39 – The Beatles – Please Please Me (1963)

Der var engang et engelsk skiffleband der hed The Quarrymen. Som årene gik, bevægede gruppen sig væk fra Skiffle og over mod rock & roll og rhythm and blues. I 1960 skiftede de navn til The Beatles og turnerede rundt med især covers af amerikanske rocksange. I 1962 rekrutterede de studietrommeslager Ringo Starr som fast medlem, og de indspillede deres debutsingle, ‘Love Me Do’, der var bandets egen komposition. Den endte senere på albummets debutalbum ‘Please Please Me’ i 1963, dog her i en udgave med Andy White på trommer. ‘Please Please Me’ består som så mange rockudgivelser fra start-60’erne af en del covers. Seks af albummets 14 sange er covers, og ganske mærkbart alle af relativt nylige amerikanske popsange med klare rhythm and blues-elementer. Det siger en del om, hvad The Beatles kiggede efter, da de indspillede deres debutalbum. De lod sig mere inspirere af nye tendenser i amerikansk popmusik end den britiske skiffletradition, de startede i. Dette påvirker også sangskrivning og spillestil i de numre, de selv har skrevet, men de medbringer noget af deres egen liverpoolske uslebenhed i lyden. De er alle sammen fine sangere, men på dette album var de langt fra den tekniske skønsang, der på godt og ondt dominerede amerikansk popmusik i start-60’erne.

Generelt har gruppens egne kompositioner klaret tidens tand langt bedre end deres covers. De er generelt meget tro mod originalerne. De mest radikale ændringer er ofte, at en guitar spiller en del, der i forlægget var spillet på klaver, eller at nogle vokalharmonier bliver skåret fra. Problemet er, at de ikke ligefrem har valgt særlig gode sange at fortolke. ‘Baby It’s You’ er muligvis den mest corny Burt Bacharach-komposition nogensinde, og Mack Davids tekst gør det kun værre; ‘Boys’ er en særdeles uinspireret rock & roll-melodi, af den mest forudsigelige slags; ‘A Taste of Honey’ er helt specifikt en fortolkning af Larry Welchs kluntede forsøg på at gøre den oprindelige instrumentale popsang mere rhythm and blues-orienteret med en dreven vokal. De bliver dog modvejet af gruppens muligvis bedste covernummer nogensinde, der bruger The Isley Brothers-fortolkningen af The Top Notes’ ‘Twist and Shout’ som forlæg. Det er et brag af en afslutning, og især John Lennons leadvokal gør meget for at sælge deres udgave som den definitive version af tracket. Men hele bandet har det ganske tydeligt fedt i studiet. Det er et vidunderligt festtrack, der viser en energi, man godt kunne savne fra mange af de andre sange på albummet.

Gruppen har lidt flere esser i ærmet med deres egne sange, der på dette album alle er skrevet af John Lennon og Paul McCartney, der også skiftevis tager sig af leadvokalerne på størstedelen af albummets sange. Paul McCartney synger blandt andet det pragtfulde åbningsnummer ‘I Saw Her Standing There’, der er så propspækket med hooks, at den med god grund har fået status som popklassiker. ‘Please Please Me’ og ‘Love Me Do’ er ligeledes rigtig fine popsange, der er rigtig charmerende. På disse numre deles Lennon og McCartney om leadvokal, og Lennon hiver dertil sin kære mundharmonika frem, hvilket gør dem til nogle af de mere farverige og varierede tracks på albummet. De prøver at gentage denne cocktail med ‘There’s a Place’, og selv om dette nummer nok aldrig kunne have været nær så stort et hit, fungerer det stadig. ‘Misery’ er en meget simpel sang, og den lyder lidt som en The Four Seasons-efterligning, men den er stadig langt bedre end noget nummer, The Four Seasons har hittet med. De resterende numre er såmend fængende nok, men de føles også ret ligegyldige. Jeg synes ikke, det er overilet at kalde dem albumfyld. For ‘Please Please Me’ er et ret ujævnt album. Der er fire klassiske tracks, men derudover er der nok højst tre af dem, der holder. Det er kun halvdelen af pladen, og når kvaliteten ikke er mere konsekvent, har jeg svært ved give en helhjertet anbefaling.

420 – The Beatles – With the Beatles (1963)

The Beatles er et af den slags bands, der virkelig ikke har brug for at blive introduceret. De debuterede i 1963 med albummet Please Please Me, og senere samme år udgav de opfølgeren, With the Beatles. Dette album starter rigtig stærkt ud med It Won’t Be Long der er en utrolig fængende, sjov, håbefuld sang, der klart viser Beatles gøre, det de er bedst til: at skrive fortræffelige melodier. De lyder meget inspireret af amerikansk rockmusik fra slutningen af 50’erne, navnlig Buddy Holly. Den efterfølgende All I’ve Got to Do er en ligeledes fantastisk sang. Den leger rigtig godt med tempoet, og dens charme er helt uimodståelig. Disse to første sange er sunget af John Lennon, men Beatles sørger jo altid for at gøre deres albums dejligt varierede med at skifte forsanger nu og da. Den Paul McCartney-sungne All My Loving er nok pladens bedste sang, og med sin dejlig simple melodi er den også noget af det mest fængende, Beatles har lavet. Den er dog så oprigtig og karismatisk, at den aldrig bliver så fængende, at det er irriterende. Den er næsten helt perfekt.

Den Harrison-skrevne og -sungne Don’t Bother Me er endnu et eksempel på gruppens utrolige evner som sangskrivere. Den er mere dyster end stort set alt det, gruppen ellers havde lavet dengang, men den fungerer virkelig godt, selv hvis man ikke tager i betragtning, at det er uvant territorium. Little Child, sunget af Lennon og McCartney i fællesskab, er en ret fræk lille sag om at byde op til dans. McCartney har selv beskrevet denne som albumfyld, men hvis det skulle være albumfyld, så er det noget af det bedste albumfyld derude. Til gengæld ville jeg kalde deres cover af Till There Was You albumfyld. Den er ret kedelig i deres udgave, selvom McCartney selvfølgelig er en fremragende sanger. Faktisk er Beatles generelt ikke så gode til covers, og de mange covers er absolut dette albums svageste side, og Please Mr. Postman og Roll Over Beethoven, sunget af henholdsvis Lennon og Harrison, er ikke undtagelser. Den McCarney-sungne Hold Me Tight er endnu et nummer, som visse af bandets medlemmer virkelig bare anså som fyld, og jeg forstår det lidt bedre her. Den er en smule banal, men selv når de ikke rigtig prøvede, lavede de rigtig gode melodier.

Da synger Lennon og Harrison et ret kedeligt cover af You’ve Really Got a Hold On Me. Denne bliver opfulgt af pladens uden tvivl bedste cover, nemlig en Ringo Starr-sunget udgave af the Rolling Stones-sangen I Wanna Be Your Man. Denne sang passer meget bedre til Beatles-stilen end de øvrige covers, og det kan nok have noget at gøre med at Lennon og McCartney skrev den i første omgang. Den er dejlig energisk og sjov, og den lyder af ren testosteron. Den bliver så opfulgt af pladens værste cover, der måske oven i købet er en af gruppens allerværste sange. Devil In Her Hart er virkelig kedelig, og det er bare en lang diskussion mellem kor og Harrison, der kan opsummeres med “jeg har ret” – “nej, jeg har ret”. Den næstsidste sang er Not a Second Time med Lennon, og blandt de originale melodier, er denne nok den, der gør mindst indtryk på mig. Den er ikke videre dårlig, men der sker utrolig lidt. Lennon afslutter slutter albummet af med et sidste cover, denne gang af Money (That’s What I Want). Det er ikke rigtig et dårligt cover, og det er rigtig energisk. With The Beatles er langt fra den bedste Beatles-plade. Hvis du ikke er stor Beatles-nørd, der har brug for at høre det hele, så kan du nok springe denne over. Men det er trods alt interessant at høre, hvad de startede med.