465 – The Drifters – The Drifters’ Golden Hits (1968)

I 1953 blev en mandlig R&B-vokalgruppe ved navn the Drifters samlet. De lavede nogle af de største hits indenfor genren i løbet af 50’erne og 60’erne, i starten med Clyde McPhatter som det væsentligste navn på sange som Money Honey, Honey Love og Such A Night. McPhatter forlod gruppen i 1954, og ovenpå lidt svingende held med Johnny Moore som frontfigur, fyrede pladeselskabet i 1958 hele gruppen, og erstattede dem af en anden gruppe, der dengang hed The Five Crowns, men som da fik navnet The Drifters. Mange kom og gik også fra den gruppe, inkl. den formidable Ben E. King, og Johnny Moore vendte skam også tilbage. Denne nye gruppe fik i 1968 opsamlet deres største hits på albummet The Drifters’ Golden Hits. Det er, hvis du spørger mig, lidt synd, at der ikke er et eneste nummer fra før 1958 på pladen, da det ikke blot er en  vigtig del af gruppens historie, men også da der ellers er så mange forskellige gruppesammensætninger på pladen, at de tidlige sangere ikke ville stikke ud i forhold til resten, især ikke da Moore netop ville vende tilbage.

Noget andet, der er lidt trist ved opsamlingen, er at den er opstillet helt kronologisk. Det kan virke nogen gange, f.eks. viser det tydeligt Madonnas udvikling som en kunstner på The Immaculate Collection, men da ikke en person har medvirket i hverken optræden eller skabelse af samtlige numre på opsamlingen, kan det slet ikke udtrykke sådan noget. Til gengæld ødelægger det kraftigt dynamikken på albummet. Mange sange i præcist samme tempo kommer efter hinanden, og det værste eksempel er, at Under the Boardwalk er placeret direkte før Sand In My Shoes, hvori der som reference bliver sunget linjen Out By The Sea” med præcis samme toner. Hvis jeg lige tillader mig selv at fokusere væk fra, hvordan albummet er konstrueret, så er det fyldt med formidable popmelodier, der stadig holder. De er fængende, de er sunget af dygtige sangere, der lyder oprigtige, og så er hver sang i sig selv ret godt opbygget. Der er en meget klar vægt på kærlighedssange, og mens det selvfølgelig ikke er noget nyt, hvad det heller ikke var i 60’erne, så har de udført det ret godt, med masser af charme.

Og selvom jeg nok ville have rykket rundt på rækkefølgen, vil jeg sige, at udvalget er ret godt, som det er. Klassikere som There Goes My Baby, Save the Last Dance for Me, Up on the Roof, On Broadway og Under the Boardwalk udgør meget af albummet, så man kan smile lidt, som man genkender dem, samtidig med, at man får nogen sange, som man ikke nødvendigvis kendte. Selv er jeg langt fra en Drifters-ekspert, så mit nye kendskab til I Count the Tears og Dance With Me og andre sange er absolut positivt. Det eneste nummer, der ikke rigtig fik overvundet mig er Sand In My Shoes, der bare lyder som en doven blanding af Some Kind of Wonderful og Up On The Roof, der oven i det også er mere sammenhængende, har bedre tekster, og er mere følelsesrige. Sand in My Shoes skal forestille en trist sang, og så hjælper det ikke rigtigt at tage fra to så lykkelige sange. Alt i alt er The Drifters’ Golden Hits en samling af nogle rigtig gode popsange, men albummet måtte godt have været struktureret lidt bedre.