59 – The Beatles – Meet the Beatles! (1964)

I slutningen af 1963 var britiske The Beatles begyndt at markere sig som regulære pop-sensationer i hjemlandet, og derfor ville amerikanerne naturligvis gerne importere dem. I deres hjemland havde de allerede udgive to plader, “Please Please Me” og “With The Beatles”, og i USA valgte man mere eller mindre at genudgive sidstnævnte, denne gang under titlen “Meet the Beatles!”. Der blev dog i denne sammenhæng også ændret en del på tracklisten, og der blev endvidere tilføjet nogle nye numre. For en album-fanatiker som mig kan dette på overfladen virke som en værre forbrydelse mod den artistiske intention, men for at være ærlig, var “With the Beatles” ikke særlig imponerende til at begynde med, og det virkede ikke som om, der var den store vision bag den. Bandmedlemmerne har selv kaldt adskillige af albummets tracks for fyld, så jeg er totalt åben for et forsøg på at lave den om, så den er lettere at sælge. Der blev bl.a. tilføjet de to store hits “I Want to Hold Your Hand” og “I Saw Her Standing There” samt den knap så kendte “This Boy” til at starte pladen. Derefter er rækkefølgen den samme, blot med en række tracks fjernet.

De tracks, der ikke blev medtaget i den amerikanske udgave er “Please Mister Postman”, “Roll Over Beethoven”, “You Really Got a Hold on Me”,  “Devil in Her Heart” og  “Money (That’s What I Want)”. Den musikhistorisk kyndige læser vil straks bemærke, at alle disse numre er covers, og da jeg netop skulle anmelde “With the Beatles” var disse sange et af mine problemer med pladen. Enten har vi at gøre med en sang, der i forvejen var ringe, uden at The Beatles formåede at gøre den værd at lytte til, eller også har vi at gøre med en fin sang, hvor de dog på ingen måde formår at overgå originalen. Det eneste cover på “Meet the Beatles!” er “Till There Was You” fra musicalen “The Music Man”. Det er stadig et af de svagere numre på pladen, men den har da sin søde charme, og den trækker ikke væk fra helhedsoplevelsen. Jeg må indrømme at den ringe kvalitet af de mange cover-numre gjorde mig lidt for flink overfor gruppens egne kompositioner, da jeg anmeldte den britiske original. Mange af dem er ret forglemmelige, når jeg nu ser tilbage på dem, og nogle af de kortere sange føles ret halvfærdige.

Nu sagde jeg, at “Till There Was You” ikke trak væk fra helhedsoplevelsen, men det er måske lige lovlig generøst at snakke om en helhedsoplevelse. End ikke originaludgaven havde en særlig gennemført albumstruktur, og der er om muligt endnu mindre på “Meet the Beatles!”. Når pladen slutter af med “Not a Second Time” føles det ikke nær så konkluderende som det gjorde med “Money (That’s What I Want)” på den britiske version. Jeg sidder faktisk tilbage og venter den næste sang, der i sidste ende ikke kommer. Pladen er også kun 27 minutter lang, så man kan undres over, at der ikke blev medtaget flere sange fra “Please Please Me”-pladen end  “I Saw Her Standing There”, fx “Twist and Shout” eller “Love Me Do”. Pladen kunne nok have været endnu bedre, hvis den ikke lænede sig så meget op ad den britiske “With the Beatles”, men rettere var lavet som et forsøg på at opsamle det bedste fra gruppens første par albums og singler. Som den er, falder den et irriterende mellemsted. Den har uden tvivl en bedre tracklist end “With the Beatles”, men det er alligevel svært at anbefale den, for dels er den jo ikke det autentiske album, og dels er den stadig ikke en særlig fyldestgørende helhedsoplevelse.

67 – Billy Joel – The Stranger (1977)

Jeg er lidt i tvivl om, hvor velanset Billy Joel egentlig er som sangskriver nu til dags. Mere fjollede numre som ‘Uptown Girl’, ‘We Didn’t Start the Fire’ og ‘It’s Still Rock and Roll to Me’ har muligvis formået at trække opmærksomhed væk fra, hvor dygtig han egentlig kan være, når han er bedst. Især i 70’erne udgav han gode albums i stribevis, og intet af dem formår at fremvise hans talenter som sangskriver i samme gad som ‘The Stranger’ fra 1977. Han formår her konsekvent at levere mindeværdige melodier, uanset om det gælder stille ballader som ‘She’s always a Woman’, mere rockede numre som ‘Movin’ Out (Anthony’s Song)’ eller en mere R&B-præget sang som ‘Just the Way You Are’. Ikke alene er de mindeværdige, men de er også stærke, når det kommer til stemning. Den eftertænksomme fornemmelse på bl.a. ‘Vienna’ skylder rigtig meget til sin simple melodi, og omvendt bliver fortællerens hektiske tankestrøm på ‘Scenes from an Italian Restaurant’ udtrykt rigtig godt med et totalt melodiskift, så snart den begynder. Billy Joel er virkelig god her til at få det hele til at gå op i en højere enhed på hvert eneste nummer.

Som lyriker oplever man også her Joel på toppen. En af mine favoritter er ‘Only the Good Die Young’, der ganske genialt er skrevet, så den taler til en andenperson, mens dens inhold reelt udforsker fortællerens ungdommelige liderlighed. ‘Movin Out (Anthony’s Song)’ udforsker to figurers jagt på den amerikanske drøm, og på ganske kort tid får Joel sat godt med drama og konflikt op i begge scenarier. Endnu engang må ‘Scenes from an Italian Restaurant’ også fremhæves som et højdepunkt. Sangen er elegant delt i to, en sektion, hvor fortælleren skænker vin på den titulære restaurant, og en sektion, hvor fortælleren genkender en gammel ven og mindes alt det, de er gået igennem. Det er en ret rørende fortælling, og den er så propfyldt med engagerende narrativt indhold, at dens status som Joels længste sang nogensinde på ingen måde er et problem. Billy Joels sangskrivning har jeg vist efterhånden etableret som værende sublim, men hvad med pladens andre aktører? Phil Ramones produktion er rigtig god. Alt lyder rigtig klart og tydeligt, og det er bl.a. Ramones skyld, at man får det flotte tema fra begyndelsen på titelnummeret fløjtet rettere end spillet på et instrument.

I det hele taget er samspillet mellem musikerne helt eminent. Der er et levende musikalsk univers på ‘The Stranger’, og man kan nærmest fornemme ansigtsudtrykket på hver eneste musiker, når man hører dem spille sammen. Der er en mere fyldig lyd på pladen end man typisk forbinder med Joel, der jo oftest blot er associeret med sit klaver. Den soniske oplevelse er ofte tættere på noget, man kunne forbinde med bands som Tom Petty and the Heartbreakers eller Bruce Springsteens E Street-band end det er på den typiske singer/songwriter-lyd. Der er dog også numre, der er helt nede på jorden: ‘She’s Always a Woman’, ‘Vienna’ og størstedelen af ‘Everybody Has a Dream’ er ganske afdæmpede. Uanset hvad er Joel ret god til at variere lyden. Dynamisk holder ‘The Stranger’ sig interessant hele vejen igennem, og dermed er det en rigtig let plade at spille mange gange, uden at man bliver spor træt af den. Det er en virkelig velskåret popplade, der er rig på charme, personlighed, variation og varme. Hvis jeg nu har ret i, at Billy Joels omdømme ikke er nær så godt, som det kunne være, så lad mig slå det fast, at det er ganske uretfærdigt for ‘The Stranger’, der stadig er en drøngod skive.

232 – The Byrds – Mr. Tambourine Man (1965)

Man kan få lidt ondt af et band, hvis største hit er et cover. Men det har jo aldrig stoppet Aretha Franklin, Marvin Gaye, Janis Joplin eller Jeff Buckley, og det stoppede på ingen måde The Byrds. Deres fantastiske cover af Bob Dylans Mr. Tambourine Man var ikke blot deres første og største hit, det var også en sang, de var utrolig stolte af. Den kom til at give navn til deres debutalbum, og ideen med at lave en mere elektrisk, psykedelisk udgave af en Dylan-sang gentog de også – der er hele 4 af slagsen blandt pladens 12 tracks. Lad mig lige som stor Byrds-fan sige, at det normalt er sådan noget, der gør en gruppe til et one hit wonder. Wild Cherry undgik ikke at hitte igen, fordi de ikke var gode musikere, de hittede ikke igen fordi de bare prøvede at gentage Play That Funky Music en masse gange. Foruden de 4 Dylan-covers fortolker de også Pete Seegers The Bells of Rhymney og Vera Lynns We’ll Meet Again. Det er så halvdelen af pladen, men de gør det faktisk rigtig godt. De mange covers sørger de for at forene nydeligt med deres flotte lydbilleder.

De er dog også ganske glimrende sangskrivere på egen hånd. Man behøver ikke at kigge meget længere end til track 2 for at opdage dette: I’ll Feel a Whole Lot Better er en fantastisk skrevet popsang, der virkelig hænger godt sammen. Og den lyder helt unikt af The Byrds. Der er mange små finurligheder, der gør dette til et mesterværk. Men måske skjulte Gene Clark, der har skrevet de fleste originale sange, sine sangskrivningstalenter lidt væk. Det føles nemlig som om, der er en del fyld. Forud for denne anmeldelse har jeg lyttet til denne plade adskillige gange, den er nemlig utrolig kort. Selv med alle de gennemlytninger, så har jeg svært ved at få særlig meget ud af de originale sange. Jeg elsker virkelig den dystre stemning på I Knew I’d Want You og Here Without You, men angående sangskrivning, så er der ikke så meget at komme efter. It’s No Use og Don’t Doubt Yourself, Babe er nogle mere spøjse sange, og især den sidste holder ret godt. Denne er ikke skrevet af Gene Clark men af Jackie DeShannon specifikt til gruppen. Den eneste originale sang, jeg nu mangler at fortælle om er You Won’t Have to Cry. Der er heller ikke så meget at fortælle om, udover at Jim McGuinn er ret imponerende på guitaren, og at introen lover meget mere end sangen leverer.

Man skal dog virkelig være et forfærdeligt band for at ødelægge klassiske Bob Dylan-sange, for hvis nogen sangskriver har lavet udødelig musik, der ikke kan ødelægges af selv de værste, så er det Dylan. Men Byrds er ikke dårlige, de er faktisk helt fænomenale. Der er bare fyld på deres debutplade, det er der på så mange plader fra tilbage i 60’erne. Det bedste på denne plade er da foruden I’ll Feel a Whole Lot Better deres mange covers. Det er ikke kun af kommercielle årsager, at de fortolker så meget Dylan på denne plade. Det er også fordi, deres lyd er utrolig velegnet Dylans sangskrivning, også selvom de gør det vidt forskelligt fra ham. De sørger for at have meget lyd af hans folk samtidig med at sætte både noget rock og psykedelia i hans musik. Deres vokalharmonier er virkelig smukke, og Dylans bevidst manglende perfektion giver gruppen noget kant, der lidt mangler på mange af deres originale sange. Pete Seeger er som stor indflydelse for Dylan også perfekt for the Byrds, og deres cover af We’ll Meet Again runder faktisk virkelig flot pladen af med sin sentimentalitet. Mr. Tambourine Man er en fantastisk sang, en af de bedste nogensinde, og den har givet navn til en ganske god plade. Det er fristende at kalde den en usleben diamant, men den er rettere lidt mere poleret end hvad godt er.

241 – Black Sabbath – Black Sabbath (1970)

Du hører regn. Du hører svag torden. Du hører kirkeklokker. Tordenvejret bliver kraftigere. Du hører Tony Iommi fyre et fedt, langsomt, dæmonisk guitarriff af. Sådan starter Black Sabbath af bandet af samme navn, åbningsnummeret på deres første plade, der ligeledes hedder Black Sabbath. Så kommer en forskruet, forhekset stemme, der tilhører Ozzy Osbourne, og nu er man bare fuldkommen betaget. Dette er pladen, hvor heavy metal startede, og den startede med en gruppe, der så sandelig kunne finde ud af skidtet. Black Sabbath er en dramatisk sang, og den introducerer godt gruppen til befolkningen. Man forstår hvem, de er og hvad, de vil, men der er stadig en vis mystik over dem. Der kommer noget mundharmonika med på andet nummer, The Wizard, hvorved deres bluesindflydelse bliver tydeligere. Det er en lækkert komponeret og arrangeret sang, som kører på noget animalsk vildskab, hvilket især kan mærkes gennem trommerne spillet af Bill Ward, som bare er fuldkommen ustyrlige.

Behind the Wall of Sleep er en interessant sang, idet den leger meget med tempo i løbet af sangen. Den er også meget interessant idet vokalharmonien minder meget om deres store klassiker War Pigs, som de udgav senere samme år. Jeg vil sige, at når man lytter til Behind the Wall of Sleep i dag, så føles det lidt som en tammere udgave af den store klassiker, men jeg kan sagtens sætte mig ind i, at den dengang var noget helt nyt, og at den også lyder ganske truende på egen hånd. En af albummets mest populære sange kommer efter denne, nemlig N.I.B., der åbner med en virkelig funky bassolo, hvorefter et tungt, fængende guitarriff går i gang. Det er en af gruppens allerbedste numre, og et klart højdepunkt på albummet. Det lille “Oh yeah!”, Ozzy laver mellem versene giver sangen virkelig meget charme, og der er også noget smukt ved, at han ikke gør andet end bare at synge med på riffet. Den mest poppede sang på pladen er et cover af en sang oprindeligt af bandet Crow. Deres oprindelige udgave af sangen Evil Woman var da også stort set pop-rock – ikke langt fra noget, Steppenwolf kunne have lavet. Hos Black Sabbath får den mere kant, og Iommi får fyret en ganske imponerende guitarsolo af.

Den næstsidste sang har navnet Sleeping Village, og den åbner ganske stille for dynamikkens skyld, men foruden denne årsag, så laver de også et meget dramatisk setup, hvor Ozzy synger melankolsk over en simpel guitar. Efter et stykke tid får sangen dog den hårde Sabbath-lyd man kender. I løbet af sangen skifter den meget form, og man kommer faktisk aldrig til at høre Ozzy Synge på dette nummer igen. Til gengæld er der meget legen med guitaren. Det er en kreativ sang, der fungerer godt som en lille forsmag på afslutningsnummeret, den 10 minutter lange Warning. Denne begynder stort set lige hvor Sleeping Village slap. Her synger Ozzy stort set bare over basgangen, men i modsætning til de fleste Sabbath-numre, så får Iommi også mulighed for at prale under verset. Det er måske en smule rodet, men det er der noget smukt ved, især nu når pladen er ved at slutte. Der sker hele tiden noget nyt og interessant på denne ligeledes meget guitar-fokuserede sang. Black Sabbath er en virkelig solid debut.  Den har måske ikke klaret tidens tand perfekt, men den holder imponerende godt.

250 – Bruce Springsteen – The River (1980)

Jeg har det tit svært med dobbeltalbums, for at fylde én skive med stærke sange, der hænger godt sammen, er en svær nok opgave at opfylde. Dobbeltalbums, der nærmer sig perfektion, er en sjældenhed, det kan nærmest kun gøres, hvis kunstneren i første omgang mestrer at lave albums af mere traditionel karakter. Folk, der har lavet det ene mesterværk efter det andet. Navne som The Rolling Stones, Bob Dylan og naturligvis Bruce Springsteen springer frem med det samme som passende til sådan en beskrivelse, og de har da også lavet nogle af de bedste dobbeltalbums nogensinde. Springsteens femte studiealbum, The River fra 1980, er hans hidtil eneste dobbeltalbum, men det er også virkelig så fyldt med geniale kompositioner, at det næsten er ufatteligt. Når jeg normalt lytter til længere albums føles længden meget påtaget, som om pladen sagtens kunne have overlevet som en enkelt skive, men The River giver dig sang efter sang af så høj kvalitet, at man på intet tidspunkt har lyst til at pladen slutter – undtagen når slutningen rent faktisk kommer, hvor det bare er perfekt timet.

Meget af musikken på The River er faktisk virkelig simpel – det er normalt det, Springsteen er bedst til, men han tager det længere ned på jorden, end man er vant til. Der er tale om simple, sjove, fængende pop-rock-numre, der ikke er besynderligt lange. De er alle meget godt sammenskruet rent instrumentalt, og man føler virkelig at alle instrumenterne går op i en højere enhed. På Sherry Darling sørger saxofonist Clarence Clemons for en rigtig kærlig, hyggelig stemning, Springsteens mundharmonika kan skabe kuldegysninger på titelnummeret, og Garry Tallents langsomme, tøvende bas gør Drive All Night, pladens uden sammenligning længste sang, så meget mere rørende end ellers. Det instrument, der dog gør mest for mig i løbet af pladen er orgelet spillet af Danny Federici og på enkelte sange Roy Bittan, der normalt er pianist. Orgelet gør sange som Hungry HeartTwo Hearts og Ramrod meget sjovere med deres simple riffs. Dette hjælper klaveret også meget på. Det er ikke meget ulig hvordan mange glam-rock-musikere, heriblandt David Bowie og Mott the Hoople, genskabte 50’ernes rocklandskab.

På the River er der også en vis nostalgi for Chuck Berry, Elvis Presley og Little Richard hvad angår sangskrivningen, der er ganske simpel, men lyden er tit meget stor på disse rock and roll-numre, hvilket gør, at de stadig holder i dag. Man kan mærke klar inspiration fra folk som Phil Spector, men Springsteen gør den fyldige instrumentation til noget, der stadig på overfladen kunne være et gadeband. Dette har meget noget med Springsteens imponerende sangskrivning at gøre, men brugen af instrumenterne er også bare fremragende. Deres energi hjælper også meget, og de er hurtigt lette at synge med på. Og Springsteens stemme er også virkelig nær – man kan få rigtig meget kærlighed ud af den. Og så holder albummet virkelig hele vejen  igennem. Fra første til sidste sekund er det bare en fed plade. Virkelig få sange rammer ikke standarden, der er sat, faktisk kan jeg kun komme i tanker om Stolen Car, der er lidt for stille til, at jeg kan høre teksten eller for den sags skyld følelserne. Derudover hænger alle sangene virkelig godt dynamisk sammen, og de er alle usandsynligt mindeværdige. The River er en god kandidat til både Springsteens bedste album og til bedste dobbeltalbum nogensinde.

260 – Buena Vista Social Club – Buena Vista Social Club (1997)

I 40’erne blev en spilleklub ved navn Buena Vista Social Club dannet i Cuba, og hertil ville mange talentfulde musikere tage for at spille noget svedig musik i de lokale genrer son, bolero og guajira. Den amerikanske bluesguitarist Ry Cooder var stor fan af denne musik, og i 1996 blev han inviteret til Cuba for at indspille en sessioner med to maliske musikere og nogle lokale Cubanske musikere. De maliske musikere kunne desværre ikke komme frem, men Cooder blev så inspireret af at være i denne by, hvor så meget musik, han elskede, var opstået, at han med en stor gruppe lokale legender gendannede Buena Vista Social Club, som i denne form var et band rettere end en klub. De udgav deres debutalbum allerede i 1997, og det fik den simple titel Buena Vista Social Club. Det første nummer, Chan Chan, gør det klart, at vi har at gøre med nogle sindssygt dygtige musikere. Simpel som melodien er, tillader den meget musikalsk udfoldelse, og lige fra guitaren over rytmesektionen til blæserne, er det bare en virkelig imponerende oplevelse. Sangen er på en gang dramatisk og afslappende, og selvom sangen er på spansk, kan man mærke den dybt inde.

Inden slænget gik i gang med optagelserne, var Cooder lidt nervøs for, at der ville opstå kommunikationsproblemer mellem ham og de spansktalende musikere, men det endte dog slet ikke med at være tilfældet, for de kunne kommunikere gennem musikken. Meget af musikken er polerede genopførsler af improvisationssessioner, og mens man godt kan fornemme improvisation mange steder, så er det ret svært at få til at synke ind, for musikken på pladen er meget helstøbt, og numrene er virkelig dynamiske og velsammensatte. Mange af dem eskalerer op mod egentlige klimakser, og dette er kun muligt, fordi alle disse musikere er så erfarne. Mange af dem havde lavet denne slags musik i over 50 år, og kunne dermed lave sådan nogle velskrevne numre, selv hvis de improviserede. Når du lytter til en rockplade, er der tit meget fokus på et enkelt instrument eller to i løbet af et nummer eller måske hele pladen. På Buena Vista Social Club formår Ry Cooder at mixe det, sådan, at hvert eneste instrument er i fokus på et eller andet tidspunkt i løbet af pladen, men det føles samtidig naturligt. Og hvert eneste instrument har også meget at byde på, så det er helt i orden.

På Buena Vista Social Club er der også to instrumentale numre, og disse har jeg fået et lidt stærkere bånd til end det meste andet på pladen. Disse numre hedder Pueblo Nuevo og Buena Vista Social Club, og de har begge meget fremtrædende, eksperimentelle klaverer, der bare gør mig virkelig glad. Da de andre numre er på spansk, føler jeg ikke på de de instrumentale numre, at jeg misser noget i teksten. Forstå mig dog ret, jeg er glad for, at teksterne er på spansk. Hvis de var på engelsk, ville det sikkert fjerne noget af den eksotiske flavour, som giver pladens dens magi. Buena Vista Social Club er en meget imponerende plade, men den er dog ikke uden sine fejl. Vigtigst af alt, er den længere end hvad godt er. Dette kunne sikkert være forhindret ved at fjerne nogle af de svagere numre, heriblandt ¿Y tú qué has hecho? og Venite Años. De er begge ret langsomme sange, og vokalen på disse numre har jeg svært ved at tilknytte mig. Instrumentationen er dog stadig imponerende. Buena Vista Social Club er dog en helt unik plade, der fortæller om to kulturer, der mødes, og sammen skaber de et virkelig godt album. Alle med smag for latinamerikansk musik bør lytte til det.

264 – Blood, Sweat & Tears – Child Is Father to the Man (1968)

Al Kooper var en af 60’ernes og 70’ernes største producere, sangskrivere og musikere, men han er langt fra den mest kendte. Han har altid holdt sig meget bag andre navne, f.eks. Bob Dylan, Lynyrd Skynyrd og Stephen Stills, med hvem han har både skrevet, produceret og indspillet musik, men han havde faktisk også én gruppe, hvor han var fast sangskriver og regulært medlem. De hed Blood, Sweat & Tears, og han var ganske vist kun med til at optage deres første plade, Child Is Father to the Man, men denne er også i bredt omfang opfattet som deres bedste. På denne plade finder man 12 meget interessante numre, der blander vanlig pop og rock med klassisk musik og især jazz. Nogle sange, heriblandt den populære I Love You More Than You’ll Ever Know, er meget rendyrket bluesrock, bare hvor nogle ret jazzinspirerede messingblæsere dog pepper stemningen lidt op, men langt størstedelen har meget tydelig inspiration fra jazzmusikken. Det tydeligste eksempel på dette er deres cover af Harry Nilssons Without Her, der lyder virkelig kraftigt påvirket af Stan Getz og João Gilbertos bossanovamusik. Sådan lyder originalen slet ikke, men det lyder helt perfekt i denne udgave.

Albummet indledes med nummeret Overture, der spiller dele af diverse sange på pladen på strygere i en meget kort medley. Dette er også tilfældet på afslutningen, der morsomt nok hedder Underture, og dette skaber en vis helhed omkring albummet, og får det hele til at lyde meget planlagt. Noget meget sjovt ved pladen er de mange covers, og jeg havde ærlig talt ikke udregnet, at disse var covers. Der er 5 forskellige, og de oprindelige sangskrivere er af så forskellig karakter som Tim Buckley, Randy Newman, Carole King og selvfølgelig Harry Nilsson. Og disse får alle flot jazzglasur, som bare passer helt perfekt. Især er deres cover af den King-skrevne So Much Love, oprindeligt opført af Steve Alaimo, bedst kendt med Dusty Springfield. Ingen udgave overgår dog efter min mening den med Blood, Sweat & Tears, der formår at være dynamisk, oprigtig og bombastisk på en og samme tid. Det er ganske smukt. De Kooper-skrevne sange fylder dog mest, og disse er også lavet specifikt til denne stil. De er virkelig sjove, og den interessante jazz-instrumentation gør, at man hele tiden har noget at dykke ned i, hvis man bliver vænnet til de fængende, progressive melodier.

Der er ikke nær så meget klassisk som jazz. De tydeligste klassiske øjeblikke er selvfølgelig Overture og Underture, men Meagans Gypsy Eyes har et vidunderligt marchbeat og flotte, orkestrale blæsere, der støtter sangen godt, mens The Modern Adventures of Plato, Diogenes and Freud stort set bare er et klassisk stykke med tekst på. Strygerne er virkelig flot komponeret, og det fungerer godt som en af pladens sidste sange til at give lytteren noget nyt, selv efter, at man har hørt så meget af pladen. Al Kooper er tydeligvis også stor fan af bluesmusik, og dette lærer man især gennem numre som I Love You More Than You’ll Ever Know og I Can’t Quit Her, pladens nok bedst kendte sange, men mere end noget andet nummer, har Somethin’ Goin’ On bare en klassisk bluesmelodi. Den er dog stadig masser af jazz på alle tre numre, og det er virkelig sjovt. Child Is Father to the Man giver dig hele tiden nye former for musik. Det er et overflødighedshorn af kreativ sangskrivning og god albumdynamik. Den føles som om, den er af tilpas længde, og når man er færdig med pladen er man på en gang tilfreds, men man får også bare lyst til at høre den igen og igen, hvilket let kan anbefales.

270 – The Beach Boys – Today! (1965)

The Beach Boys blev dannet i 1961, og de ville i løbet af 60’erne vise sig at være en af årtiets definerende popgrupper med plader som Pet SoundsSmiley Smile og selvfølgelig pladen, der for alvor viste deres potentiale, Today! fra 1965. Det er en meget kort plade – kun 29 minutter får man ud af de 12 sange på pladen. Der er en rigtig god albumdynamik. Til trods for den korte albumlængde, føles pladen meget helstøbt, og den føles faktisk slet ikke så kort igen. Man føler, at man har fået et helt album, når man er færdig. Sangene på dette album er næsten alle skrevet af Brian Wilson og Mike Love, og de har bare gjort et sublimt stykke arbejde. Sangene er alle meget varierede og flotte, og især vokalharmonierne er bare smukke. De er ikke bare smukke, de er også meget engagerende. Når man lytter til pladen, så bliver man suget helt væk af, hvor flot vokalerne lyder. Og oven i det, så passer de godt til sangene. De er ganske vist smukke, men de kan være både triste, sjove, lykkelige, undrende og kærlige. Sangene er også meget fængende, og på meget kort tid formår de bare at snige sig direkte ind i hjertet på lytteren.

Nu sagde jeg tidligere, at der var 12 sange på denne plade, og det er lidt usandt. For reelt er kun de første 11 numre sange, og pladen afsluttes i min verden af det ellevte nummer, den langsomme og sentimentale In the Back of My Mind, der runder pladen smukt af med barok instrumentation. Efter denne kommer nummeret Bull Sessions with “Big Daddy”, og det er det bedste eksempel på albumfyld, jeg nogensinde har hørt. Det er end ikke en sang, det er bare 2 minutter af et interview med drengene. Det er ret sjovt, men det tilføjer intet til albummet, og man hører ikke engang begyndelsen eller slutningen af interviewet. Instrumentationen på pladen er lige så kreativ og imponerende som vokalharmonierne. Foruden de fem stranddrenge optræder hele 27 gæstemusikere, der spiller så interessante instrumenter som engelskhorn, valdhorn, pauker, vibrafoner, harmonikaer, timbales, tre slags saxofoner og tre slags klaver. Dette er tydeligvis inspireret af Phil Spectors musik, der har denne meget barokke og storladne lyd. Der er bare rigtig meget fylde, og dette forklarer også, at albumoplevelsen kan være mættende på den utrolig korte tid, pladen varer.

Teksterne er ikke det væsentligste på pladen eller noget, det er trods alt popmusik anno 1965. Det er dog vigtigt at bemærke, at sangene på denne plade ikke alle sammen handler om kærlighed og fest. Mange af dem gør, men en sang som When I Grow Up to Be a Man er en meget atypisk sang i forhold til samtidens poplandskab. Don’t Hurt My Little Sister er en mere simpel sang, der ikke rigtig udfordrede konformiteterne på samme måde, men den er stadig forfriskende at høre på pladen. Den gør det tydeligt, at drengene har mere på hjerte end man lige skulle tro, og det ville de da også bekræfte med senere albums. Der er rigtig meget, der arbejder sammen om at gøre Today! til en fantastisk popplade. The Beach Boys er nogle af de kærligste mennesker, der har optaget popmusik, og deres varme personligheder bringer altid et smil til mine læber. Produktionen fra Brian Wilson er lige i øjet, instrumentationen er kreativ. Der er ikke meget skidt at sige om dette album udover at afslutningsnummeret bare er det rene fyld, men som helhed er det bare guf for ørerne. Hvis du kan lide, når popmusik har klasse og finesse, så lyt til the Beach Boys, og lyt til Today!.

281 – Barry White – Can’t Get Enough (1974)

Man kan bare ikke nævne disko uden at sige Barry Whites navn før eller siden, for før både Gloria Gaynor, Bee Gees og Donna Summer fik folk ud på dansegulvet, så havde vi Barry White disko-hits som You’re the First, the Last, My Everything og Can’t Get Enough of Your Love Babe, begge at finde på hans tredje album, Can’t Get Enough fra 1974. Dette album starter med at virke rigtig ambitiøst. Det står på et førsteklasses intronummer, en instrumental sang på to minutter ved navn Mellow Mood Pt. 1, og den er rigtig god. Den sætter virkelig stemningen, og man føler, man er parat til at dykke ned i pladen. Den er mere dramatisk og seriøs end man forventer fra en figur som Barry White, og den går faktisk virkelig smukt over i You’re the First, the Last, My Everything. Det er en af de mest overdrevet kærlige kærlighedssange, denne jord nogensinde har set. Det er måske lidt latterligt, især som White bare går over toppen med sit højlydte croon, men man bliver bare så glad af det. Og Whites charmerende spoken word fungerer godt til at skyde nummeret igang.

Jeg håber, du kan lide Spoken Word, for bagefter står den på endnu mere. Den langsomme I Can’t Believe You Love Me starter med en ret lang – og ret god – spoken word-sang. Der er smukke strygere og en sexet saxofon, og hans ordvalg her er meget charmerende, og det kunne som sådan bare stoppe der. Men så kommer det smukke kor, der synger “I can’t believe that you love me” i lang tid. Det virker i starten som en virkelig god, overset White-sang, men pludselig opdager man, at denne sang varer 10 minutter. Jo, den udvikler sig, andet vers har en melodi i stedet for al den spoken word, og sangen er stadig meget sprød og velskrevet, men den er alligevel mindst 3 minutter for lang, for i de sidste 3 minutter sker der vitterligt ikke andet end omkvædet en masse gange og lige en enkelt instrumental passage. Det er derfor rigtig dejligt at få en regulær latterlig popsang, og vi får da Can’t Get Enough of Your Love, Babe. Man bliver bare atter så glad for Whites kærlighed, der kommer gennem en utrolig fængende melodi.

Oh Love, Well We Finally Made It er endnu en lykkelig popsang. Det er lidt det, man forventer fra Barry White, en meget glad sang om kærlighed, der åbner med noget spoken word, mens nogle flotte strygere og nogle friske backingvokalister danner godt underlag. Versene er ikke noget specielt, men omkvædet alene gør, at dette nummer sagtens kunne have overlevet en single-udgivelse. I Love You More Than Anything (In This World Girl) er endnu mere Barry White, som man kender ham, her med nogle meget charmerende vers men med et omkvæd, der måske bliver lidt mere corny end hvad godt er – og corny er ellers normalt meget godt, når vi snakker sådan en charmetrold som White. Efter denne afsluttes pladen som den startede, med fortsættelsen til Mellow Mood Pt. 1Mellow Mood Pt. 2. Den føles mere kærlig og mere afsluttende end etteren. Det får pladen til at virke meget vigtigere end den er. Det er dog en god, sjov plade, og det kan man ikke tage fra den.

291 – Bob Dylan & The Band – The Basement Tapes (1975)

På overfladen virker The Basement Tapes fra 1975 som et forholdsvist almindeligt album. Det er Bob Dylan og the Band, der laver musik sammen, og de laver bare nogle fede sange. Men pladens historie er mere kompliceret end som så. The Band fik deres berømmelse som Bob Dylans backingband på turnéer i 1965, og de fortsatte på dette job i noget tid, og det er tit sket, at de har turneret sammen, også i nyere tid. Dylan og the Band begyndte i 1967 da at optage en række sange i bassist Rick Dankos kælder. Mange af disse sange ville senere dukke op på The Basement Tapes. Dette udgør ca. tre fjerdedele af dobbeltalbummet. Den sidste fjerdedel består af numre, the Band optog uden Dylan mellem 1967 og pladens udgivelse i 1975. Det er en hel masse information lige at sluge, og er det virkelig nødvendigt for at nyde pladen? Det vil jeg ikke gøre mig klog på, men oplevelsen giver mere mening, hvis man kender til alt dette, og det forklarer meget, man ellers kunne undre sig over.

For eksempel forklarer det, at fejl ofte sker, især på optagelserne med Dylan. Dylan glemmer tit at synge med på tidspunkter, og the Band kan godt komme til at spille forkert. Lyden er heller ikke altid lige den bedste. Men pladen hedder The Basement Tapes, og den varer over en time. Man får underligt let ved at tilgive sådan noget. Det føles mere råt og frit, og man kan mærke, at den var optaget i en kælder. Dylans sangskrivning er også ulig det, man ellers kender ham for. Melodierne er ofte ret simple og blues-inspirerede – ja, Apple Suckling Tree kører nærmest direkte over Little Walter-sangen My Babe. Lyrikken er som sædvanlig helt fantastisk, men da melodierne ikke tillader nær så mange versefødder som f.eks. Like a Rolling StoneHurricane eller Subterrarian Homesick Blues. Det er helt fantastisk at høre ham spille rollen af en fulderik på Please Mrs. Henry eller hans kryptiske poesi på This Wheel’s on Fire. The Band er også dygtige musikere. De sange, Dylan ikke er med på, er stadig virkelig gode, og de passer stilmæssigt godt ind på albummet. Nogle er måske af lidt for god lydkvalitet, men det er også det.

Melodierne er alle godt skrevet, og sangene er meget samme stilart. Pladen kunne med lethed have været en af mine absolutte yndlinge med Dylan, hvis den bare ikke var så ufokuseret. Ja, sangene passer i lyd og sangskrivning godt sammen, man fornemmer en rød tråd, men da sangene aldrig rigtig var tiltænkt et sammenhængende album, gør det, at længden på pladen bliver mere fremtrædende end på andre dobbelte Dylan-plader som Blonde on Blonde og Time Out of Mind. Der er ikke nok fokus på dynamik eller samspil mellem de individuelle numre. Det gør, at det kan ende med at virke en smule ensformigt. Man kunne nok have løst dette ved at gøre albummet kortere og så udgive det i to volumener, hvilket nok er årsagen til, at selv cd-udgaven består af to dele. Rækkefølgen er der dog tydeligvis tænkt over, og det er lidt som at høre en godt sammensat opsamling, hvilket det vel teknisk set også er. Den allerstørste ros skal pladen have for at afslutte med den dramatiske This Wheel’s on Fire, som the Band også har optaget en udgave af til deres debutplade. Den fungerer dog efter min mening bedst, når Dylan også er med. The Basement Tapes er fuld af fantastiske sange, men som plade er den ikke helt så helstøbt, som den kunne have været.