Kategoriarkiv: Rage Against the Machine

368 – Rage Against the Machine – Rage Against the Machine (1992)

Udgivet den af
Svar

Rage Against the Machine var et af de første bands, der gjorde rap-metal populært. Og hvis jeg skal sige min ærlige mening, og det skal jeg vel, må jeg sige, at rap og metal ikke er genrer der sidenhen er blevet blandet specielt godt så ofte. Men de er langt bedre end Limp Bizkit, Hollywood Undead eller Crazy Town nogensinde kunne drømme om, og det beviste de så sandelig med deres debutplade, der simpelt nok også hed Rage Against the Machine. En af de mange ting, der gør dette til en langt bedre plade end stort set alt andet rap-metal, er at musikerne er vildt dygtige. Brad Wilk er en rigtig fed, energisk trommeslager, der tilføjer virkelig meget energi til musikken. Han bliver overgået af bassist Tim Commerford, der med sine funkinspirerede basgange gør sangene meget sjovere, og de er som taget ud af en Stevie Wonder- eller George Clinton-sang, så gode er de. Guitarist Tom Morello er dog pladens store stjerne. Han gør så sindssyge ting på guitaren, at man har lidt svært ved at fatte, at der kun er en enkelt guitarist. Hvis noget andet element i musikken skulle kede dig, kan du bare fokusere på Tom Morellos guitar, for der sker næsten hele tiden en hel masse.

Jeg har dog virkelig ingen anelse om, hvorfor resten af albummet dog ville kede dig. Der sker hele tiden noget nyt, og det har meget variation i både tempo og lydstyrke. Apropos lydstyrke, er det bare om at skrue godt op for det her album, for ellers så misser du virkelig noget. De fyrer den virkelig af, og det bliver aldrig trættende. De forstår virkelig her at give dig støj i store mættede poser, hvorefter de så lige skruer lidt ned for en stund, hvorefter de går i gang igen for fuld skrue. Man er altid tilfreds over det, man får, men man får aldrig for meget. Forsanger Zach de la Rocha rapper skrigende og irriteret om gruppens politiske holdninger, og der ryger også nogle virkelig flotte metaforer ud af munden på ham. Det gør det til en virkelig levende plade, og man får mere ud af teksterne end man får fra den sædvanlige punksang. Derudover er sangene bare godt gammeldags fængende. Man kan ikke nynne nogen af sangene, men man får let lyst til at skråle højlydt med. Og når der ikke er vokaler på, headbanger man gerne en smule.

Strukturelt sker der faktisk langt mere, end man nok ville tro på Rage Against the Machine. Hvis sangene udviklede sig mindre, ville man dog nok også blive ret træt af dem, da lyden er ganske ensartet hele vejen igennem, men der kommer rigtig ofte et eller andet, man slet ikke forventede. Om det så er nedskåret instrumentation, en guitarsolo, et break, et skift i melodi eller tempo, eller noget helt femte, så gør det, at jeg som lytter har lyst til at lytte videre. Og der er ikke et eneste nummer på pladen, der falmer blandt resten. Vi har at gøre med nogle af 90’ernes allerbedste metalsange her, og de arbejder også virkelig godt sammen om at skabe en storlsået helhed. Der er utrolig lidt i vejen med denne plade. Hvis du kan lide heavy metal, så er Rage Against the Machine stadig en virkelig frisk, energisk og kreativ plade, som jeg let kan anbefale. Hvis du ikke er til metal, kan jeg dog ikke love at den vil ændre din opfattelse af genren, men gruppen minder trods alt ikke så meget om de klassiske metal-bands, så jeg ville nok sige, at du bør give blot et par af numrene en chance alligevel.

426 – Rage Against the Machine – The Battle of Los Angeles (1999)

Udgivet den af
Svar

I 90’erne var der ingen, der nær så voldsomt kunne sige “fuck dig” til magthaverne som Rage Against the Machine. De var med til at gøre rap-metal til en rigtig populær form for musik, og de var nok det bedste navn i genren. De har udgivet fire albums, alle af ganske høj kvalitet, og det tredje, The Battle of Los Angeles, minder ganske vist rigtig meget om de tidligere angående både komposition, lyd og lyriske emner, men så sandelig også angående kvalitet. Ikke et nummer på pladen er dårligt, og energien er høj hele vejen igennem. Det kunne som sådan godt ende med at blive irriterende, men det bliver det faktisk ikke, for de formår at være energiske med meget varierende lydstyrker. Nogle gange er det kun en smule hvisken, og andre gange skriger alle instrumenter løs af vrede. Der er ikke et dårligt nummer på pladen, der er kun numre, der er mere mindeværdige end andre. De mest mindeværdige er desværre alle i begyndelsen af pladen, men det gør ikke så meget, selvom det selvfølgelig gør sidste halvdel en smule kedelig til sammenligning.

Rapper Zack de la Rocha er noget af en karakter. Hvis du ikke har noget imod lyden og politikken, kan han let være den afgørende faktor i din manglende kærlighed til bandet. Hans stemme kan virke alt for beklagende, pessimistisk, hulkende og overdreven. Jeg kan virkelig ikke sige, at han ikke er alt dette, men Rage Against the Machine er en meget vred gruppe, og jeg synes selv, at hans stil passer ret godt til den slags musik. Nogle gange overdriver han så meget, at det er latterligt, men generelt er der ikke mange problemer. Der er dog aldrig nogen problemer med Tom Morellos guitarkundskaber. Hans riffs er rigtig gode, og man kan næsten mærke hans følelser gennem strengene. Han er heldigvis ofte ret højt i mixet, selv i forhold til vanlig metal, og dette gør, at man som lytter lægger rigtig meget mærke til hans bidrag. Hvis man aldrig har spillet luftguitar til Rage Against the Machine, så har man ikke lyttet nok til dem, og The Battle of Los Angeles er virkelig godt i det felt. Det er det faktisk også, hvad angår bassisten Tim Commerford, der faktisk hovedsageligt virker inspireret af funk, hvilket gør dem mere interessante end som så at lytte til, så skru gerne op for bassen.

Tekstuniverset hos Rage Against the Machine er altid meget politisk aggressivt, men The Battle of Los Angeles er især interessant, da teksterne derpå er kraftigt inspireret af min yndlingsbog, 1984 af George Orwell, og et par af sangene citerer endda bogen direkte. Disse tekster er, uanset hvorvidt de citerer stor litteratur, rigtig hårdtslående, og man forstår let, at det her betyder meget for gruppen. Noget ret sært ved Rage Against the Machine, er at de som sådan bare gør den samme ting igen og igen: Zach De La Rocha råber om politik, der er en sektion med minimalt musikalsk akkompagnement, hvor han hvisker, Tom Morello har en forvrænget guitarsolo, og disse ting er til stede på næsten alle, hvis ikke alle sange på albummet. Men det virker stadig. De har formået virkelig at gøre meget indenfor den formel, som de ellers bare har gentaget så mange gange. The Battle of Los Angeles er et af den slags albums, som man skal høre med høj lydstyrke. Jo højere lydstyrke jo bedre – så længe, det selvfølgelig er til at holde ud. Hvis man skruer ned for det, bliver det ret kedeligt. Men med den rigtige lydstyrke, så er det noget af det bedste, 90’ernes metalverden kan give dig.