Kategoriarkiv: Massive Attack

395 – Massive Attack – Blue Lines (1991)

Udgivet den af
Svar

Jeg har tidligere udtalt, at jeg synes, at den bedste trip hop-plade nogensinde er Mezzanine af Massive Attack. De ord tager jeg i mig, for da jeg sagde dette, havde jeg endnu ikke rigtig opdaget, hvor god deres debutplade i sandhed var. Den udkom i 1991 og hed Blue Lines. Det åbner rigtig stærkt med sangen Safe From Harm, der med fabelagtig skønsang fra Shara Nelson og virkelig kreative, flot leverede linjer fra gruppens to rappere, 3D og Daddy G, er meget mindeværdig. Sangen flyder rigtig godt, og man får let lyst til at synge med på melankolien. One Love består udelukkende af skønsang, denne gang af Horace Andy. Det er igen en meget fængende, meget kreativ sang, der har et rigtig skarpt beat. Andys stemme er meget særpræget, men den er særpræget på lige den måde, som passer til Massive Attacks sexede produktion. Titelnummeret er til gengæld ren rap, og på dette finder man også det tidligere medlem Tricky, der er en fuldstændig fantastisk rapper. Han er meget forførende, og han har altid interessante ord at komme af med. Han arbejder godt sammen med 3D og Daddy G, og hele nummeret er rigtig lækkert indpakket.

De følger dette med et cover af den klassiske soulsang Be Thankful for What You’ve Got af William DeVaughn, her sunget af Tony Bryan, der med sin Marvin Gaye-inspirerede vokal behandler sangen rigtig godt. Og dette cover passer virkelig godt ind i albummets generelle lyd, især gennem det fede beat. På Five Man Army vender Tricky flot tilbage, og han er som altid rigtig kreativ og sprød, og det smitter virkelig af på de andre medlemmer. Beatet er et af pladens allerbedste, og der sker tit masser af nye ting på det, hvorfor sangen da også kan være bekendt at være 6 minutter lang. Unfinished Sympathy er udelukkende sunget af Shara Nelson, og det er en af de mest energiske sange, og beatet er virkelig lige i øjet, selvom det slet ikke arbejder med sangen, som man ville forvente. Sangen er sjælerig og dramatisk, mens beatet bare hamrer løs med høj hastighed. I langt de fleste tilfælde, ville sådan noget fuldkommen ødelægge sangens stemning, men Massive Attack ramte her et smukt punkt, hvor de to arbejder ualmindelig godt sammen, så intet går tabt, mens oplevelsen gøres mere unik.

Daydreaming er ligesom åbningsnummeret et samarbejde mellem Shara Nelson og rapperne, denne gang også med Tricky, og der kommer nogle ret fede lyriske og melodiske øjeblikke i løbet af dette nummer. Beatet udvikler sig konstant, og det udvikler sig aldrig i den dårlige retning. På Lately får vi så en sidste optræden af Shara Nelson, denne gang atter alene. Det er en af de mere ensformige sange, men der er naturligvis lidt udvikling, og når den kommer, så er det dejligt forfriskende. Det lyder generelt rigtig godt, men blandt alle sangene på albummet, er Lately nok ikke den, du vil huske bedst. Afslutningsnummeret hedder Hymn of the Big Wheel, og det er skrevet i samarbejde med Neneh Cherry. Det er rigtig fængende og sjovt, og det føles også som om, der er noget, der er i gang med at blive rundet af, og det er der jo også. Den er sunget af Horace Andy, og Cherry har en flot backingvokal. Nummeret føles virkelig fuldendt, og det gør albummet også. Hvis du ikke har lyttet til trip hop før, så er dette nok det bedste sted at starte. Hvis du allerede er fan af trip hop, men af en eller anden grund aldrig har lyttet til Blue Lines, hvad venter du så på?

412 – Massive Attack – Mezzanine (1998)

Udgivet den af
Svar

Der er visse genrer, der hænger uløseligt sammen med 90’erne. Her tænker de fleste nok grunge, funk-rock, britpop, pop-punk, nu-metal, hip hop, neo-soul, eurodance eller boybands, og selvom disse alle var meget store, tænker jeg som musiknørd også meget på trip hop som en væsentlig del af årtiet. Og når jeg tænker trip hop, tænker jeg især på Portishead, Tricky og min favorit deriblandt, Massive Attack. Og hvis vi siger Massive Attack, så er lavede de, hvis du spørger mig, nok det ultimative trip hop-album i 1998. Det hed Mezzanine, og det udmærker sig især gennem høj variation mellem sangene. Hvis der er noget problem, jeg skulle have med trip hop, er det, at det kan ende med at virke meget ensformigt og monotomt, hvis man ikke er en opmærksom lytter. Der er dog ikke én sang på Mezzanine, der ville kunne forveksles med noget andet trip hop. Især starten af pladen er bare fyldt med stribevis af fantastiske numre, hvorfor de fire første numre da alle blev udgivet som singler.

På Mezzanine finder man en dejlig blanding af to mandlige rappere og to kvindelige og en mandlig skønsanger. De to rappere, 3D og Daddy G udgjorde selve gruppen sammen med producer og keyboardspiller Mushroom, og 3D og Daddy G er ikke just de mest imponerende rappere, hvilket dog nok er pladens eneste væsentlige problem. Deres stil var ganske vist ret forfriskende for mig, da jeg første gang  hørte dem, men efter jeg lærte det tidligere medlem Tricky at kende, var de klart underdanige. Det er ikke fordi de på nogen måde er forfærdelige, men de tager så meget inspiration fra Tricky, at det er umuligt for mig at se på dem som andet end nogle mere monotome og mindre karismatiske udgaver af ham. Deres tekster er nok også knap så livlige, men hvis du ikke kender til Tricky, så kommer det ikke til at betyde noget for dig. De og skønsangerne er dog stadigvæk særdeles sexede personligheder, og sex er trods alt et vigtigt element i Massive Attacks musik. Næsten al deres musik handler om sex, selv de instrumentale numre.

Massive Attacks musik er som med stort set alt andet trip hop ikke ligefrem det hurtigste musik derude. Og hvis du har brug for noget med mere gang i den, er det næppe noget for dig, men personligt kan jeg altid nyde at lytte lidt til Mezzanine, og den væsentligste drivkraft er de helt fantastiske melodier. Jeg elsker virkelig hver og én. Samtlige samples er rigtig kreativt brugt, og man kan let føle rigtig meget med sangerne. Personligt foretrækker jeg generelt numrene med skønsang, men dem med rap er absolut ikke dårlige heller. For selvom jeg virkelig elsker Angel, Teardrop og Group Four, ville et helt album med den slags sange nok blive trættende. Og så er Risingson, Inertia Creeps og titelnummeret stadig fremragende numre, og så fylder rap faktisk ikke så meget igen på pladen. Hvis du ikke er så bekendt med trip hop, er Mezzanine et af de albums, man bare skal lytte til, hvis man vil lære genren bedre at kende.