343 – Meat Loaf – Bat Out of Hell (1977)

I 1977 udgav sangeren Meat Loaf, der hidtil havde været en del af duoen Stoney and Meatloaf, sin første plade i sit eget navn. I producerstolen sad den fuldkommen geniale Todd Rundgren, og sangene var alle skrevet af en ligeledes genial mand ved navn Jim Steinman. Steinman har skrevet mange forskellige popmelodier, men med Meat Loaf havde han mest gennemgående succes, og han var også virkelig ambitiøs med deres første plade sammen, der fik navnet Bat Out of Hell. Dette er også navnet på åbningsnummeret, der er næsten 10 minutter langt. Nu er jeg ikke en, der er bange for at sige, at et nummer er blevet for langt, men det er ingenlunde tilfældet med dette nummer. Alle instrumenter hænger helt perfekt sammen, og der er vildt meget variation. Variationen er det, der mest af alt gør hele albummet Bat Out Of Hell så godt, og titelnummeret er et af de bedste numre. Der er fut i rock and roll-klaveret, og guitaren sparker også masser af røv! Det kan godt være, at det er et langt åbningsnummer, men det er også et formidabelt åbningsnummer.

Efter en kort dialog, som måske godt kunne være fortalt musikalsk, kommer You Took the Words Right Out of My Mouth (Hot Summer Night), som er en noget mere poppet sang. Den er som åbningsnummeret meget bombastisk, her dog i en meget kærlig facon. Teksten er virkelig charmerende: “You took the words right out of my mouth, and I swear it’s true; I was just about to say I love you”. Man kan næsten ikke lade være med at rødme lidt. Pladens tredje nummer hedder Heaven Can Wait, og det er en lidt langsommere sang. Klaveret er mere romantisk, og nogle strygere øger stemningen yderligere. Den er meget sorgmodig, og selvom det ikke er en af pladens mest kendte sange, er det stadig en fremragende melodi. Den føles stadig meget oprigtig, og instrumentationen skifter tit, så den konstant føles frisk. Der kommer mere gang i den med All Revved Up and No Place to Go, en meget storladen sang, der bare suser afsted med en fed saxofon. Det er en god kontrast til den stille og langsomme sang, der kom før. Det bliver atter langsomt med Two Out of Three Ain’t Bad, en virkelig grov sang i ironisk fløjlsindpakning. Meat Loaf slår her op med sin elskede, og den facade, han påtager sig, er fandeme komisk guld!

Det bedste nummer på hele Bat Out of Hell er efter min mening hans duet med sin korsangerinde Ellen Foley. Sangen hedder Paradise by the Dashboard Light, og det er en 8½ minuts rockopera om en omgang sex. Jeg vil helst ikke afsløre slutningen, det ville være rigtig synd, men lad mig sige så meget som, at det er et meget morsomt nummer. Da det er opdelt i tre akter, er det naturligvis et meget varieret stykke musik, men de individuelle stykker er alle virkelig fængende, især akt 2 og 3. Bat Out of Hell afsluttes af sit syvende nummer, For Crying Out Loud. Det er endnu et 8½ minut langt nummer, og hold da kæft, hvor den siger farvel. Den starter langsomt og melankolsk med ikke andre instrumenter end et klaver, men med tiden bliver klaveret mere intenst, og Meat Loaf synger meget højlydt og ophidset om kærlighed. Senere kommer strygere på, og et helt orkester bryder med tiden frem, og det bliver til en af pladens mest bombastiske numre. Af og til har man bare brug for noget sjov musik, og det behøver ikke altid at være ambitiøst eller artistisk. Bat Out of Hell er dog begge dele, og det er et af de store mesterværker i rockhistorien.

472 – Def Leppard – Hysteria (1987)

Jeg vil ikke forsøge på at overbevise nogen som helst om at Hysteria af Def Leppard er et revolutionerende kunstværk, der kan ændre din opfattelse af hvad man kan opnå med musik. For Def Leppard er bare fis og ballade, og når de lægger meget i at være fuldstændig hysterisk latterlige, er de da også bedst. Albummet åbner også med den ene fjollede sang efter den anden, og de første 6 sange blev alle udgivet som singler, så de er nogle af deres mest berømte sange. Selvfølgelig betyder det, at næsten alt det, man i forvejen kender, er i starten af pladen, hvilket kan gøre den sidste halvdel kedelig i starten, men selv efter gentagne gennemlytninger føles numre som Gods of War og Don’t Shoot Shotgun som om, de mangler det enorme hysteri, som Def Leppard ellers repræsenterer så godt i starten med klassikere som Pour Some Sugar on Me, Rocket, Love Bites og Armageddon It. Måske er de faktisk stadig lige så energiske og latterlige som i starten, men efter en halv time af den slags, føles de uden tvivl ikke nær så stærke.

Til gengæld er de bedste numre simpelthen umulige at kede sig til. Women, Rocket, Animal, Pour Some Sugar on Me og Armageddon It repræsenterer alt det, ikke blot Def Leppard, men hele hair metal-genren i det hele taget blev så populær af, nemlig den absolutte forkastning af alt seriøst her i verden. Imellem Animal, og Pour Some Sugar on Me finder man Love Bites, der nok er en af de få mere triste hair metal-sange, som rent faktisk er til at holde ud. At være latterligt melankolsk er rigtig sjældent morsomt, men Def Leppard formår rent faktisk at gøre det. Deres selvironi er ufatteligt tydelig, og det føles som at se et dramatisk b-film-drama, hvor skuespilleren på ingen måde kan opføre sig oprigtigt trist, hvorfor han da bare tudbrøler over selv de mindste småting. Som pladen da skrider frem, bliver det meget tydeligt, at den ikke er specielt dynamisk opbygget. Næsten hver eneste sang er konstant vild, og efter en time i Def Leppards selskab, vil man nok allerhelst høre noget med mindre råben og skrigen.

Hysterias sidste halvdel er generelt svagere – meget af det samme som på første halvdel, og ikke i nær så latterlige grader. Run Riot og Hysteria er nok de to bedste undtagelser til denne generalisering. Run Riot er fængende og energisk, og riffe tlyder ikke som noget andet på albummet. Hysteria er derimod nok den eneste oprigtigt lydende sang, Def Leppard nogensinde har skrevet. Den er ikke noget at græde over eller noget, men det er rigtig befriende, at man får denne ene sang, der rent faktisk tager sig selv seriøst. Hvis du er til overdreven hair metal, så er Def Leppards Hysteria en af de mest gennemgående sjove og lystige plader, man kan finde sig. Den har uden tvivl nogle skønhedsfejl, men præcis som hvordan de ikke tager sig selv for seriøst, så skal lytteren helst heller ikke. Hvis du tager din musik for seriøst, så burde du nok holde dig fra næsten al hair metal. Hysteria er, hvad det er, og det kan så være både godt og skidt.