45 – The Band – The Band (1969)

I midt-60’erne fik Bob Dylan sig et mesterligt liveband, der ganske simpelt hed the Band. I 1968 løsrev de sig fra Dylan, som også var så flink at bidrage til sangskrivningen på et par tracks fra deres debutalbum, ‘Music From the Big Pink’. Selv om det ikke var et decideret blockbuster-album, varmede deres fredelige folkrock sig ind på anmelderne, så forventningerne til opfølgeren var forståeligt skyhøje. Albummet, der fik den minimalistiske titel ‘The Band’ blev deres bedst sælgende nogensinde, og den canadisk-amerikanske kvintet havde nu for alvor trådt ud af Dylans skygge. Der er ikke tale om det store stilskifte – højst kan man pege på, at deres altid tilstedeværende countryinspiration var blevet mere markant end før. Instrumentationen formår ganske elegant både at være farverig og underspillet, men det er nok fordi de altid lader bas og trommer være tilpas simple, mens vokal, guitar og tangenter får mulighed for at være mere udtryksfulde – dog sker det nærmest aldrig, at flere af dem fyrer den af samtidig. Hertil kan The Band sagtens finde på at hive fat i akkordeon, mundharmonika, saxofoner, horn, mandolin, fiol eller alskens andre instrumenter, der kan forøge den rustikke lyd, de går efter. Til trods for de mange forskellige instrumenter, der er på denne plade, bliver lyden aldrig bombastisk eller pompøs, hvilket er noget af en bedrift.

Mens de har et godt talent for aldrig at gør lydbilledet for rodet, har de også godt styr på, at sørge for, at sangene ikke har døde øjeblikke. Når vokalen stopper, griber guitaren ens ører, når dens riff stopper med at stikke ud, sker der noget sjovt på orgelet. Kun sjældent får vi deciderede soli, men når de endelig kommer, plejer de at være rigtig velkomne, som bl.a. på tracket ‘The Unfaithful Servant’. At gruppen hedder The Band er virkelig passende, for selv om Robbie Robertson er en vældig dygtig guitarist og Levon Helm har en pragtfuld stemme, der mestrer mange stilarter, så er ingen af de individuelle medlemmer drivkraften eller trækplasteret i The Band. Det er bandet som samlet konstellation og fællesskab, der står centralt i deres musik, og dertil bliver albummets titel også en oplagt fortolkningsnøgle: albummet ‘The Band’ er en hyldest til det sammenhold, der kan opstå, når man spiller i et band sammen, også selv om ingen af teksterne nævner det eksplicit. Men universet er hyggeligt, nostalgisk og ofte med styrken ved menneskeligt samvær i centrum.

Sangskrivningen er rigtig solid. Tracks som ‘Up On Cripple Creek’ og ‘The Night They Drove Old Dixie Down’ er med god grund blevet klassikere, men der er skam masser af sange, der ligeledes formår at transportere mig langt ud på landet, når jeg hører dem. ‘The Unfaithful Servant’ er en smuk, vemodig ballade, ‘When You Awake’ er en oprigtigt kærlig countryinspireret vise, og King Harvest (Has Surely Come) er en lykkelig omgang lettere funky sumprock, der veloplagt afslutter albummet med den simple og gode nyhed, at det er blevet høstsæson. Albummet er godt til at vække et lille smil på mundvigen, men hvis jeg skal nævne et kritikpunkt, bliver det nok, at albummet med sin landlige charme aldrig rammer mig med større følelser end blot en smule hygge. Jeg bliver ikke ekstatisk, euforisk, knust eller overvældet af nogle af numrene. Men omvendt må jeg rose albummet for, at næsten alle numre rent faktisk formår at vække små, fine følelser hos mig. Hertil fortjener rækkefølgen på sangene især stor ære, for de er flot placeret, så ikke ét track kommer til at overflødiggøre det næste. Der er en ydmyg elegance over ‘The Band’, der gør at man altid føler sig velkommen i albummets univers. Det er et vældig gennemført album, og det er ikke svært at forstå, at det løftede gruppen til stjernestatus dengang.

46 – Bob Marley and the Wailers – Legend: The Best of Bob Marley and the Wailers (1984)

I 1981 døde reggaelegenden Bob Marley, og i 1984 udkom albummet ‘Legend: The Best of Bob Marley  and the Wailers’, der samlede en række af hans mest afholdte numre på tværs af den store karriere. Denne opsamling er stadig gigantisk den dag i dag – den optræder stadig ofte med en hæderlig position på Billboards ugentlige albumhitliste, og den er uden nærmere konkurrence det bedst sælgende reggaealbum nogensinde. Den er udkommet i mange udgaver gennem tiden, men jeg har valgt at kigge på 2002-udgaven ‘Legend Remastered’, hvor de i modsætning til den oprindelige 1984-udgave har gengivet alle sangene i deres fulde udgave – ja, faktisk var det kun fem af albummets 14 sange på vinyludgaven af 1984, der lyder ligesom de gjorde på albummet, de var taget fra. Det gør derfor. at 2002-albummet er omkring ti minutter længere end den originale udgave. Det er dog generelt ikke noget problem, for skaberne af denne opsamling har været ufatteligt præcise. Jeg har nogle få personlige favoritter, der ikke er kommet med på denne udgave, men på en times tid får vi rundet alle de vigtigste milepæle i Marleys stærke karriere, uden at vi har megen mærkbar slinger i valsen – det skulle lige være de to bonusnumre ‘Easy Skanking’ og ‘Punky Reggae Party’, som jeg vælger at ignorere, da de netop er bonusnumre.

De 14 numre, der ligeledes var på originalen, er dog alle eksemplariske udpluk fra Marleys diskografi. Hans sangskrivning er i alle tilfælde i toppen, og vi hører ham udforske både socialrealisme, kærlighed og spiritualitet med stor oprigtighed og indlevelse. Denne indlevelse skinner også flot igennem i vokalen, hvor det klart føles som om, Marley mener hvert eneste ord, han synger. Bandet, The Wailers, gør også deres del exceptionelt. Uanset om det er de disco-inspirerede grooves fra ‘Could You Be Loved’, den rå, sumpede charme på ‘Satisfy My Soul’ eller den revolutionære bidskhed fra ‘Exodus’, er der et stærkt samspil i bandet, og det står pragtfuldt overfor Marleys sangskrivning. Nu hvor vi netop er ved sangskrivningen, havde Marley et fantastisk øre for melodier. ‘Get Up, Stand Up’ er nok det mest fængende revolutions-anthem, jeg har hørt, og det samme kan siges om hvordan ‘Buffalo Soldier’ behandler historien om en afrikansk mand, der bliver transporteret til USA for at skulle være krigsslave. Han formår også meget flot at sørger for, at disse fængende melodier altid forstærker det tekstunivers, han præsenterer, rettere end at distrahere derfra. Jeg føler vægten af fortællerens angst helt ned i maven, blot jeg nynner ‘I Shot the Sheriff’.

Jeg har vist fokuseret ret meget på opsamlingens mere vrede eller ængstelige dele, men sandheden er, at jeg langt hen af vejen kommer i rigtig godt humør af at høre ‘Legend’. Ikke alene får jeg ofte et smil på læben af bandets stærke instrumentation og Marleys overbevisende levering – jeg bliver også bare glad, fordi mange af sangene på albummet er så fulde af håb, selv dem, der på overfladen er triste eller arrige. Sange som ‘Is This Love’, ‘Three Little Birds’, ‘Stir It Up’ og ‘One Love/People Get Ready’ er dog mere utvetydigt lykkelige, og deres stemning er den, der manifesterer sig over albummet som helhed. Min største anke omkring denne opsamlings kvalitet er nok dens manglende følelse af sammenhæng. Rækkefølgen føles ret gennemtænkt, men der er nogle stunder, hvor albummets flow går godt og grundigt i baglås, mest mærkbart mod slutningen. Hvis ét nummer skulle have været forkortet ligesom på originaludgaven af ‘Legend’, så er det nok ‘Exodus’. Når den næsten otte minutter lange udgave er albummets næstsidste sang, føles det som om, slutningen bare bliver trukket ud, og jeg får svært ved at værdsætte hvor stærkt et nummer, det egentlig er. Og så er ‘Jamming’ ingenlunde et oplagt afslutningsnummer – ‘No Woman, No Cry’ og ‘Get Up, Stand Up’ ville begge klare jobbet bedre i mine øjne. ‘Legend’ er dog stadig en glimrende opsamling. Den er så propfyldt med god musik, at dens succes ikke er svær at forstå.

59 – The Beatles – Meet the Beatles! (1964)

I slutningen af 1963 var britiske The Beatles begyndt at markere sig som regulære pop-sensationer i hjemlandet, og derfor ville amerikanerne naturligvis gerne importere dem. I deres hjemland havde de allerede udgive to plader, “Please Please Me” og “With The Beatles”, og i USA valgte man mere eller mindre at genudgive sidstnævnte, denne gang under titlen “Meet the Beatles!”. Der blev dog i denne sammenhæng også ændret en del på tracklisten, og der blev endvidere tilføjet nogle nye numre. For en album-fanatiker som mig kan dette på overfladen virke som en værre forbrydelse mod den artistiske intention, men for at være ærlig, var “With the Beatles” ikke særlig imponerende til at begynde med, og det virkede ikke som om, der var den store vision bag den. Bandmedlemmerne har selv kaldt adskillige af albummets tracks for fyld, så jeg er totalt åben for et forsøg på at lave den om, så den er lettere at sælge. Der blev bl.a. tilføjet de to store hits “I Want to Hold Your Hand” og “I Saw Her Standing There” samt den knap så kendte “This Boy” til at starte pladen. Derefter er rækkefølgen den samme, blot med en række tracks fjernet.

De tracks, der ikke blev medtaget i den amerikanske udgave er “Please Mister Postman”, “Roll Over Beethoven”, “You Really Got a Hold on Me”,  “Devil in Her Heart” og  “Money (That’s What I Want)”. Den musikhistorisk kyndige læser vil straks bemærke, at alle disse numre er covers, og da jeg netop skulle anmelde “With the Beatles” var disse sange et af mine problemer med pladen. Enten har vi at gøre med en sang, der i forvejen var ringe, uden at The Beatles formåede at gøre den værd at lytte til, eller også har vi at gøre med en fin sang, hvor de dog på ingen måde formår at overgå originalen. Det eneste cover på “Meet the Beatles!” er “Till There Was You” fra musicalen “The Music Man”. Det er stadig et af de svagere numre på pladen, men den har da sin søde charme, og den trækker ikke væk fra helhedsoplevelsen. Jeg må indrømme at den ringe kvalitet af de mange cover-numre gjorde mig lidt for flink overfor gruppens egne kompositioner, da jeg anmeldte den britiske original. Mange af dem er ret forglemmelige, når jeg nu ser tilbage på dem, og nogle af de kortere sange føles ret halvfærdige.

Nu sagde jeg, at “Till There Was You” ikke trak væk fra helhedsoplevelsen, men det er måske lige lovlig generøst at snakke om en helhedsoplevelse. End ikke originaludgaven havde en særlig gennemført albumstruktur, og der er om muligt endnu mindre på “Meet the Beatles!”. Når pladen slutter af med “Not a Second Time” føles det ikke nær så konkluderende som det gjorde med “Money (That’s What I Want)” på den britiske version. Jeg sidder faktisk tilbage og venter den næste sang, der i sidste ende ikke kommer. Pladen er også kun 27 minutter lang, så man kan undres over, at der ikke blev medtaget flere sange fra “Please Please Me”-pladen end  “I Saw Her Standing There”, fx “Twist and Shout” eller “Love Me Do”. Pladen kunne nok have været endnu bedre, hvis den ikke lænede sig så meget op ad den britiske “With the Beatles”, men rettere var lavet som et forsøg på at opsamle det bedste fra gruppens første par albums og singler. Som den er, falder den et irriterende mellemsted. Den har uden tvivl en bedre tracklist end “With the Beatles”, men det er alligevel svært at anbefale den, for dels er den jo ikke det autentiske album, og dels er den stadig ikke en særlig fyldestgørende helhedsoplevelse.

67 – Billy Joel – The Stranger (1977)

Jeg er lidt i tvivl om, hvor velanset Billy Joel egentlig er som sangskriver nu til dags. Mere fjollede numre som ‘Uptown Girl’, ‘We Didn’t Start the Fire’ og ‘It’s Still Rock and Roll to Me’ har muligvis formået at trække opmærksomhed væk fra, hvor dygtig han egentlig kan være, når han er bedst. Især i 70’erne udgav han gode albums i stribevis, og intet af dem formår at fremvise hans talenter som sangskriver i samme gad som ‘The Stranger’ fra 1977. Han formår her konsekvent at levere mindeværdige melodier, uanset om det gælder stille ballader som ‘She’s always a Woman’, mere rockede numre som ‘Movin’ Out (Anthony’s Song)’ eller en mere R&B-præget sang som ‘Just the Way You Are’. Ikke alene er de mindeværdige, men de er også stærke, når det kommer til stemning. Den eftertænksomme fornemmelse på bl.a. ‘Vienna’ skylder rigtig meget til sin simple melodi, og omvendt bliver fortællerens hektiske tankestrøm på ‘Scenes from an Italian Restaurant’ udtrykt rigtig godt med et totalt melodiskift, så snart den begynder. Billy Joel er virkelig god her til at få det hele til at gå op i en højere enhed på hvert eneste nummer.

Som lyriker oplever man også her Joel på toppen. En af mine favoritter er ‘Only the Good Die Young’, der ganske genialt er skrevet, så den taler til en andenperson, mens dens inhold reelt udforsker fortællerens ungdommelige liderlighed. ‘Movin Out (Anthony’s Song)’ udforsker to figurers jagt på den amerikanske drøm, og på ganske kort tid får Joel sat godt med drama og konflikt op i begge scenarier. Endnu engang må ‘Scenes from an Italian Restaurant’ også fremhæves som et højdepunkt. Sangen er elegant delt i to, en sektion, hvor fortælleren skænker vin på den titulære restaurant, og en sektion, hvor fortælleren genkender en gammel ven og mindes alt det, de er gået igennem. Det er en ret rørende fortælling, og den er så propfyldt med engagerende narrativt indhold, at dens status som Joels længste sang nogensinde på ingen måde er et problem. Billy Joels sangskrivning har jeg vist efterhånden etableret som værende sublim, men hvad med pladens andre aktører? Phil Ramones produktion er rigtig god. Alt lyder rigtig klart og tydeligt, og det er bl.a. Ramones skyld, at man får det flotte tema fra begyndelsen på titelnummeret fløjtet rettere end spillet på et instrument.

I det hele taget er samspillet mellem musikerne helt eminent. Der er et levende musikalsk univers på ‘The Stranger’, og man kan nærmest fornemme ansigtsudtrykket på hver eneste musiker, når man hører dem spille sammen. Der er en mere fyldig lyd på pladen end man typisk forbinder med Joel, der jo oftest blot er associeret med sit klaver. Den soniske oplevelse er ofte tættere på noget, man kunne forbinde med bands som Tom Petty and the Heartbreakers eller Bruce Springsteens E Street-band end det er på den typiske singer/songwriter-lyd. Der er dog også numre, der er helt nede på jorden: ‘She’s Always a Woman’, ‘Vienna’ og størstedelen af ‘Everybody Has a Dream’ er ganske afdæmpede. Uanset hvad er Joel ret god til at variere lyden. Dynamisk holder ‘The Stranger’ sig interessant hele vejen igennem, og dermed er det en rigtig let plade at spille mange gange, uden at man bliver spor træt af den. Det er en virkelig velskåret popplade, der er rig på charme, personlighed, variation og varme. Hvis jeg nu har ret i, at Billy Joels omdømme ikke er nær så godt, som det kunne være, så lad mig slå det fast, at det er ganske uretfærdigt for ‘The Stranger’, der stadig er en drøngod skive.

214 – Bo Diddley – Bo Diddley/Go Bo Diddley (1990)

I 1990 genudgav pladeselskabet MCA rockpioneren Bo Diddleys første to albums på én cd. Det første, der simpelt nok hedder Bo Diddley, var mest af alt en opsamling af udvalgte singler og B-sider, han udgav i løbet af 50’erne. Denne blev oprindeligt udgivet i 1958, og de fleste af hans store singler udkom før det, så man savner ikke meget. Det andet hedder Go Bo Diddley, og det er et mere regulært album. Det blev udgivet året efter, og derpå er et meget varieret udbud af sange, hvoraf mange nok aldrig ville kunne blive hits. Bo Diddley starter med mandens to mest ikoniske sange, og det er et rigtig godt valg. Den første, Bo Diddley er en af de bedste rock and roll-sange nogensinde med sit vilde og i dag ikoniske beat, mens I’m A Man er blues i verdensklasse. Det er et virkelig simpelt riff, som oven i købet er stjålet direkte fra Hoochie Coochie Man af Muddy Waters, men det her fungerer bare endnu bedre, nok fordi det er blevet gjort endnu mere simpelt. Man føler sig altid virkelig sej, når man lytter til den. Og teksten er bare så fræk, at det er svært at overgå den, men ligesom med beatet fra Bo Diddley, så er riffet fra I’m A Man blevet brugt af talrige musikere sidenhen, og man forstår godt hvorfor.

Det bliver efterfulgt af stort set alle Bo Diddleys andre klassikere – selv føler jeg at Mona og Road Runner mangler, men Road Runner var end ikke udgivet dengang, så det kan selvfølgelig undskyldes. Og Mona var trods alt kun en b-side til Hey! Bo Diddley, og hverken han eller pladeselskabet kunne forudsige, at sangen ville blive så populær. Hey! Bo Diddley er til gengæld at finde på pladen, og selvom den er dybt sexistisk, så er den også virkelig god. Den er bygget over Old MacDonald Had a Farm, og den bliver faktisk forvandet til en ret sej rock and roll-sang. På pladen er der en ganske fin blanding af traditionel bluesmusik og mere moderne rock and roll, og denne blanding får virkelig pladen til at holde. Med Bo Diddley-pladen vidste jeg, at jeg ville elske den, så snart jeg så tracklisten, men med Go Bo Diddley kendte jeg ikke et eneste nummer i forvejen, så det var en meget interessant oplevelse. Der er nogle ret spøjse numre her og der på pladen, f.eks. er Say Man en virkelig særpræget sang, hvor han har en ganske morsom samtale med sin maracas-spiller over en meget energisk instrumentation.

Der er også hele 2 instrumentale numre, der agerer meget forskelligt fra hinanden. Det er dog ikke alle numre på Go Bo Diddley, der er lige interessante. F.eks. er Dearest Darling herpå, og mens det er en virkelig god sang, så har vi allerede hørt den på Bo Diddley, og jeg anmelder trods alt den samlede pakke. Desuden er Oh Yeah stort set bare I’m a Man med anden tekst. Mange af sangene er bare heller ikke så mindeværdige, selvom visse, f.eks. Say ManCrackin’ Up og især den dramatiske The Great Grandfather er særdeles positive bekendskaber. Størstedelen er heldigvis ret gode, men man kan mærke noget albumfyld. F.eks. er I’m Sorry en virkelig kedelig doo-wop-sang af den mest traditionelle slags. Jeg forstår godt, at de valgte at udgive denne som en single, for lyden var meget populær dengang, men jeg synes ikke rigtig, at sangen holder. At sætte Bo Diddley og Go Bo Diddley på samme cd var en rigtig god idé. De føles begge meget korte og ufuldendte uden hinanden. De er vist blevet udgivet sammen i et par forskellige sammenhænge, og de komplimenterer hinanden meget godt: en hitparade efterfulgt af noget mere ukendt. Hvis du kan lide klassisk rock and roll, er dette helt klart noget for dig.

215 – Bobby Bland – Two Steps from the Blues (1961)

Bobby Bland, der også gik under det lidt mere eklektiske navn Bobby “Blue” Bland, er en af de største bluessangere nogensinde, og han udgav nogle ret succesfulde singler i 50’erne og starten af 60’erne. Mange af disse blev i 1961 opsamlet sammen med nogle få helt nye numre på Bobby Blands første soloalbum, Two Steps from the Blues. Det er stort set en opsamling, men den bliver tit opfattet som et reelt studiealbum, og det forstår man faktisk godt. For det første starter den meget blødt med titelnummeret, hvorpå Blands stemme virkelig udmærker sig. Dette er en af de få sange, der ikke tidligere var en single, og den bliver efterfulgt af en hel lille fortælling, der spreder sig over 3 sange. Det er måske ikke tilsigtet, men Cry Cry CryI’m Not Ashamed og Don’t Cry No More fungerer faktisk som en hel lille fortælling. På Cry Cry Cry slår han bittert op med sin udkårne og beordrer hende til at græde. Det er en meget traditionel bluessang, mens I’m Not Ashamed, der handler om at hun så ser ham græde, og at de finder sammen igen, er mere soul-præget. Den afsluttes så af den festlige pop-R&B-sang Don’t Cry No More, hvor den store glæde findes igen. At de alle har ordet “cry” i deres hook gør, at de føles så sammenhængende.

Efter det begynder det dog at føles som en opsamling igen. Track 5-12 har ikke meget med hinanden at gøre, men de viser stadig en meget alsidig Bobby Bland, der slører linjerne mellem blues og soul finere end nogen anden sanger har gjort. Der er ganske vist rendyrkede bluesnumre som Little Boy Blue og I Don’t Need No Woman, og sange som I’ve Got to Forget You og Lead Me On er stort set bare soul, men på meget af pladen fusioneres det så naturligt, at man knap nok lægger mærke til, at f.eks. I Pity the Fool laver virkelig markante stilskift. Personligt elsker jeg, når musikere prøver at trandencere genreboksene for i stedet at udfolde sig kreativt. Han skrev dog ingen af sangene på pladen selv, men jeg sætter pris på, at han som sanger ikke holdt sig fra genrer, han ikke var vant til, for hans stemme er smuk på hvert eneste nummer. Instrumentationen er også virkelig varieret. Der er både numre, hvorpå guitaren er det vigtigste instrument og nogle hvor man knap nok kan høre det. Der bliver derudover leget med orgel, klaver, trompeter og en masse andet guf.

Der er ingen sange, jeg synes er dårlige på Two Steps from the Blues, men til gengæld er der heller aldrig noget nummer, der blæser mig omkuld. Jeg savner lidt et dynamisk højdepunkt. Pladen er kun 30 minutter lang, og på den tid får man 12 rigtig gode bluessange, men længden kan mærkes rigtig tydeligt. Når man har så intense plader som Los Angeles af X eller så simplistiske plader som Pink Moon, så fungerer det. Med Two Steps from the Blues føles det lidt uafsluttet. Jeg må dog indrømme, at starten er virkelig klogt skruet sammen, og det er de færreste opsamlingsalbums, der er så klogt udtænkt. Det er dog lidt synd, at det ikke bliver ved. Der er helt sikkert bedre opsamlinger derude, men Two Steps from the Blues giver dig stadig noget af det bedste, manden har lavet, og oven i købet på meget kort tid. Bobby Bland har en virkelig skøn stemme, han opfører nogle virkelig gode sange, og det er meget varieret. Så hvis du er til blues eller soul og ikke er særlig bekendt med Bobby Bland, så bør du blive det, og Two Steps from the Blues er et godt sted at starte.

217 – Beastie Boys – Licensed to Ill (1986)

Jeg har efterhånden gjort det ret klart, at jeg elsker hip hop i mange forskellige afskygninger, men alligevel har jeg altid haft væsentlige problemer med langt de fleste hip hop-plader, jeg har anmeldt. Det er ikke nær så slemt i dag, men før i tiden var der mange skratch-numre, skits og decideret fyld på selv de bedste plader. De eneste hip hop-plader, jeg ind til videre har anmeldt, der ikke har haft ét svagt nummer er The Blueprint af Jay-Z, Enter the Wu-Tang (36 Chambers) af Wu-Tang Clan og Illmatic af Nas. Det vil jeg allerede afsløre, at denne anmeldelse vil ændre på, for Licensed to Ill af Beastie Boys er en af de bedste hip hop-plader nogensinde. Og det er sjovt, for jeg ville aldrig på et lyrisk niveau sammenligne Beastie Boys med f.eks. Jay-Z, Nas og størstedelen af Wu-Tang Clan, og alene med hensyn til deres flow, så er de på Licensed to Ill ikke synderligt imponerende. De er til gengæld fulde af energi og personlighed, og personlighed kan række langt. Det hjælper nok også meget, at der er tre af dem. Blandt de tre er MCA nok den eneste, jeg kunne udholde at høre en solo-plade med, for både Mike D og især Ad-Rock er meget højlydte og irriterende på en sært tiltalende måde.

Beastie Boys rapper på Licensed to Ill ikke rigtig om andet end nogle vilde røverhistorier, barnlige fantasier og alt muligt, som ville være uudholdeligt at høre på, hvis de tog sig selv mere seriøst. Men det gør de ikke, og selv i dag fungerer Licensed to Ill på et satirisk plan. Det virker faktisk skræddersyet til at gøre grin med moderne mainstream-rappere, men den slags typer fandtes selvfølgelig også dengang, de tjente bare ikke penge på at udstille deres skødesløshed som noget at aspirere efter. Der er dog ingen, der har lyst til at være de figurer, Beastie Boys portrætterer på Licensed to Ill. De er naive, de er dumme, de tror selv, at de er de sejeste. På (You Gotta) Fight for Your Right (To Party) rapper de om at pjække fra skole, på Paul Revere truer de med at dræbe hinanden. Kontrasten mellem disse får mange af deres alligevel langt ude fortællinger til at virke fuldkommen usandsynlige, selv inden for det ellers selvskabte univers. Og denne personlighed er da også virkelig hjulpet af skingre Ad-Rock, sprøde MCA og frembrusende Mike D. Især Ad-Rock lyder bare som en 7-årig i sin attitude, og det gør det svært ikke at holde af.

Albummet er produceret af Beastie Boys i samarbejde med Rick Rubin. Han er en næsten endnu vigtigere person i genrens historie end Beastie Boys. Han producerede allerede før License to Ill for Run-D.M.C. og LL Cool J, og senere ville han også samarbejde med bl.a. Public Enemy, Jay-Z, Eminem og rapguden over dem alle: Sir Mix-a-Lot. Det var praktisk talt ham, der skabte den hårdtslående, vrede lyd, mange forbinder med meget af den bedste guldalder-hip hop. Før ham var stort set alle hip hop-samples af funk og lignende genrer, men han havde en baggrund i rockmusik og dermed et bredere spektrum end de fleste hip hop-producere. Der er ganske vist lyd fra Stevie Wonder, Kool & the Gang og Barry White, men lige så meget kommer fra navne som Led Zeppelin, AC/DC og The Clash. Beastie Boys lavede også tidligere hardcore punk, så det giver et udsyn på musikken, der stadig virker originalt i dag, for jeg kan ikke nævne én anden rapper, der har en baggrund i lignende genrer. Og det er nok sådan noget, der har gjort, at Licensed to Ill bare holder. Det er en fantastisk plade, og den kunne sagtens være en af mine top 10 hip hop-plader.

224 – Bruce Springsteen – Nebraska (1982)

Bruce Springsteen overrasker mig konstant med kvaliteten på sine albums. Ikke fordi jeg ikke fatter, at han er dygtig, men bare hvor gennemført og imponerende hans musik er, det er ikke noget som særlig mange andre heartland-kunstnere kan præstere. Heartland-rock er dog ikke det, hans sjette studiealbum, Nebraska fra 1982, bør blive defineret som. Det er mest af alt folk – ikke engang folk-rock, bare folk. Han spiller selv alle instrumenterne på pladen, og dem er der ikke så mange af. Når det er helt vildt, trækker han et orgel eller en synthesizer frem, og af og til får guitaren selskab af en mandolin. Han leger også lidt med klokkespil, men der er stadig fokus på hans stemme, hans guitar og hans mundharmonika. Der er altså ingen bas og ingen percussion udover en sporadisk tamburin. Han har altså sat alting ned til det helt nøgne, hvor kun sangskrivningen og opførslen er vigtig. Der er intet fancy, til at distrahere dig fra noget som helst. Sangene på pladen er demoer, som oprindeligt skulle være optaget med bandet, men Springsteen valgte bare at udgive dem på egen hånd.

For at gøre omstændighederne endnu mere besværlige, så er mange af sangene ret stille og triste. Man kan sige dette om alle sangene med ulige tracknummer. Det er næppe helt tilfældigt. For sjov har jeg prøvet at springe alle de lige numre over, og pladen falder fuldkommen til jorden. De langsomme sange er ganske vist virkelig smukke, og Springsteen er mere poetisk og tænksom end han ellers nogensinde har været, men det ender med at blive kedeligt og ensformigt. Og jeg elsker ellers alle de stille numre, især titelnummeret og Highway Patrolman, men jeg må indrømme, at de lyder ret ens. Det er dog ikke noget, man tænker over, når man bare lytter til pladen fra ende til anden. Så tænker man blot, at det er nogle virkelig smukke sange. Samtidig fungerer de mere energiske sange ikke helt på egen hånd. Da jeg prøvede at høre dem uden de langsomme, føltes det bare som en opsamling, fem rigtig gode sange, alle lavet i en lidt lo-fi folk-stil, men derudover havde de bare ikke noget med hinanden at gøre. Det er fascinerende, hvad god albumstruktur kan gøre.

Det er helt utroligt, hvad Springsteen formår at gøre med et så simpelt setup og en så rå lyd. Det er meget let at føle med ham, og især på så hjemsøgte numre som State Trooper  er det let at få en klump i halsen. Selv på mere poppede numre som Atlantic City og Johnny 99 kan man mærke, at der er virkelig store følelser på spil, og det er en kvalitet, jeg ikke har set magen til på nogen anden Springsteen-plade. Bruce Springsteen har jo alle dage været kendt for sin let tilgængelige, glade og folkelige rockmusik, og Nebraska viste en hel ny side af ham. Der er noget punk over det – ikke i lyden eller sangskrivningen, men rettere æstitikken. Det er langsommere og mere klart, simpelt og stille i lyden end på nogen anden Springsteen-plade, og hans stemme er end ikke så forskellig fra f.eks. The River, men han laver alligevel med Nebraska en af de grimmeste plader, stilarten havde set. Og den er til den dag stadig noget unikt. Jeg har svært ved at nævne en eneste anden plade, der er til at sammenligne med Nebraska, og det er noget af en præstation. Det er en helt utrolig plade, som alle og enhver bør give en chance – selv hvis du ellers ikke kan udstå Springsteen.

229 – Bonnie Raitt – Nick of Time (1989)

Blues er en genre, der ikke ligefrem har været spækfuld af store kvindelige navne. I gamle dage var der selvfølgelig Big Mama Thornton, og Janis Joplin såvel som Grace Slick havde klare rødder i genren, men den eneste store kvindelige bluesguitarist, jeg kan komme på er Bonnie Raitt. Raitt har lavet plader siden starten af 70’erne, og hun holder sig faktisk stadig ret godt. Hendes store folkelige gennembrud var den grammy-vindende Nick of Time fra 1989, der også er en ret god introduktion til hende. Man lægger lige fra det første nummer mærke til hendes dejligt sprøde stemme og flotte evner på guitaren. Lydbilledet er mere fyldigt end man er vant til fra gammeldags blues, og det gør, at man ikke nødvendigvis lægger så meget til guitaren, men den ender faktisk med at gøre hendes lyd meget større. Raitt har kun skrevet to af numrene på pladen, Nick of Time og The Road’s My Middle Name. Resten er skrevet af et meget varieret udbud af sangskrivere, og sangene er også meget forskellige. De fleste lyder meget af blues, mere end titelnummeret gør, men der er også mange, der lugter meget af country eller endda reggae.

Reggae-sangen er en ret ren, ufarlig popsang, men Have a Heart er stadig fuld af følelser. Det er dog hendes bluesmateriale, der virkelig vækker opsigt. Thing Called LoveLove Letter og Real Man er rå og ustyrlige, og hun fyrer den virkelig af på spaden. Og det er også bare virkelig forfriskende at høre en kvindestemme opføre sådan noget musik. Genren har i årevis været kendetegnet ved en vis hørm af machomand og ærlig talt ret sexistiske sange. Det er da dejligt at høre det modsatte perspektiv, for rigtig mange bluessange handler trods alt om den underrepræsenterede demografi. Det er jo ikke fordi Raitt ikke kan lide disse gamle bluesdrenge, hun er tydeligvis inspireret af dem, og hun har optaget sange med mere end bare få af dem. Desuden er kun ganske få sange skrevet af hende, og langt fra alle er heller skrevet af andre kvinder. De er selvfølgelig skrevet til Raitt, og det betyder stadig noget, og hendes måde at synge og spille disse sange er ganske unik. Man kan så begynde at spørge sig selv, hvorvidt vi faktisk får et kvindeligt perspektiv på en mandsdomineret genre, men uanset hvad så får vi nogle stadig meget moderne bud på hvad blues kan gøres til. Og det lyder rigtig godt.

Jeg nyder alle numrene på Nick of Time, og selvom jeg foretrækker de mere blues-prægede numre, så er det rart med de små afbrydelser man får fra de andre, mere stille numre. Det ender med at blive ganske hyggeligt. Og det er nok det store problem, som dette ellers virkelig gode album lider af: det er lidt for begivenhedsløst. Der sker en masse, men jeg savner nogle reelle højdepunkter at kunne pege på. Der er altid smukke følelser, og store er de da, men de bliver aldrig enorme. Alle sangene fungerer rigtig godt på egen hånd, men de bygger ikke rigtig op mod noget større. Det føles lidt som en opsamling. Heldigvis er kvaliteten så rigtig høj, og heldigvis får man også meget forskellig musik. Bonnie Raitt er en virkelig talentfuld guitarist og sanger, og denne konsekvente kvalitet holder albummet rigtig højt oppe, og selvom den manglende sammenhæng gør, at man ikke kan lytte til albummet nær så mange gange i træk som visse andre plader. Den store variation gør dog, at man altid får noget nyt, og hvis du ikke har lyttet til den i noget tid, eller hvis du aldrig har lyttet til den før, så kan det absolut anbefales at give Nick of Time en omgang, for den er fuld af kvalitetsmusik.

232 – The Byrds – Mr. Tambourine Man (1965)

Man kan få lidt ondt af et band, hvis største hit er et cover. Men det har jo aldrig stoppet Aretha Franklin, Marvin Gaye, Janis Joplin eller Jeff Buckley, og det stoppede på ingen måde The Byrds. Deres fantastiske cover af Bob Dylans Mr. Tambourine Man var ikke blot deres første og største hit, det var også en sang, de var utrolig stolte af. Den kom til at give navn til deres debutalbum, og ideen med at lave en mere elektrisk, psykedelisk udgave af en Dylan-sang gentog de også – der er hele 4 af slagsen blandt pladens 12 tracks. Lad mig lige som stor Byrds-fan sige, at det normalt er sådan noget, der gør en gruppe til et one hit wonder. Wild Cherry undgik ikke at hitte igen, fordi de ikke var gode musikere, de hittede ikke igen fordi de bare prøvede at gentage Play That Funky Music en masse gange. Foruden de 4 Dylan-covers fortolker de også Pete Seegers The Bells of Rhymney og Vera Lynns We’ll Meet Again. Det er så halvdelen af pladen, men de gør det faktisk rigtig godt. De mange covers sørger de for at forene nydeligt med deres flotte lydbilleder.

De er dog også ganske glimrende sangskrivere på egen hånd. Man behøver ikke at kigge meget længere end til track 2 for at opdage dette: I’ll Feel a Whole Lot Better er en fantastisk skrevet popsang, der virkelig hænger godt sammen. Og den lyder helt unikt af The Byrds. Der er mange små finurligheder, der gør dette til et mesterværk. Men måske skjulte Gene Clark, der har skrevet de fleste originale sange, sine sangskrivningstalenter lidt væk. Det føles nemlig som om, der er en del fyld. Forud for denne anmeldelse har jeg lyttet til denne plade adskillige gange, den er nemlig utrolig kort. Selv med alle de gennemlytninger, så har jeg svært ved at få særlig meget ud af de originale sange. Jeg elsker virkelig den dystre stemning på I Knew I’d Want You og Here Without You, men angående sangskrivning, så er der ikke så meget at komme efter. It’s No Use og Don’t Doubt Yourself, Babe er nogle mere spøjse sange, og især den sidste holder ret godt. Denne er ikke skrevet af Gene Clark men af Jackie DeShannon specifikt til gruppen. Den eneste originale sang, jeg nu mangler at fortælle om er You Won’t Have to Cry. Der er heller ikke så meget at fortælle om, udover at Jim McGuinn er ret imponerende på guitaren, og at introen lover meget mere end sangen leverer.

Man skal dog virkelig være et forfærdeligt band for at ødelægge klassiske Bob Dylan-sange, for hvis nogen sangskriver har lavet udødelig musik, der ikke kan ødelægges af selv de værste, så er det Dylan. Men Byrds er ikke dårlige, de er faktisk helt fænomenale. Der er bare fyld på deres debutplade, det er der på så mange plader fra tilbage i 60’erne. Det bedste på denne plade er da foruden I’ll Feel a Whole Lot Better deres mange covers. Det er ikke kun af kommercielle årsager, at de fortolker så meget Dylan på denne plade. Det er også fordi, deres lyd er utrolig velegnet Dylans sangskrivning, også selvom de gør det vidt forskelligt fra ham. De sørger for at have meget lyd af hans folk samtidig med at sætte både noget rock og psykedelia i hans musik. Deres vokalharmonier er virkelig smukke, og Dylans bevidst manglende perfektion giver gruppen noget kant, der lidt mangler på mange af deres originale sange. Pete Seeger er som stor indflydelse for Dylan også perfekt for the Byrds, og deres cover af We’ll Meet Again runder faktisk virkelig flot pladen af med sin sentimentalitet. Mr. Tambourine Man er en fantastisk sang, en af de bedste nogensinde, og den har givet navn til en ganske god plade. Det er fristende at kalde den en usleben diamant, men den er rettere lidt mere poleret end hvad godt er.