286 – X – Los Angeles (1980)

Jeg er en enorm fan af punkmusik. Der er ingen anden genre, hvor jeg nær så sikkert kan nævne indflydelserne, de vigtigste navne, historien og hvordan den har påvirket senere musik. Og mange mener, at punk slet ikke handler om musikken, men rettere om udtrykket og livsstilen, og jeg vil ikke sige, at det er usandt, når man snakker de store grupper som Ramones og Sex Pistols, men med et mindre band som X, så er det noget lidt andet. Musikken er det allervigtigste på deres debutplade, Los Angeles fra 1980. Den åbner med hurtige trommer og et energisk guitarriff på Your Phone’s Off the Hook, But You’re Not, hvorefter den meget højlydte kvindelige forsanger Exene Cervenka, og før man ved af det kommer en mandlig backingvokal også på i form af bassist John Doe. Det er punk i ganske rå form, og det er for vildt. Johnny Hit And run Pauline har John Doe som forsanger, og den har en meget Chuck Berry-inspireret intro og guitarsolo. Den er en meget mørkere sang end åbningsnummeret, og det er en af Does bedste vokaloptrædender.

De fremfører også en næsten ugenkendelig udgave af Doors-sangen Soul Kitchen, og Los Angeles var da pudsigt nok også produceret af Ray Manzarek, der spillede orgel i The Doors. Det føles som en helt anden sang, men det føles stadig gennemtænkt og velopført, og det klassiske orgelriff bliver nu spillet energisk på guitar. Ray Manzarek spiller orgel på den næste sang, Nausea, der virkelig fremviser, at X kan mere end bare de hurtige energibomber. Det er en ret langsom sang, og tempoet ændres virkelig smukt mellem vers og omkvæd. Og orgelet er selvfølgelig virkelig godt spillet. De fortsætter den rigtig stærke sangskrivning på Sugarlight, hvor en virkelig sjov guitarsolo bliver et af højdepunkterne. Det er nok en af de mindre mindeværdige sange på pladen, men det beviser blot, at niveauet her er usandsynligt højt. Især er det højt på titelnummeret, Los Angeles. John Doe og Exene Cervenkas stemmer går virkelig godt i spænd her, og det er med god grund en af gruppens mest populære sange. Den er virkelig godt skrevet, og der sker hele tiden noget nyt.

På det sidste har jeg også fået et nært forhold til Sex and Dying in High Society, der med sit simple omkvæd, konstant høje energi og maniske koklokke slet ikke er til at stå for. Koklokken følger vist ikke engang rytmen, men den fremhæver bare gruppens fandenivoldskhed. Albummets længste sang er også den langsomste, og den hedder The Unheard Music. Den er mindre tilgængelig end de andre sange på pladen, da den godt kan virke lidt monotom til tider, hvilket den som sådan nok også er. Med tiden har jeg dog lært at værdsætte dens atypiske dynamik, og det, den giver til albummet som helhed, er meget forfriskende. Udenfor albummets kontekst kunne den sikkert virke ligegyldig, men som pladens næstsidste nummer virker den godt, især på guitarsoloen, der afslutter nummeret. Pladens sidste sang er en ganske lystig lille en: The World’s a Mess; It’s in My Kiss. Den er så anderledes fra resten af pladen, da den bare føles så glad, mens de dog synger om, at intet går som det skal. Los Angeles er en punkplade som få andre, og det kunne meget vel være den bedste plade, X har optaget.

334 – X – Wild Gift (1981)

Punkbandet med det virkelig simple navn X debuterede i 1980 med albummet Los Angeles, og det er en af de bedste debutplader nogensinde. Den er kort, hurtig, aggressiv, forvirret, og på alle måder skøn. Det var punk på en meget simpel måde, men det virkede rigtig godt. Året efter udgav de opfølgeren Wild Gift, og ikke meget har ændret sig. Der er lidt inspiration fra reggae på Adult Books, og man kan høre inspiration fra tidlige post-punk-grupper på White Girl, og selv rockabilly har nogle indspark på Beyond and Back. Det er dog ikke noget, der fylder så meget i musikken. Los Angeles var en meget kort plade, den var under en halv time lang, og med Wild Gift er det ikke meget anderledes. Man får 13 generelt meget korte sange på blot 33 minutter. I et nærmest ekstremt tilfælde varer et enkelt nummer lidt mere end 4 minutter, nemlig Universal Corner. Det er også en af de få knap så hurtige sange på albummet, men det er nu ikke fordi den ikke er fuld af energi alligevel. Albummet som helhed oser bare af energi.

X bestod dengang af fire medlemmer, forrest stod gifte par John Doe og Exene Cervenka, der i dag er skilt, men de er stadig begge med i bandet. Disse to har skrevet samtlige sange på Wild Gift, og de synger også dem alle. John Doe har en forholdsvis dyb stemme, og Exene Cervenka har en meget høj, frembrydende vokal, der virkelig skærer igennem, lidt som Kim Gordon fra Sonic Youth eller Kim Deal fra Pixies. I det hele taget har alternativ rock virkelig taget Exene Cervenkas stemme til sig, for hendes lyd sætter sit præg overalt hos kvindelige rocksangere. Sammen har John Doe og Exene Cervenka skrevet nogle rigtig fede punksange. The Once Over TwiceWe’re DesperateAdult Books, I’m Coming OverSome Other TimeWhite Girl og When Our Love Passed Out on the Couch er klare højdepunkter, som er umulige at få ud af hovedet. Adult Books havde jeg endda engang siddende fast i hovedet i månedsvis, uden at jeg kunne huske eller finde ud af, hvem der havde lavet den. Så der er jeg rigtig taknemmelig for at skulle vende tilbage til denne plade for at anmelde den.

Noget af det bedste ved X i forhold til så mange andre punkbands, er at de beholder al den gammeldags punk-lyd og -atitude, som man kan finde hos de tidligste udfoldelser i genren, men samtidig føles de rigtig sjældent vrede. De føles til gengæld forvirrede, og det har selvfølgelig noget med de skarpe melodier og tekster at gøre, men meget af det kommer også fra samspillet mellem John Doe og Exene Cervenka som sangere. Når de er hver for sig, lyder det rettere vredt, men sammen skaber de et helt enormt virvar af følelser, meget som post-punk-grupper som Wire, Minutemen eller Gang of Four normalt gør. Deres musik er måske lidt svær at sætte sig ind i for nogle, men giv dem gerne et par chancer. Hvis du vil forsøge dig med et af deres albums, er alle de tidligste albums fænomenale, men Wild Gift er i skarp konkurrence med Los Angeles om at være deres allerbedste. Det er punkmusik af allerhøjeste kaliber, både hvad angår sangskrivning, dynamik, lyd, men mest af alt angående albummet som helhed.