342 – Depeche Mode – Violator (1990)

Start-80’erne var spækket med new wave-grupper. Når man kigger tilbage på det, virker det helt utroligt, at folk formåede ikke at blive trætte af genren, for hvis du spørger hvem som helst om et kendt 80’er-hit, bliver svaret højst sandsynligt en new wave-sang. Som 90’erne langsomt truede, så blev det svært for de fleste af genrens grupper at holde sig relevante. Mange gik i opløsning, og de eneste, der gjorde noget virkelig markant i det nye årti var Pet Shop Boys, der udgav nogle rigtig gode synthpopplader, Talk Talk, der fandt en niché i post-rock-genren, som de var epokegørende indenfor, og ikke mindst Depeche Mode, hvis mest populære album, Violator, blev udgivet i 1990. Åbningsnummeret World in My Eyes starter ret stille ud. Det er ikke det mest højlydte eller dynamiske på albummet, men der eksperimenteres meget med de syntetiske effekter, og dens tunge beat sørger for, at man bider mærke i musikken fra starten. The Sweetest Perfection bliver mere varieret og dynamisk, og den føles virkelig truende. Melodien er fængende, og synth-strygerne mod midten er virkelig smukke.

Pladens største hit er nok mesterværket Personal Jesus, og den fortjener al sin popularitet. Den er mere rocket end resten af pladen, og den føles mystisk og intens. Dens guitarriff – der i øvrigt kommer fra en “rigtig” guitar, ikke en synthesizer – er et af de bedste nogensinde, og der bliver eksperimenteret rigtig meget med forskellige effekter. Sangen Halo er en af pladens mest dansevenlige numre, navnlig på grund af en meget funky synth-bas. Den har også mange lag af atmosfærisk lyd, der opstår til tider, og det giver sangen mere fylde. Det er ikke deres bedste melodi eller noget, men instrumentationen er virkelig gennemarbejdet. Waiting for the Night har en meget minimalistisk lyd. Den er mere stille end resten, og de få elementer, man kan finde i tracket, er virkelig gennemtænkte. Det bliver måske lidt langtrukkent mod slutningen, men det er stadig et virkelig, virkelig flot nummer. Mere poppet bliver det med megahittet Enjoy the Silence. Dens fængende melodi suppleres af en helt fantastisk tekst, der er meget opgivende, og en instrumentation i mange lag, der gør sangen meget mættet. Det slutter med at forsanger Dave Gahan synger linjen “Enjoy the Silence, og så er de resterende 2 minutter af nummeret stille, atmosfærisk lyd med en stille guitar som supplement.

Policy of Truth er endnu en af de mest fængende sange på pladen, og her er en guitar igen et fremtrædende instrument. Denne gang er den dog syntetisk. Det gør det dog ikke værre, og bandets lyd er jo også kendt for synthesizerne, der dominerer lydlandskabet. Der kommer klare indflydelser fra industriel musik med nummeret Blue Dress, der med sin hypnotiserende synth-basgang virkelig drager lytteren ind. Violator er uden tvivl et album, hvor Depeche Mode fokuserede mere på lyden end på melodierne, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Dette nummer har ganske vist en af pladens svageste melodier, men dens lyd er paranoid og utryg. Lyden er også uden tvivl fokus på afslutningsnummeret Clean, der i store passager kører fuldkommen instrumentalt. Det er et meget flot nummer, og det runder rigtig godt Violator af. Depeche Mode har nogle af deres bedste melodier på denne plade, men mest af alt, så lyder den bare fantastisk. Hvis lyd nogensinde har kunnet opveje knap så formidable melodier, så er det her, for man bemærker slet ikke, at melodierne som sådan ikke er så skarpe igen.