Bluesrockbandet ZZ Top var ved at falde af på den mod slutningen af 70’erne. Og hvordan skulle tre skægklædte boogie-rockere med forkærlighed for Mexico og sex dog kunne fortsætte succesen i 80’erne? Det er faktisk næsten ikke til at tro, men de var faktisk aldrig mere populære end med Eliminator-albummet fra 1983. Den åbner med en af albummets store klassikere, Gimme All Your Lovin’. Det er sjovt og energisk, og man kan lige fra starten synge med på omkvædet. Hvis man kender sin ZZ Top-historie, lægger man nok mærke til, at der ikke er meget af sydens landlige stemning tilbage. Det lyder som sådan mere af Van Halen og Aerosmith end af Creedence Clearwater Revival eller Lynyrd Skynyrd. Melodierne er dog stadig rigtig fede, og det kan man ligeledes sige om den efterfølgende Got Me Under Pressure, der faktisk lyder endnu mere af pop-metal. Blues-lyden er dog lidt tilbage på Sharp Dressed Man. Den er ikke så kraftig, men i forsanger Billy Gibbons’ vokal kan man sagtens høre lidt Muddy Waters, Bo Diddley og især B.B. King. Og så er det også en virkelig fed sang, som ganske vist er en kende overfladisk, men man bliver da lidt glad i låget af den, og så rykker guitarsoloen for vildt.

I Need You Tonight tager endelig tempoet lidt ned, hvilket virkelig var tiltrængt, og melodien er faktisk virkelig blues-agtig. Det lyder mest af alt som et Van Halen-cover af en ældre ZZ Top-sang. Den har en rigtig god stemning, og guitarsoloen derpå er blandt pladens mest imponerende. Energien vender dog hurtigt tilbage på I Got the Six, der underligt nok virker ret inspireret af Motörhead. Men der er absolut ikke noget i vejen med det, for Motörhead er et virkelig fedt band. Legs er en virkelig sjov sang, en af pladens mest kendte, og jeg har nok sunget denne sang alt for ofte. Den er lyrisk set ret overfladisk, men gode tekster er dog ikke just det, jeg forventer af ZZ Top. Musikken er til gengæld rigtig god, og der er også en ret god guitarsolo. Dog har denne ellers ganske fede sang det store minus, at Gibbons sjældent synger så skidt. Hans forsøg på en blødere vokal falder fuldkommen i stumper. Han er i forvejen ikke en specielt god sanger, men hans stemme har dog alligevel set bedre øjeblikke, f.eks. den meget bluesinspirerede Thug. Denne er dog ikke skrevet specielt godt. Det er lidt af en musikalsk rodebunke – vi snakker om en sang, der bliver nødt til at skære næsten al instrumentation fra for at spille sin hook.

Nu sagde jeg tidligere, at ZZ Top ikke var specielt gode til at skrive tekster, men der er dog en enkelt undtagelse på Eliminator: TV Dinners er en virkelig morsom hyldest til færdigretter, og der smøres så tykt på med sarkasme, at man næsten ikke kan andet end at smile af den. Den er ikke den musikalsk mest gribende sang, så teksten er for en gangs skyld næsten hele drivkraften. Den efterfølgende Dirty Dog er virkelig det store fyldnummer på pladen. Melodien er ikke spor fængende, lyden er som så meget andet på pladen, og den ændrer slet ikke på oplevelsen. Det samme kan man egentlig også let sige om If I Could Only Flag Her Down, men den har i det mindste en rigtig god guitarsolo og en virkelig fængende melodi til forskel. Afslutningsnummeret hedder Bad Girl, og det er vældig energisk, men det er så meget af albummet. Det har lidt af en bluesmelodi, men det gør den ikke rigtig mere eksotisk. Det er en ret svag afslutning. Som helhed kan jeg ret godt lide Eliminator. Den har sine fejl, men der er sørme nogle fede rocknumre herpå.