Det er over fem år siden, jeg sidst har brugt denne blog. Jeg forlod den lettere uceremonielt, fordi jeg havde en idé om, at jeg stadig ville hoppe ind fra tid til anden, når jeg ikke havde andre projekter, jeg var i gang med. Men nu er der gået fem år.

De seneste fem år har jeg brugt på meget andet – jeg har især brugt meget tid på at skrive for Soundvenue, hvor jeg siden 2018 har været tilknyttet som musikskribent.

Desuden har jeg siden min sidste anmeldelse her på bloggen kastet mig ud i podcastingens verden. Først med en podcast om Roskilde Festival – den hed ‘Orange Snak’ og kørte fra 2019 til 2020. Ideen var, at podcasten året rundt ville dykke ned i både festivalens bookinger og i dens historie – dog primært førstnævnte.

Den idé blev lidt ødelagt, da festivalen i 2020 blev aflyst grundet Covid-19, og da en Roskilde Festival i 2022 endelig syntes uundgåelig, var det svært at få en genstart af podcasten til at give mening. Det hjalp heller ikke det store, at jeg primært indspillede på en lokal radiostation, og at jeg derfor på ingen måde havde udstyret til at indspille og klippe en kvalitetspodcast derhjemme, hvilket kan høres på kvaliteten af de afsnit, der udkom, mens pandemien var på sit højeste. Jeg leger af og til med ideen om at lade den vende tilbage, men jeg kan ikke se det for mig i skrivende stund.

I 2023 startede jeg dog en ny podcast op – og denne gang sørgede jeg for selv at investere i udstyr og software, så jeg ville være tilfreds med projektet. Den hed ‘Sang mod sang’ og var direkte inspireret af den amerikanske podcast ‘Song vs. Song’. Jeg startede den med min gode ven Nicholas Hein, og den har nu stået på i et år – og vi er stadig lige så entusiastiske for projektet, som da det startede.

Siden min seneste anmeldelse på denne blog har jeg også startet den populære Facebook-musikside ‘Det bedste danske album nogensinde’, der sidenhen har skiftet navn til først ‘Den bedste danske film nogensinde’ og sidenhen til ‘Den bedste danske sang nogensinde’. Med andre ord har jeg haft nok at se til de seneste fem år.

Men september 2024 skete der noget. Jeg sad flere dage i træk og forsøgte at samle overskuddet til at skrive en anmeldelse for Soundvenue, men energien kom bare ikke. Albummet var ellers glimrende. Til at starte med konkluderede jeg, at jeg havde skriveblokade. Men sidenhen konkluderede jeg, at det var en alvorlig burnout, der måske kunne have elementer af stress eller depression over sig.

Jeg bestilte en lægetid og fik en psykologhenvisning. Men jeg sørgede også (med rigtig meget hjælp og støtte fra mine nærmeste) for at omlægge mine vaner. At sørge for at komme udenfor hver dag. At undgå at bruge for meget tid det samme sted. At bruge min vandflaske regelmæssigt. At give mig selv tid til at fordybe mig i rekreationelle aktiviteter, frem for at behandle dem som overspringshandlinger, der skubbede til, hvornår jeg gik i gang med mine pligter.

Det er begyndt at gå markant bedre. Og jeg glæder mig til at gå i gang med at skrive professionelt igen. For jeg føler mig efterhånden klar. Men jeg har besluttet mig for – bare som en prøve – at starte med at skrive nogle tekster på hobbyplan, så jeg ikke springer tilbage i skrivemaskineriet, før jeg er klar.

Og det er her, hvor bloggen kommer ind i billedet. I tidernes morgen besluttede jeg mig for, at jeg her på bloggen ville anmelde de 500 bedste album nogensinde ifølge Rolling Stone (eller i hvert fald ifølge Rolling Stone anno 2003 – listen blev lettere revideret i 2012 og massivt gentænkt fra bunden i 2023). Jeg nåede de første 476, inden jeg skiftede fokus til Soundvenue, hvilket ærlig talt er et kæmpestort antiklimaks.

Jeg havde engang en ambition om, at jeg ville fortsætte med at anmelde de 38 album, der blev tilføjet i 2012, og at jeg (såfremt der kom nye udgaver) også ville anmelde de tilføjelser, de måtte have. Jeg regnede ikke dengang med, at 164 album ville blive udskiftet til den tid.

Jeg skal ikke sige, om jeg når mod enden denne gang. Jeg ved ikke, om jeg holder denne blog i live, når jeg begynder at arbejde igen. Hvis jeg gør, tror jeg det bliver med relativt sparsomme opdateringer.

Med dette lange forord ude af vejen, vil jeg hermed anmelde det album, jeg var nået til – nemlig ”Live’ at the Apollo’ af James Brown. Dette album blev rykket til #25 på 2012-udgaven af Rolling Stone-listen, og i 2023 blev det rykket til #65.

Inden jeg skrev denne anmeldelse, loggede jeg på min blog, hvor jeg blev mødt af en adskillige år gammel kladde, der i praksis var en 75% færdiggjort anmeldelse. Det var sjovt at blive mødt af en tekst fra februar 2019, der faktisk indeholdt mange af de samme tanker, jeg har gået med, mens jeg over det sidste par dage har genlyttet til albummet. Alligevel har jeg dog valgt at skrive teksten helt forfra, dels så den reflekterer min nuværende skrivestil og dels, da dette jo netop er en øvelse i at begynde at skrive igen oven på en sygemelding.

Jeg synes, det er sjovt, at ”Live’ at the Apollo’ er den højest placerede James Brown-udgivelse på 2003-udgaven af Rolling Stone-listen. Ikke fordi, det ikke er en glimrende udgivelse – det er det skam. Men snarere fordi den er meget fjern fra, hvad de fleste tænker på, når de tænker på James Brown i dag.

Hele Browns liv var hans kælenavn ‘The Godfather of Soul’, men hvis jeg skulle opremse de store mandlige soulsangere, ville jeg nok pege på en del af Browns kolleger, inden jeg kom i tanker om Brown – Sam Cooke, Otis Redding, Marvin Gaye, Stevie Wonder, Curtis Mayfield. Browns bedste numre er i min optik klart hans funk-skæringer, og det er mit klare indtryk, at de har defineret hans eftermæle langt mere end den traditionelle rhythm & blues og soul, der definerede hans tidlige output.

Funken opstår dog først for alvor i 1965, så den er ikke til stede på denne hæderkronede Brown-liveplade. Nix, der er ingen ‘Papa’s Got a Brand New Bag’, ‘I Got You (I Feel Good)’ eller ‘Say It Loud – I’m Black but I’m Proud’ på denne skæring. De store hits hedder i stedet ‘Try Me’, ‘Night Train’ og ‘Please Please Please’ – sidstnævnte er nok i dag Browns bedst huskede nummer fra den æra, og det er ikke engang inkluderet som en selvstændig sang. I stedet optræder det i starten og slutningen af en medley sammen med syv andre sange.

Men det vilde er, at det virker. Studieindspilningerne fra tidligt i Browns karriere siger mig ikke det store hinsides den historiske interesse, men ”Live’ at the Apollo’ fungerer eminent. Albummet sørger nemlig for, at fokus er på Browns uovertrufne evner som performer.

Det er en ret rå og upoleret indspilning. Man kan høre mange små “uperfektheder”, der gør, at albummets verden føles levende. Jeg føler mig transporteret direkte til The Apollo Theatre, når jeg på et nummer som den ti minutter lange ‘Lost Someone’ hører ham fyre det ene dyriske skrig af efter det andet, hvortil publikum i alle retninger svarer igen med fangirl-skrig – og når Brown derefter udpeger bestemte publikumsmedlemmer med ordene »I believe someone over here lost someone«, er det svært ikke at visualisere det for sig, hvordan han interagerer med de forreste rækker.

Under saxofonsoloen på ‘Think’, et af albummets mest tempofyldte numre, opstår der tilsvarende billeder på nethinden af Brown, der danser – så tydeligt er det nemlig, at han giver den hele armen. Det samme gælder de instrumentale stykker, der stedvist agerer som korte overgange mellem numrene, samt den instrumentale passage, der runder afslutningsnummeret ‘Night Train’ af.

På ‘Night Train’ får vi også noget fremragende call-and-response mellem Brown og The Famous Flames, som hans faste kor hed. Albummet spræller af liv. Selv langsommere sange, såsom doowop-skæringerne ‘Try Me’ og ‘I Don’t Mind’, er utrolig nærværende. Her er der plads til at Brown virkelig kan sprede vingerne som vokalist. Og her mener jeg ikke blot på et teknisk plan (omend han er imponerende), men også som historiefortæller. Hjertesorgen har ikke mange dimensioner på et tekstmæssigt plan, når det gælder disse sange, men han lægger hele armen i at give dem et rigt følelsesliv.

Men der er også bare spil for galleriet – det er tydeligt, at han nyder at lege med sit publikum. Når han til sidst i medleyen vender tilbage til hittet ‘Please Please Please’, er det en euforisk homerun. Han ved, at vi har siddet og ventet på, at den ville vende tilbage, efter at den blev teaset i starten af medleyen, så der er kæmpe optursstemning, når vi når dertil.

Jeg har kun få anker. For det første er vokalen stedvist meget choppy, i hvert fald på udgaven, der er på streaming. Jeg kunne sværge, at jeg engang lånte albummet på biblioteket, hvor det ikke var tilfældet, men flere steder cutter Browns vokal abrupt ud af den ene kanal i et halvt sekund – som hvis kablet til dine hovedtelefoner var ustabilt.

Dernæst lider albummet virkelig af, at Browns katalog endnu ikke var så stærkt, som det ville blive. Brown har lavet over 30 efterfølgende livealbum, og hvis han bringer en tilsvarende energi, tror jeg klart, jeg ville foretrække dem. Han lavede endnu et ”Live’ at the Apollo’-album i 1968, og der er sætlisten meget mere efter min appetit. Etteren holder dog stadig rigtig godt, og hvis man vil høre rhythm & blues og soul, som det lød i start-60’erne, er det klart et af de første album, jeg vil anbefale.