28 – The Who – Who’s Next (1971)

Lad os lige være ærlige: alene åbneren ‘Baba O’Riley’ og lukkeren ‘Won’t Get Fooled Again’ er nok, til at The Whos storværk, ‘Who’s Next’ havde fået klassikerstatus, stort set uanset, hvad der befandt sig på resten af tracklisten. De er to af rockhistoriens mest gennemførte sange. Ikke ét sekund bliver spildt, og fra første tone står det i begge tilfælde klart, at man er på vej til at høre et opus af dimensioner. Det er hårdt at være pålæg i en sandwich når begge brødskiver er så delikate, men resten af ‘Who’s Next’ kan sagtens følge med. Ingen af de øvrige sange går efter samme grandiositet, og det er nok egentlig et meget klogt valg – det kunne let gøre, at albummet føltes så proppet med kalorier, at man blev helt udmattet af at høre det. Det, der derimod kendetegner store dele af albummet, er en iver og et ungdomsoprør – et, der føles mere målrettet og ironisk nok modent, end da de i sin tid debuterede med ‘My Generation’. Instrumenterne bliver spillet på mere diskret, præcis vis, selv Keith Moons trommer, der ellers er kendt for at brage løs – hvilket, de heldigvis også får plads til. Albummet forstår nemlig som få andre at veksle i dynamikken, så det hele tiden er på vej et sted hen, der føles både spændende og passende.

To af de bedste sange på skiven er da også nærmest ballader – i hvert fald i løbet af en stor del af spilletiden – ‘The Song Is Over’ og ‘Behind Blue Eyes’ kommunikerer begge ungdommelig, eksistentiel angst virkelig godt. Jeg mærker det besvær, Roger Daltrey synger om på disse sange, når jeg hører dem. Det er et tegn på ikke blot god sangskrivning, men også på fantastisk arbejde som instrumentalister, et punkt hvor The Who næppe har toppet dette album. Der er også noget imponerende over produktionen. De bjergtagende arrangementer er meget klart producerede – ja, det var nok gruppens mest polerede skive, da den udkom tilbage i 1971. Hvert eneste instrument træder tydeligt frem i lydbilledet, og ofte foregår der ellers en hel del. Særligt Pete Townshends legen på alskens forskellige tangentinstrumenter og John Entwistles stedvise udfoldelser på messingblæserne tilfører musikken en del fylde. Takket være produktionen bliver det aldrig uoverskueligt. Men takket være bandets uforlignelige talent og viljestyrke føles den krystalklare lyd ikke for sanitær, og der er altid en fornemmelse af ukontrollerbarhed, når jeg hører musikerne slå sig løs – lyden er målrettet, men stadig ustyrlig i sin vildskab.

Har jeg nogle kritikpunkter for denne skive? Ja, der er nogle ganske få. Dels, som jeg allerede har antydet, bliver midten af skiven ret overskygget af både starten og afslutningen. Sangskrivningen er ikke dårlig, men den sidder simpelthen ikke nær så godt fast som på ‘Baba O’Riley’, ‘Behind Blue Eyes’ eller ‘Won’t Get Fooled Again’. På netop ‘Getting in Tune’ synes jeg, at omkvædet bliver lidt for ensartet, fladt og langtrukkent, og den lettere kaotiske afslutningssolo på ‘Going Mobile’ siger mig heller ikke det store. Men det er ikke noget, jeg tænker det store over, når jeg hører albummet, for tracklisten er bygget helt eminent op. Til trods for, at der ikke er noget gennemgående koncept som på ‘Quadrophenia’ og ‘Tommy’, er albummet lige så godt, hvis ikke bedre, til at gøre lytteoplevelsen ufatteligt sammenhængende. De ni tracks hænger virkelig godt sammen, og af denne årsag tænker jeg faktisk ikke meget over, at midten ikke kan måle sig med begyndelsen eller slutningen – for disse sange bidrager stadig rigtig meget til albummet som samlet enhed. Og ‘Who’s Next’ er netop det – en samlet enhed – det er en tour de force af følelser, som forholder sig frisk, selv efter adskillige gennemlytninger.

1 thought on “28 – The Who – Who’s Next (1971)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.