221 – U2 – War (1983)

U2 er et sjovt band. De er det første alternative rockband, der virkelig brød igennem til mainstream-publikummet, og de er et af de få navne, der debuterede i starten af 80’erne, der stadig er populære i dag. I løbet af alle disse år har deres udvikling langt fra været enorm, men folk har stadig reageret meget polariseret af alt lige siden, de blev en tand mere poppede i 1987 med pladen The Joshua Tree. Nogle kalder det for deres bedste, andre kalder det deres værste. Der er dog ret bred enighed om, at deres tredje album, War fra 1983 er et album af kvalitet. Sådan er det med de fleste plader før The Joshua Tree, men det gælder især War. Ikke alene finder man det nok største af deres tidligste hits, Sunday Bloody Sunday, på denne plade, man finder også noget af det mest følelsesrige og fortvivlede musik, gruppen nogensinde har lavet. Albummet hedder ikke War for sjov. Det lyder af krig, tit handler det også om krig, og forsanger Bono lyder mere fortvivlet, end jeg kan huske ellers nogensinde at have hørt ham. Lige fra det første nummer hulker og græder han, og det bliver kun værre derfra.

War tog mig noget tid at blive helt fanget af, for U2 hænger sig ikke nær så meget på at have fængende melodier, som de gør på mange andre plader. Det handler meget mere om følelser og en udforskning deraf. Helt præcis er det meget følelserne under krig, og da er især ét instrument virkelig vigtigt på denne plade, nemlig trommerne. Larry Mullen Jr. er en virkelig overset trommeslager, og hvis du vil se hans talent udfolde sig, kig ikke længere væk end til War. Det er ikke uden grund, at trommer på over halvdelen af sangene optræder så snart, nummeret går i gang. Det er march-lignende på Sunday Bloody Sunday, men Mullen udforsker et hav af måder, hvorpå trommer kan give en stram, militaristisk lyd. Han er så at sige generalen i bandet, der sørger for, at alle medlemmer makker ret. Bono er da den frustrerede rekrut, der er ensom, traumatiseret og opsat på at kæmpe for fædrelandet. Hvis vi lige dropper metaforen for troppen, så er bassist Adam Clayton meget god til at opretholde, den stramme lyd, de sigter efter, og guitarist The Edge er overraskende god til ikke at gå amok på guitaren. Bono står alene i sin gåen amok. Der er noget blueset over The Edges indspark. De er imponerende, men ikke distraherende. Tit bemærker man faktisk knap nok, hvor meget han gør på sit instrument.

Hvis jeg skal sige noget negativt, så tog det mig ret mange gennemlytninger at få dannet en solid mening om dette album, og kun et fåtal af sangene havde jeg egentlige forhold til i starten. Med tiden har jeg dog lært at holde af alle sangene, men det kan selvfølgelig ikke garanteres, at man nødvendigvis har lyst til så mange gennemlytninger, hvis man ikke var glad for det i første omgang. Jeg startede heller ikke med at være ellevild, men jeg kunne da altid lide det. Jeg synes efterhånden, at det er helt genialt, og det er nok den bedste U2-plade, jeg har hørt. Sangene hænger dynamisk meget godt sammen, og der er meget variation. Jeg tænkte på intet tidspunkt til mig selv, at pladen var ved at gå i tomgang, og med mine gentagne gennemlytninger, kan jeg ikke nævne et eneste punkt, der føltes svagere, jo mere jeg lyttede til pladen. Det føles komplet, det føles stort, og det føles gennemtænkt. Det er nok den bedste U2-plade, jeg har lyttet til, og det siger jeg måske ikke som verdens største fan, men deres katalog er nu imponerende, og dette er højdepunktet.

384 – Def Leppard – Pyromania (1983)

Det britiske rockband Def Leppard havde været kendt i deres hjemland i en årrække før deres store internationale gennembrud, Pyromania fra 1983. Dette album kan meget let ses som starten på hair metal-bølgen. Der var absolut elementer fra genren i tidligere musik, her især Van Halen, Aerosmith, Whitesnake og Kiss – alle disse havde dog i deres tidligere albums haft en smule inspiration fra blues. Du skal virkelig anstrenge dig for at høre blues-rødderne, heavy metal jo nu engang har, herpå. Til gengæld får du hårde, poppede rocknumre for fuld skrue her, og de følgende år prøvede adskillige bands på at gentage præstationerne, der lå på Pyromania. Selv Def Leppard har gjort det adskillige gange, ofte med held, men Pyromania forbliver deres største værk. Hvorfor? Først og fremmest forstår det dynamik. Jeg snakker meget om dynamik, når jeg anmelder plader, for det er meget vigtigt. Og det er især vigtigt, når vi snakker musik, der skal virke sjovt, vildt, overdrevet og hårdtslående i 45 minutter, for hvis musikken ikke har sine stille øjeblikke, virker det i sidste ende trægt og trættende.

De stille øjeblikke på Pyromania får de mere højlydte punkter til at lyde så meget desto mere vilde og overdrevne. Man kan virkelig ofte bare sidde og skråle med for fuld drøn, mens man har skruet alt for højt op for musikken. Det er ikke ligefrem det mest intelligente musik i verden. Som man lytter til en sang igen og igen, kan den godt blive en smule kedelig. Det er nogle fede melodier og alt muligt, men det er ikke så meget mere end det. Det udgiver sig dog ikke for at være så meget mere, så det er ikke så irriterende igen. Man skal bare ikke forvente sig det helt store rent intellektuelt. Lyden er ikke specielt varierende i løbet af albummet. Det er hele tiden en forholdsvis ren, poppet metallyd, man får, og selvom det virker, kunne man godt tænke sig lidt variation, bl.a. som Van Halen gjorde på deres debutplade. Derudover er ikke alle melodier lige vidunderlige. De fleste er, og disse er også af virkelig høj kvalitet. De er rigtig sjove, og man kan slet ikke få dem ud af hovedet.

Albummet slutter virkelig sært. Den sidste sang hedder Billy’s Got A Gun, og den er en af de bedste sange på pladen. Den er seks minutter lang, og efter de første fem minutter afsluttes nummeret på glamourøs og bombastisk vis, og jeg ville være fuldt ud tilfreds, hvis det hele bare sluttede der. Så kommer der dette sidste underlige minut af en sær synth-lyd og trommeslag, og dette slutter fuldkommen brat. Det er en meget sær måde at slutte et album på, og det tilføjer slet ikke noget til oplevelsen. Det gør faktisk, at man som lytter, ikke føler, at det burde stoppe her. Pyromania er et album drevet af dynamik og stærke melodier, og dette har Def Leppard virkelig formået at gøre godt. Selvom produktionen er poppet, har det stadig lidt af den rå kant, som man ellers savner hos mange af genrens andre plader. Er det 80’ernes største kunstværk? Nej. Men det sparker fandeme stadigvæk masser af røv i alle mulige retninger. Def Leppard var ikke videre ambitiøse med Pyromania, men i forhold til ambitionerne fik de  lavet noget større og bedre end man kunne turde håbe på.

396 – ZZ Top – Eliminator (1983)

Bluesrockbandet ZZ Top var ved at falde af på den mod slutningen af 70’erne. Og hvordan skulle tre skægklædte boogie-rockere med forkærlighed for Mexico og sex dog kunne fortsætte succesen i 80’erne? Det er faktisk næsten ikke til at tro, men de var faktisk aldrig mere populære end med Eliminator-albummet fra 1983. Den åbner med en af albummets store klassikere, Gimme All Your Lovin’. Det er sjovt og energisk, og man kan lige fra starten synge med på omkvædet. Hvis man kender sin ZZ Top-historie, lægger man nok mærke til, at der ikke er meget af sydens landlige stemning tilbage. Det lyder som sådan mere af Van Halen og Aerosmith end af Creedence Clearwater Revival eller Lynyrd Skynyrd. Melodierne er dog stadig rigtig fede, og det kan man ligeledes sige om den efterfølgende Got Me Under Pressure, der faktisk lyder endnu mere af pop-metal. Blues-lyden er dog lidt tilbage på Sharp Dressed Man. Den er ikke så kraftig, men i forsanger Billy Gibbons’ vokal kan man sagtens høre lidt Muddy Waters, Bo Diddley og især B.B. King. Og så er det også en virkelig fed sang, som ganske vist er en kende overfladisk, men man bliver da lidt glad i låget af den, og så rykker guitarsoloen for vildt.

I Need You Tonight tager endelig tempoet lidt ned, hvilket virkelig var tiltrængt, og melodien er faktisk virkelig blues-agtig. Det lyder mest af alt som et Van Halen-cover af en ældre ZZ Top-sang. Den har en rigtig god stemning, og guitarsoloen derpå er blandt pladens mest imponerende. Energien vender dog hurtigt tilbage på I Got the Six, der underligt nok virker ret inspireret af Motörhead. Men der er absolut ikke noget i vejen med det, for Motörhead er et virkelig fedt band. Legs er en virkelig sjov sang, en af pladens mest kendte, og jeg har nok sunget denne sang alt for ofte. Den er lyrisk set ret overfladisk, men gode tekster er dog ikke just det, jeg forventer af ZZ Top. Musikken er til gengæld rigtig god, og der er også en ret god guitarsolo. Dog har denne ellers ganske fede sang det store minus, at Gibbons sjældent synger så skidt. Hans forsøg på en blødere vokal falder fuldkommen i stumper. Han er i forvejen ikke en specielt god sanger, men hans stemme har dog alligevel set bedre øjeblikke, f.eks. den meget bluesinspirerede Thug. Denne er dog ikke skrevet specielt godt. Det er lidt af en musikalsk rodebunke – vi snakker om en sang, der bliver nødt til at skære næsten al instrumentation fra for at spille sin hook.

Nu sagde jeg tidligere, at ZZ Top ikke var specielt gode til at skrive tekster, men der er dog en enkelt undtagelse på EliminatorTV Dinners er en virkelig morsom hyldest til færdigretter, og der smøres så tykt på med sarkasme, at man næsten ikke kan andet end at smile af den. Den er ikke den musikalsk mest gribende sang, så teksten er for en gangs skyld næsten hele drivkraften. Den efterfølgende Dirty Dog er virkelig det store fyldnummer på pladen. Melodien er ikke spor fængende, lyden er som så meget andet på pladen, og den ændrer slet ikke på oplevelsen. Det samme kan man egentlig også let sige om If I Could Only Flag Her Down, men den har i det mindste en rigtig god guitarsolo og en virkelig fængende melodi til forskel. Afslutningsnummeret hedder Bad Girl, og det er vældig energisk, men det er så meget af albummet. Det har lidt af en bluesmelodi, men det gør den ikke rigtig mere eksotisk. Det er en ret svag afslutning. Som helhed kan jeg ret godt lide Eliminator. Den har sine fejl, men der er sørme nogle fede rocknumre herpå.

455 – The Police – Synchronicity (1983)

The Police var en af sen-70’erne og start-80’ernes største bands, og det var noget stort da Sting, Stewart Copeland og Andy Summers annoncerede, at de ville gå hvert til sit mens deres karriere var på toppunktet rent kommercielt. Deres sidste album var Synchronicity fra 1983, som er spækket med ikke blot nogle af bandets største hits, heriblandt King of PainSynchronicity II, Wrapped Around Your Finger og Every Breath You Take, men albummet er som en helhed også et absolut mesterværk. Den starter rigtig energisk og bombastisk med et syntetisk xylofon-angreb ved navn Synchronicity I, og den får hurtigt lytterens opmærksomhed. Da kommer den meget afslappende Walking In Your Footsteps, der desværre ikke følelsesmæssigt har specielt meget at sige, men instrumentationen er ganske interessant, og sangen er som det meste af albummet utroligt fængende. Efter den kommer den desværre knap så mindeværdige O My God, men selvom den er albummets utvivlsomt mindst fængende sang, så er den ængstelig og musikalsk interessant.

Alle de tre første sange er skrevet af forsanger Sting, som uden tvivl også var bandets frontfigur, men efter dem kommer to sange skrevet af henholdsvis Summers og Copeland. Først Mother, som Summers også selv synger, der er en rigtig besværlig arabisk inspireret sang. Summers lyder bindegal, og det er nok lidt af en mundfuld for den gennemsnitlige poplytter. Selvom det stadig er et ganske barokt nummer, er den efterfølgende Miss Gradenko noget lettere at sluge. Den er dog uden tvivl stadig meget interessant, og den lyder meget som en mere poppet udgave af noget, Jane’s Addiction kunne have lavet over 5 år senere. Efter disse to noget sære sange kommer en stribe af albummets fire hit-singler. Først kommer den stadig ret så barokke post-punk-inspirerede Synchronicity 2, der ikke rigtig på nogen måde fungerer som direkte fortsættelse til etteren, men det er en af mine yndlinge på ikke blot pladen, men blandt alle bandets værker, meget på grund af en meget storladen lyd og en særdeles utraditionel vokalmelodi i versene. Det føles virkelig som om, noget stort og dramatisk er ved at ske.

Denne tour de force af klassiske sange fortsætter med megahittet Every Breath You Take. Den bruger et forholdsvis simpelt rimskema, og en rigtig simpel, fængende melodi. Men de får den til at fungere helt perfekt, da teksten har utrolig mange lag, og Sting har sjældent lydt så længselsfuld som herpå. Den fortsætter igen i denne mere stilfærdige lyd på de to andre hits, King of Pain og Wrapped Around Your Finger, der til trods for det lavere tempo er nogle af albummets mest fængende sange, og der bliver lagt helt enorme følelser i den fra de tre medlemmer. Den oprindelige vinyludgave afsluttede med Tea In the Sahara, der bygger meget på desperation og indflydelser fra international folkemusik. Den runder efter min mening bedre albummet af end nummeret, der blev tilføjet bagefter på efterfølgende udgivelser, Murder By Numbers, der som sådan har en rigtig dyster lyd, men det ødelægges lidt, når Sting synger omkvædet, der siger “ABC” og “1, 2, 3” som var den en anden Jackson 5-sang. Synchronicity kan som helhed anbefales til enhver, der blot kan lide 80’er-pop, for det er en af årtiets absolut bedste albums i genren.

494 – Cyndi Lauper – She’s So Unusual (1983)

I popmusikkens store verden handler det ikke blot om at have talent. Der er mange, der laver popmusik, og desværre bliver de bedste sjældent opdaget. Hvem bliver så opdaget? Dem, der har personlighed. Og det har Cyndi Lauper uden tvivl. Hendes stemme er af og til så knivskarp at det skærer, og hun får David Bowie til at ligne en kontorarbejder med sin påklædning. Netop Bowie havde i løbet af 70’erne gjort det næsten umuligt for en tilbagelænet musiker at gøre sig bemærket. Og Lauper angriber dig med sømmet i bund på She’s So Unusual fra 1983. Hun har kun været med til at skrive 4 af de 10 sange, og der er ingen gennemgående sangskrivere, men albummet føles alligevel rigtig struktureret. Det lægger stærkt ud med Money Changes Everything, en satirisk sang om materialisme, der handler om at hovedpersonen slår op med sin kæreste af økonomiske årsager, meget som hvad Madonna ville gøre året efter med Material Girl. Lauper fortæller dog som tredjeperson, hvilket gør hende noget mere sympatisk end Madonna, selvom Madonna nok gør sangen morsommere.

Næsten alt på albummet er meget traditionelt opbygget, og selvom musikken derfor kan komme til at virke ensformig for mange, ser jeg selv She’s So Unusual som et godt eksempel på hvordan repetition kan virke. Sangene ville næppe have været nær så stærke, hvis repetitionen ikke gjorde oprigtigheden i hendes ellers meget skingre vokal tydelig. Denne vokal kan igen være et problem for mange lyttere – den bliver for eksempel alt for skinger på Girls Just Want to Have Fun, hvis du spørger mig. Den sang har jeg adskillige problemer med – den lyder alt for latterlig til, at den på nogen måde kunne sprede sit budskab om seksuel frihed, den generaliserer alle unge pigers behov til kun at være at have det sjovt, og den er alt i alt en af 80’ernes mest daterede sange. Kan nogen egentlig stadig lide den sang af ikke-ironiske årsager? Albummets største problem er i det hele taget at det lugter så meget af 80’erne, at det kan føles alt for tumpet at lytte til. Når det undgår sådan nogle huller, er det til gengæld fuldstændig fantastisk

Den falder dog lidt for ofte i dem, men et godt eksempel på en sang, der stadig føles frisk i 2012 er She Bop. Tonen på det nummer er dramatisk, og den arbejder rigtig seriøst med onani. Den slår hårdt til, og den kunne lige så godt være skrevet i dag – ikke at nogen nutidige musikere ville kunne gøre det lige så godt som Lauper, for hendes stemme er som skabt for den sang, der da også er blandt dem, hun selv skrev delvist. Alle de fem kommercielt udgivne singler blev enorme hits, og de er blandt hendes mest berømte sange. De andre sange på albummet er dog også værd at lytte til, f.eks. Witness og hendes cover af Princes When You Were Mine. Dette cover minder meget om originalen, men det står næsten bedre til Laupers stemme end Princes, og da teksten ikke er blevet ændret det mindste, bliver betydningen derfor ændret til at hendes ekskæreste viser sig at være homo- eller biseksuel; “I know, that you’re goin with another guy” synger hun. She’s So Unusual kan anbefales til fans af 80’er-pop, men hvis du ikke elsker 80’erne mere end så mange andre årtier, viser alderen sig tydeligt.

500 – Eurythmics – Touch (1983)

Oven på megahittet Sweet Dreams (Are Made of This) fra albummet af samme navn havde den britiske new wave-gruppe Eurythmics fået kommerciel succes, og med den ville de udfolde sig endnu mere. På blot tre uger fik de lavet deres næste album, som nok kan kaldes deres bedste. Albummet hed Touch og udkom i 1983. Alle 9 sange på albummet bruger synthesizer på diverse kreative måder. Mange af dem kan virke meget aparte, og især de senere numre på pladen kan virke underlige for almindelige pop-lyttere. Beatsene på albummet er ofte hårdtslående, f.eks. på sange som Regrets, The First Cut og Paint a Rumor, men på et par få sange er der skruet ned for denne hårdtslående lyd. Who’s That Girl veksler f.eks. meget imellem aggression og bekymring, og da følger beatet også med. Den veksler samtidig smukt imellem høflighed og vrede, og som vreden bliver mere fremtrædende, eksperimenterer gruppen mere og mere, hvilket sætter mere personlige præg på sangene.

Når de ikke eksperimenterer, er sangene utrolig fængende popmelodier, som hele familien kan synge med på – hvis de da kan ramme tonerne. Forsanger Annie Lennox har en fantastisk stemme, som næsten ingen kan matche. Hun udtrykker følelserne på albummet på eminent vis. Som hun synger linjer som “I’m so full of desire; When you set my head on fire” fra den Jamaicansk inspirerede Right By Your Side eller “Here it comes again, Here it comes again, Here it comes again, Here it comes again” fra det elektroniske eksperiment Cool Blue mærker man følelserne strømme ud med en fabelagtig klang. Der indføres noget, der mest af alt minder om et afrikansk folkemantra på Aqua, og der kommer nogle spektakulære vokalintervaller på Paint a Rumor og næsten konstant nye overraskende idéer på No fear, No Hate, No Pain (No Broken Hearts). Sådanne elementer gør Touch til en mindeværdig oplevelse, der tør at gøre mange forskellige ting.

Eurythmics gør syntetisk lyd til en utrolig følelsesrig oplevelse. Blandt alle de britiske Synthpop-grupper stikker de ud på grund af deres mange idéer, der gør musikken konstant interessant at lytte til, hvor de fleste andre kunne gøre dig godt træt af at lytte til 10 sange, der bare er West End Girls med anden melodi og tekst. Fans af eksperimenterel musik vil nikke tilfredsstillende, som de lytter til dette album som det nærmer sig enden, for vi snakker om et meget progressivt opbygget eksperiment. En fan af almindelig synthpop vil langsomt blive trukket hen mod disse særere lyde, som de nok vil lære at værdsætte, som albummet langsomt introducerer flere og flere til dem. Det er lyden af 80’erne blandet med lyden af fremtiden. Og lige præcis dette gør, at Eurythmics er bedre end langt de fleste af tidens mange new wave-grupper.