Kategoriarkiv: Def Leppard

384 – Def Leppard – Pyromania (1983)

Udgivet den af
Svar

Det britiske rockband Def Leppard havde været kendt i deres hjemland i en årrække før deres store internationale gennembrud, Pyromania fra 1983. Dette album kan meget let ses som starten på hair metal-bølgen. Der var absolut elementer fra genren i tidligere musik, her især Van Halen, Aerosmith, Whitesnake og Kiss – alle disse havde dog i deres tidligere albums haft en smule inspiration fra blues. Du skal virkelig anstrenge dig for at høre blues-rødderne, heavy metal jo nu engang har, herpå. Til gengæld får du hårde, poppede rocknumre for fuld skrue her, og de følgende år prøvede adskillige bands på at gentage præstationerne, der lå på Pyromania. Selv Def Leppard har gjort det adskillige gange, ofte med held, men Pyromania forbliver deres største værk. Hvorfor? Først og fremmest forstår det dynamik. Jeg snakker meget om dynamik, når jeg anmelder plader, for det er meget vigtigt. Og det er især vigtigt, når vi snakker musik, der skal virke sjovt, vildt, overdrevet og hårdtslående i 45 minutter, for hvis musikken ikke har sine stille øjeblikke, virker det i sidste ende trægt og trættende.

De stille øjeblikke på Pyromania får de mere højlydte punkter til at lyde så meget desto mere vilde og overdrevne. Man kan virkelig ofte bare sidde og skråle med for fuld drøn, mens man har skruet alt for højt op for musikken. Det er ikke ligefrem det mest intelligente musik i verden. Som man lytter til en sang igen og igen, kan den godt blive en smule kedelig. Det er nogle fede melodier og alt muligt, men det er ikke så meget mere end det. Det udgiver sig dog ikke for at være så meget mere, så det er ikke så irriterende igen. Man skal bare ikke forvente sig det helt store rent intellektuelt. Lyden er ikke specielt varierende i løbet af albummet. Det er hele tiden en forholdsvis ren, poppet metallyd, man får, og selvom det virker, kunne man godt tænke sig lidt variation, bl.a. som Van Halen gjorde på deres debutplade. Derudover er ikke alle melodier lige vidunderlige. De fleste er, og disse er også af virkelig høj kvalitet. De er rigtig sjove, og man kan slet ikke få dem ud af hovedet.

Albummet slutter virkelig sært. Den sidste sang hedder Billy’s Got A Gun, og den er en af de bedste sange på pladen. Den er seks minutter lang, og efter de første fem minutter afsluttes nummeret på glamourøs og bombastisk vis, og jeg ville være fuldt ud tilfreds, hvis det hele bare sluttede der. Så kommer der dette sidste underlige minut af en sær synth-lyd og trommeslag, og dette slutter fuldkommen brat. Det er en meget sær måde at slutte et album på, og det tilføjer slet ikke noget til oplevelsen. Det gør faktisk, at man som lytter, ikke føler, at det burde stoppe her. Pyromania er et album drevet af dynamik og stærke melodier, og dette har Def Leppard virkelig formået at gøre godt. Selvom produktionen er poppet, har det stadig lidt af den rå kant, som man ellers savner hos mange af genrens andre plader. Er det 80’ernes største kunstværk? Nej. Men det sparker fandeme stadigvæk masser af røv i alle mulige retninger. Def Leppard var ikke videre ambitiøse med Pyromania, men i forhold til ambitionerne fik de  lavet noget større og bedre end man kunne turde håbe på.

472 – Def Leppard – Hysteria (1987)

Udgivet den af
1

Jeg vil ikke forsøge på at overbevise nogen som helst om at Hysteria af Def Leppard er et revolutionerende kunstværk, der kan ændre din opfattelse af hvad man kan opnå med musik. For Def Leppard er bare fis og ballade, og når de lægger meget i at være fuldstændig hysterisk latterlige, er de da også bedst. Albummet åbner også med den ene fjollede sang efter den anden, og de første 6 sange blev alle udgivet som singler, så de er nogle af deres mest berømte sange. Selvfølgelig betyder det, at næsten alt det, man i forvejen kender, er i starten af pladen, hvilket kan gøre den sidste halvdel kedelig i starten, men selv efter gentagne gennemlytninger føles numre som Gods of War og Don’t Shoot Shotgun som om, de mangler det enorme hysteri, som Def Leppard ellers repræsenterer så godt i starten med klassikere som Pour Some Sugar on Me, Rocket, Love Bites og Armageddon It. Måske er de faktisk stadig lige så energiske og latterlige som i starten, men efter en halv time af den slags, føles de uden tvivl ikke nær så stærke.

Til gengæld er de bedste numre simpelthen umulige at kede sig til. Women, Rocket, Animal, Pour Some Sugar on Me og Armageddon It repræsenterer alt det, ikke blot Def Leppard, men hele hair metal-genren i det hele taget blev så populær af, nemlig den absolutte forkastning af alt seriøst her i verden. Imellem Animal, og Pour Some Sugar on Me finder man Love Bites, der nok er en af de få mere triste hair metal-sange, som rent faktisk er til at holde ud. At være latterligt melankolsk er rigtig sjældent morsomt, men Def Leppard formår rent faktisk at gøre det. Deres selvironi er ufatteligt tydelig, og det føles som at se et dramatisk b-film-drama, hvor skuespilleren på ingen måde kan opføre sig oprigtigt trist, hvorfor han da bare tudbrøler over selv de mindste småting. Som pladen da skrider frem, bliver det meget tydeligt, at den ikke er specielt dynamisk opbygget. Næsten hver eneste sang er konstant vild, og efter en time i Def Leppards selskab, vil man nok allerhelst høre noget med mindre råben og skrigen.

Hysterias sidste halvdel er generelt svagere – meget af det samme som på første halvdel, og ikke i nær så latterlige grader. Run Riot og Hysteria er nok de to bedste undtagelser til denne generalisering. Run Riot er fængende og energisk, og riffe tlyder ikke som noget andet på albummet. Hysteria er derimod nok den eneste oprigtigt lydende sang, Def Leppard nogensinde har skrevet. Den er ikke noget at græde over eller noget, men det er rigtig befriende, at man får denne ene sang, der rent faktisk tager sig selv seriøst. Hvis du er til overdreven hair metal, så er Def Leppards Hysteria en af de mest gennemgående sjove og lystige plader, man kan finde sig. Den har uden tvivl nogle skønhedsfejl, men præcis som hvordan de ikke tager sig selv for seriøst, så skal lytteren helst heller ikke. Hvis du tager din musik for seriøst, så burde du nok holde dig fra næsten al hair metal. Hysteria er, hvad det er, og det kan så være både godt og skidt.