31 – Bob Dylan – Bringing It All Back Home (1965)

I midt-60’erne havde Bob Dylan fået status som sin generations store folkesanger, og hans popularitet havde været med til at fostre en fornyet interesse i folk-genren, især i USA. Det kom derfor som lidt af et chok, da han udgav sit femte studiealbum, ‘Bringing It All Back Home’, hvor han på første halvdel bliver akkompagneret af et elektrisk band. Han havde altid haft lidt af en rebelsk rockånd – mange af hans mest populære sange havde været protestsange – men på ‘Bringing It All Back Home’ får han fusioneret folk og rock på en måde, som få album kan prale af tidligere at have formået. Hvis han ikke kan krediteres for at opfinde folkrock, kan han i hvert fald tage æren for at popularisere stilarten med dette album. Den anden halvdel, der består af blot fire sange, der generelt er en kende længere end dem på første side, er akustisk og lyder mere som hans tidligere materiale, i hvert fald rent sonisk. For det lyriske udtryk er ret konsekvent på tværs af de to sider, og her markerer vi atter en radikal udvikling for Dylan: I stedet for imødekommende protestsange og et generelt lettilgængeligt tekstunivers, er ‘Bringing It All Back Home’ nemlig fyldt med abstrakte, poetiske billeder frem for sange med klare meddelelser.

Jeg er rigtig vild med denne mere farverige side af Dylans lyrik. Åbningsnummeret ‘Subterranean Homesick Blues’ sætter perfekt tonen for albummet. Det rablende nummer går så stærkt, at det er svært at følge med, men den er alligevel så fyldt med mindeværdige linjer, at den stikker frem som et af Dylans bedste tracks nogensinde. Den mere komplekse lyriske opbygning gør det til et nummer, der er værd at dykke ned i og høre adskillige gange. Et af de mere ligefremme narrativer på albummet er ‘Maggie’s Farm’, der lader til at være en historie om en staldknægt, der blev hunset rundt af den titulære Maggie og hendes familie. Igen er Dylan en vanvittigt begavet tekstforfatter, og han bruger denne fortælling som en allegori for sin egen situation i musikbranchen. Nogle af de tekster, jeg nyder allermest, har jeg dog aldrig læst det store ind i. Jeg er vild med den syrede drømmefortælling ‘Bob Dylan’s 115th Dream’, og den vemodige, ensomme ‘Mr. Tambourine Man’ er fyldt med forførende vendinger. ‘Gates of Eden’ er ligeledes en af hans smukkeste sange nogensinde, hvor han sætter grumme dommedagsbilleder op over for en sarkastisk omend også virkelig smuk paradisforestilling.

Visse onde tunger har påstået, at Dylan ikke er den store melodiforfatter. Jovist, han benytter ikke de mest avancerede virkemidler, men han har styr på at skrive melodier, der sætter sig på nethinden og understøtter hans tekster godt. Jeg vil nok sige, at der er et par svagere led på første halvdel, her navnligt de mere bluesbaserede kompositioner ‘She Belongs to Me’, ‘Outlaw Blues’ og ‘On the Road Again’ – hans band og hans egen levering sørger heldigvis for at tilføre godt med liv til musikken. Overgangen mellem sangene med det elektriske band og de akustiske sange går desuden virkelig godt. Den elektriske guitar har en rå, spinkel lyd, der står lige så naturligt til Dylans stil som den akustiske guitar, og på samme måde har Dylans akustiske guitarspil en usleben, lidt sløset tilgang, der giver den lidt af den samme rockattitude, der er til stede på første side. Dylans ‘Bringing It All Back Home’ er en milepæl i folkrockens historie, og det er stadig et vældig solidt album, der byder på nogle af rockpoetens allerbedste numre. Det er ikke hans mest avancerede materiale, men det er virkelig solidt håndværk.

34 – The Band – Music From Big Pink

I 1965 tog Bob Dylan på turné med et backingband ved navn The Hawks. Efter denne turné indspillede Dylan og The Hawks en række demoer sammen, der senere ville blive til ‘The Basement Tapes’. I 1968 skiftede gruppen navn til The Band, og med debutalbummet ‘Music From Big Pink’ skulle de bevise, at de sagtens kunne klare sig uden Dylan. Eller, det vil sige tre af sangene på albummet var faktisk skrevet af Dylan i forbindelse med de dengang uudgivne ‘The Basement Tapes’-indspilninger. De tre er da også tre af albummets allerbedste sange: ‘Tears of Rage’, ‘This Wheel’s on Fire’ og ‘I Shall Be Released’. Det skal dog siges, at det ikke blot er Dylans fortjeneste – The Band spiller fortræffeligt på disse sange, og ‘This Wheel’s On Fire’ er blevet langt mere dynamisk end i ‘The Basement Tapes’-udgaven. ‘I Shall Be Released’ og ‘Tears Of Rage’ er derimod blevet mere skrøbelige, og instrumentationen på førstnævnte lyder konstant som om, den er ved at falde fra hinanden. Man kan godt mærke, at de har været tæt på Dylan, for hvis man ikke lige vidste det, ville det være ret svært at gætte, hvilke af sangene, der er Dylans, og hvilke, der er deres egne. De har rent faktisk opnået et flair for poesi og melodier, der kan måle sig med den store singer/songwriter.

Deres meget høje lyriske niveau får derfor det ene cover til at stikke en smule ud. Nu har jeg ganske vist generelt en aversion over for den dels platte, dels overdramatiske countryklassiker ‘Long Black Veil’, men ikke desto mindre er dens meget direkte fortællestil langt under deres niveau. Om ikke andet må jeg rose dem for at have skabt en af de udgaver, der er lettere at holde ud, netop fordi samspillet mellem musikerne er så stærkt og levende. Banddynamikken står endnu stærkere på det efterfølgende track, ‘Chest Fever’, der starter med et brag af en orgelintro, der ville være Deep Purple eller Iron Butterfly værdig. Oven på introen får vi dertil en af gruppens mest groovy sange nogensinde, og heldigvis vender de fyldige orgelmotiver fra introen tilbage i løbet af tracket. Det er endnu et af de knap så Dylan-klingende numre, men fokus er mere på bandets lyd end på selve sangskrivningen, og i den sammenhæng passer den virkelig godt ind. Det samme kan jeg sige om ‘We Can Talk’ – dynamikken er i højsædet, og den virkelig velspillede men alligevel løsslupne lyd giver bandet en dengang helt unik, rootsy rockstil.

Kronjuvelen blandt deres egne kompositioner på albummet er helt klart den imødekommende men lyrisk lettere mystiske sang ‘The Weight’, skrevet af Robbie Robertson. Den har en letsindig vokallevering og en rolig akustisk guitar sat over for frembrusende, tunge rytmer fra bas og trommer – dertil et simpelt, fængende og poetisk omkvæd, hvor bandet giver den hele armen, og til slut falmer sangen på vemodig vis. Det er en rockklassiker, der med god grund er blevet The Bands mest kendte sang. Der er generelt ikke så meget at beklage sig over på The Bands stærke debutalbum. Jeg ville måske ønske, at der var lidt flere instrumenter på den relativt minimalistiske ‘Lonesome Suzie’ – gruppen hedder trods alt The Band, og Richard Manuels vokal kan være en kende enerverende, når han ikke har godt med instrumentation at læne sig op ad. Mens jeg nok stadig synes, at deres eponyme opfølger er endnu stærkere, så er ‘Music From Big Pink’ stadig en fornøjelig skive med rigeligt med højdepunkter, stærk sangskrivning og et velspillende, dynamisk band. Og så behøver man jo egentlig ikke så meget mere.

39 – The Beatles – Please Please Me (1963)

Der var engang et engelsk skiffleband, der hed The Quarrymen. Som årene gik, bevægede gruppen sig væk fra Skiffle og over mod rock & roll og rhythm and blues. I 1960 skiftede de navn til The Beatles og turnerede rundt med især covers af amerikanske rocksange. I 1962 rekrutterede de studietrommeslager Ringo Starr som fast medlem, og de indspillede deres debutsingle, ‘Love Me Do’, der var bandets egen komposition. Den endte senere på albummets debutalbum ‘Please Please Me’ i 1963, dog her i en udgave med Andy White på trommer. ‘Please Please Me’ består som så mange rockudgivelser fra start-60’erne af en del covers. Seks af albummets 14 sange er covers, og ganske mærkbart alle af relativt nylige amerikanske popsange med klare rhythm and blues-elementer. Det siger en del om, hvad The Beatles kiggede efter, da de indspillede deres debutalbum. De lod sig mere inspirere af nye tendenser i amerikansk popmusik end den britiske skiffletradition, de startede i. Dette påvirker også sangskrivning og spillestil i de numre, de selv har skrevet, men de medbringer noget af deres egen liverpoolske uslebenhed i lyden. De er alle sammen fine sangere, men på dette album var de langt fra den tekniske skønsang, der på godt og ondt dominerede amerikansk popmusik i start-60’erne.

Generelt har gruppens egne kompositioner klaret tidens tand langt bedre end deres covers. De er generelt meget tro mod originalerne. De mest radikale ændringer er ofte, at en guitar spiller en del, der i forlægget var spillet på klaver, eller at nogle vokalharmonier bliver skåret fra. Problemet er, at de ikke ligefrem har valgt særlig gode sange at fortolke. ‘Baby It’s You’ er muligvis den mest corny Burt Bacharach-komposition nogensinde, og Mack Davids tekst gør det kun værre; ‘Boys’ er en særdeles uinspireret rock & roll-melodi, af den mest forudsigelige slags; ‘A Taste of Honey’ er helt specifikt en fortolkning af Larry Welchs kluntede forsøg på at gøre den oprindelige instrumentale popsang mere rhythm and blues-orienteret med en dreven vokal. De bliver dog modvejet af gruppens muligvis bedste covernummer nogensinde, der bruger The Isley Brothers-fortolkningen af The Top Notes’ ‘Twist and Shout’ som forlæg. Det er et brag af en afslutning, og især John Lennons leadvokal gør meget for at sælge deres udgave som den definitive version af tracket. Men hele bandet har det ganske tydeligt fedt i studiet. Det er et vidunderligt festtrack, der viser en energi, man godt kunne savne fra mange af de andre sange på albummet.

Gruppen har lidt flere esser i ærmet med deres egne sange, der på dette album alle er skrevet af John Lennon og Paul McCartney, der også skiftevis tager sig af leadvokalerne på størstedelen af albummets sange. Paul McCartney synger blandt andet det pragtfulde åbningsnummer ‘I Saw Her Standing There’, der er så propspækket med hooks, at den med god grund har fået status som popklassiker. ‘Please Please Me’ og ‘Love Me Do’ er ligeledes rigtig fine popsange, der er rigtig charmerende. På disse numre deles Lennon og McCartney om leadvokal, og Lennon hiver dertil sin kære mundharmonika frem, hvilket gør dem til nogle af de mere farverige og varierede tracks på albummet. De prøver at gentage denne cocktail med ‘There’s a Place’, og selv om dette nummer nok aldrig kunne have været nær så stort et hit, fungerer det stadig. ‘Misery’ er en meget simpel sang, og den lyder lidt som en The Four Seasons-efterligning, men den er stadig langt bedre end noget nummer, The Four Seasons har hittet med. De resterende numre er såmend fængende nok, men de føles også ret ligegyldige. Jeg synes ikke, det er overilet at kalde dem albumfyld. For ‘Please Please Me’ er et ret ujævnt album. Der er fire klassiske tracks, men derudover er der nok højst tre af dem, der holder. Det er kun halvdelen af pladen, og når kvaliteten ikke er mere konsekvent, har jeg svært ved give en helhjertet anbefaling.

45 – The Band – The Band (1969)

I midt-60’erne fik Bob Dylan sig et mesterligt liveband, der ganske simpelt hed the Band. I 1968 løsrev de sig fra Dylan, som også var så flink at bidrage til sangskrivningen på et par tracks fra deres debutalbum, ‘Music From the Big Pink’. Selv om det ikke var et decideret blockbuster-album, varmede deres fredelige folkrock sig ind på anmelderne, så forventningerne til opfølgeren var forståeligt skyhøje. Albummet, der fik den minimalistiske titel ‘The Band’ blev deres bedst sælgende nogensinde, og den canadisk-amerikanske kvintet havde nu for alvor trådt ud af Dylans skygge. Der er ikke tale om det store stilskifte – højst kan man pege på, at deres altid tilstedeværende countryinspiration var blevet mere markant end før. Instrumentationen formår ganske elegant både at være farverig og underspillet, men det er nok fordi de altid lader bas og trommer være tilpas simple, mens vokal, guitar og tangenter får mulighed for at være mere udtryksfulde – dog sker det nærmest aldrig, at flere af dem fyrer den af samtidig. Hertil kan The Band sagtens finde på at hive fat i akkordeon, mundharmonika, saxofoner, horn, mandolin, fiol eller alskens andre instrumenter, der kan forøge den rustikke lyd, de går efter. Til trods for de mange forskellige instrumenter, der er på denne plade, bliver lyden aldrig bombastisk eller pompøs, hvilket er noget af en bedrift.

Mens de har et godt talent for aldrig at gør lydbilledet for rodet, har de også godt styr på, at sørge for, at sangene ikke har døde øjeblikke. Når vokalen stopper, griber guitaren ens ører, når dens riff stopper med at stikke ud, sker der noget sjovt på orgelet. Kun sjældent får vi deciderede soli, men når de endelig kommer, plejer de at være rigtig velkomne, som bl.a. på tracket ‘The Unfaithful Servant’. At gruppen hedder The Band er virkelig passende, for selv om Robbie Robertson er en vældig dygtig guitarist og Levon Helm har en pragtfuld stemme, der mestrer mange stilarter, så er ingen af de individuelle medlemmer drivkraften eller trækplasteret i The Band. Det er bandet som samlet konstellation og fællesskab, der står centralt i deres musik, og dertil bliver albummets titel også en oplagt fortolkningsnøgle: albummet ‘The Band’ er en hyldest til det sammenhold, der kan opstå, når man spiller i et band sammen, også selv om ingen af teksterne nævner det eksplicit. Men universet er hyggeligt, nostalgisk og ofte med styrken ved menneskeligt samvær i centrum.

Sangskrivningen er rigtig solid. Tracks som ‘Up On Cripple Creek’ og ‘The Night They Drove Old Dixie Down’ er med god grund blevet klassikere, men der er skam masser af sange, der ligeledes formår at transportere mig langt ud på landet, når jeg hører dem. ‘The Unfaithful Servant’ er en smuk, vemodig ballade, ‘When You Awake’ er en oprigtigt kærlig countryinspireret vise, og King Harvest (Has Surely Come) er en lykkelig omgang lettere funky sumprock, der veloplagt afslutter albummet med den simple og gode nyhed, at det er blevet høstsæson. Albummet er godt til at vække et lille smil på mundvigen, men hvis jeg skal nævne et kritikpunkt, bliver det nok, at albummet med sin landlige charme aldrig rammer mig med større følelser end blot en smule hygge. Jeg bliver ikke ekstatisk, euforisk, knust eller overvældet af nogle af numrene. Men omvendt må jeg rose albummet for, at næsten alle numre rent faktisk formår at vække små, fine følelser hos mig. Hertil fortjener rækkefølgen på sangene især stor ære, for de er flot placeret, så ikke ét track kommer til at overflødiggøre det næste. Der er en ydmyg elegance over ‘The Band’, der gør at man altid føler sig velkommen i albummets univers. Det er et vældig gennemført album, og det er ikke svært at forstå, at det løftede gruppen til stjernestatus dengang.

46 – Bob Marley and the Wailers – Legend: The Best of Bob Marley and the Wailers (1984)

I 1981 døde reggaelegenden Bob Marley, og i 1984 udkom albummet ‘Legend: The Best of Bob Marley  and the Wailers’, der samlede en række af hans mest afholdte numre på tværs af den store karriere. Denne opsamling er stadig gigantisk den dag i dag – den optræder stadig ofte med en hæderlig position på Billboards ugentlige albumhitliste, og den er uden nærmere konkurrence det bedst sælgende reggaealbum nogensinde. Den er udkommet i mange udgaver gennem tiden, men jeg har valgt at kigge på 2002-udgaven ‘Legend Remastered’, hvor de i modsætning til den oprindelige 1984-udgave har gengivet alle sangene i deres fulde udgave – ja, faktisk var det kun fem af albummets 14 sange på vinyludgaven af 1984, der lyder ligesom de gjorde på albummet, de var taget fra. Det gør derfor. at 2002-albummet er omkring ti minutter længere end den originale udgave. Det er dog generelt ikke noget problem, for skaberne af denne opsamling har været ufatteligt præcise. Jeg har nogle få personlige favoritter, der ikke er kommet med på denne udgave, men på en times tid får vi rundet alle de vigtigste milepæle i Marleys stærke karriere, uden at vi har megen mærkbar slinger i valsen – det skulle lige være de to bonusnumre ‘Easy Skanking’ og ‘Punky Reggae Party’, som jeg vælger at ignorere, da de netop er bonusnumre.

De 14 numre, der ligeledes var på originalen, er dog alle eksemplariske udpluk fra Marleys diskografi. Hans sangskrivning er i alle tilfælde i toppen, og vi hører ham udforske både socialrealisme, kærlighed og spiritualitet med stor oprigtighed og indlevelse. Denne indlevelse skinner også flot igennem i vokalen, hvor det klart føles som om, Marley mener hvert eneste ord, han synger. Bandet, The Wailers, gør også deres del exceptionelt. Uanset om det er de disco-inspirerede grooves fra ‘Could You Be Loved’, den rå, sumpede charme på ‘Satisfy My Soul’ eller den revolutionære bidskhed fra ‘Exodus’, er der et stærkt samspil i bandet, og det står pragtfuldt overfor Marleys sangskrivning. Nu hvor vi netop er ved sangskrivningen, havde Marley et fantastisk øre for melodier. ‘Get Up, Stand Up’ er nok det mest fængende revolutions-anthem, jeg har hørt, og det samme kan siges om hvordan ‘Buffalo Soldier’ behandler historien om en afrikansk mand, der bliver transporteret til USA for at skulle være krigsslave. Han formår også meget flot at sørger for, at disse fængende melodier altid forstærker det tekstunivers, han præsenterer, rettere end at distrahere derfra. Jeg føler vægten af fortællerens angst helt ned i maven, blot jeg nynner ‘I Shot the Sheriff’.

Jeg har vist fokuseret ret meget på opsamlingens mere vrede eller ængstelige dele, men sandheden er, at jeg langt hen af vejen kommer i rigtig godt humør af at høre ‘Legend’. Ikke alene får jeg ofte et smil på læben af bandets stærke instrumentation og Marleys overbevisende levering – jeg bliver også bare glad, fordi mange af sangene på albummet er så fulde af håb, selv dem, der på overfladen er triste eller arrige. Sange som ‘Is This Love’, ‘Three Little Birds’, ‘Stir It Up’ og ‘One Love/People Get Ready’ er dog mere utvetydigt lykkelige, og deres stemning er den, der manifesterer sig over albummet som helhed. Min største anke omkring denne opsamlings kvalitet er nok dens manglende følelse af sammenhæng. Rækkefølgen føles ret gennemtænkt, men der er nogle stunder, hvor albummets flow går godt og grundigt i baglås, mest mærkbart mod slutningen. Hvis ét nummer skulle have været forkortet ligesom på originaludgaven af ‘Legend’, så er det nok ‘Exodus’. Når den næsten otte minutter lange udgave er albummets næstsidste sang, føles det som om, slutningen bare bliver trukket ud, og jeg får svært ved at værdsætte hvor stærkt et nummer, det egentlig er. Og så er ‘Jamming’ ingenlunde et oplagt afslutningsnummer – ‘No Woman, No Cry’ og ‘Get Up, Stand Up’ ville begge klare jobbet bedre i mine øjne. ‘Legend’ er dog stadig en glimrende opsamling. Den er så propfyldt med god musik, at dens succes ikke er svær at forstå.

59 – The Beatles – Meet the Beatles! (1964)

I slutningen af 1963 var britiske The Beatles begyndt at markere sig som regulære pop-sensationer i hjemlandet, og derfor ville amerikanerne naturligvis gerne importere dem. I deres hjemland havde de allerede udgive to plader, “Please Please Me” og “With The Beatles”, og i USA valgte man mere eller mindre at genudgive sidstnævnte, denne gang under titlen “Meet the Beatles!”. Der blev dog i denne sammenhæng også ændret en del på tracklisten, og der blev endvidere tilføjet nogle nye numre. For en album-fanatiker som mig kan dette på overfladen virke som en værre forbrydelse mod den artistiske intention, men for at være ærlig, var “With the Beatles” ikke særlig imponerende til at begynde med, og det virkede ikke som om, der var den store vision bag den. Bandmedlemmerne har selv kaldt adskillige af albummets tracks for fyld, så jeg er totalt åben for et forsøg på at lave den om, så den er lettere at sælge. Der blev bl.a. tilføjet de to store hits “I Want to Hold Your Hand” og “I Saw Her Standing There” samt den knap så kendte “This Boy” til at starte pladen. Derefter er rækkefølgen den samme, blot med en række tracks fjernet.

De tracks, der ikke blev medtaget i den amerikanske udgave er “Please Mister Postman”, “Roll Over Beethoven”, “You Really Got a Hold on Me”,  “Devil in Her Heart” og  “Money (That’s What I Want)”. Den musikhistorisk kyndige læser vil straks bemærke, at alle disse numre er covers, og da jeg netop skulle anmelde “With the Beatles” var disse sange et af mine problemer med pladen. Enten har vi at gøre med en sang, der i forvejen var ringe, uden at The Beatles formåede at gøre den værd at lytte til, eller også har vi at gøre med en fin sang, hvor de dog på ingen måde formår at overgå originalen. Det eneste cover på “Meet the Beatles!” er “Till There Was You” fra musicalen “The Music Man”. Det er stadig et af de svagere numre på pladen, men den har da sin søde charme, og den trækker ikke væk fra helhedsoplevelsen. Jeg må indrømme at den ringe kvalitet af de mange cover-numre gjorde mig lidt for flink overfor gruppens egne kompositioner, da jeg anmeldte den britiske original. Mange af dem er ret forglemmelige, når jeg nu ser tilbage på dem, og nogle af de kortere sange føles ret halvfærdige.

Nu sagde jeg, at “Till There Was You” ikke trak væk fra helhedsoplevelsen, men det er måske lige lovlig generøst at snakke om en helhedsoplevelse. End ikke originaludgaven havde en særlig gennemført albumstruktur, og der er om muligt endnu mindre på “Meet the Beatles!”. Når pladen slutter af med “Not a Second Time” føles det ikke nær så konkluderende som det gjorde med “Money (That’s What I Want)” på den britiske version. Jeg sidder faktisk tilbage og venter den næste sang, der i sidste ende ikke kommer. Pladen er også kun 27 minutter lang, så man kan undres over, at der ikke blev medtaget flere sange fra “Please Please Me”-pladen end  “I Saw Her Standing There”, fx “Twist and Shout” eller “Love Me Do”. Pladen kunne nok have været endnu bedre, hvis den ikke lænede sig så meget op ad den britiske “With the Beatles”, men rettere var lavet som et forsøg på at opsamle det bedste fra gruppens første par albums og singler. Som den er, falder den et irriterende mellemsted. Den har uden tvivl en bedre tracklist end “With the Beatles”, men det er alligevel svært at anbefale den, for dels er den jo ikke det autentiske album, og dels er den stadig ikke en særlig fyldestgørende helhedsoplevelse.

67 – Billy Joel – The Stranger (1977)

Jeg er lidt i tvivl om, hvor velanset Billy Joel egentlig er som sangskriver nu til dags. Mere fjollede numre som ‘Uptown Girl’, ‘We Didn’t Start the Fire’ og ‘It’s Still Rock and Roll to Me’ har muligvis formået at trække opmærksomhed væk fra, hvor dygtig han egentlig kan være, når han er bedst. Især i 70’erne udgav han gode albums i stribevis, og intet af dem formår at fremvise hans talenter som sangskriver i samme grad som ‘The Stranger’ fra 1977. Han formår her konsekvent at levere mindeværdige melodier, uanset om det gælder stille ballader som ‘She’s always a Woman’, mere rockede numre som ‘Movin’ Out (Anthony’s Song)’ eller en mere R&B-præget sang som ‘Just the Way You Are’. Ikke alene er de mindeværdige, men de er også stærke, når det kommer til stemning. Den eftertænksomme fornemmelse på bl.a. ‘Vienna’ skylder rigtig meget til sin simple melodi, og omvendt bliver fortællerens hektiske tankestrøm på ‘Scenes from an Italian Restaurant’ udtrykt rigtig godt med et totalt melodiskift, så snart den begynder. Billy Joel er virkelig god her til at få det hele til at gå op i en højere enhed på hvert eneste nummer.

Som lyriker oplever man også her Joel på toppen. En af mine favoritter er ‘Only the Good Die Young’, der ganske genialt er skrevet, så den taler til en andenperson, mens dens inhold reelt udforsker fortællerens ungdommelige liderlighed. ‘Movin Out (Anthony’s Song)’ udforsker to figurers jagt på den amerikanske drøm, og på ganske kort tid får Joel sat godt med drama og konflikt op i begge scenarier. Endnu engang må ‘Scenes from an Italian Restaurant’ også fremhæves som et højdepunkt. Sangen er elegant delt i to, en sektion, hvor fortælleren skænker vin på den titulære restaurant, og en sektion, hvor fortælleren genkender en gammel ven og mindes alt det, de er gået igennem. Det er en ret rørende fortælling, og den er så propfyldt med engagerende narrativt indhold, at dens status som Joels længste sang nogensinde på ingen måde er et problem. Billy Joels sangskrivning har jeg vist efterhånden etableret som værende sublim, men hvad med pladens andre aktører? Phil Ramones produktion er rigtig god. Alt lyder rigtig klart og tydeligt, og det er bl.a. Ramones skyld, at man får det flotte tema fra begyndelsen på titelnummeret fløjtet rettere end spillet på et instrument.

I det hele taget er samspillet mellem musikerne helt eminent. Der er et levende musikalsk univers på ‘The Stranger’, og man kan nærmest fornemme ansigtsudtrykket på hver eneste musiker, når man hører dem spille sammen. Der er en mere fyldig lyd på pladen end man typisk forbinder med Joel, der jo oftest blot er associeret med sit klaver. Den soniske oplevelse er ofte tættere på noget, man kunne forbinde med bands som Tom Petty and the Heartbreakers eller Bruce Springsteens E Street-band end det er på den typiske singer/songwriter-lyd. Der er dog også numre, der er helt nede på jorden: ‘She’s Always a Woman’, ‘Vienna’ og størstedelen af ‘Everybody Has a Dream’ er ganske afdæmpede. Uanset hvad er Joel ret god til at variere lyden. Dynamisk holder ‘The Stranger’ sig interessant hele vejen igennem, og dermed er det en rigtig let plade at spille mange gange, uden at man bliver spor træt af den. Det er en virkelig velskåret popplade, der er rig på charme, personlighed, variation og varme. Hvis jeg nu har ret i, at Billy Joels omdømme ikke er nær så godt, som det kunne være, så lad mig slå det fast, at det er ganske uretfærdigt for ‘The Stranger’, der stadig er en drøngod skive.

214 – Bo Diddley – Bo Diddley/Go Bo Diddley (1990)

I 1990 genudgav pladeselskabet MCA rockpioneren Bo Diddleys første to albums på én cd. Det første, der simpelt nok hedder Bo Diddley, var mest af alt en opsamling af udvalgte singler og B-sider, han udgav i løbet af 50’erne. Denne blev oprindeligt udgivet i 1958, og de fleste af hans store singler udkom før det, så man savner ikke meget. Det andet hedder Go Bo Diddley, og det er et mere regulært album. Det blev udgivet året efter, og derpå er et meget varieret udbud af sange, hvoraf mange nok aldrig ville kunne blive hits. Bo Diddley starter med mandens to mest ikoniske sange, og det er et rigtig godt valg. Den første, Bo Diddley er en af de bedste rock and roll-sange nogensinde med sit vilde og i dag ikoniske beat, mens I’m A Man er blues i verdensklasse. Det er et virkelig simpelt riff, som oven i købet er stjålet direkte fra Hoochie Coochie Man af Muddy Waters, men det her fungerer bare endnu bedre, nok fordi det er blevet gjort endnu mere simpelt. Man føler sig altid virkelig sej, når man lytter til den. Og teksten er bare så fræk, at det er svært at overgå den, men ligesom med beatet fra Bo Diddley, så er riffet fra I’m A Man blevet brugt af talrige musikere sidenhen, og man forstår godt hvorfor.

Det bliver efterfulgt af stort set alle Bo Diddleys andre klassikere – selv føler jeg at Mona og Road Runner mangler, men Road Runner var end ikke udgivet dengang, så det kan selvfølgelig undskyldes. Og Mona var trods alt kun en b-side til Hey! Bo Diddley, og hverken han eller pladeselskabet kunne forudsige, at sangen ville blive så populær. Hey! Bo Diddley er til gengæld at finde på pladen, og selvom den er dybt sexistisk, så er den også virkelig god. Den er bygget over Old MacDonald Had a Farm, og den bliver faktisk forvandet til en ret sej rock and roll-sang. På pladen er der en ganske fin blanding af traditionel bluesmusik og mere moderne rock and roll, og denne blanding får virkelig pladen til at holde. Med Bo Diddley-pladen vidste jeg, at jeg ville elske den, så snart jeg så tracklisten, men med Go Bo Diddley kendte jeg ikke et eneste nummer i forvejen, så det var en meget interessant oplevelse. Der er nogle ret spøjse numre her og der på pladen, f.eks. er Say Man en virkelig særpræget sang, hvor han har en ganske morsom samtale med sin maracas-spiller over en meget energisk instrumentation.

Der er også hele 2 instrumentale numre, der agerer meget forskelligt fra hinanden. Det er dog ikke alle numre på Go Bo Diddley, der er lige interessante. F.eks. er Dearest Darling herpå, og mens det er en virkelig god sang, så har vi allerede hørt den på Bo Diddley, og jeg anmelder trods alt den samlede pakke. Desuden er Oh Yeah stort set bare I’m a Man med anden tekst. Mange af sangene er bare heller ikke så mindeværdige, selvom visse, f.eks. Say ManCrackin’ Up og især den dramatiske The Great Grandfather er særdeles positive bekendskaber. Størstedelen er heldigvis ret gode, men man kan mærke noget albumfyld. F.eks. er I’m Sorry en virkelig kedelig doo-wop-sang af den mest traditionelle slags. Jeg forstår godt, at de valgte at udgive denne som en single, for lyden var meget populær dengang, men jeg synes ikke rigtig, at sangen holder. At sætte Bo Diddley og Go Bo Diddley på samme cd var en rigtig god idé. De føles begge meget korte og ufuldendte uden hinanden. De er vist blevet udgivet sammen i et par forskellige sammenhænge, og de komplimenterer hinanden meget godt: en hitparade efterfulgt af noget mere ukendt. Hvis du kan lide klassisk rock and roll, er dette helt klart noget for dig.

215 – Bobby Bland – Two Steps from the Blues (1961)

Bobby Bland, der også gik under det lidt mere eklektiske navn Bobby “Blue” Bland, er en af de største bluessangere nogensinde, og han udgav nogle ret succesfulde singler i 50’erne og starten af 60’erne. Mange af disse blev i 1961 opsamlet sammen med nogle få helt nye numre på Bobby Blands første soloalbum, Two Steps from the Blues. Det er stort set en opsamling, men den bliver tit opfattet som et reelt studiealbum, og det forstår man faktisk godt. For det første starter den meget blødt med titelnummeret, hvorpå Blands stemme virkelig udmærker sig. Dette er en af de få sange, der ikke tidligere var en single, og den bliver efterfulgt af en hel lille fortælling, der spreder sig over 3 sange. Det er måske ikke tilsigtet, men Cry Cry CryI’m Not Ashamed og Don’t Cry No More fungerer faktisk som en hel lille fortælling. På Cry Cry Cry slår han bittert op med sin udkårne og beordrer hende til at græde. Det er en meget traditionel bluessang, mens I’m Not Ashamed, der handler om at hun så ser ham græde, og at de finder sammen igen, er mere soul-præget. Den afsluttes så af den festlige pop-R&B-sang Don’t Cry No More, hvor den store glæde findes igen. At de alle har ordet “cry” i deres hook gør, at de føles så sammenhængende.

Efter det begynder det dog at føles som en opsamling igen. Track 5-12 har ikke meget med hinanden at gøre, men de viser stadig en meget alsidig Bobby Bland, der slører linjerne mellem blues og soul finere end nogen anden sanger har gjort. Der er ganske vist rendyrkede bluesnumre som Little Boy Blue og I Don’t Need No Woman, og sange som I’ve Got to Forget You og Lead Me On er stort set bare soul, men på meget af pladen fusioneres det så naturligt, at man knap nok lægger mærke til, at f.eks. I Pity the Fool laver virkelig markante stilskift. Personligt elsker jeg, når musikere prøver at trandencere genreboksene for i stedet at udfolde sig kreativt. Han skrev dog ingen af sangene på pladen selv, men jeg sætter pris på, at han som sanger ikke holdt sig fra genrer, han ikke var vant til, for hans stemme er smuk på hvert eneste nummer. Instrumentationen er også virkelig varieret. Der er både numre, hvorpå guitaren er det vigtigste instrument og nogle hvor man knap nok kan høre det. Der bliver derudover leget med orgel, klaver, trompeter og en masse andet guf.

Der er ingen sange, jeg synes er dårlige på Two Steps from the Blues, men til gengæld er der heller aldrig noget nummer, der blæser mig omkuld. Jeg savner lidt et dynamisk højdepunkt. Pladen er kun 30 minutter lang, og på den tid får man 12 rigtig gode bluessange, men længden kan mærkes rigtig tydeligt. Når man har så intense plader som Los Angeles af X eller så simplistiske plader som Pink Moon, så fungerer det. Med Two Steps from the Blues føles det lidt uafsluttet. Jeg må dog indrømme, at starten er virkelig klogt skruet sammen, og det er de færreste opsamlingsalbums, der er så klogt udtænkt. Det er dog lidt synd, at det ikke bliver ved. Der er helt sikkert bedre opsamlinger derude, men Two Steps from the Blues giver dig stadig noget af det bedste, manden har lavet, og oven i købet på meget kort tid. Bobby Bland har en virkelig skøn stemme, han opfører nogle virkelig gode sange, og det er meget varieret. Så hvis du er til blues eller soul og ikke er særlig bekendt med Bobby Bland, så bør du blive det, og Two Steps from the Blues er et godt sted at starte.

217 – Beastie Boys – Licensed to Ill (1986)

Jeg har efterhånden gjort det ret klart, at jeg elsker hip hop i mange forskellige afskygninger, men alligevel har jeg altid haft væsentlige problemer med langt de fleste hip hop-plader, jeg har anmeldt. Det er ikke nær så slemt i dag, men før i tiden var der mange skratch-numre, skits og decideret fyld på selv de bedste plader. De eneste hip hop-plader, jeg ind til videre har anmeldt, der ikke har haft ét svagt nummer er The Blueprint af Jay-Z, Enter the Wu-Tang (36 Chambers) af Wu-Tang Clan og Illmatic af Nas. Det vil jeg allerede afsløre, at denne anmeldelse vil ændre på, for Licensed to Ill af Beastie Boys er en af de bedste hip hop-plader nogensinde. Og det er sjovt, for jeg ville aldrig på et lyrisk niveau sammenligne Beastie Boys med f.eks. Jay-Z, Nas og størstedelen af Wu-Tang Clan, og alene med hensyn til deres flow, så er de på Licensed to Ill ikke synderligt imponerende. De er til gengæld fulde af energi og personlighed, og personlighed kan række langt. Det hjælper nok også meget, at der er tre af dem. Blandt de tre er MCA nok den eneste, jeg kunne udholde at høre en solo-plade med, for både Mike D og især Ad-Rock er meget højlydte og irriterende på en sært tiltalende måde.

Beastie Boys rapper på Licensed to Ill ikke rigtig om andet end nogle vilde røverhistorier, barnlige fantasier og alt muligt, som ville være uudholdeligt at høre på, hvis de tog sig selv mere seriøst. Men det gør de ikke, og selv i dag fungerer Licensed to Ill på et satirisk plan. Det virker faktisk skræddersyet til at gøre grin med moderne mainstream-rappere, men den slags typer fandtes selvfølgelig også dengang, de tjente bare ikke penge på at udstille deres skødesløshed som noget at aspirere efter. Der er dog ingen, der har lyst til at være de figurer, Beastie Boys portrætterer på Licensed to Ill. De er naive, de er dumme, de tror selv, at de er de sejeste. På (You Gotta) Fight for Your Right (To Party) rapper de om at pjække fra skole, på Paul Revere truer de med at dræbe hinanden. Kontrasten mellem disse får mange af deres alligevel langt ude fortællinger til at virke fuldkommen usandsynlige, selv inden for det ellers selvskabte univers. Og denne personlighed er da også virkelig hjulpet af skingre Ad-Rock, sprøde MCA og frembrusende Mike D. Især Ad-Rock lyder bare som en 7-årig i sin attitude, og det gør det svært ikke at holde af.

Albummet er produceret af Beastie Boys i samarbejde med Rick Rubin. Han er en næsten endnu vigtigere person i genrens historie end Beastie Boys. Han producerede allerede før License to Ill for Run-D.M.C. og LL Cool J, og senere ville han også samarbejde med bl.a. Public Enemy, Jay-Z, Eminem og rapguden over dem alle: Sir Mix-a-Lot. Det var praktisk talt ham, der skabte den hårdtslående, vrede lyd, mange forbinder med meget af den bedste guldalder-hip hop. Før ham var stort set alle hip hop-samples af funk og lignende genrer, men han havde en baggrund i rockmusik og dermed et bredere spektrum end de fleste hip hop-producere. Der er ganske vist lyd fra Stevie Wonder, Kool & the Gang og Barry White, men lige så meget kommer fra navne som Led Zeppelin, AC/DC og The Clash. Beastie Boys lavede også tidligere hardcore punk, så det giver et udsyn på musikken, der stadig virker originalt i dag, for jeg kan ikke nævne én anden rapper, der har en baggrund i lignende genrer. Og det er nok sådan noget, der har gjort, at Licensed to Ill bare holder. Det er en fantastisk plade, og den kunne sagtens være en af mine top 10 hip hop-plader.