme, hvis hele pladen var fyldt med sådan noget, men de vilde sange føles ikke som nødvendigheder. When the Whip Comes Down, Respectable og Shattered føles ligeså meget som noget, man ikke ville feste nær så meget løs til, hvis det var alt, pladen havde at byde på. Hvis Some Girls var en kalender ville den ikke være en med juleaften hver dag, for så ville man blive træt af al den juleri. Det ville være en, hvor juleaften bliver afløst af fastelavn, som går over i påske, hvorefter Sankt Hans og Halloween kommer straks, med nogle få almindelige dage imellem. Jeg tror, det efterhånden står klart: jeg anser Some Girls for at være et mesteværk, som kun få Stones-plader overgår. Musikken er noget af det bedste, de har at byde på, og albummet er som helhed bare enormt godt planlagt.