I 90’erne var der ingen, der nær så voldsomt kunne sige “fuck dig” til magthaverne som Rage Against the Machine. De var med til at gøre rap-metal til en rigtig populær form for musik, og de var nok det bedste navn i genren. De har udgivet fire albums, alle af ganske høj kvalitet, og det tredje, The Battle of Los Angeles, minder ganske vist rigtig meget om de tidligere angående både komposition, lyd og lyriske emner, men så sandelig også angående kvalitet. Ikke et nummer på pladen er dårligt, og energien er høj hele vejen igennem. Det kunne som sådan godt ende med at blive irriterende, men det bliver det faktisk ikke, for de formår at være energiske med meget varierende lydstyrker. Nogle gange er det kun en smule hvisken, og andre gange skriger alle instrumenter løs af vrede. Der er ikke et dårligt nummer på pladen, der er kun numre, der er mere mindeværdige end andre. De mest mindeværdige er desværre alle i begyndelsen af pladen, men det gør ikke så meget, selvom det selvfølgelig gør sidste halvdel en smule kedelig til sammenligning.

Rapper Zack de la Rocha er noget af en karakter. Hvis du ikke har noget imod lyden og politikken, kan han let være den afgørende faktor i din manglende kærlighed til bandet. Hans stemme kan virke alt for beklagende, pessimistisk, hulkende og overdreven. Jeg kan virkelig ikke sige, at han ikke er alt dette, men Rage Against the Machine er en meget vred gruppe, og jeg synes selv, at hans stil passer ret godt til den slags musik. Nogle gange overdriver han så meget, at det er latterligt, men generelt er der ikke mange problemer. Der er dog aldrig nogen problemer med Tom Morellos guitarkundskaber. Hans riffs er rigtig gode, og man kan næsten mærke hans følelser gennem strengene. Han er heldigvis ofte ret højt i mixet, selv i forhold til vanlig metal, og dette gør, at man som lytter lægger rigtig meget mærke til hans bidrag. Hvis man aldrig har spillet luftguitar til Rage Against the Machine, så har man ikke lyttet nok til dem, og The Battle of Los Angeles er virkelig godt i det felt. Det er det faktisk også, hvad angår bassisten Tim Commerford, der faktisk hovedsageligt virker inspireret af funk, hvilket gør dem mere interessante end som så at lytte til, så skru gerne op for bassen.

Tekstuniverset hos Rage Against the Machine er altid meget politisk aggressivt, men The Battle of Los Angeles er især interessant, da teksterne derpå er kraftigt inspireret af min yndlingsbog, 1984 af George Orwell, og et par af sangene citerer endda bogen direkte. Disse tekster er, uanset hvorvidt de citerer stor litteratur, rigtig hårdtslående, og man forstår let, at det her betyder meget for gruppen. Noget ret sært ved Rage Against the Machine, er at de som sådan bare gør den samme ting igen og igen: Zach De La Rocha råber om politik, der er en sektion med minimalt musikalsk akkompagnement, hvor han hvisker, Tom Morello har en forvrænget guitarsolo, og disse ting er til stede på næsten alle, hvis ikke alle sange på albummet. Men det virker stadig. De har formået virkelig at gøre meget indenfor den formel, som de ellers bare har gentaget så mange gange. The Battle of Los Angeles er et af den slags albums, som man skal høre med høj lydstyrke. Jo højere lydstyrke jo bedre – så længe, det selvfølgelig er til at holde ud. Hvis man skruer ned for det, bliver det ret kedeligt. Men med den rigtige lydstyrke, så er det noget af det bedste, 90’ernes metalverden kan give dig.