Tag-arkiv: Downtempo

341 – Moby – Play (1999)

Udgivet den af
Svar

I 1990’erne gjorde en elektronisk producer ved navn Richard Melville Hall sig rigtig bemærket under navnet Moby. Han var ret kendt i electronica-kredsene lige fra sit første album i 1992, men i 1999 fik han dog sit helt store gennembrud med albummet Play. I 90’erne var det ikke som i dag, hvor electronica er både til højre og venstre i musikindustrien, nej det var ufatteligt svært at blive en superstjerne, hvis man arbejdede med genren. Moby formåede dog at blive virkelig berømt, og det var ikke fordi sangene passede specielt godt ind på radioen, men til gengæld kunne de let bruges i soundtracks til film, spil, tv-serier eller reklamer, og det blev de også virkelig brugt. Et moderne menneske ville nok i tiden omkring årtusindskiftet have hørt halvdelen af albummet i brudstykker, bare på grund af alle de gange, folk lånte hans musik. Og det er forståeligt, at forskellige firmaer ville udnytte sangene, for de kan rigtig let både skabe stemning, sparke røv eller sælge et produkt. Disse smukke toner griber straks fat i lytteren, og man får lyst til at høre efter, uanset hvorvidt man så kan lide musikken eller ej.

Mange af sangene på Play består af ganske få linjer, der er gentaget i uendelighed. Det kunne lyde ganske trivielt, men sange som Honey, Why Does My Heart Feel So Bad og My Weakness udmærker sig hovedsageligt på grund af instrumentationen, der oftest er 100% elektronisk. Lyden udvikler sig virkelig meget, og det er ikke fordi, versene bidrager enormt meget til de sange, der endelig har den slags. Det sørger kun for lidt variation på albummet, og det er også ret godt. Første halvdel af pladen er uden tvivl den del, hvor der er mest fokus på disse numre med store gentagelser i vokalmelodien. Det er i det hele taget den mest poppede side af albummet. 7 af de 8 singler fra pladen findes her, og det er højst sandsynligt disse, du vil ende med at nynne i uendelighed. Jeg vil nok sige, at jeg klart foretrækker første halvdel. Det er trist at anden halvdel ikke imponerer mig nær så meget, for så hober det mindre interessante sig bare op. Anden halvdel er dog slet ikke dårlig. Her finder man mange instrumentale numre, og tit bliver vokalen kraftigt overdøvet af musikken. Moby eksperimenterer også langt mere her, og det resulterer tit i rigtig flotte numre, såsom Inside og The Sky Is Broken.

Man kunne nok trænge til lidt mere punch på anden halvdel. Det er rigtig flot musik, men albummet foretager en enorm u-vending, der mildest talt er en smule distraherende. Det kunne virkelig have været problematisk, hvis Moby ikke havde været så ufatteligt dygtig og kreativ. Mange af sangene sampler nogle virkelig obskure sange. Moby lærte en del af dem at kende gennem opsamlingen Sounds of the South: A Musical Journey from the Georgia Sea Islands to the Mississippi Delta, som blev sammenstøbt af musikhistoriker Alan Lomax. Det er ret imponerende, for selv troede jeg i ufattelig lang tid, at han bare havde fundet nogle gæstesangere. Samtlige stykker passer så godt til Mobys beats, at jeg slet ikke undrede mig over, hvor vokalen stammede fra. Det giver bare så god mening med electronica-produktion. Hvis du kan lide electronica, så er Moby jo en af de helt store i genren, og Play er set af mange som hans hovedværk. Jeg kan dog langt fra garantere, at den vil kunne overbevise dig, hvis du ikke normalt er til genren, men dens skævhed og eksperimenteren gør den let at tilgå.

363 – Madonna – Ray of Light (1998)

Udgivet den af
Svar

Madonna er et 80’er-ikon. Der er ingen vej udenom det faktum. Selvom ikke alt hun lavede i 90’erne var decideret dårligt, kan næsten intet af det måle sig med noget, hun lavede i 80’erne. Det vil sige undtagen ét album, som jeg nok ville kalde hendes mesterværk, nemlig Ray of Light fra 1998. I forhold til ikke blot Madonnas tidligere albums men også i forhold til samtidens poplandskab var dette et meget elektronisk album, og det var dette på en meget anden måde end 80’ernes synthpop. Der er naturligvis meget inspiration fra denne epoke, men som den første forskel er lydlandskabet ofte meget mere mættet. Sig hvad du vil om Duran Duran, the Human League og Pet Shop Boys – alle i øvrigt navne, jeg ikke har noget imod – men det er altid virkelig let at få styr på alt, der foregår i deres sange. Alle sange på Ray of Light er til gengæld fulde af interessante musikalske finurligheder, man kan dykke ned i, og disse overfalder hinanden på kraftigste vis. Der er naturligvis nogle knap så intense øjeblikke på de fleste af sangene, men alle numre har også tidspunkter, hvor musikken bare går amok med lag på lag af elektroniske lyde.

Madonna har som sanger næppe nogensinde gjort det bedre end på dette album. Hun er ikke verdens mest teknisk imponerende sangerinde, men hun kan ramme tonerne. Dog får hun virkelig imponeret med sit følelsesregister. Hendes enorme lykke på titelnummeret, hendes tilklyngende nervøsitet på Power of Good-Bye og hendes ensomme bedrøvelse på Drowned World/Substitute for Love er blot nogle af de mest mindeværdige øjeblikke rent vokalmæssigt, men hun giver den altid hele armen. Alle sange er produceret af Madonna, de fleste i samarbejde med William Orbit, og disse har sammen med de to øvrige producere, Patrick Leonard og Marius de Vries, skabt nogle instrumentationer, der passer virkelig godt til melodierne. Produktionen er meget varierende, men man kan sagtens mærke en rød tråd. F.eks. har nummeret Skin, så vidt jeg kan høre, ingen ikke-elektronisk instrumentation med undtagelse af måske trommerne. Derimod er det nogle skønne guitarakkorder, der sammen med en svag elektronisk atmosfære får lov til at åbne titelnummeret.

Noget af det mest fantastiske ved Ray Of Light er, at den slet ikke minder om noget af Madonnas klassiske 80’er-pop. Forstå mig ret, jeg elsker Like a Prayer, Borderline og Material Girl højt, men Ray of Light er meget mere ambitiøst og artistisk. Det er svært at se ned på hendes præstationer, for det er meget tydeligere, at hun har præsteret meget her, selvom hun naturligvis også har arbejdet hårdt med de store 80’er-hits. Det er svært at finde et dårligt punkt ved Ray of Light. Sangene hænger så godt sammen, at man ikke bemærker at pladen er over en time lang, der er masser af variation, og ikke et nummer har en dårlig melodi. Det eneste problem er at et par få sange, navnlig To Have and not to Hold og Little Star godt kunne tåle at være en smule kortere. De er ikke ekstremt lange, de gentager bare sig selv mere end nødvendigt mod slutningen, og de er ellers glimrende melodier. Hvis du er til Madonna, kan jeg på det varmeste anbefale dette album. Hvis du ikke kan udstå madonna, kan jeg stadig på det varmeste anbefale dette album. Kun hvis du virkelig ikke kan udstå elektronisk musik, bør du holde dig væk.

412 – Massive Attack – Mezzanine (1998)

Udgivet den af
Svar

Der er visse genrer, der hænger uløseligt sammen med 90’erne. Her tænker de fleste nok grunge, funk-rock, britpop, pop-punk, nu-metal, hip hop, neo-soul, eurodance eller boybands, og selvom disse alle var meget store, tænker jeg som musiknørd også meget på trip hop som en væsentlig del af årtiet. Og når jeg tænker trip hop, tænker jeg især på Portishead, Tricky og min favorit deriblandt, Massive Attack. Og hvis vi siger Massive Attack, så er lavede de, hvis du spørger mig, nok det ultimative trip hop-album i 1998. Det hed Mezzanine, og det udmærker sig især gennem høj variation mellem sangene. Hvis der er noget problem, jeg skulle have med trip hop, er det, at det kan ende med at virke meget ensformigt og monotomt, hvis man ikke er en opmærksom lytter. Der er dog ikke én sang på Mezzanine, der ville kunne forveksles med noget andet trip hop. Især starten af pladen er bare fyldt med stribevis af fantastiske numre, hvorfor de fire første numre da alle blev udgivet som singler.

På Mezzanine finder man en dejlig blanding af to mandlige rappere og to kvindelige og en mandlig skønsanger. De to rappere, 3D og Daddy G udgjorde selve gruppen sammen med producer og keyboardspiller Mushroom, og 3D og Daddy G er ikke just de mest imponerende rappere, hvilket dog nok er pladens eneste væsentlige problem. Deres stil var ganske vist ret forfriskende for mig, da jeg første gang  hørte dem, men efter jeg lærte det tidligere medlem Tricky at kende, var de klart underdanige. Det er ikke fordi de på nogen måde er forfærdelige, men de tager så meget inspiration fra Tricky, at det er umuligt for mig at se på dem som andet end nogle mere monotome og mindre karismatiske udgaver af ham. Deres tekster er nok også knap så livlige, men hvis du ikke kender til Tricky, så kommer det ikke til at betyde noget for dig. De og skønsangerne er dog stadigvæk særdeles sexede personligheder, og sex er trods alt et vigtigt element i Massive Attacks musik. Næsten al deres musik handler om sex, selv de instrumentale numre.

Massive Attacks musik er som med stort set alt andet trip hop ikke ligefrem det hurtigste musik derude. Og hvis du har brug for noget med mere gang i den, er det næppe noget for dig, men personligt kan jeg altid nyde at lytte lidt til Mezzanine, og den væsentligste drivkraft er de helt fantastiske melodier. Jeg elsker virkelig hver og én. Samtlige samples er rigtig kreativt brugt, og man kan let føle rigtig meget med sangerne. Personligt foretrækker jeg generelt numrene med skønsang, men dem med rap er absolut ikke dårlige heller. For selvom jeg virkelig elsker Angel, Teardrop og Group Four, ville et helt album med den slags sange nok blive trættende. Og så er Risingson, Inertia Creeps og titelnummeret stadig fremragende numre, og så fylder rap faktisk ikke så meget igen på pladen. Hvis du ikke er så bekendt med trip hop, er Mezzanine et af de albums, man bare skal lytte til, hvis man vil lære genren bedre at kende.

452 – Madonna – Music (2000)

Udgivet den af
Svar

Madonna er et 80’er-ikon. Hun hænger uløseligt sammen med årtiet, og det meste af det, hun lavede i 90’erne kan let lægges i glemmebogen. Indtil da hun i 1998 udgav Ray of Light, som virkelig holder godt med fantastiske melodier og helt utrolig produktion. Madonna var i overraskende grad sofistikeret og kreativ på albummet. To år senere ville hun fortsætte med at bruge inspirationer fra elektronisk musik, og albummets uofficielle opfølger, Music blev udgivet. Og mens jeg rigtig godt kan lide Ray of Light, så kan jeg lige så godt sige på forhånd at Music absolut ikke er noget for mig. De to første numre, titelnummeret og Impressive Instant er virkelig groft overproducerede. Det virker som om, produceren ville undgå, at vi fik alt for meget af Madonnas egentlige stemme at høre, så der er tilføjet forfærdeligt mange filtre, der nok skulle gøre lyden mere varierende, men det får den rettere til at lyde som en stor rodebutik. Man når slet ikke at acceptere en lyd, før der kommer noget malplaceret ragelse direkte i højtaleren. Der er ikke noget, der leder op mod det. Det kommer bare.

Det bliver dog bedre – selvom det nok har en del at gøre med, at det ikke kunne blive meget værre. Runaway Lover falder faktisk i den modsatte grøft. Ikke at den er god, men den er så simpelt produceret, at man bliver godt træt af det hele, lang tid før den ikke engang specielt lange sang er slut. Og så lyder den rigtig bitter. Jeg ender mest af alt med at have antipati for Madonna, for hun giver os ingen årsag – hverken lyrisk eller musikalsk – for hvorfor vi skule føle med hende. Og det bliver heller ikke så vanvittigt som det f.eks. er på Alanis Morissetes You Oughta Know, det lyder bare som noget brok. Men det går i den rigtige retning, for så dårlig synes jeg end ikke at I deserve It er. Jeg har ganske vist ikke noget godt at sige om den, men det eneste væsentlige problem, jeg har, er når der kommer sære summelyde, mens hun synger, og at den virkelig heller ikke har noget at byde på intellektuelt eller følelsesmæssigt. Jeg ved end ikke hvilke følelser, hun prøver at afspejle i sangen.

Amazing rykker akkurat lige ud af stadiet, hvor jeg ville kalde den dårlig. Amazing har faktisk en rigtig god melodi, men produktionen er bare latterligt grov. Det passer på ingen måde sammen med, hvor ren melodien og temaet er. Og lige som man tror, at det er ved at blive godt, kommer Nobody’s Perfect, der er ligeså uoriginal som titlen antyder, og gud, hvor er produktionen dårlig. Irriterende summelyde og alt for ivrig brug af vocoder. Og den fortsætter den bitre lyd fra Runaway Lover, mens den er meget langsommere og dermed meget kedeligere, da der slet ikke sker noget på de fem minutter, den varer. Som sendt fra himlen kommer da to kække, lystige sange i form af Don’t Tell Me og What It Feels Like for a Girl. De minder nærmest om noget, der kunne have været på Ray of Light, hvis produktionen havde været lidt mere konsekvent. Det er slet ikke ringe, men det er det næste nummer, Paradise (Not For Me). Jeg kunne kritisere denne sang i større detalje, men jeg ville bare gentage alt, jeg sagde om Nobody’s Perfect. Nåh jo, og så er den 6½ minut lang. På afslutningsnummeret Gone starter hun ud med at synge “Selling out is not my thing”. Sådan en udtalelse kan være svær at tage seriøs, når den er på sådan et lortealbum som Music.

Og hvis I skulle undre jer, så er Gone også en bitter, sært produceret vanskabning, der bruger irriterende summelyde uden grund. Sikken overraskelse.