62 – U2 – Achtung Baby (1991)

I slutningen af 80’erne havde irske U2 cementeret sig som et af de største rockbands i verden med succeserne ‘The Joshua Tree’ og ‘Rattle and Hum’, og de var parate til at indtage det kommende årti. Hvor ‘Rattle and Hum’ lod dem dykke ned i rockmusikkens rødder, stak opfølgeren, ‘Achtung Baby’ i den modsatte retning. De tog her brug af flere elektroniske elementer ind i deres musik, og på mange numre præsenterer de lettere dance-prægede grooves. Den dance-inspirerede lyd fungerer faktisk overraskende godt. Tankerne ledes for mig lidt hen mod det, der havde udviklet sig de seneste par år i Manchesters musikscene, hvor bands som New Order og Happy Mondays var begyndt at finde en ret lækker lyd, der blandede dance med alternativ rock. U2 lyder også interessante, når de danner sådanne rytmer, bl.a. på det virkelig flotte åbningsnummer, ‘Zoo Station’ og den dynamiske, seksuelle ‘The Fly’. Det er et succesfuldt forsøg på at trække deres lyd i nye retninger, og den cadeau skal bandet nu engang have. De læner sig dog ikke alt for meget op ad denne stil. Mere langsomme numre er der også plads til, men selv på ‘So Cruel’, ‘Acrobat’ og ‘Love is Blindness’ er der heftige, groovy trommerytmer i fundamentet, og der virker de ikke altid lige godt.

Jeg vil sige, at U2 som band faktisk klarer denne lyd rimelig godt. The Edges guitar og keyboard har en fed klang, der giver lyden godt med tekstur, og både Larry Mullen Jr.’s trommespil og Adam Claytons bas gør pladen til en meget levende oplevelse. Desuden har gruppens to efterhånden faste producere, Brian Eno og Daniel Lanois, bidraget med instrumentation på mange af numrene. Da de to havde mere erfaring med elektronisk musik end U2 havde på det tidspunkt, føler jeg også, at de skal have meget af rosen for, at pladen egentlig fungerer så godt, som den gør. Den er dog ikke en pletfri plade, og hvis der er noget, der ikke fungerer, er det Bonos leadvokal. Jeg kan rigtig godt lide Bono på de tidligste U2-plader, hvor han er fyldt med menneskelig angst, vrede og begær. Han kan også sagtens udtrykke disse fint på ‘Achtung Baby’, bl.a. er han ret god i starten af både ‘Who’s Gonna Ride Your Wild Hoses’, ‘One’ og ‘Love Is Blindness’ til at formidle melankoli og eftertænksomhed. Som sangene dog eskalerer, bliver han med tiden så pompøs i sit udtryk, at jeg finder ham svær at holde ud.

Bonos vokal er et gennemgående problem, for i hovedreglen bærer Achtung Baby glimrende sangskrivning. Han ender bare med tit at lyde selvglad i stedet for sensuel og fordømmende i stedet for ængstelig. Den fine sangskrivning bliver også holdt lidt tilbage af en ret inkonsekvent produktion. Der er som sådan ikke noget nummer, der i sig selv lyder skidt, men det er derimod ret skærende, at ‘Ultra Violet (Light My Way)’ er så poleret og klar, mens den grove lyd på store dele af ‘Zoo Station’ trækker klare paralleller  over mod grupens tidlige år som post-punk-gruppe. ‘The Fly’ er som sagt et meget dynamisk nummer, men noget af denne dynamik handler nok slet og ret om, at lyden ikke er sammenhængende. ‘The Fly’ blev valgt som førstesingle, og det er egentlig et helt perfekt valg, for intet andet nummer formår så godt at indkapsle både det, der virker, og det, der ikke virker, på tværs af pladen som helhed. Den er sjov og dansevenlig, men den er også prætentiøs og formår at gå fra A til B hurtigere end det i mine øjne er at foretrække. Der er rigtig meget at holde af, men det er lidt af en ujævn oplevelse

417 – U2 – Boy (1980)

I 1980 debuterede rockgruppen U2 med albummet Boy. I betragtning af, at det er et debutalbum, er det helt utroligt. Det er ikke her, man kan finde bandets største hits, men man kan finde nogle helt utrolige sange. Lyden er meget post-punk-inspireret, men albummet undgår på fantastisk vis problemet, de fleste post-punk-bands tit ryger ind i. Deres musik føles ikke alt for syret og uforståelig, og man kan rigtig let bare sætte skiven på og nyde musikken. Dog er der rigtig meget følelse og tanke lagt i musikken. Forsanger Bono lyder ganske forpint, og han græder næsten igennem en del af numrene. Det er ikke altid, at hans vrælen passer helt perfekt til den kontekst, musikken skaber, men han går aldrig rigtig så vidt, at det ødelægger noget af oplevelsen. Åbningsnummeret, I Will Follow, burde f.eks. rent logisk lyde meget af kærlighed og troskab, men Bono får den til at lyde af sorg og fortvivlelse. Men jeg ville stadig kalde I Will Follow en af, hvis ikke den stærkeste sang, bare fordi den er så gennemarbejdet på hvert eneste andet punkt.

I Will Follow er uden tvivl denne plades største hit, og det er også velfortjent, men selvom den måske er det bedste derpå, blegner de andre numre absolut ikke ved siden af det. Twilight er en helt formidabel sang, der oser af paranoia og mentale sammenbrud, og Into the Heart er i den tristere ende af pladen, med en helt utrolig optræden af The Edge på guitar. Det er ikke det mest teknisk imponerende, The Edge nogensinde har opført, men det er virkelig rørende og velskrevet. Man kan dybt inde mærke følelserne, sangen kommer ud med. Det meste af nummeret er fuldstændig instrumentalt, og på den måde kan man synke mere af det ind. Boy arbejder som album rigtig meget med sex. Der er sex i alle afskygninger af albummet. Fra start til slut lyder Bono, som om han er i gang med at bolle. Det lyder rigtig smukt, selvom jeg nok ikke får det til at lyde sådan. Han bliver meget lidenskabelig og øm. Det er måske ikke alle, der vil have lige let ved at tolerere hans stemme. Den passer, hvis du spørger mig, rigtig godt til musikken, men selv for mig kan for lang tid i selskab med den gøre mig bims. Dog er Boys 42 minutter ikke for meget for mig.

Hvis du vil høre The Edge give den gas på guitar, så er Boy også pladen at gå til. Hvert eneste nummer har rigtig stor fokus på guitaren, især sammenlignet med så meget andet post-punk, hvor bas jo er det vigtigste element. Bassen er dog stadig meget fremtrædende, så bassist Adam Clayton fortjener absolut også ros. Lyden på Boy er meget bombastisk, og det er virkelig imponerende, for der er faktisk kun fire medlemmer – Bono, The Edge, Clayton og trommeslager Larry Mullen Jr. Og heraf spiller kun The Edge mere end et enkelt instrument, da han også spiller keyboard. Men på grund af den lave bemanding, må det bombastiske komme udelukkende gennem stærk sangskrivning og god kontrol over instrumenterne. Du behøver ikke at være den mindste smule interesseret i post-punk for at kunne nyde Boy. Det er et noget besværligere albums end det meste andet i U2’s diskografi, men hvis du kan lide det, så kan det anbefales også at lytte til pladen, der startede det hele, for det er nok en af deres bedste.