Madonna er et 80’er-ikon. Hun hænger uløseligt sammen med årtiet, og det meste af det, hun lavede i 90’erne kan let lægges i glemmebogen. Indtil da hun i 1998 udgav Ray of Light, som virkelig holder godt med fantastiske melodier og helt utrolig produktion. Madonna var i overraskende grad sofistikeret og kreativ på albummet. To år senere ville hun fortsætte med at bruge inspirationer fra elektronisk musik, og albummets uofficielle opfølger, Music blev udgivet. Og mens jeg rigtig godt kan lide Ray of Light, så kan jeg lige så godt sige på forhånd at Music absolut ikke er noget for mig. De to første numre, titelnummeret og Impressive Instant er virkelig groft overproducerede. Det virker som om, produceren ville undgå, at vi fik alt for meget af Madonnas egentlige stemme at høre, så der er tilføjet forfærdeligt mange filtre, der nok skulle gøre lyden mere varierende, men det får den rettere til at lyde som en stor rodebutik. Man når slet ikke at acceptere en lyd, før der kommer noget malplaceret ragelse direkte i højtaleren. Der er ikke noget, der leder op mod det. Det kommer bare.

Det bliver dog bedre – selvom det nok har en del at gøre med, at det ikke kunne blive meget værre. Runaway Lover falder faktisk i den modsatte grøft. Ikke at den er god, men den er så simpelt produceret, at man bliver godt træt af det hele, lang tid før den ikke engang specielt lange sang er slut. Og så lyder den rigtig bitter. Jeg ender mest af alt med at have antipati for Madonna, for hun giver os ingen årsag – hverken lyrisk eller musikalsk – for hvorfor vi skule føle med hende. Og det bliver heller ikke så vanvittigt som det f.eks. er på Alanis Morissetes You Oughta Know, det lyder bare som noget brok. Men det går i den rigtige retning, for så dårlig synes jeg end ikke at I deserve It er. Jeg har ganske vist ikke noget godt at sige om den, men det eneste væsentlige problem, jeg har, er når der kommer sære summelyde, mens hun synger, og at den virkelig heller ikke har noget at byde på intellektuelt eller følelsesmæssigt. Jeg ved end ikke hvilke følelser, hun prøver at afspejle i sangen.

Amazing rykker akkurat lige ud af stadiet, hvor jeg ville kalde den dårlig. Amazing har faktisk en rigtig god melodi, men produktionen er bare latterligt grov. Det passer på ingen måde sammen med, hvor ren melodien og temaet er. Og lige som man tror, at det er ved at blive godt, kommer Nobody’s Perfect, der er ligeså uoriginal som titlen antyder, og gud, hvor er produktionen dårlig. Irriterende summelyde og alt for ivrig brug af vocoder. Og den fortsætter den bitre lyd fra Runaway Lover, mens den er meget langsommere og dermed meget kedeligere, da der slet ikke sker noget på de fem minutter, den varer. Som sendt fra himlen kommer da to kække, lystige sange i form af Don’t Tell Me og What It Feels Like for a Girl. De minder nærmest om noget, der kunne have været på Ray of Light, hvis produktionen havde været lidt mere konsekvent. Det er slet ikke ringe, men det er det næste nummer, Paradise (Not For Me). Jeg kunne kritisere denne sang i større detalje, men jeg ville bare gentage alt, jeg sagde om Nobody’s Perfect. Nåh jo, og så er den 6½ minut lang. På afslutningsnummeret Gone starter hun ud med at synge “Selling out is not my thing”. Sådan en udtalelse kan være svær at tage seriøs, når den er på sådan et lortealbum som Music.

Og hvis I skulle undre jer, så er Gone også en bitter, sært produceret vanskabning, der bruger irriterende summelyde uden grund. Sikken overraskelse.