62 – U2 – Achtung Baby (1991)

I slutningen af 80’erne havde irske U2 cementeret sig som et af de største rockbands i verden med succeserne ‘The Joshua Tree’ og ‘Rattle and Hum’, og de var parate til at indtage det kommende årti. Hvor ‘Rattle and Hum’ lod dem dykke ned i rockmusikkens rødder, stak opfølgeren, ‘Achtung Baby’ i den modsatte retning. De tog her brug af flere elektroniske elementer ind i deres musik, og på mange numre præsenterer de lettere dance-prægede grooves. Den dance-inspirerede lyd fungerer faktisk overraskende godt. Tankerne ledes for mig lidt hen mod det, der havde udviklet sig de seneste par år i Manchesters musikscene, hvor bands som New Order og Happy Mondays var begyndt at finde en ret lækker lyd, der blandede dance med alternativ rock. U2 lyder også interessante, når de danner sådanne rytmer, bl.a. på det virkelig flotte åbningsnummer, ‘Zoo Station’ og den dynamiske, seksuelle ‘The Fly’. Det er et succesfuldt forsøg på at trække deres lyd i nye retninger, og den cadeau skal bandet nu engang have. De læner sig dog ikke alt for meget op ad denne stil. Mere langsomme numre er der også plads til, men selv på ‘So Cruel’, ‘Acrobat’ og ‘Love is Blindness’ er der heftige, groovy trommerytmer i fundamentet, og der virker de ikke altid lige godt.

Jeg vil sige, at U2 som band faktisk klarer denne lyd rimelig godt. The Edges guitar og keyboard har en fed klang, der giver lyden godt med tekstur, og både Larry Mullen Jr.’s trommespil og Adam Claytons bas gør pladen til en meget levende oplevelse. Desuden har gruppens to efterhånden faste producere, Brian Eno og Daniel Lanois, bidraget med instrumentation på mange af numrene. Da de to havde mere erfaring med elektronisk musik end U2 havde på det tidspunkt, føler jeg også, at de skal have meget af rosen for, at pladen egentlig fungerer så godt, som den gør. Den er dog ikke en pletfri plade, og hvis der er noget, der ikke fungerer, er det Bonos leadvokal. Jeg kan rigtig godt lide Bono på de tidligste U2-plader, hvor han er fyldt med menneskelig angst, vrede og begær. Han kan også sagtens udtrykke disse fint på ‘Achtung Baby’, bl.a. er han ret god i starten af både ‘Who’s Gonna Ride Your Wild Hoses’, ‘One’ og ‘Love Is Blindness’ til at formidle melankoli og eftertænksomhed. Som sangene dog eskalerer, bliver han med tiden så pompøs i sit udtryk, at jeg finder ham svær at holde ud.

Bonos vokal er et gennemgående problem, for i hovedreglen bærer Achtung Baby glimrende sangskrivning. Han ender bare med tit at lyde selvglad i stedet for sensuel og fordømmende i stedet for ængstelig. Den fine sangskrivning bliver også holdt lidt tilbage af en ret inkonsekvent produktion. Der er som sådan ikke noget nummer, der i sig selv lyder skidt, men det er derimod ret skærende, at ‘Ultra Violet (Light My Way)’ er så poleret og klar, mens den grove lyd på store dele af ‘Zoo Station’ trækker klare paralleller  over mod grupens tidlige år som post-punk-gruppe. ‘The Fly’ er som sagt et meget dynamisk nummer, men noget af denne dynamik handler nok slet og ret om, at lyden ikke er sammenhængende. ‘The Fly’ blev valgt som førstesingle, og det er egentlig et helt perfekt valg, for intet andet nummer formår så godt at indkapsle både det, der virker, og det, der ikke virker, på tværs af pladen som helhed. Den er sjov og dansevenlig, men den er også prætentiøs og formår at gå fra A til B hurtigere end det i mine øjne er at foretrække. Der er rigtig meget at holde af, men det er lidt af en ujævn oplevelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *