80 – The Zombies – Odessey and Oracle (1968)

Hvis der er en musiklegende, jeg nævner alt for sjældent i mine anmeldelser, er det Johann Sebastian Bach, muligvis den største komponist nogensinde. Stort set al vestlig musik sidenhen skylder Bach et eller andet. Med det sagt ved jeg ikke synderligt meget om Bach, men det skal heller ikke handle om ham lige nu, det skal handle om The Zombies, en af de popgrupper, der gennem tiden har taget mest åbenlys indflydelse fra Bach, så åbenlys at selv en novice som jeg kunne høre det. Den kommer især til udtryk på deres mest populære plade nogensinde, ‘Odessey and Oracle’ fra 1968. Den mest mærkbare Bach-inflydelse kommer i harmonierne – og her mener jeg ikke blot vokalharmonierne, jeg mener på tværs af alle instrumenterne, måske endda mest fremtrædende i tangentinstrumenterne. I gymnasiet skulle jeg lære det, der hedder “koralharmonisering”, en disciplin med rigtig mange indviklede regler, der dog i sidste ende sørgede for en vis fylde i lyden, og de fleste moderne principper indenfor dette felt blev da netop udviklet af Bach. Mens The Zombies lader sig påvirke af disse principper, følger de dem ikke til punkt og prikke, men det er egentlig ligegyldigt, pointen er mest, at de bruger værktøjerne, og at det lyder skidegodt. Selv Bach brød til tider reglerne, hvis det nu engang passede kompositionen.

Jeg nævnte tidligere, at tangenternes harmoniske rolle er vigtig på dette album, og det mener jeg. Uanset om nummeret tager brug af orgel, cembalo, klaver eller mellotron, lyder det smukt i hænderne på Rod Argent. Hans behandling af klaviaturet ender tit med at danne fundamentet for sangene, og grundet de forskellige instrumenter, er lyden på pladen ret varieret. Med det sagt er vokalharmonierne også meget effektive, og de bør på ingen måde underkendes. Harmonien mellem backingvokalerne og leadvokalen på omkvædet til ‘Friends of Mine’ er rørende på den mest lyksagelige, sentimentale måde muligt, og deres samarbejde sørger for at skabe den yndigste, mest hjerteskærende melankoli på ‘A Rose for Emily’. Da vokalharmonier er så fremtrædende i sangenes klimakser, stikker det også naturligt ud, når de vælger at undlade dem, bl.a. på den indelukkede, skrækindjagende ‘Butcher’s Tale (Western Front 1914)’. Her vækker det virkelig gåsehud, når Chris White helt alene skriger linjen ‘And I Can’t Stop Shaking’, en kende ude af rytmen. På den måde sørger The Zombies også for, at de individuelle numre på ‘Odessey and Oracle’ hænger rigtig godt sammen og komplementerer hinanden, hvilket gør albummet til en mere helstøbt oplevelse.

Sangskrivningen er hele vejen igennem også meget kreativ og tilgængelig. Essentielt har vi at gøre med popmusik, blot af en meget forfinet, virtuos karakter. De store hits ‘This Will Be Our Year’ og ‘Time of the Season’ kommer først frem på lystavlen, når man snakker om gruppens evner til at konstruere melodier, men også numre som ‘Beechwood Park’, ‘Changes’ og ‘Brief Candles’ er lette at synge med på. Teksterne kan også stikke ud, hvor især den morbide anti-krigssang ‘Butcher’s Tale (Western Front 1914)’ og den glade ‘Care of Cell 44’, der handler om fængselsløsladelse. Især ‘Care of Cell 44’ har masser af charme, og jeg tror aldrig, jeg har hørt en sang med en tekst som den. Hvis man skal fremhæve nogle problemer, ligger de nok mest i mixingen. Der er nogle få tidspunkter her og der, hvor instrumenter ikke cutter ud helt elegant, bl.a. på introen til ‘Changes’ og outroen til ‘Brief Candles’. Oftest er overgangene dog ganske smukke, og den generelle æstetik på ‘Odessey and Oracle’ er virkelig beundringsværdig. At pladen stadig holder så godt som den gør er noget af et mirakel, og den viser, at The Zombies er et band, vi bør tale om i samme åndedrag som The Beatles, The Kinks og The Beach Boys.

396 – ZZ Top – Eliminator (1983)

Bluesrockbandet ZZ Top var ved at falde af på den mod slutningen af 70’erne. Og hvordan skulle tre skægklædte boogie-rockere med forkærlighed for Mexico og sex dog kunne fortsætte succesen i 80’erne? Det er faktisk næsten ikke til at tro, men de var faktisk aldrig mere populære end med Eliminator-albummet fra 1983. Den åbner med en af albummets store klassikere, Gimme All Your Lovin’. Det er sjovt og energisk, og man kan lige fra starten synge med på omkvædet. Hvis man kender sin ZZ Top-historie, lægger man nok mærke til, at der ikke er meget af sydens landlige stemning tilbage. Det lyder som sådan mere af Van Halen og Aerosmith end af Creedence Clearwater Revival eller Lynyrd Skynyrd. Melodierne er dog stadig rigtig fede, og det kan man ligeledes sige om den efterfølgende Got Me Under Pressure, der faktisk lyder endnu mere af pop-metal. Blues-lyden er dog lidt tilbage på Sharp Dressed Man. Den er ikke så kraftig, men i forsanger Billy Gibbons’ vokal kan man sagtens høre lidt Muddy Waters, Bo Diddley og især B.B. King. Og så er det også en virkelig fed sang, som ganske vist er en kende overfladisk, men man bliver da lidt glad i låget af den, og så rykker guitarsoloen for vildt.

I Need You Tonight tager endelig tempoet lidt ned, hvilket virkelig var tiltrængt, og melodien er faktisk virkelig blues-agtig. Det lyder mest af alt som et Van Halen-cover af en ældre ZZ Top-sang. Den har en rigtig god stemning, og guitarsoloen derpå er blandt pladens mest imponerende. Energien vender dog hurtigt tilbage på I Got the Six, der underligt nok virker ret inspireret af Motörhead. Men der er absolut ikke noget i vejen med det, for Motörhead er et virkelig fedt band. Legs er en virkelig sjov sang, en af pladens mest kendte, og jeg har nok sunget denne sang alt for ofte. Den er lyrisk set ret overfladisk, men gode tekster er dog ikke just det, jeg forventer af ZZ Top. Musikken er til gengæld rigtig god, og der er også en ret god guitarsolo. Dog har denne ellers ganske fede sang det store minus, at Gibbons sjældent synger så skidt. Hans forsøg på en blødere vokal falder fuldkommen i stumper. Han er i forvejen ikke en specielt god sanger, men hans stemme har dog alligevel set bedre øjeblikke, f.eks. den meget bluesinspirerede Thug. Denne er dog ikke skrevet specielt godt. Det er lidt af en musikalsk rodebunke – vi snakker om en sang, der bliver nødt til at skære næsten al instrumentation fra for at spille sin hook.

Nu sagde jeg tidligere, at ZZ Top ikke var specielt gode til at skrive tekster, men der er dog en enkelt undtagelse på EliminatorTV Dinners er en virkelig morsom hyldest til færdigretter, og der smøres så tykt på med sarkasme, at man næsten ikke kan andet end at smile af den. Den er ikke den musikalsk mest gribende sang, så teksten er for en gangs skyld næsten hele drivkraften. Den efterfølgende Dirty Dog er virkelig det store fyldnummer på pladen. Melodien er ikke spor fængende, lyden er som så meget andet på pladen, og den ændrer slet ikke på oplevelsen. Det samme kan man egentlig også let sige om If I Could Only Flag Her Down, men den har i det mindste en rigtig god guitarsolo og en virkelig fængende melodi til forskel. Afslutningsnummeret hedder Bad Girl, og det er vældig energisk, men det er så meget af albummet. Det har lidt af en bluesmelodi, men det gør den ikke rigtig mere eksotisk. Det er en ret svag afslutning. Som helhed kan jeg ret godt lide Eliminator. Den har sine fejl, men der er sørme nogle fede rocknumre herpå.

498 – ZZ Top – Tres Hombres (1973)

I 1973 fik tre Texanere, der enten havde enormt lange skæg eller decideret hed Beard til efternavn, en uforventet megasucces med La Grange, en sang, der inviterer dig på besøg på et bordel uden for en ranch nede i det sydlige USA. Inspireret af klassiske bluesmusikere som John Lee Hooker, Muddy Waters og Albert King, har forsanger Billy Gibbons et meget seksuelt antydende toneleje, og guitar-riffet kører da meget på samme måde som Boogie Chillen af John Lee Hooker. Hvor Gibbons dog langt fra er nær så habil en sanger som Hooker, kan han godt nå op i nogenlunde samme niveau som legenden på guitar. Sangen kører derfor kun i ca. 1 minut med stemme på, og derfra går den over i næsten 2 minutters guitarsolo. At sådan en sang i første omgang blev et stort hit er utroligt, men det kan meget vel skyldes at det er et rigtig fængende riff, der er blevet produceret, så det lugter langt væk af syden. La Grange er altså en klassiker, men hvordan klarer resten af albummet sig?

Jeg vil ikke påstå at noget nummer formår at overgå La Grange, men åbningsnummeret Waitin’ for the Bus er et godt eksempel på en sang, der kommer tæt på. Sangen er skrevet efter samme mønster som mange gamle Robert Johnson-sange (f.eks. I Believe I’ll Dust My Broom og Kind Hearted Woman Blues), men her er den i en mere hastig, riff-baseret, elektrisk lyd. Den bliver efterfulgt af Jesus Just Left Chicago, der følger præcis samme mønster, her med en mere løs, avanceret, blues-inspireret guitar i stedet for et stramt riff. Efter den får vi to riff-baserede numre, den energiske Beer Drinkers & Hell Raisers, som pumper løs med intensitet, og den mere forpinte fortælling, der foregår i Master of Sparks. Der bliver sunget de samme triste toner på hver eneste linje på Master of Sparks, men på en eller anden måde hjælper ensformigheden på historiefortællingen. Gibbons’ ellers ikke så stærke stemme får de præcis samme toner til at lyde mere og mere forpinte, som sangen skrider fremad.

Gibbons’ middelmådige vokal prøve måske lidt for meget, som vi når til Hot, Blue & Righteous, der går ned i et latterligt lavt tempo, og Gibbons’ forsøg på at komme med mere højlydte følelser end ellers kan lyde en kende latterligt. Hans guitarspil fejler dog ikke noget, nej vi har stadig at gøre med førsteklasses bluesguitar. Move Me on Down the Line har et dejligt energisk, fængende omkvæd, men den bliver ikke for poppet, til at man kan nyde alt af sydens stemning. Den lyder meget inspireret af Creedence Clearwater Revival, som fik popularitet, netop fordi de havde radiovenlige sange, som stadig havde meget af landlig flavour. De sidste numre er ikke nær så mindeværdige – med undtagelse af La Grange selvfølgelig – men de er fyldt med gode bluesrock- og southern rock-sange, hvor Gibbons selvfølgelig får fyret et par imponerende soloer af. Hvis du er til southern rock skulle der ikke være nogen tvivl om, at du burde lytte til noget ZZ Top før eller siden. Blueselementerne kan de næppe sælge sig på i samme grad, da de ofte bliver overskygget af andre ting, men de giver dem noget friskhed, som gør dem bemærkelsesværdige blandt mange andre rockbands.