I 1973 fik tre Texanere, der enten havde enormt lange skæg eller decideret hed Beard til efternavn, en uforventet megasucces med La Grange, en sang, der inviterer dig på besøg på et bordel uden for en ranch nede i det sydlige USA. Inspireret af klassiske bluesmusikere som John Lee Hooker, Muddy Waters og Albert King, har forsanger Billy Gibbons et meget seksuelt antydende toneleje, og guitar-riffet kører da meget på samme måde som Boogie Chillen af John Lee Hooker. Hvor Gibbons dog langt fra er nær så habil en sanger som Hooker, kan han godt nå op i nogenlunde samme niveau som legenden på guitar. Sangen kører derfor kun i ca. 1 minut med stemme på, og derfra går den over i næsten 2 minutters guitarsolo. At sådan en sang i første omgang blev et stort hit er utroligt, men det kan meget vel skyldes at det er et rigtig fængende riff, der er blevet produceret, så det lugter langt væk af syden. La Grange er altså en klassiker, men hvordan klarer resten af albummet sig?
Jeg vil ikke påstå at noget nummer formår at overgå La Grange, men åbningsnummeret Waitin’ for the Bus er et godt eksempel på en sang, der kommer tæt på. Sangen er skrevet efter samme mønster som mange gamle Robert Johnson-sange (f.eks. I Believe I’ll Dust My Broom og Kind Hearted Woman Blues), men her er den i en mere hastig, riff-baseret, elektrisk lyd. Den bliver efterfulgt af Jesus Just Left Chicago, der følger præcis samme mønster, her med en mere løs, avanceret, blues-inspireret guitar i stedet for et stramt riff. Efter den får vi to riff-baserede numre, den energiske Beer Drinkers & Hell Raisers, som pumper løs med intensitet, og den mere forpinte fortælling, der foregår i Master of Sparks. Der bliver sunget de samme triste toner på hver eneste linje på Master of Sparks, men på en eller anden måde hjælper ensformigheden på historiefortællingen. Gibbons’ ellers ikke så stærke stemme får de præcis samme toner til at lyde mere og mere forpinte, som sangen skrider fremad.
Gibbons’ middelmådige vokal prøve måske lidt for meget, som vi når til Hot, Blue & Righteous, der går ned i et latterligt lavt tempo, og Gibbons’ forsøg på at komme med mere højlydte følelser end ellers kan lyde en kende latterligt. Hans guitarspil fejler dog ikke noget, nej vi har stadig at gøre med førsteklasses bluesguitar. Move Me on Down the Line har et dejligt energisk, fængende omkvæd, men den bliver ikke for poppet, til at man kan nyde alt af sydens stemning. Den lyder meget inspireret af Creedence Clearwater Revival, som fik popularitet, netop fordi de havde radiovenlige sange, som stadig havde meget af landlig flavour. De sidste numre er ikke nær så mindeværdige – med undtagelse af La Grange selvfølgelig – men de er fyldt med gode bluesrock- og southern rock-sange, hvor Gibbons selvfølgelig får fyret et par imponerende soloer af. Hvis du er til southern rock skulle der ikke være nogen tvivl om, at du burde lytte til noget ZZ Top før eller siden. Blueselementerne kan de næppe sælge sig på i samme grad, da de ofte bliver overskygget af andre ting, men de giver dem noget friskhed, som gør dem bemærkelsesværdige blandt mange andre rockbands.