454 – Stan Getz & João Gilberto – Getz/Gilberto (1964)

Jazzsaxofonist Stan Getz udgav i 1962 Jazz Samba, der introducerede en stor del af den nordlige halvkugle for den brasilianske bossa nova-musik, og mange erklærede det en simpel dille, der hurtigt ville gå væk. Han fastslog for alvor, at bossa nova havde stort internationalt potentiale, da han sammen med brasilianske guitarist og sanger João Gilberto og pianist og komponist Antônio Carlos Jobim, der ligeledes er brasiliansk, udgav albummet Getz/Gilberto i 1964. Det blev til en serie af rigtig stære melodier, der er velpolerede, om man så går ned og kigger på hvert enkelte instrument. Det hele hænger utrolig godt sammen, og det hele lyder perfekt. Det er aldrig specielt truende, oftest er tonen mest af alt afslappende, men Getz får vikelig spillet imponerende soloer, og også bag sangen, sker der ofte ganske interessante ting. De fleste af sangene er sunget udelukkende af João Gilberto, men hans kone, Astrud, skinner virkelig på de to numre, hun synger med på, åbningsnummeret The Girl From Ipanema og Corcovado (Quiet Nights of Quiet Stars). Hun har en formidabel stemme, der virkelig tilføjer meget til albummet, og det er nærmest synd, at hun ikke synger flere af sangene.

De otte numre João synger alene er dog ikke mindre fantastiske, da de uanset hvad er fantastisk komponeret. Der er god variation i Antônio Carlos Jobims kompositioner, og der er rigtig meget at gribe fat om og dykke ned i. Han har komponeret 6 af sangene helt eller delvist, og undtagelserne afviger ikke meget fra hans meget kække, rolige komposition. Jeg foretrækker stadig numrene, hvor Jobim har haft en eller anden form for deltagelse i kompositionerne, men det irriterer mig heller ikke, når han ikke gør andet end at spille klaver. Hans melodier er utrolig fængende, og da de netop er så afslappende, er det godt at have sådanne melodier siddende fast i hovedet, da det bare bringer ro til resten af kroppen. De består alle i stor grad af sang, og de fleste numre har også nogle saxofonsoloer, der sørger for at gøre det til en mere levende oplevelse. Og Stan Getz er så sandelig en ganske livagtig saxofonist.

Hvis du vil høre et album, der virkelig oser af brasiliansk stemning, så går man virkelig ikke galt i byen med Getz/Gilberto. Selvfølgelig, at lyde eksotisk er ikke noget specielt på egen hånd, men sammen med de utrolig præcision og kontrol over instrumenterne gør de at den musikalske oplevelse ikke blot er veludført, men den brasilianske lyd sørger for at lytteren lægger mere mærke til resten, da musikken kommer til at føles mere unik. Hver eneste melodi på pladen, især dem af Jobim, er gode og stemningsrige. Fra start til slut føles albummet rigtig gennemtænkt, og det bliver spillet med yderste finesse. Hvis man er til jazz, er Getz/Gilberto et absolut must at lytte til, for efter den blev udgivet, var jazz ikke det samme. Uden den ville du måske end ikke vide, hvad bossa nova er. Jeg er ikke engang selv specielt vant jazzlytter, men jeg kan genkende et godt jazzalbum, når jeg lytter til det, og få er nær så gode som dette.